Vi vågnede til en dejlig morgen dybt inde i regnskoven. Her var dejligt med de høje træer omkring os. Det viste sig at vi havde fundet den største af alle de individuelle pladser med et teltareal stort nok til mindst 10 små telte, og denne plads blev hurtigt forvandlet til børnenes legeplads. Her blev spillet fodbold og gravet i sandet. Desværre var Magnus syg og havde kastet op så vi tog den med ro hele formiddagen. Hen over middag blev han frisk og vi kørte en tur hen til en af øens mange ferskvandssøer, Lake Mckenzie.

Denne sø var bare flot. En rigtig postkortidyl. Kridhvid sandstrand med det fineste bløde sand og det klareste blå vand i søen, omkranset af regnskov. Flottere kan det ikke blive. Alle ilede ned til stranden og i løbet af få sekunder var alle i vandet. Det var rigtig dejligt ferskvand med en behagelig, dog lidt kølig temperatur. Solen skinnede fra en skyfri himmel og da det var hen på eftermiddagen hvor alle folk forlader stedet, havde vi rigtig meget plads at boltre os på. En sjov detalje ved sandbunden er at den ikke bare bliver dybere og dybere efterhånden som man bevæger sig udad. Den har også et såkaldt dropoff som er et sted hvor dybden pludselig øges betragtelig. Det ser enormt flot ud at svømme ud mod dette dropoff da det føles som om hele sandbunden bare forsvinder ned i dybet under en.

Vi havde en dejlig strandtur i et par timer inden solen var så langt nede at det var tid til at tage tilbage til campingpladsen igen, for at komme hjem inden det blev mørkt. Da vi skal til at forlade P-pladsen ser vi hvorfor alle de store 4x4busser alle har kørt meget forsigtigt herfra. Der er nemlig en beskadiget trærampe som efterfølges af et dybt hul i sandvejen. Vi kan se at mange biler har stødt på når de har kørt ned i hullet og med gårsdagens uheld frisk i erindringen, så vælger vi at finde den bedste og sikreste kørevej ned ad denne ensrettede sandede hulvej i regnskoven. Dennis mener at det sikreste er at køre med venstre hjul balancerende på den tilbageværende træplanke og herved undgå hullet. For at kunne gøre dette må Birgitte stå foran og dirigere ham. Det går også rigtig fint og vi får Mary sikkert ned forbi hullet, der ellers har krævet en del af forskellige biler kan vi se.

Der er ca. 10km tilbage til Central Station, som vores campingplads hedder. Det meste af vejen går ad snoede, sandede og bakkede skovveje i 1. eller 2. gear og nogle gange også i terrængear. Så det tager ca. ½ time at kører hjem. Hjemme på campingpladsen finder børnene hurtigt deres cykler frem og cykler frem og tilbage. Campingpladsen er indhegnet af et 2m højt hegn for dingoerne så det er rimelig sikkert at lade dem køre selv. Ellers skal man tage sig meget i agt for dingoerne herovre. De jager i flok og er meget intelligente. Der har i det sidste årti været et par episoder med dødelig udgang. Den sidste var en 13 år gammel pige, der legede på stranden et par hundrede meter fra sine forældre. Dingoerne sendte en ”spejder” ned på stranden for at lokke hende med op i klitterne, hvor resten af flokken lå i baghold og ventede.

Med sådan en historie i baghovedet er vi kun glade for at bo i et indhegnet område med højt elektrisk hegn omkring.