Vi var oppe før solopgang og kørte ind til Purnululu Nationalpark. Vejen derind og alle vejene inde i parken er 4wd vej. De første mange km var der ikke det store i, bare som en humplet og snoet markvej. Men efterhånden kom der en del krydsninger af vandløb. De fleste var udtørrede, men ikke alle. Nu måtte vi så afprøve Mary’s egenskaber i vand. Dennis vadede derfor igennem vandet for at vurdere forholdene. Han fik ikke bare våde fødder men vandet gik ham til over knæene, hvilket dog ikke var nogen dybde for Mary. Børnene synes det var sjovt og spændende at køre i vandet og Mary klarede det fint. Hun blev også dejlig ren underneden. Det blev i alt til 5 vandkrydsninger, som alle forløb fint. Dog havde vi en sjov episode før den værste, og det var at en bil kom imod os lige inden vi kørte ned i vandet. Føreren af denne bil vinkede til Magnus om at han skulle vende om. Han har nok troet at det var Magnus der kørte, samt at Mary bare var en almindelig kassevogn uden 4wd.

Vel fremme i nationalparken startede vi med at finde en god plads på campingpladsen. Her var noget så sjældent som grønt græs og vand i en drikkelig kvalitet. Disse to ting har vi ikke oplevet før på vores tur i det tørre Vest Australien. Til gengæld var her også masser af fluer.

Bungle Bungle Range, som ”bjergkæden” her hedder, har en sjov geologisk historie. Tilbage i Devonia tiden for ca. 360mio år siden løb der en stor flod fra en tidligere bjergkæde ud i havet. Omkring Bungle Bungle aflejrede denne flod sand og rullesten. Disse aflejringer var til sidst ca. 2km tykke. Dette enorme tryk pressede de nederste par hundrede meter sammen til sandsten og en slags cementlignende sten med runde rullesten iblandet sand. For ca. 20mio år siden blev området så løftet op og erosionen fra oven vaskede det meste væk. Kun de hårde sammenpressede aflejringer i bunden står så tilbage i dag. I disse har vandet så eroderet sig ned igennem sprækker i sandstenene, således at her er slugter og kløfter, som nogle steder ikke er bredere end at et menneske lige akkurat kan komme igennem, og stadigvæk er der 200m op til overfladen af denne kløft. Overfladen af disse sandstensklipper er dækket af et lag beskyttende jernoxid (rust) og indenunder er det muligt at grave det fineste hvide strandsand frem, selvom klippevæggen går 200m lodret op. Denne geologi giver et meget specielt sceneri, som vidst ikke findes så storslået mange andre steder i verden.

Vi startede med at se den ”tyndeste” af disse kløfter, Echidna chasm. For at komme derud kørte vi af 4wd spor og ned igennem en del udtørrede vandløb og til sidst kørte vi i på rullestenene i bunden af en udtørret flod. Solen skinnede fra en skyfri himmel og vejret var meget varmt så det var derfor ret hårdt at gå den knap ene km op til starten af kløften. Da vi først kom ind i kløften faldt temperaturen til et ganske behageligt niveau. Herinde var der virkelig trangt og mange steder var det faktisk ikke muligt at se op til himlen. Farverne derimod var flotte med mange forskellige røde nuancer op ad klippevæggene. Bunden var dækket af de rundslebne sten, som vi også kunne se mange af i klippesiderne. Det er ret fantastisk at tænke på at de har siddet fast heri i ca. 360mio år inden de er kommet fri igen. Enkelte steder var der vand og straks benyttede Frederikke sig af muligheden for at køle sig ned ved at gøre sin hat og sit tøj vådt. Resultatet var en frysende Frederikke der længtes efter den stegende hede udenfor. Kløften endte brat i en lodret klippevæg, hvor et vandfald gnaver sig videre ind hvert år i den våde årstid. Det var rigtigt flot at se denne kløft, som af mange regnes for den flotteste i Australien.

Vi kørte tilbage og slog lejren op medens Birgitte lavede aftensmaden. Herefter kørte vi ud til et udsigtspunkt for at nyde solnedgangen. Vi kom lige et par minutter for sent, men der var en flot udsigt alligevel.