Vi har lige fået mail fra mormor, hun vil gerne komme og følge vores rejse i 14 dage. Der er jubel og alle er glade. Det er vel nok en rigtig god nyhed. Desværre er der også en dårlig nyhed hjemmefra. Dennis onkel Frede er netop afgået ved døden efter længere tids sygdom. Så stemningen er lidt blandet her til morgen. Mormor vil ankomme til Cuzco den 17. september, hvor vi skal se alle de flotte Inkaruiner og Machu Picchu i området og så skal ellers køre ned til Titicacasøen inden vi krydser grænsen til La Paz i Bolivia den 30 hvorfra mormor skal med fly hjem igen. Så der bliver lige ringet hjem for at aftale detaljer med mormor.

Programmet for i dag e at se verdens største mudder by Chan Chan. Denne forladte by blev bygget omkring år 1300 og dækkede et område på over 28 kvadratkilometer og havde omkring 60.000 indbyggere. Det er et helt fascinerende og imponerende skue der møder en når man kommer kørende og midt i ørkenen ser disse kæmpe komplekser af store rektangulære bymure bygget af soltørrede lersten. I dag ligger det meste i ruiner og man ser bare eroderede mure så langt øjet rækker. Det er egentlig fantastisk at tænke på at disse bygningsværker stadig står, for hver gang det regner bliver de eroderet mere og mere ned. Men det regner meget sjældent på disse kanter. Faktisk kan der gå år mellem hver regnbyge.

Vi er inde og se et af de udgravede komplekser. Det minder mest af alt om den forbudte by i Beijing i sin opbygning med en rektangulær mur udenom, et par pladser, religiøse bygninger og diverse andre bygninger indenfor. Flere steder er der rige udsmykninger af fugle, fisk og andre dyr. Disse er lavet direkte ind i det tørrede mudder og har derefter været malet. Igen, som så mange gange før, er det imponerende og storslået at se. Murene har oprindelig været ca. 10m høje og 4m tykke. I dag er murene kun 4-5m høje.

Som det er sket tidligere, bliver der fundet et par potteskår og pludselig er alle i gang med at finde potteskår. Udenfor bymuren, i de områder der endnu ikke er udgravede, vrimler det med potteskår og alle får hurtigt fyldt lommerne til bristepunktet. Herefter kører vi ind og ser museet for stedet.

Det meste af dagen er gået i Chan Chan. Næste stop er sol og månetemplet, der ligger nogle km derfra mod syd. Det er to store templer, også bygget af soltørrede lersten. De er bygget af Moche kulturen, som var her fra omkring år 200 til år 850. Månetemplet var stedet for ofringer og knap en km derfra ligger soltemplet, der var stedet for den politiske magt. Midt imellem har byen ligget, men den er helt jævnet med jorden nu. Denne civilisation er opstået ved floden Moche og på baggrund af kunstvanding af ørkenen i dalen.

Vi når at komme en tur ind i månetemplet inden lukketid. Egentlig skal man have en guide med, men det får vi af en eller anden grund ikke. Templet er rigtig flot dekoreret med billeder af deres guder og det er tydeligt at se de forskellige ansigtsudtryk. Flere af stederne minder om scener fra den første Indiana Jones film og det gyser lidt i os ved tanken om de menneskeofringer, der har fundet sted her. Vi når at se templet kort inden det lukker. Herefter går vi en tur hen til soltemplet og her ser vi hvordan det flyder med potteskår, hvor byen engang var. Så den næste times tid går med at finde potteskår. Nogle af dem er rigtig fine og med flotte ornamenter på. Efter solnedgang kører vi tilbage til byen for aftensmad. Efter aftensmaden og en tur på netcafe kører vi tilbage til månetemplet og vil overnatte der og vil så se lidt nærmere på templet igen i morgen. Ved bommen til parkeringspladsen holder vi ind og gør klar til at sove. Da kommer vagten pludselig til syne, med en riffel i hånden. Han har ikke noget imod at lade os sove der, men beder os om at komme indenfor bommen. Nok for at han har bedre opsyn med os

Hele den flotte udsmykkede væg ved månetemplet. Det store huld i midten er lavet af spanierne da de ville have alt guldet med sig

Sådan mener man at månetemplet har set ud