Vi har sovet rigtig godt og der har ikke været et øje i miles omkreds. Vi var kommet tidligt op, så der var god tid til morgenmad og ekstra udforskning af korallerne, inden vi skulle videre til Chile. Der var længere til Chile end vi forventede og turen tog flere timer ad dette ret ujævne 4wd spor. På et tidspunkt ser vi et særpræget landskab. Det ligner mest af alt en forstenet skov af små træer. Vi holder ind og må udforske dette. Det viser sig at være forstenede koraller. De er alle 2-3m høje og det er helt fascinerende at gå imellem dem.

Ja, og man må sige at der var koraler. Ikke som vi kender det fra havet, med masse af farver og små fiske svømmende imellem m.m., Disse koraller har været over vandet i mange tusinde eller millioner af år. De var hårde som sten, og grå at se på. Men det var uroligt hvor flot det så ud, og imponerende at køre i mellem alle disse koraler. Vejen snoede sig ind imellem alle korallerne, og der var ikke meget plads. Skoven dækker et område så stort som øjet rækker og bagefter får vi kigget nærmere på kortet og ser at stedet faktisk hedder ”koralbjergkæden”.

Vi havde forventet at vi havde ca. 30km til grænsen, men som så mange gange før passer kortene ikke med virkeligheden, og det er selvom vi har et typografisk vandrekort. Vi endte med at køre 70km, og de veje vi kørte på var ikke alle afmærket. Det er ikke fordi der er mange biler der kører herude, men der kommer da af og til nogle, og dem spørger vi om vej for at være på den sikre side. Den sidste del af sporet hen mod grænsen går nede i udtørrede saltsøer. Ude i midten af saltsøen ligger togbanen, så de må være sikre på at der ikke kommer vand igen.

Vi når at tage vores frokost i Bolivia, da det ikke er lovligt at tage kød, ost og frugt med over til Chile. De er lige så emsige som Australien og New Zealand. Så frokosten bestod af alle de rester, som vi alligevel skulle smide ud. Ja, og selvom det er hovedvejen hen til grænseposten her i den sydvestlige del af Bolivia, så holder vi parkeret ude midt på ”vejen” under hele frokosten. Så få biler kører der herude i dette øde ørkenlandskab.

Vi ankom til grænsen kl.13, og selve krydsningen tog kun 45min, med alt papirarbejdet og inspektion af bilen. Vi måtte af med honningen, men pate og marmelade fik vi lov at beholde. Ved inspektionen var det meningen at vi skulle bære alle vores ting ind til det rum hvor de skulle se hvad vi havde med. Men det var Birgitte ikke meget for, da vi har mange tunge kasser, og helt ærligt, det er nu nemmere at tage kasserne ned fra hylden, og de kikker i dem inde i bilen. Det tog heller ikke mange minutter at overtale dem til at komme ud i bilen. Her er det en fordel med dårligt spansk, da vi er nød til at vise hvad vi vil, og vupti var vi jo i bilen. Der var en del kasser der blev inspiceret, men da der kun var tøj i dem, ja så stoppede vi her. Vi viste hvor alle vores kølevare var, og hvor vores tørprodukter var, og det var ok. Alle de andre souvenirs som vi efterhånden har samlet op hist og her, og som ikke er lovlige at udføre, ja de var selvfølgelig gemt godt væk.

Det var dejligt at være vel igennem grænsen, og godt på vej i Chile. Naturmæssig var der ikke den store forskel. Det var den samme tørre ørken med mange flotte vulkaner omkring os, og de mange saltsøer over det hele. Lige pludselig ser Birgitte en røgsky stige op fra krateret af en af vulkanerne. Det ser fantastisk ud og vi kan se at der hvor der kommer røg op fra, er det helt gult af svovl m.m. Det ser fantastisk ud, og stille og roligt ser vi den ene flotte vulkan efter den anden. Der er desuden en mere hvor det ryger ud fra, og det ser lige så flot ud. De fleste af disse vulkaner i dette område er mellem 5.000m og 6.000m høje.

Efter et lang og flor køretur, kommer vi til minebyen Calama sidst på eftermiddagen. Man må sige der er stor forskel fra det vi har set i både Ecuador, Peru og Bolivia. Folk køre som de gør i Danmark, dvs. alle overholder trafikreglerne. Der er ingen der kører over for rødt, man giver plads til fodgængerne, og der er ingen båtten og masen. Det er helt vidunderligt. Når man holder inde i siden, og vil ud, giver de plads. Det er virkelig en fornøjelse at de ikke er så egoistiske, og har mere ro til at lade andre komme til. I det hele taget er det som at komme til en hel anden verden igen. Men på den anden side, så er det også lidt skræmmende at se hvor forbrugsorienteret alt er. 6 måneder i nogle af verdens fattigste lande har sat sit præg på os.