| Fredag d. 07.11.08: Fraser Island  i Australien
Kørt 20km i dag. Ialt 16.973 km.
  I går Kalender I morgen  
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|

En rigtig badedag. Vi forlader campingpladsen efter morgenmaden og kører igennem skoven ud til lake Mckenzie. På vejen derud vil Dennis gerne gøre holdt flere steder for at tage billeder, men det kan ikke lade sig gøre da der kommer et par Toyota LandCruisere bag os. Pludselig stopper Dennis bilen og siger, nu kommer vi ikke videre foreløbig. Foran os er vejen spærret af et træ der ligger på tværs af vejen. Dennis og Magnus hopper ud af bilen for at se på træet. I mellemtiden er de to Toyotaer også stoppet og det vælter ud med unge mennesker, 10-12 i hver. Vi bliver hurtigt enige om at rydde vejen selv frem for at vente på en Ranger. Dennis henter økse og 2 save som der straks er maser af mandskab til at betjene. Træet er meget hårdt i kernen og der skal arbejdes hårdt for at komme igennem den ca. 40cm tykke stamme. Det viser sig ikke at være et træ, men bare en gren fra et stort eucaluptustræ ved siden af vejen. Heldigvis er der hele tiden friske kræfter klar til at overtage et stykke værktøj når man bliver træt, så arbejdet med at partere træet går stærkt og i løbet af 20 minutter er vejen ryddet igen.

Det viser sig at vi har været under 1km fra parkeringspladsen til søen. Her er der kun få biler da vi ankommer, men efter os kommer der mindst 10 biler. Vi spørger en mand på parkeringspladsen om hvor længe han har været der, og han svarer max ½ time. Herved kan vi regne ud at den store gren er faldet ned fra træet kun nogle få minutter før vi kom. Godt vi ikke kom noget til.

Nå, men nede ved søen er det rigtig dejligt at komme i vandet, især os der har arbejdet med rydningen af vejen trænger til et bad. Vi legede og hyggede os til lidt over middag, hvor vi pakkede sammen og gik op til bilen for at få lidt frokost. Vi var ikke de eneste der holdt frokost her. På P-pladsen holder over 20 andre biler med plads til 10-12 personer. Næsten alle disse 10-12 personers 4wd biler her er fyldt med unge mennesker, som lejer en bil sammen for et par dage på Fraser Island. Efter frokosten brød de fleste op og ville videre. Men vi kunne fornemme at der var problemer nede ved det hul, hvor vi havde balanceret os ned ad planken i går. Vi går derned for at kigge og ganske rigtigt. En bil er kørt forkert ned og hænger nu fast i hullet med bagenden. Bilen bag har sat sit spil i for at hjælpe ham op og det lykkedes at få ham fri. Dennis forklarer nu hvordan de bør tage turen ned ad planken frem for at køre igennem hullet. Ingen vil tro på os i starten, men da de hører at det var måden vi tog den på i går, samt at de alle godt ved at vi var de eneste med medbragt værktøj til at rydde vejen, så lytter de efter. Alle er derefter glade da de opdager hvor let det egentlig er at passere denne ellers så krævende vejstrækning.

Efter denne forlængede frokostpause går vi tilbage til søen igen og har det sjovt. Hen på eftermiddagen mærker Birgitte og Dennis at de er blevet godt solbrændte. Dennis tager børnene med på en lille vandretur langs søbredden inden vi pakker sammen og kører hjem til campingpladsen igen. Vi går tidlig i seng da vi skal op kl. 05.00 næste morgen for en længere tur.

 

Et nedfaldet gren på vejen
Arbejdet er snart over, og de sidste stammer flyttes.