Vi startede dagen tidlig med at pille vandtanken af for at ordne pumpen. Det viste sig ganske rigtigt at pumpen var faldet af slangen, så det var egentlig ”bare” at sætte den på igen og så påmontere vandtanken. Der var også nogle skruer og møtrikker på køkkenet og bagsædet, der var rystet løs ved de sidste par hundrede km kørsel på humpede markveje.

Herefter gik vi en kort tur op igennem Kings Canyon, og denne gang gik vi nede i bunden. Igen var det en flot tur igennem denne slugt med de knaldrøde sandstensklipper på hver side. Her i bunden lever der mange dyr og planter, som ikke kan klare sig i den omkringliggende flade og tørre sandørken. Grunden til at de kan klare sig her er at de porøse sandsten holder på vandet og langsomt lader det sive ud og herved er der en konstant vandforsyning.

Herefter kørte vi mod Ayers Rock, som er et af hovedmålene. Turen igennem ørkenen var præget af de endeløse strækninger med rødt sand og spredte buske og savannetræer, samt udsigten til det enorme sandstensplateau hvori Kings Canyon ligger.

På et tidspunkt ser Dennis og Magnus et bjerg ude i horisonten og Magnus er overbevist om at det er Ayers Rock. Da vi kommer nærmere ser vi dog at det er fladt på toppen og faktisk er et rigtig flot taffelbjerg ved navn MT. Connor. Nå, efter en del kørsel mere igennem den røde ørken ser vi en død hest i vejkanten, og et par døde køer samt 3 døde dromedarer. Og alle stinker de som ……

Pludselig spotter Dennis Ayers Rock i det fjerne, og denne gang er alle overbevist om at det er den rigtige sten. Selvom vi næsten er 50km fra den er det tydeligt at denne sten er stor.

Det er midt på eftermiddagen da vi ankommer til den lokale campingplads hvor vi sørger for at få en plads og får os noget at spise inden turen fortsætter ud for at se solnedgangen ved Ayers Rock. De sidste ca. 20km ud igennem den flade ørken er en fantastisk tur med verdens største sten i sigte. Vi har hørt mange fortællinger om hvor flot et skue at denne sten er, og vi må sige at det er en speciel og flot sten der ligger her. Det er nærmest uvirkeligt så stor den er. Som den ligger der giver den mange forestillinger om at den ligner et rumskib der lige er landet, eller en stor hval, eller….

Med dens røde farve og mange lodrette striber eller lag, begyndte børnene at snakke om at den lignede en stor sandsten. Det skal lige siges at børnene har set rigtig mange klipper og bjerge i sandsten her i Australien, og hver gang har der været geologiundervisning. Så det var et par stolte forældre der hørte på børnene i deres diskussion om hvorvidt det var en sandsten eller ej. Det var også lidt sjovt at høre fordi efterhånden som de overbeviste hinanden om at det var en sandsten, så blev de også skuffede over det. For en sandstensklippe består jo af millioner af små sandstenskorn og derved mente de jo med rette at Ayers Rock ikke kunne regnes som verdens største sten, dersom den var lavet af gamle aflejringer. Desuden vidste de også godt at MT Augustus i Vest Australien er en sten, der er dobbelt så stor.

Nå, men vi kom ud til parkeringspladsen for solnedgangen. Herfra er der et flot skue mod den store sten. Alle var straks oppe på taget af Mary, for at få en bedre udsigt. Det var flot at se hvordan de røde farvenuancer skifter på stenen efterhånden som solen gik ned. Jordens skygge kan også ses stige op af stenen lige efter solnedgangen, og herefter fortsatte farvespillet medens mørket sænkede sig. Kort efter solnedgangen stod månen op ved siden af Ayers Rock. Det er en dag fra fuldmåne, så det var et flot skue.