Vejret var ikke lige det allerbedste til en vandretur på vulkanerne. Men efter morgenmaden valgte vi alligevel at køre op til Mangatepopo, hvorfra vores vandretur op på vulkanerne skulle starte. Vejret var støvregn og blæsende, men det så hele tiden ud til at kunne ændre sig hvert øjeblik. Fremme ved parkeringspladsen blev rygsækkene pakket og vi begav os ud på en todages vandretur.

Planen er at vandre over Tongariro Crossing, som er den mest berømte vandretur her på Nordøen. På grund af det dårlige vejr havde vi en dag mindre end planlagt og vi ændrede vores planer fra at ville vandre rundt om en af de store vulkaner, Ngauruhoe, som tager to til tre dage, så ville vi vandre hen over den flotteste del af vulkanerne og have Ngauruhoe på vores sydside. Den første del af vandreturen var en stejl stigning på ca. 550højdemeter. Det var nærmest klatring op ad de gamle lavafloder. Et ret imponerende syn at se kanten af disse lavafloder og det størknede lava med alle dets formationer. Stigningen var hård og vi holdt flere pauser, også vejret var imod os med regn og blæst. Efter en af pauserne satte Frederikke og Rasmus pludselig fra land og vi andre fik først indhentet dem oppe på toppen af stigningen, hvor de venligt ventede på os. De havde besluttet sig for at være de første på toppen. Det var imponerende at se dem klare denne klatring med deres nye rygsække på. Hver af børnene bærer deres soveposer og lagenpose i rygsækken, og Magnus lidt mere. Derved bærer Rasmus og Frederikke ca. 2kg i rygsækken og Magnus ca. 3-4kg. Dette virker til at være tilpas til deres niveau (vi andre bærer ca. 10-15kg hver).

Nu fortsatte vandreturen tværs over et gammelt krater, fyldt til randen af løst sand og tørt mudder. Frederikke satte pludselig fra land og nærmest løb hen over dette flade stykke og var også den forreste hele vejen op ad næste stigning, på ca. 250 højdemeter, op til kanten af det røde krater. Fra kanten af det røde krater er det muligt at kigge ned i den aktive vulkan og se røgen stige til vejrs. Dette så vi dog ikke meget af pga. det dårlige vejr. Toppen af kanten på det røde krater ligger i ca. 1.900m højde og vi havde en fantastisk udsigt over de omkringliggende vulkaner. Denne udsigt havde vi kun delvis på grund af alle skyerne der væltede ind over vulkanerne. Vi spiste lidt frokost heroppe inden vejret for alvor slog om og blev meget blæsende, koldt og regnfuldt. Det var tydeligt at mærke at vi pludselig befandt os midt inde i den sky, vi før havde set komme op ad bjerget med susende fart.

Nedturen fra det røde krater foregik langs kraterkanten på de løse sten fra de forskellige udbrud. Nedenfor os, så vi de forskellige floder af størknet lave, der havde løbet der igennem flere forskellige udbrud. Hernede kom vi forbi nogle meget flotte søer med vand farvet i grønne og turkise farver af forskellige mineraler. Herfra fortsatte vi nedad og nedad mod hytten, ved navn ”Oturere hut”. Denne tur virkede lang da vi alle var meget trætte og ømme. Vejret klarede op efterhånden som vi kom nedad og solen brød frem og det var dejligt at få varmet sine kroppe medens vi tog den sidste del af vandreturen. Denne sidste del gik igennem flere størknede lavafloder og landskabet lignede mest af alt et månelandskab, noget af det mest mærkværdige landskab nogen af os nogensinde har set. Lavaen var størknet i alle mulige former og figurer.

Da vi spottede hytten i det fjerne, løb Magnus i forvejen for at være først. Rasmus satte også af sted men det var Magnus, der kom først. Børnene havde leget Tour de France og Magnus vandt etappen, Rasmus og Frederikke vandt hver en bjergspurt og Frederikke vandt en spurt. Frederikke førte bjergkonkurrencen, da hun var 2. og 1. på de to toppe.

I hytten var vi heldige og fik et rum for os selv. Her er i alt 23 sengepladser fordelt på to mindre rum og et stort fællesrum med køkken og spiseplads. Sådan en hytte er altid enormt hyggelig. Efter aftensmaden spillede vi lidt ”kaste gris” inden vi gik i seng. Frederikke var glad for at få afprøvet sin nye ekspeditionssovepose med dunfyld. Rasmus og Magnus har fået vores ”gamle” ekspeditions dun soveposer. Sådanne gode dunsoveposer er utrolig lette og holder sagtens i over 20år (vores er efterhånden 15-16år). Vi voksne fik også afprøvet vores nye ekspeditionssoveposer med dunfyld. Disse nye soveposer vil kunne holde os varme ned til omkring minus 30^oC uden at være for varme om sommeren. De er desuden vandtætte på ydersiden således at vi nemt kan bruge dem i våde telte eller snehuler. Disse soveposer var fantastisk dejlige at sove i og alle pengene værd.