Vi var tidligt oppe, da vi ville se de flydende øer på Titikaka søen. Vi kom ned til havnen kl. 8. Vi lod Mary stå i garagen, og tog en cykeltaxa til havnen til den nette pris a 4kr, det var lige til at overkomme og rigtig sjovt. Desuden er det ikke så ofte vi får mulighed for at prøve en cykeltaxa. Båden sejlede først kl. 9 hvilket vi ikke vidste. Vi fik købt billetter og sejlturen begyndte. Det var en fantastisk tur ud igennem sivskovene og ud til landsbyen af de flydende øer. Vi startede med at sejle ud til øen Uros. Her fik vi en gennemgang af hvordan de laver en ø. Det er en imponerende proces. De starter med at sejle længere ud i søen for at hente blokke af sammenvoksede sivrødder, der udgør selve bunden. Hver familie, der ønsker at bosætte sig på øen skal bidrage med et par blokke. Derefter binder de disse blokke sammen til en stor plade og ovenpå kommer de et ca. 3m. tykt lag siv. Hver anden uge lægger de et nyt lag siv ovenpå det gamle og herved vokser øerne stille og roligt i tykkelsen. Men øerne rådner også stille og roligt nedenfra. Øerne blev i nogle tilfælde op til 20 år gamle inden de var stort set rådnet op nedenfra og man derfor forlod øen og byggede en ny. Hver ø er forankret med anker, således at de ikke sejler væk, og i værste tilfælde til Bolivia siden af søen, for de har nemlig ikke pas.

Det er således at alle familierne på samme ø hjælper hinanden. På nuværende tidspunkt er der 53 øer og herpå bor der omkring 2.000 mennesker. Ja, og så er det lidt sjovt med deres måde at løse evt. nabokonflikter indbyrdes på øerne. Det er således at hvis man ikke syntes at alle bidrager til det fælles arbejde og den generelle trivsel på ølivet, ja, så er man ikke bleg for at dele øen, og save sig fri fra de personer der ikke vil bidrage til fællesskabet.

Hver ø har en præsident, og der er en præsident for hele ø gruppen. Når der indkaldes til møde foregår det ved at man vinker eller råber til hinanden fra øernes udsigtstårne og på den måde får samlet præsidenterne. Når der skal være bryllup, så samler man 3-4 øer, binder dem sammen for at få mere plads, og holder en stor fest i 3 dage. Pigen flytter derefter over på mandens ø.

Vi havde en fantastisk dejlig oplevelse herude på sivøen. Stemningen i hele byen af flydende øer er utrolig stille og rolig, ren og skær idyl. Det gyngede lidt overalt når man gik rundt, og sivene var meget bløde at gå på. Efter en times tid på sivøen, sejlede vi over til en nabo ø. Vi sejlede i en sivbåd og blev roet over. Denne sivbåd var bygget i samme stil som Kon Tiki i sin tid (den båd som nordmanden Thor Heyerdal i sin tid byggede og sejlede fra Sydamerika ud til Påskeøen m.m.).

Hen på eftermiddagen kom vi ind på fastlandet igen og kørte videre sydpå, vi ville gerne se om vi kunne nå at krydse grænsen til Bolivia i dag. Det er en 200km lang køretur langs Titikaka søen. Landskabet er meget fladt, og der er ikke meget variation. Inden vi får set os om, er vi ved at være ude af Peru, og 50m længere fremme er grænsen til Bolivia. Det tager ca.5 kvarter at krydse grænsen, og der var ikke mange mennesker der ville forsøge at tigge, eller veksle penge eller på anden måde snyde turisterne. Det var en stille og rolige måde vi krydsede over på.

Vel næsten over, for da alt var ordnet og vi skulle til at køre, så opdagede vi at Mary ikke ville i bakgear og vi holdt lige foran en låst bom, som vi skulle bakke tilbage for at køre udenom. Gearskifteren er igen ude af justering, og vi har hverken bakgear, eller terrængear. Dette er i princippet ikke noget problem så længe vi bare skal køre fremad. Da vi holder lige foran porten til Bolivia og der ikke bliver låst op, må vi i gang med at skubbe. Det er op af bakke, og med en vægt på 2,7tons i alt i Mary, er der brug for mere end Birgittes kræfter. Tolderen og en anden hjælper til og vi kommer sikkert over.

Vi finder hurtigt et sted for natten i byen Copacabana hvor vi lejer et stort hotelværelse med 4 store senge og en imponerende flot udsigt ud over Titikaka søen (men det kan vi ikke lige se da det er nået at blive mørkt). Det er i et næsten helt nyt hotel og prisen er 110kr. Vi vil lige se Bolivia lidt an inden vi begynder at overnatte i det fri for vi har hørt mange røverhistorier om netop Bolivia, Sydamerikas fattigste land. I byen finder vi en restaurant og får noget dejligt mad og inden vi falder i søvn, skal vi lige huske at stille uret 1 time frem.

Rasmus med en gammel forlader

Båden vi sejlede med fra en ø til en anden