I denne dal og dens omgivelser er mange flotte og imponerende gamle bygningsværker fra Chachapoya folket, der havde deres storhedstid i perioden fra omkring år 800 og frem til år 1470 hvor de blev erobret af Inkaerne. De boede i de fjerntliggende bjerge i de tropiske tågeskove og blev kaldt for ”krigerne fra tågeskovene”. Ofte udstillede de hovederne fra deres fjender til skræk og advarsel for andre. De opførte store bygningsværker i sten, hvoraf den mest berømte er fæstningsbyen Kuelap, der med sine 20m høje mure nærmest er umulig at indtage på toppen af et 3100m højt bjerg. Det lykkedes aldrig Inkaerne at vinde den totale kontrol over Chachapoya folket inden spanierne ankom i 1534, og blandt de lokale herude går der rygter om at det faktisk var høvdingen fra Chachapoya folket, der hjalp spanierne til at besejre Inkaerne.

Vi fortsætter turen sydpå igennem dalen med dens flotte landskab og vil gerne se nogle af de flotte og imponerende bygninger fra Chachapoya folket. Målet for i dag er at nå frem til en gammel gravplads ved Karajia. Denne gravplads består af 6 hule ”statuer” placeret højt oppe på en klippeafsats.

Til at starte med er vejen fin nede i bunden af dalen langs floden. Herude bruger man ikke asfalt på vejene men hårdt stampet ler blandet med skærver på størrelse med en knytnæve. Det er rimeligt at køre på indtil vi skal dreje af og videre ud ad en snoet og støvet bjergvej. Det er svært at finde den rigtige vej hver gang vejen deler sig og vi må navigere på bedste vis efter solens position på himlen. Vi kommer til en by, langt ude i bjergene, og opdager til vores store overraskelse at vi er stadig på rette vej. Vi kommer igennem flere mindre landsbyer og tror hver gang at vi er kørt forkert. Vi prøver et par gange at spørge om vej, og selvom vi har både stednavn og et tydeligt billede af stedet, så er der stort set ingen der kender vejen.

Efter mange timers kørsel er vi overbevist om at nu må vi da være kørt forkert. Her møder vi en skolelærer som fortæller at vi skam er på rette vej og han forklarer hele vejen derud. Det er lidt svært at følge hans spanske forklaring hele vejen, men heldigvis skal man holde til højre hele tiden, så det prøver vi. Efter noget tid kommer vi til en lillebitte landsby, og de kender alle sammen godt stedet, så vi må være lige i nærheden. Der er en lastbil og et par kvinder har lidt frugt til salg. Folkene fra lastbilen vil meget gerne se på Mary. Dennis ”viser rundt” medens Birgitte og Frederikke køber lidt frugt. Det var godt gjort, for nu er alle i landsbyen meget venlige og vil gerne hjælpe os. De fortæller at vi er meget tæt på de gamle gravsteder, vi skal bare lige lidt længere ud ad vejen. Vi fortsætter og kommer forbi landsbyens torv, som er en ujævn græsmark på ca. 1ha og med en lille kirke i den ene ende. Der er lige knap huse nok til at fylde op hele vejen rundt om torvet. Alle husene og kirken er bygget af soltørrede lersten. Vi finder et skilt, der viser vejen ud til gravene og der er kun 1km tilbage, så vi kører derudad. Vejen er dog ikke længere en vej, men nærmere en bred og optrådt sti til kvæg. Vi kører stille og roligt derudad medens en flok børn løber efter os. Stien snævrer sig ind og vi vil ikke kunne fortsætte, så vi får vendt om og kører tilbage til landsbyen, fulgt at 5-10 glade unger.

Her parkerer vi på torvet og gør klar til at overnatte. Straks er der over 10 børn omkring os samt et par voksne. Dennis snakker med dem om muligheden for at overnatte her og det er ok. Der kommer straks gang i leg med fodbold og fangelege mellem alle børnene. De lokale børn er meget glade for at lege med nogle hvide børn og det er sjovt at se hvordan vores børn er over et hoved højere end de jævnaldrende lokale. Mørket faldt hurtigt på og børnene forduftede pludselig hjem til hver deres hus. Vi lægger os til at sove for det er hundekoldt og det begynder så småt at regne.