Vi startede tidlig, for vi skulle op inden solen for alvor brød frem og det ville blive stegende hedt. Målet for i dag var den sydlige del af parken for at se de berømte tigerstribede kræmmerhusformede klipper. Det var igen 4wd vej og efter en bragt nedkørsel af en klippeside og igennem et vandløb var vi godt på vej igen, men lige pludselig var der ikke mere luft i det venstre bagdæk. Ja vi var meget flade, og herude er der ingen service stationer eller nogen anden form for vejhjælp, så vi måtte i gang med at finde donkraft og værktøj frem. Sandstigerne kom ned fra taget og blev brugt som underlag for donkraften. Da Mary var løftet næsten helt op, lød der et ordentligt brag. Vægten af Mary’s tunge bagende var for meget for sandstigerne, der havde understøttet donkraften på et lille areal, så en lille flig var trykket af og donkraften væltet. Heldigvis skete der ingen skade og vi måtte starte forfra. Denne gang kørte vi Mary ned i et lille hul, således at hun hældte til modsatte side og derved lagde hovedvægten væk fra donkraften og sandstigerne. Denne gang lykkedes det fint at skifte dækket, men det gamle dæk var ikke meget værd mere. Det var rigtig rigtig varmt at skifte dæk i den stegende hede og i direkte sollys, især at arbejde oppe på taget med at montere sandstigerne igen. Medens vi skiftede dæk var der flere venlige bilister, der holdt ind og spurgte om vi havde brug for hjælp. Alle herude har værktøj med til den slags, det har vi også, og også egen kompressor til at justere dæktrykket med. Bl.a. snakkede vi med et ungt par fra Holland, som vi havde boet på campingplads med i Broome. 

Nå, men vi blev snart klar til at køre videre, for at opdage at vi kun var få km, fra hovedattraktionen, området omkring Cathredal Gorge med uendelig mange rødstribede sandstensklipper i perfekte parabolformede formationer. Her startede vi med en kort gåtur imellem disse klipper og derefter gik vi ind i Cathredal Gorge, som virkelig er som en stor katedral, med et lille hul i loftet, hvorfra vandet fosser ned i regntiden. Igen var det fascinerende at se de røde klipper, som i virkeligheden er hvidt strandsand, der er presset hårdt sammen og med en rød beskyttende skal. I bunden af denne slugt var der det fineste hvide strandsand og midt i det hele var der en lille sø med fisk i. Vi spiste frokosten her og bagefter legede børnene i sandet. Her var dejligt fredfyldt og idyllisk.

På vejen ud begyndte skyerne så småt at trække sig sammen og vejret var lige pludselig meget mere humant. Efter en kort pause gik vi endnu en tur. Denne gang op igennem et udtørret flodleje, hvor bunden bestod af eroderet sandstensklippe. Den bløde sandsten var fyldt med jættegryder og hundredvis af små slugter og bjergkarme og vi kunne springe fra den ene til den næste. Igen et flot og fascinerende syn. Målet var et udsigtspunkt, og behøves vi at skrive at det var flot. Herude begyndte det så at regne og Dennis var bekymret for kameraet da han ikke rigtig kunne beskytte det mod regnen med andet end sin hat. På tilbagevejen var Rasmus dog bekymret for om regnvejret ville skabe en flodbølge længere oppe i bjergene som ville ramme os når vi gik i det udtørrede flodleje. Heldigvis skete det ikke. Til gengæld var det dejligt at blive lidt våd af regnen. 

Om aftenen var vi igen ude for at se solnedgangen fra udsigtspunktet, og denne gang kom vi i tide. Til gengæld var det overskyet og solen ville ikke vise sig før den gik ned. Til gengæld fik vi en del regn i løbet af aftenen og natten, hvilket vi trængte til.