Om morgenen efter morgenmad gik Rasmus en tur over på toilettet og han kom styrtende tilbage og storgrinede medens han råbte med fryd i barnestemmen. ”Jeg har tisset på en krabbe, jeg har tisset på en krabbe”. Ingen af os troede på ham men han insisterede på at vi skulle komme med, så alle gik med på herretoilettet for at kigge ned i pisoraiet. Her kunne vi så se at der nedenunder den lille rist sad et par små ferskvandskrabber og stak deres ben op igennem rillerne og vinkede til os. Dette skue var ret sjovt at se på og vi måtte give Rasmus ret, at han havde tisset på en krabbe. Nå, det var ikke det eneste, nu prøvede vi at lyse ned i kloakkerne og hernede sad der en del frøer, som heller ikke kunne komme ud. Ja, sådan ser man jo så meget.

Vi kørte til den ”gamle” missionsby Hermannsburg for at købe køretilladelse til grusvejen ud til Kings Canyon. 200km på gravelroad plus en lille afstikker på 40km 4wd vej. Manden der solgte os tilladelsen fortalte om et meteorkrater, han syntes vi skulle køre indenom på vejen. Dette krater kunne vi se på over 20km afstand som nogle meget stejle bjerge i ca. 5-6km diameter. Det var tydeligt at se at der var tale om et stort krater. Da vi kom tæt på af 4wd vejen og kørte ind igennem det der lignede kratervægen, kunne vi se at det ikke var noget almindeligt meteorkrater ved Tnorala Con Reserve. Det viste sig at være selve ”eksplosionskernen” fra meteornedslaget at der stod tilbage. Krateret er dateret til at være skabt for 142,5mio år siden og satellitbilleder viser at det har været ca. 25km i diameter. Erosionen har dog visket kratervægen væk igennem årene. Ved nedslaget blev lagene helt ned til 3.000m dybde presset op til overfladen og er bl.a. dem vi ser i dag. Eksplosionen menes at have været så kraftig at alt liv blev udslættet i flere hundrede km’s afstand og at klimaet på jorden har været påvirket i flere år af alt det støv, der blev hvirvlet op i atmosfæren. Vi spiste frokost her og gik en lille tur inden vi kørte videre.

Turen gik nu igennem Macdonnalds Range, en gammel rød bjergkæde af gammel sandsten. Denne tur var ret jo ad gravelroad og en del af jordvejen var faktisk ok at køre på selvom der ofte var store huller vi skulle passe på. Desværre var turen ret hård for Mary, som gik læk på begge støddæmpere og olien bare flød ud af dem. Nå, men der var jo ikke andet at gøre end køre videre med de dårlige støddæmpere.

Hen på eftermiddagen nåede vi til Kings Canyon, som vi selvfølgelig ville gå en tur op igennem. Vi valgte den lange tur, der starter med en ”klatretur” op på kanten af kløften. Denne kløft er dannet i gammel sandsten. Denne sandsten består af to typer, den hårde for oven og den blødere for neden. Således ligner det Stevns klint med lodrette klippevægge for oven og skrå klippeside for neden. Den nederste sandsten blev dannet for 440mio år siden og den øvre er dannet for 400mio år siden. Den nederste er gamle aflejringer fra et floddelta og den øverste er gamle sandklitter. Ligesom ved Purnululu består disse røde sandstensklipper af kridhvid strandsand, presset sammen og kittet sammen af silica. Så alle de steder der er gået hul på den røde belægning kan man kradse det hvide strandsand frit. Heroppe på kanten var udsigten flot, men samtidig holdt vi os godt væk fra kanten. Heroppe er også de runde formationer af klipper, som vi så ved Purnululu.