| Tirsdag d. 03.03.09: Matukituki dalen i New Zealand

  I går Kalender I morgen  
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|

Kort efter solopgang vækkes vi af de første der står op i hytten. Vi kommer hurtigt op og forbereder dagens tur. Solen skinner fra en skyfri himmel og det er lige vejret til at gå op ad bjergsiden mod Cascade Saddle. Denne rute er både berømt og berygtet for sin sværhedsgrad og antallet af vandrere der hvert år omkommer heroppe når de fanges af dårligt vejr. Dennis har været deroppe i sin tid og sov både i telt og senere i snehule deroppe da hans telt blæste itu. Han vil gerne vise den flotte udsigt der er på vej derop, men siger samtidig at vi ikke skal forsøge at komme hele vejen op til toppen.

Vi går igennem skoven op og op og op. Oppe ved trægrænsen er vi kun ca. halvvejs oppe, men som Dennis siger, så er den bedste udsigt lige over trægrænsen. Heroppe imellem tuer af alpint tussockgræs slår vi os ned for en god lang frokostpause.

Udsigten er mildest talt bjergtagende. Mod nord, op igennem dalen ser vi tydeligt isens arbejde i sin tid. Den flade dalbund og de meget stejle klippesider, der i dag er beklædt med skov. Det hele er omkranset af bjergtinder og udsigt til mindst 15 gletsjere. Mod syd ser vi det dramatiske skifte i dalens vegetation, fra frodig skov til tørt og næsten nøgent græs hele vejen op ad de stejle sider til bjergtinderne. Mod øst rejser dalens anden væg sig ca. 2.000m op til de højeste tinder. Mod vest kigger vi op ad de græsklædte stejle skråninger op mod Cascade Saddle.

Her bliver vi i to timer og nyder denne fantastiske udsigt. Andre vandrere kommer op til os, men ingen fortsætter op mod Cascade Saddle, det er for sent for i dag. Vi returnere til Aspiring hytten og får aftensmad. Hyttevardenen og hendes forlovede er meget fascineret af vores rejse og vi bliver interviewet til en amerikansk organisation, der arbejder på at åbne amerikanernes øjne for den store verden der er udenfor Disneyland og Macdonald.

Mt. Aspiring

Frederikke, Rasmus, Magnus, Dennis og Birgitte med Mt. Aspiring i baggrunden

Mt. Aspiring

Dalen ved Mt. Aspiring