Vi har en lang tur foran os i dag. Målet er at krydse over Andesbjergene og komme helt over til byen Cajamarca. Det var her at spanierne mødte Inkaerne og erobrede hele Inkariget, så byen har en stor historisk betydning for indianerne i Andesbjergene. Vejen stiger stille og roligt op i højden inden vi krydser over bjergpasset. Her åbner der sig en fantastisk flot udsigt sig foran os. Bjergene er endnu stejlere, kløfterne er endnu dybere og alt er mere bart end vi har set før. Det er helt utroligt flot at se på og det bliver bare flottere og flottere og endnu mere imponerende efterhånden som vi bevæger os ned ad den smalle vej der snor sig langs klippesiden. Det er umuligt at bedømme hvor langt der er ned når man kigger ud over vejsiden, men det er langt, og her er selvfølgelig ikke autoværn.

Det er nok den mest imponerende strækning vi har set på vores tur. Skippers Canyon i New Zealand var imponerende og det er den forsat, men denne strækning er endnu mere stejl, meget længere og hvor er bjergene bare store her. Her kører ikke mange biler ad denne stenede bjergvej, vi møder 6 modkørende denne dag og det er vi glade for, for der er kun plads til en bil på vejen af gangen og det er bestemt ikke rart at holde yderst på disse porøse klipper, der ofte nærmest består af hårdt ler. Kørsel her på disse bjergveje kræver virkelig et vågent øje. Ikke nok med at man skal holde sig på vejen, men der ligger store sten og nedstyrtede klippestykker overalt samt at man skal holde øje et vågent øje med friske jordskred.

På et tidspunkt møder vi en lastbil med en stor tank vand. Den kører og vander vejen, hvilket vi ikke helt forstår. I hvert fald ikke til at starte med. Det er i øvrigt både træls og dejligt med denne vanding af vejen. Det er dejligt at det binder støvet men hvor er det træls med en beskidt bil igen. Vi finder ud af at de vander vejen for at binde støvet og holde vejen ved lige. Der sker nemlig det at når vandet tørre ud, så bliver leret stenhårdt.

Stort set hele dagen går med kørsel igennem flotte bjerge og dybe dale og alligevel har vi kun kørt 139km. Omkring solnedgang stopper vi op i en lille landsby på toppen af et bjergpas. Herfra er der udsigt ud over byen Celendin. Den ligger ca. halvvejs af den vej, som vi havde forventet at tage i løbet af i dag, så der er lang vej endnu. Vi campere på byens torv, som nærmest mere er en fodboldbane. Her spiller Dennis, Rasmus og Frederikke fodbold medens Magnus laver varm aftensmad. De lokale virker lidt bange for os og desværre er der ikke nogen indianerbørn, som kommer ud og leger med os. Solen går ned og vi kan se det flotte syn af alle gadelygterne i byen langt under os. Over os tændes alle stjernerne på en skyfri himmel og hvor er det flot at se på, imens at lysende Sankt Hans orme flyver rundt omkring os.