Målet for i dag var byen Invercargill, hvor det lykkedes Dennis at skaffe et par nye støddæmpere (som dog lige skulle fragtes hertil fra Auckland, i den anden ende af landet, og vil være fremme næste morgen). Derfor overnatter vi en nat i denne by frem for at køre videre til bjergene.

En del af dagen tilbringes på det lokale museum. Hovedattraktionen er de yderst sjældne Tuatara. De er et levn fra fortiden. De ligner et firben eller leguan på op til 50cm, men tilhører en helt anden art og er det eneste dyr, som minder om en dinosaur. Det er et fascinerende krybdyr med mange imponerende træk. De har været her i over 200mio år og bl.a. overlevet udryddelsen af dinosaurerne. Her i New Zealand er det eneste sted på jorden de har overlevet, men ankomsten af mennesker har nær udryddet dem. De har 3 øjne, det tredje øje sidder lidt over panden og man mener det bruges til at skelne årstidernes skift eller til at indsamle ekstra D vitamin fra solen. De lægger æg, som det tager 12-14 måneder om at udruges i jordhulen, ingen andre dyr har æg der ligger så længe. Men noget af det mest imponerende er at de ikke kan lide varme. De søger skygge og er aktive ved temperaturer helt ned til 6⁰C samt at de kan nedsætte deres hjerterytme til et slag for hvert 3. minut. På museet udruger de æg fra Tuataraerne og i rugemaskinen har de æg, der kan klække hvert øjeblik. Og det sker faktisk medens vi er der, desværre kan vi ikke se det.

En lille Tuataraerne ca. 1 måned