Vi er ude at gå i Perth en af de første dage efter at vi er kommet til Australien, da Frederikke peger op mod et skilt ved lyskrydset og siger: ”Her må man ikke kaste med boomerang til højre.”

Rasmus og Frederikke er i gang med at læse bøgerne om Søren, Mette og Jep. Så alle ved selvfølgelig hvordan man staver til Jep. Vi kommer så gående i Lietschfield Nationalpark nær Darwin i Australien, da der lige pludselig bliver sagt af en barnestemme bagved os, ”har i set den bil der, den hedder Jep”, og der bliver peget på en Jeep.

Vi er lige punkteret ude midt i ørkenen i Australien og alle forbi kørende biler stopper selvfølgelig og spørger om vi har brug for hjælp. Da vi er ved at skifte dækket, er der en dame, der siger, "vi kan da bare køre videre, da dækket kun er punkteret på den nederste halvdel". ha, ha.

En dag hvor vi skal tidligt op, fortæller Birgitte hvor vigtigt at det er at man står op når der bliver kaldt første gang. Alle nikker og Rasmus siger eftertænksomt: ”Mor hvis jeg ikke vågner første gang du kalder på mig, er det fordi jeg stadigvæk sover.”

Vi kommer kørende langs kysten på Sydøen af New Zealand og holder ind på en lille rasteplads. Det regner udenfor og sigtbarheden er ikke optimal. Vi kører ud omkring klipperne ved stranden og pludselig råber Rasmus ”se, se der ligger et stort muldyr, nej jeg mener en kæmpe muldvarp, nej, nej det er…... jeg ved ikke hvad det er.” Ja det var en stor sæl han havde fået øje på, der lå på klipperne.

Vi sidder i hytten i Matukituki dalen i New Zealand og Frederikke peger op på et skilt og siger ”Se mor, der står der No Smoking”, og glad for sine engelskkundskaber fortsætter hun, ”det betyder ”ingen småkager.”

Vi kommer kørende inde midt på Nordøen af New Zealand, hvor der er forholdsvist fladt. Da vi pludseligt ser dette skilt, "Trucks use low gear". Vi er lidt betænkelig, for hvad der venter os forude, men efter en lille snak vælger vi at køre ned alligevel.

Vi er ude at spise på en restaurant sammen med Ian. Det er ved at være sent og der er ikke mange kunder tilbage. Kokken er en gammel ven at Ian, og har boet 12 år i Danmark.  Han sætter sig træt hen til alle ungerne, for at snakke lidt dansk med dem. Frederikke har ude i køkkenet set at der er en stor spuler til at vaske op med. Hun er meget interesseret i at prøve den, og spørger kokken om ikke nok hun må hjælpe til med at vaske op. Det siger kokken ja til, og i samme øjeblik svare hun, hvis hun skal vaske op, så skal han altså tørre af.

Vi kommer alle gående inde midt i Auckland, da Frederikke lige pludselige peger på et skilt bag et stort hegn, og siger ”se mor, her skal man passe på et næsehorn.”

Vi er lige kommet til Guayaquil, da vi går en tur ned i parken i centrum. Lige pludselig siger Magnus: ”Har i set den leguan” Birgitte: ” nej Magnus, det er vist bare en plastik leguan, nej… den rykker sk…. sit hovedet.”  parken er fyldt med levende leguaner, det var godt vi ikke så dem da vi gik igennem parken i går aftes…..

Birgitte og børnene kommer gående ned at gaden i Guayaquil i Ecuador. Vi er alle ved at være trætte af alle de lokale tiggere. En ældre dame stikker et møg beskidt krus op i hovedet på Birgitte for at tigge penge, hvorefter Birgitte resolut stikker hånden ned i kruset med småpenge og siger "pænt tak". Den ældre dame bliver vred, og råber No, No. Men ser at der ikke er taget nogen penge. På denne måde blev vi fri for mere tiggeri af denne dame, og de andre i nærheden.

Vi skal ringe og ønske farmor tillykke med fødselsdagen fra en telefonboks. Frederikke som efterhånden er blevet god til at fortolke skilte siger lige pludselig, og peger op på et skilt der er placeret over telefon kabinen: mor, hvorfor må man ikke kysse her?

Vi holder i en lille indianerlandsby i Ecuador og herude i bjergene har meget få bil og alle bruger æsler og heste i dagligdagen. Birgitte har fundet byens fælles vandhane står og fylder vand i vandtanken, som ligger under Mary. Påfyldningsstudsen til vandtanken er lige bag førerdøren, der hvor mange fylder benzin på deres biler.

Mange lokale højlandsindianere samler sig omkring os og iagttager nøje hvad vi er i gang med. En kvinde tager mod til sig og går hen for at spørge Birgitte hvorfor hun dog hælder vand på, i stedet for benzin. Kvik som Birgitte er og med sans for humor forklarer hun på bedste og overbevisende spansk at denne bil ikke kører på benzin men på vand. Indianerkvinden spørger vedholdende om ikke den kører på benzin, hvilket Birgitte ligeså vedholdende svarer nej til (Mary er jo en dieselbil). Et par mænd følger trop og kigger undersøgende og forbavset på Birgittes "tosseværk" at fylde vand i benzintanken.

Birgitte er ligeglad og fylder tanken helt op til vandet løber ud af påfylndningsstudsen. Glad og frejdig pakker hun haveslangen sammen og siger pænt mange tak for vandet "for nu kan vi kører mindst 500km inden næste optankning". Kvinden ser måbende på og får fremstammet at det var da smart, "og så er det oven i købet gratis". Mændene står bagved og klør sig i håret, medens Birgitte hopper ind i bilen, starter og kører af sted.

Stakkels indianere. Ingen vil nogensinde tro på deres historie om bilen der kom til deres landsby og fylder vand på brændstoftanken og kører igen.

Birgitte og alle vi andre i bilen var ved at dø af grin over deres måbende ansigter.