| Tirsdag d. 17.11.09: Calama - Syd for Antofacgasta i Chile
Kørt 413 km i dag. Ialt 51.306 km.
  I går Kalender I morgen  
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|

Vi sover lidt længe i dag, da vi har misset 1 time i går, men kommer alligevel af sted inden kl. 9. Vi kom lidt sent i seng i går, og var trætte af at have kørt mange hundrede km på hullede grusveje. Efter morgenmaden gik turen ind til byen for at se et museum med fossiler af dinosaurer. Men museet var lukket, og der stod ikke hvornår det åbnede igen. Nå, vi tog tilbage til turistinformationen, for vi ville gerne ind og se det som hele byen lever af. Nemlig en af de største åbne kobberminer i verden. Vi fik de sidste 5 billetter til dagens rundvisning, så der var vi vist meget heldige.

Vi skulle møde op ude i byen Chuqvicamata en times tid senere. Det er den gamle by hvor minearbejderne boede førhen. I dag er det en forladt by, da man har lukket byen og tvangsflyttet folk. Byen ligger bogstaveligt talt klods op og ned ad minen og alle dens affaldsbjerge er kun et stenkast fra byen. Det er for farligt at bo så tæt på minen. Først og fremmest bruges der mange og meget farlige kemikalier til udvindingen af kobberet, samt støvet fra minerne hænger som en dyne over området. Desuden er der fundet meget kobber under byen, og det vil man gerne have fat i. Byen blev officielt lukket i august 2007, så en rigtig spøgelsesby er den ikke nået at blive til endnu.

Minerne var oprindelig ejet af folk fra USA, men folk i Chile mente at de tog for mange rigdomme ud af landet, så det endte med at minerne blev nationaliseret. Og da det nu er staten der ejer minen, er turene derind gratis. Der samles dog penge ind via donation i bussen og de siger at de går til skolebørn i byen.

Minen er imponerende og er næsten lige så stor som jernminen vi så i Newman i Australien. Vi ser den ene store lastbil komme kørende efter den anden, og de kører lige ved siden af os. Det er over et år siden vi så minen i Australien, og det er stadigvæk imponerende at se de store maskiner kravle stille og roligt op fra huldet hvor det hele udvindes fra. Drengene spotter straks at lastbilerne ikke er helt så store som dem i Australien. De har ret. Disse lastbiler har ”kun” en totalvægt på 360tons mod 400tons i Australien. Vores guide fortæller os at i nabominen, få km derfra, der kører der kun 400tons lastbiler. Men uanset størrelsen så vibrerer jorden enormt når disse kæmper køre forbi.

I jernminen i Australien havde malmen en renhed på omkring 65%. Her er der derimod en renhed på 0,86%, så der er enorme bjerge af knust klippe omkring minen. Naturfolkene her synes det er synd at ændre landskabet så meget, så man har fotograferet bjergene, og når minen er færdig vil man genskabe landskabet. Det bliver noget af et job, for allerede nu er bjerget gravet væk og hullet måler 5x3,5km og er ca. 1km dybt. Og de er slet ikke færdige med at grave kobber endnu, så det bliver en enorm mængde småsten der skal flyttes tilbage igen.

Efter dette imponerende besøg fortsætter turen sydpå mod Santiago, og videre sydpå. Chile er et meget meget langt land, og der er ca. 1.600km til Santiago. På vej ud mod kysten kommer vi forbi den ene spøgelsesby efter den anden fra dengang Chile var verdens største eksportør af salpeter. De fleste af byerne er forladt omkring år 1925-26 som er det tidspunkt hvor prisen på salpeter faldt drastisk.

Den nordlige del af Chile er vitterlig en stor øde og ufrugtbar stenørken. Men nedenunder overfladen ligger store rigdomme. Her ligger f.eks. 35% af verdens kobberreserver, og Chile står for næsten halvdelen af verdens produktion af kobber. Desuden ligger her store salpeterforekomster. Alt dette er med til at holde Chiles økonomi i en helt anden standard end Bolivia og Peru. Området har engang tilhørt disse to lande og historien er at for over 100 år siden var der nogle tyskere og englændere, som fandt ud af områdets store rigdomme. De ”viskede” det i øret på Chiles regering og hurtigt fandt man en undskyldning for en krig om området, kaldet Stillehavskrigen fra 1877 til 1882. Den vandt Chile og i dag ser man tydeligt hvilke rigdomme at især Bolivia mistede dengang. Det har været godt for Chile men slemt for Bolivia, da de nu hverken har metaller, salpeter eller adgang til havet. Forskellen på disse to lande er enorm.

Lige inden solnedgang når vi lige at svinge ind forbi den tørreste ørken i verden. Der har ikke faldet regn her så længe de hvide mennesker har været her og det er ved at være over 250år siden. Ja, og vi ser også lige 4 store dæk ligge i vejsiden. De har standardprofil og er til 65” fælge og beregnet til de store minemaskiner. Det var nogle ordentlige store dæk og næsten umulige at klatre op på selv når de lå ned.

 

 

De store lastbiler

Verdens tørreste ørken

Verdens tørreste ørken

Mineraljagt i verdens tørreste ørken

Hvad med et sæt nye dæk?