Vi ser månetemplet igen, denne gang med guide på som fortæller en masse interessante ting. Bl.a. om hvordan spanierne ødelagde meget af templet da de kom hertil i sin tid. De var så vilde i deres jagt på guld at de ødelagde store dele af de flotte mure, bare for at kunne få alt det guld ud, som de plyndrede derfra. Templet er ellers rimelig godt velbevaret og hvor er det synd at se den skade spanierne har lavet. Heroppe på toppen af templet boede kongen eller ypperstepræsten, stærkt adskilt fra de almindelige mennesker. Hans opgave var bl.a. at holde et godt forhold til naturens guder. Dette skete ved forskellige ceremonier og ofringer. Hvis der skete voldsomme naturkatastrofer som jordskælv eller voldsom regn i længere tid, oversvømmelse eller tørke, så ofrede man også et menneske eller to. Dette skete sjældent, ofte gik der 30-40år mellem menneskeofringerne. Indianerne troede på en skabelsesgud som kunne blive vred på menneskene og når han var vred, så skabte han en naturkatastrofe. Så prøvede ypperstepræsten at gøre skabelsesguden mild igen med en eller anden form for ofring. Når der var menneskeofringer var det enten tilfangetagende krigere der blev ført i en lang række med reb om halsen op ad rampen, op til ofringen. Dette er vist i et af de flotte relieffer på væggen. Ofringen kunne også foregå mellem to af stammens krigere, som havde en tvekamp om hvem der skulle ofres for at redde byens indbyggere. Vinderen af tvekampen ofrede så taberen ved at skære hovedet af ham og samle blodet. Kongen bar så blodet op af rampen medens folket stod og så på. Øverst oppe på templets platform blev blodet hældt ud på jorden til ofring.

Simple mennesker ofrede også, og det var mest små symbolske lerfigurer som man så smadrede. Dennis finder en del af sådan en lerfigur og det ses tydeligt at det har været en kvinde.

På et tidspunkt er der indtruffet en stor naturkatastrofe og alle har været overbevist om at skabelsesguden var rigtig rigtig vred. Ypperstepræsten har forsøgt at gøre ham mild igen med ofringer og ofringer, men lige meget har det hjulpet. Man har fundet at der har været ofret 15 mænd på en gang og herefter er byen blevet forladt. Man ved ikke hvad der egentlig er sket, men formentligt har ofringerne ikke formået at mildnede guden og indbyggerne har mistet tilliden til deres ypperstepræst hvorefter de har forladt hele byen og slået sig ned i den anden side af dalen, ude ved kysten. Her byggede de verdens største by i soltørrede lersten Chanchan, som vi så i går.

Vi forlader nu stedet og kører sydpå langs stranden. Vi kører vi ud i ørkenen så langt øjet rækker. Sand, sand og atter sand. Det hele ser ret trist ud med sandet helt ud til kysten og samtidig er det mærkelig overskyet hele tiden, hvilket ikke er med til at give kulør på tilværelsen. Mange steder er der kunstvanding og her er der grønne marker med både asparges, chili, kartofler, sukkerrør, m.m. midt ude i sandet. Vi gør holdt for natten i en lille kystby i bunden af en dyb bugt. Her prøver vi at finde et hostel og gøre klar til at fejre Frederikkes fødselsdag i morgen. Men sådan bliver det ikke. Vi ankommer til byen om aftenen og kan ikke finde et Hostel, så vi overnatter på en parkeringsplads tæt ved kysten. Der er ikke et øje at se i byen, og alt virker forladt. Vi kan dog se lidt lys hist og her i husene.

Ved stranden langs kysten

Langs kysten står alle disse sivbåde, der stadigvæk bruges. De skal på land hver dag for at tørre