Vi kørte fra Santo Domingo, mod Quito. Det er en fantastisk flot tur op ad Andesbjergene. Til at starte med er der en masse tåge, da vi køre op i gennem tågeskovene. Vi kommer til en masse små byer undervejs. Det er tydeligt at se hvad de er gode til. Den vi stoppede op ved havde specialiseret sig i at lave bolsjer. De stod og lavede bolsjer ude ved vejen. Hele sukkermassen bliver først kogt, derefter bliver de slynget om en træknage på vægen. Her skifter sukkermassen farve, og bliver mere smidig og hård. Derefter brækker de stykker af i næsten samme størrelse, der bliver pakket ind i papir, og solgt. Desuden er der mange restauranter langs vejsiden, til at servicere alle bilisterne. Mange spiser deres mad disse steder. I en by var der frugtsælgere igennem hele byen og vi købte en klase dejlige bananer for ½ doller.

Mary arbejder hårdt og får sig kæmpet op i ca. 3.000meters højde medens dieselen næsten fosser ud af dieselpumpen. Hun er helt sort bagpå af skidt og diesel men har klaret turen fantastisk godt og til sidst ser vi Quito i det fjerne. Her kører vi ind til en pladesmed ved centrum, som laver noget rigtigt flot arbejde i rustfrit stål. Vi vil have lavet en kasse til at sætte bagpå Mary’s cykelstativ til vores bord og stole m.m. Pladesmeden er glad for at se os igen og vi får bestilt kassen. 200dollers for en god kasse på 135 X 85 X 45cm i rustfrit stål, det synes vi er ok. I New Zealand, skulle vi have givet 3 gange så meget for en tilsvarende kasse i galvaniseret stål.

Vi kører en tur indenom Irene (madmor) der er meget glad for at se os igen. Vi aftaler at komme tilbage på søndag og bo ved hende i nogle dage. Vi kan først få kassen onsdag og skal desuden have lavet en del praktiske ting inden vi forlader Quito. Vi vælger at fortsætte til byen Otavalo halvvejs mod Columbia. Her er det mest berømte marked i hele Sydamerika og det vil vi gerne til. Vi kommer frem sent om aftenen, og det er allerede blevet mørk. Vi finder hurtigt et hotel og her er vi heldige. Vi bor helt inde i centrum. Hotelfatter, en rigtig indianer taler godt engelsk og er stolt over sit hotel. Vi får igen lov til at nøjes med at betale for 2 voksne og sove i bilen i gården. Hotelfatter giver os et værelse med 2 dobbeltsenge, så det er kun Dennis, der vælger at sove i Mary. Vi går en tur ned til markedspladsen og får aftensmad ved en flink ældre kone og hendes gadekøkken.

På toppen af Andelsbjergene lige inden nedkørslen mod Quito