I dag kørte vi ud til verdens største sandø, Fraser Island, hvor regnskoven vokser direkte på det bare sand. Vejret var småregn først på dagen og derfor ikke ligefrem det vi havde forventet, men i løbet af dagen klarede det op og regnen holdt op. Ved middagstid var vi fremme ved den lille strandby, Rainbow Beach, der er sidste stop på vejen. Her fik vi ordnet diverse tilladelser og fik informationer om øen. Her i Australien er der flere steder at man skal have en tilladelse til at køre på en bestemt vejstrækning eller i et bestemt område. Det betyder i virkeligheden bare at man skal betale en afgift for at køre der. Vi fik betalt vores ”tilladelser” på turistkontoret og købte samtidig ”tilladelse” til at campere 4 nætter på Fraser Island. Herfra kørte vi så de sidste 10km ud til spidsen af landtangen (eller rettere sandtangen) hvorfra man sejler over til Fraser Island.

Herude ved spidsen tog vi en hurtig frokost på læsiden med en flot udsigt over den oversvømmede mangroveskov. Tidevandet var på sit højeste nu og derfor var mangroven oversvømmet. Efter frokosten kørte vi ud til færgen. Her er ingen færgehavn eller færgeleje. På dette sandede sted sejler færgerne helt op på stranden og vipper broklappen direkte ned på stranden og så er det ellers op til bilerne at klare sig henover den ca. 500m brede sandstrand. Dette er ikke nogen let sag, da sandet er meget blødt og er kørt op i rigtig rigtig mange dybe spor på kryds og tværs af hinanden.

Mary er jo ret tung og ved mødet med det bløde sand kunne vi hurtigt mærke at hun gerne ville begrave alle futterne dybt i det dybe sand. Men, næe nej. Så let slap hun ikke denne gang, så Dennis stoppede hende og fik lukket luften ud af dækkene så de var virkelig flade. Dæktrykket var helt nede på 20psi (imod 55-60psi til daglig på asfalt). Til gengæld giver det ca. den dobbelte trædeflade og trækkraft i sandet og det er virkelig noget der hjælper i dette dybe sand. Så nu lystrede den gamle dame fuldstændigt igen og vi kørte direkte ombord på færgen uden problemer. Færgemændene havde stået oppe på broen og set det hele. De var overbevist om at vi var kørt fast og ikke selv ville kunne komme fri, så de var meget forundrede over at Dennis bare havde startet bilen igen og kørt sig fri i første forsøg.

Den næste bil på stranden klarede den dog ikke så let som Mary. Så her måtte 4 mand ud og grave plus at den ene af færgemændene gik over med sandstiger til dem medens færgen ventede på at de fik gravet sig fri. Det må man sige er service. Denne bil var kun lige kommet fri og kørt over på færgen før der kom 4 ekstra biler, alle med trailer på, og alle satte sig fast. Igen måtte færgemanden af sted med sandstigerne. Nu var der efterhånden gået ½ time siden vi kom ombord, men det gjorde ikke så meget. Vi havde stået oppe på broen sammen med styrmanden og nydt udsigten og set TV. Der var direkte udsendelse fra USA og vi så det historiske øjeblik da Obama gik på talerstolen og proklamerede sin valgsejr, som den første sorte præsident i USA’s historie.

Styrmanden kaldte over walkien til sin kollega, at det nu var tid for afgang, da der var to busser på vej over fra øen, som de ikke kunne lade vente. Derfor efterlod færgemanden sandstigerne ved de 4 biler og løb tilbage til færgen så vi kunne sejle. Ved ankomsten til Fraser Island kørte Mary først af borde. Det var en underlig fornemmelse at køre ned ad rampen og direkte ud på sandet. Båden lå på ingen måde fast så rampen vippede og flyttede sig konstant hen over sandet efter bølgernes forgodtbefindende.

Vi holdt en kort pause på stranden for at mærke det dejlige sand. Få minutter efter kom busserne kørende omkring pynten i horisonten. Det så vildt ud når de kørte helt ude ved bølgerne og herved lænede sig meget ud mod havet. De kører så tæt på havet for at undgå det bløde sand længere oppe på stranden. Vi var på vej ind i bilerne igen da Dennis ser 2 delfiner springe ud af vandet lige udenfor os. Straks springer alle ud igen og vi iagttager spændt deres leg i vandet. Det blev til en del flotte spring ud af vandet inden de forsvandt.

Fra sydspidsen af Fraser Island er der to muligheder for at køre nordpå. Enten tager man en indlandsvej (som alle siger er ganske forfærdelig) eller også kører man på stranden. Vi valgte det sidste og brugte samme trick som busserne, nemlig at køre nede ved bølgerne, der hvor vandet er ved at trække sig tilbage. Efter et par pynter holdt der en gruppe biler og ventede. Vi holdt ind for at forhøre os om hvorfor de holdt der og fik besked om at kort længere fremme var det umuligt at passere så længe tidevandet var så højt som det stadig var. Men i løbet af en ½ times tid ville tidevandet være tilstrækkelig langt ude til at vi alle ville kunne fortsætte. Flere af de ventende bilister kendte udmærket indlandsvejen og ville hellere vente en times tid her frem for at køre derinde, så vi parkerede Mary og ventede sammen med dem. Som det er kutyme her i Australien, så lader mændene ikke nogen lejlighed gå fra sig uden at de skal have en øl, og disse ventende mænd var ingen undtagelse.

Da tidevandet havde trukket sig langt nok tilbage kørte vi alle af sted. Vi valgte at lade de andre kører først og følge deres fodspor. Turen gik nu forbi en del væltede træer, der lå halvt begravet i sandet og vandet nåede helt op imellem dem ved højvande. Vel forbi træerne var der gode køreforhold i sandet. Hastigheden var omkring 50km/t. Stærkere tillod sandet ikke at vi kørte, ellers kunne motoren slet ikke trække os frem. På stranden passere vi skjoldet af en død havskildpadde. Det lugter stort set ligeså fælt som en død ko. Længere fremme ser vi en Dingo på stranden. Den ser ikke ud af meget, nærmest som en hund i mellemstørrelse, men det skal man ikke lade sig snyde af. Dingoerne her på Fraser Island er i øvrigt de sidste rene race af dingoer i Australien, da alle dingoerne på fastlandet har blandet gener med europæernes hunde.

Efter ca. 35km kørsel på stranden var det tid for at dreje op igennem skoven op til vores campingplads. Vi finder vejen og kører der op ad. Vejen var meget smal og med en del blødt sand, så det er kun med nød og næppe at vi får Mary med igennem. Oppe i skoven er det ved at blive mørkt og vejen bliver stejlere og stejlere samtidig med at der er rigtig dybe kørespor. Her må Mary give op. Hendes frihøjde er for lav og derved begynder hun at skovle sand foran sig med både beskyttelsespladen til reservehjulet, som ligger foran forhjulene, og med beskyttelsespladen til motoren, som ligger bag baghjulene. Dennis bakker tilbage et par gange og forsøger sig. Men hver gang stopper Mary samme sted og vi overvejer hvad vi så skal gøre, da der kommer en bil ned ad vejen. Han stopper og kommer hen til os og fortæller at vi har taget en forkert vej. Denne vej bliver stort set ikke brugt og det bliver endnu værre længere oppe. Denne venlige mand følger os nu ned igen og viser os den rigtige vej op. For at komme op af denne vej skal vi bl.a. hen over et stykke med meget sporkørt blødt sand og over en rampe af planker. Dennis tager fart på for at komme igennem sandet. Men på grund af mørket ser han ikke et hul lige før rampen og vi knalder ind i rampen med fuld knald.

Det lød ikke godt og vi hopper ud for at se på skaderne. I kofangeren og på beskyttelsespladen til reservehjulet sidder der en del træ fra rampen. Vi piller træet ud for at besigtige evt. skader. Heldigvis er der ikke sket mere end at det ene hængsel til reservehjulet er brækket af. Det er ikke værre end at vi sagtens kan fortsætte, og pladen med reservehjulet hænger fint på plads i de sidste to ophæng. Resten af turen igennem regnskoven foregår ad snoede og meget sandede skovveje. Det er helt mørkt inden vi kommer frem til campingpladsen og finder et godt sted for natten.