Vi har sovet fortrinligt i nat herude på saltsøen, og så helt 100% i vatter. Vi vågnede op til en dejlig udsigt ud over dette totalt flade og hvide saltlandskab. Faktisk er det noget af det mest flade landskab i verden og man kan tydeligt se jordens krumning i horisonten.  Her er rigtig stille og fredeligt og der har ikke kørt ret mange biler, busser og lastbiler forbi os i nat. Ja, vi har fundet ud af at vi faktisk ligger på ”hovedvejen” tværs over saltsøen så der er kommet lidt busser med lokale og lastbiler tæt forbi os. Efter morgenmaden var det tid til at se lidt nærmer på dette meget specielle landskab. Børnene var hurtigt ude og undersøge saltsøen og vi startede med at se nogle udtørrede ”øjne”. Det er steder hvor saltholdig vand kommer op til overfladen og saltet udkrystalliserer sig.

Vi kører herefter videre ud over saltsletten. Det går stærkt. Det er næsten som at køre på god asfalt igen og så kan man køre lige hvor man vil. Vi har taget pejling med kort og kompas og har udstukket kursen mod en ø, som skulle ligge ca. 100km ude i det fjerne. Selvom øen stikker omkring 100m op over saltsøen er det er ikke muligt at se denne ø pga. jordens krumning. Vi følger et tydeligt spor af sort gummi fra andre dæk og på et tidspunkt ser vi flere huller i ”vejen”. I starten lægger vi ikke rigtig mærke til dem, men Dennis bliver lidt mistroisk da hullerne bliver større og større og så stopper vi op ved et stort hul. Her bliver vi noget overrasket over det syn der møder os. Hullerne er nemlig fyldt med vand og vi kan ikke se bunden af dem. Vi tager et spyd fra Mary og stikker ned i et af hullerne. Der er lidt over 2m ned til fast bund. Mange steder er salten er ikke tykkere end 10-15cm, og vi kan se lige ned til vandet nedenunder. Det er lidt uhyggeligt at forestille sig hvad der ville have været sket hvis vi var kørt i et af dem. Mary er parkeret ca. 1m fra det største hul, der er knap 1m i diameter og omkring 2,5m dyb. Hvis det ikke lige var fordi her har kørt mange andre biler, så ville vi ikke turde køre her. Men det virker egentlig ret sikkert og solidt. Søen er over 250m dyb på det dybeste sted og vi har ingen anelse om hvor dybt her er. Det er virkeligt et meget anderledes landskab.

Disse huller er ”søens øjne” som de hedder og her kommer koldt og enormt saltholdigt vand op til overfladen. Det er flot og fascinerende at se på. Når vi stikker armen ned i denne saltlage og derefter lader armen tørre, går der ikke længe føre armen helt kridhvid af salt. Selv Frederikkes sølvring bliver total gul så den må en tur under det rene vand for at få den rigtige farve igen. I nogle af vandhullerne er der fyldt med nydannede saltkrystaller og alle leger med det indtil det begynder at svide i huden.

Efter at have set de store huller i vejen fortsætter vi. Ja, der har kørt mange biler her før os, så vi kan vel også køre her. Efter knap 100km på saltvej, kommer vi til en lille ø, og kører i land. Det er ret underligt at køre i land på en ø. Her nyder vi frokost, og ser os lidt omkring. Øen er ret speciel. Alle klipperne viser sig at være gamle forstenede koraller fra dengang søen var et kæmpe indlandshav. Her på øen ser vi tydeligt beviset på at det salte vand engang har stået mindst 50m højere og det hele må have været et flot og levende koralrev. I dag er der kun nogle kæmpe kaktusser at se, og ikke meget dyre liv. Vi ser nogle firben, både levende og døde, samt opdager at her er fluer. Fluerne havde vi overhovedet ikke ude på saltsøen, så vi fortsætter ud på saltsøen igen. Det går forrygende stærkt og vi kan køre i en hastighed vi ikke har kunnet køre længe. Selvom Mary ikke er den hurtigste bil i verden, kommer vi hurtigt op på de 100km/t. Vejene herude er bare hjulspor, eller retter sagt afmærkninger af gummi fra dæk i det hvide salt.

Vi stopper bilen et flot sted for at tage billeder, og da Frederikke sidder foran siger hun, ”husk lige at køre ind til siden”. Vi andre kikker lidt på hinanden og griner. Der er masser af plads til at komme forbi, så det betyder intet at holde her. Vi har desuden heller ikke set mange biler i dag.

Vi stikker nu kursen sydpå mod Chile. Det sidste område vi ser af saltsøen ligner mest af alt noget tyk pakis. Kanterne på de store 6 kantede saltblokke er omkring 20cm høje her. Et specielt syn og ret mærkeligt at køre i da salten kvaser under hjulene på os. Vi ankommer til søbredden og ”kører i land” på fastlandet. Herinde er det igen de hullede hjulspor som vi kender alt for godt og hastigheden er igen nede omkring 20-30km/t. På et tidspunkt kommer vi forbi en grotte, hvor der er en del gravpladser i. Herinde i en af gravpladserne ligger der en del menneskeknogler og hjerneskaller. Lige ved siden af er der en anden grotte med flotte saltkrystaller i loftet.

Turen fortsætter sydpå ad det flade landskab omgivet af mange høje vulkaner på over 5.000m. Vi holder en pause lidt før solnedgang og laver aftensmad på en stor flad gold slette. I det fjerne ser vi flere støvstorme komme rullende ud over det flade landskab. Birgitte når lige akkurat at få maden færdig og komme indendørs da støvstormen rammer os. Det ser nærmest ud som om der er diset med rødt dis udenfor og sollyset får en underlig gul farve. Vinden pisker støvet op og det virker slet ikke rart at skulle udenfor. Støvstormen løjer hurtigt af. Efter aftensmaden har vi stadig lidt dagslys tilbage og kører en times tid videre inden vi finder et dejligt ly for natten. Stedet er en lille dal mellem to små bakker. Dennis, Rasmus og Frederikke går en tur up på en af bakkerne. Det viser sig at være gamle koralrev fra dengang hele området var et stort indlandshav. Korallerne var stadig meget tydelige at se og fra toppen af bakken var der en fremragende udsigt ud over den flade udtørrede havbund.

I morgen regner vi med at der højst er en times kørsel til grænsen til Chile.