Vi var tidligt oppe for at nå at se alt det vi har på dagens program. Først kørte vi til byen Urubamba og derfra drejede af dalen og kørte op i højlandet. Her er en varm kilde med meget saltholdigt vand. Her har der været udvundet salt lige siden Inkaernes tid. Vi kom frem til stedet og så en hel slugt besat med kridhvide saltterrasser. Et flot syn. Vi gik en tur ned igennem området, og det var nærmest som en forårsdag i skarp solskin og med masser af smeltende sne. Lyset var virkelig skarpt. Det saltholdige vand ledes til forskellige terrasser hvor vandet dampes af og saltet indsamles. Der er forskellige finhed af salt alt efter hvad det skal bruges til. Hele processen tager ca. 1 måned fra vandet kommer ud af kilden og til saltet samles op. Her arbejder indianerne hårdt og det er lidt mærkeligt at se gamle indianerkvinder stampe rundt i bare fødder i ens kommende spisesalt.

Næste stop er Moray, som er noget af en historiske udvikling. Selve stedet er nogle cirkelformede Inka terrasser ned i et stort hul i jorden. Det er flot at se, men når man så begynder at tænke på Inkaernes formål med stedet så bliver man virkelig forbløffet. Inkaerne vidste at med denne konstruktion af terrasserne ville de opnå forskellige klimatiske forhold på hver terrasse. Temperaturen stiger med ca. ½ grad for hver terrasse man går ned. Inkaerne brugte stedet som en slags forskningssted og udviklingssted for at give udvalgte landbrugsplanter nye egenskaber. De plantede højtydende planter fra lavlandet i bunden af terrasserne og lod dem vokse der i nogle generationer. Når de så gradvis vænnede sig til klimaet, blev de flyttet en terrasse op. Dette gentog de indtil de f.eks. havde fremavlet nye kartofler, der nu kunne dyrkes i et noget koldere klima oppe i højderne. De gjorde dette nummer med bl.a. grønsager som kartofler, majs, korn m.m. Tænk engang, dette foregik for ca. 600år siden og er egentlig det samme som vi er i gang med for tiden med genmanipulation m.m.

Sidste seværdighed for i dag er Inkaernes store fort mod junglen. Den hellige dal har direkte forbindelse til stammerne i junglen og Inkaerne frygtede rigtig meget folkene herfra, så derfor byggede de et stort fort for at beskytte den hellige dal. Stedet hedder Ollantataytambo og vi når frem en times tid før solen forsvinder bag bjergtinderne.  Stedet har været et meget vigtigt sted for kommunikation og handel ud til junglen. Inkaerne havde brug for de gode råvarer fra junglen. Inkaerne indtog aldrig junglen og de var hunderæd for de folk, som boede her, så de var afhængige af et godt forhold til junglestammerne. Men en ting var et godt forhold, en anden ting var en stærk militær tilstedeværelse og derfor var her altid mange soldater m.m. Det er desuden her at inkaerne vandt en sejr mod spanierne efter at spanierne havde erobret Inkariget. Inkaen Manco Inka gjorde oprør mod spanierne og da spanierne angreb de stejle terrasser og templer i Ollantataytambo blev de overdynget med sten, spyd og pile fra Inkaerne højt oppe. Men den største bedrift var da inkaerne lukkede op for vandet og en flodbølge skyllede ned og vaskede alle spanierne omkuld og de blev dræbt hver og en. Til stor fornøjelse og glæde for de ådsels ædende kondorer.

Stedet var, ligesom de andre ruiner vi har set, flot og fascinerende. Det blev aften og aftensmaden var igen en hel grillkylling som vi spiste på en lille lokal restaurant. Her oplevede vi en sjov episode. Vi var de eneste hvide og damen ved bordet ved siden af holdt et vågent øje med vores afgnavede kyllingeben. Hun spurgte til sidst om hun måtte få de afgnavede ben og da vi sagde ja, lyste hendes ansigt op og alle resterne blev taget over til hende og hendes familie.

Byen har en stor parkeringsplads til alle turistbusserne, og den var dejlig tom om natten og perfekt til overnatning.

 Stejle terrasser og templer i Ollantataytambo