Vejret er klaret op og vi gør klar til at flyve ud i dag. Flyvningen ud fra hytten foregår lidt på standby princippet, da der er klart flere turister der flyver ind og vandre ned igennem dalen til jetbåden og sejler ud igen, end der er vandrere der bare flyver ud. Derfor er prisen også ret attraktiv for sådan en standby udflyvning på kun 120kr pr person. Vi er to grupper, os fem og fire andre i hytten der gerne vil ud her til formiddag. Hyttevardenen har over radioen fået besked om at der kommer en helikopter og en flyver ind i løbet af formiddagen. Vi vil gerne flyve i helikopter, men den har desværre kun plads til fire passagerer, så det giver sig selv. Vi er nødt til at krydse floden og endnu engang få vand ind i støvlerne for at komme over til aristrippen, hvorimod de fire andre i helikopteren bliver samlet op på hyttesiden.

Vi er ved airstrippen i god tid og får krydset fint over floden. Solen skinner og det er dejligt at kunne sidde i græsset og få tørret sine støvler, sokker og fødder medens vi venter og lytter efter flyveren. Tiden går og intet sker. Vi bliver lidt nervøse for om flyveren overhovedet kommer da vi er løbet helt tør for mad. Men på den anden side, så er det så godt vejr at vi er sikre på at der nok skal flyves turister ind.

Flyveren kommer og lander. Til stor begejstring for alle, så er der et par vandpytter på airstrippen og vandet sprøjter godt op når flyveren drøner igennem det. Vi får læsset bagage og os selv og letter. Vandet sprøjter omkring os da flyveren kører igennem vandpytterne igen og flyveren letter. Vi letter op igennem dalen og flyet vinder stort set kun samme højde som dalen stiger med, så piloten er nødt til at flyve et godt stykke op forbi hytten inden han har plads til at vende om i den smalle dal og herved vinde ekstra højde. Flyveturen ud er ligeså flot som da vi fløj ind. Børnenes headset var ikke slukket denne gang, så de morede sig gevaldigt med radiosnakken om hvad de så nedenunder os.

Vel ude kører vi til byen Wanaka for at få friske forsyninger og gerne et bad. Wanaka ligger ved en dejlig sø og med solskin giver det næsten sig selv. På med badetøjet og en tur i søen. Vores næste mål er vandretur i bjergene vest for Wanaka, i Matukituki dalen. Denne dal er en af de flotteste her i New Zealand og med Aspiring hytten liggende kun et par timers vandring fra parkeringspladsen. Denne hytte vil vi bruge som base for de næste dages vandreture.

Vi ankommer til parkeringspladsen en times tid før solen rammer bjergtoppene, hvilket giver os ca. 3 timer inden det bliver mørkt. Fra parkeringspladsen går der både en vandresti og et 4wd spor op til hytten. Vi må ikke kører i bil derop, men vi må gerne cykle derop. Vejen går hen over den flade græsklædte dalbund så Dennis er overbevist om at det er hurtigere at cykle frem for at gå. Cyklerne tages ned og vi sætter ud på cykeltur med oppakningen i rygsækkene.

Det viser sig at stien og 4wd vejen er mere ujævn end forventet så det tager godt på kræfterne at cykle ind. Det tager også længere tid end beregnet. Især har de mange småbakker og krydsninger af små sidebække overrasket os. Da vi er ca. halvvejs inde ved hytten begynder tusmørket at komme snigende. Cykelhastigheden nedsættes gradvis og da mørket har sænket sig trækker vi cyklerne.

Dennis har været her før og ved nogenlunde hvor hytten er. Samtidig er det stort set ikke muligt at fare vild, da den store elv hele tiden skal være til højre for os, og til venstre er man ikke i tvivl om hvornår bjergsiden starter. Derfor har han ingen skrupler med at fortsætte i mørket.

Månen gik ned stort set samtidig med at solens sidste stråler forsvandt, så natten er bælgmørk. Over os lyser den flotte stjernehimmel og de snedækkede bjerge på begge sider er enormt flotte at se på. Alle går med det svære valg, om de skal se op på den flotte stjernehimmel eller kigge ned og holde øje med sporet. Det første stjerneskud lyser op. Det er et stort et, der nærmest farer fra bjergtoppen på den ene side af dalen til bjergene på den anden side af dalen. Alle stopper op og er fascineret af synet. Flere stjerneskud følger efter. Magnus ser flest med 7 i alt.

På vejen ser vi også en del køer, og den ene gang ser Birgitte og Rasmus noget der lignede lyset fra hytten, men det var bare genskinnet fra øjnene på en ko. Endelig ser vi lyset fra hytten i det fjerne og kommer sikkert frem. Fremme i hytten ligger vi os til at sove på nogle brikse i fællesrummet således at vi ikke vækker dem, der allerede sover. Disse brikse er ved nogle store vinduer og da lyset slukkes har vi den flotteste udsigt til stjerne og bjergene. Dette nyder vi dog ikke ret længe inden Ole Lukøje kommer.