| Nyhedsbrev for Argentina
         
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|

Dette er vores trettende nyhedsbrev fra vores rejse jorden rundt og det omhandler vores tur igennem Argentina.

Vi krydsede Andesbjergene fra Chile ind til Argentina. Ja det gjorde vi 3 gange i alt. Første gang var vi på vej til flere interessante områder omkring Neuquen i den nordlige del af Patagonien. I dette område findes nogle af verdens mest spændende og interessante fund af dinosaurusser. Vi ser både verdens største kødædende og verdens største planteædende dinosaurusser. Og de er bare store og imponerende. I området finder vi flere forstenede fodspor af dinosaurusser og vi finder også flere fragmenter af forstenede dinosaurus knogler. Vi finder dem i nogle lag, som er ca. 110mio år gamle. Men vi har ingen anelse om hvilke dyr de har tilhørt. Vi finder også noget der kunne ligne forstenede æg fra dinosaurus, men vi regner med at det må være geologiske tilfældigheder, selvom der er fundet flere reder med æg fra dinosaurus i nærheden.

Turen fortsatte nu videre til østkysten, til havløen Valdes. Her så vi pingviner, søløver, store søelefanter og spækhuggere. Det er her at en flok spækhuggere har specialiseret sig i nærmest at svømme op på stranden i deres jagt efter søløvernes og pingvinernes unger. Dette specielle fænomen er dog sjældent at se og vi så det heller ikke da ungerne lige nu havde forladt stranden. På østkysten er vi også ude og se en pingvinkoloni. Det er en koloni på ca. 400.000 ynglende Magellan pingviner. De var sjove at se på. Nysgerrige og ikke bange for mennesker. De kigger mindst lige så meget på os som vi kigger på dem, og man skal bare vrikke hovedet lidt fra side til side medens man kigger på dem, så er man i kommunikation med dem da de svarer tilbage ved at vrikke med deres hoveder på samme måde. Det var rigtig sjovt. Så alle stod og vrikkede med hovederne medens man forsøgte at dæmpe sin latter, alt imens at pingvinerne stod og gjorde det samme til os.

Vi fortsatte hurtigt ned langs østkysten ad den asfalterede kystvej. En rigtig øde og kedelig strækning på den totalt flade og vindblæste pampas lige så langt som øjet rækker. Undervejs var der dog et par meget interessante steder at besøge. Vi var indenom to forstenede skove. De var flotte og imponerende på hver sin måde. Den første var et gammelt flodleje hvor drivtømmer var blevet aflejret for ca. 65mio år siden. Nu ligger der træstammer overalt og pga. de daglig skiftende temperaturer herude i ørkenen så splintres de forstenede træstammer med tiden og derfor er området oversået med forstenet træflis. Det er flot at se disse røde træstammer ligge i det hårde ørkensand. Den anden forstenede skov var ældre og her var træerne i sin tid blevet dækket af aske fra et vulkanudbrud og herefter forstenet. Nogle af de forstenede træstammer har en diameter på over 3m og en længde på over 30m Igen helt vildt imponerende. En sjov detalje her, er at de lokale indianere har i sin tid brugt det forstenede træ (som er en slags flint) til at lave flinteredskaber af. Vi ser således både stenøkser og pilespidser lavet af forstenet træ. Ja, og så er Frederikke så heldig at finde en af disse pilespidser af forstenet træ. Normalt tager vi ikke forsteninger med fra nationalparkerne, men her gjorde vi dog en lille undtagelse.

Langt mod syd forlader vi asfalten og krydser tværs over pampassen ad en jordvej med kurs mod Andesbjergene. Det er en flot tur hvor vi kører flere hundrede km stik vest. En del af strækningen foregår langs en flod. Først oppe på kanten af en flot canyon og senere nede i dalen. På denne krydsning af pampassen blæser det meget, stik modvind og det er ikke sjovt. Vi får et par flade dæk undervejs men vinden er for stærk til at Dennis kan holde ud at være udenfor og pumpe luft i. Sand og grus blæses så hårdt i ansigtet på ham at det slet ikke er sjovt. Nå, men det gør jo heller ikke noget at køre på halvflade dæk, så længe man tænker sig om.

Undervejs ser vi flere store flokke guanacoer, den sydligst levende af de 4 lamaarter. De er store og flotte og utrolig adrætte. For dem er det ingen problem at springe let og elegant over 1½ høje trådhegn. Vi ser flere hanner kæmpe om hunnerne. Det er sjovt at se på. De står på bagbenene og slås med forbenene og bider efter hinanden, ligesom heste og æsler gør, Men samtidig så spytter de også hinanden i ansigterne og det er tydeligt at se at de ikke bryder sig om en spytklat fra modstanderen.

Vi ser også den Sydamerikanske struds. Den er ikke stor. Vi ser dem oftest i småflokke bestående af 2 forældre og op til 8 unger. Vi ser dem næsten altid flygte i panik når vi kommer kørende. Det er sjovt at se på fordi benene virkelig arbejder hårdt på at bringe dyrene fremad og ofte står der sten og sand bagud.

Vel fremme ved byen El Calefatte har vi to mål. Det ene er at vi holder juleaften sammen med en anden dansk familie på rejse og det andet er at se Moreno gletsjeren. Denne gletsjer er den mest aktive gletsjer vi nogensinde har set, og vi har efterhånden set over 100stk. Den ligger helt perfekt med sin gletsjerfront ned i en sø mellem snedækkede bjerge. Og så kælver den næsten hvert 5. minut. Så bliver det ikke meget flottere og imponerende. Vi brugte flere dage herude på at iagttage gletsjeren og nyde hver gang vi så store spir og tårne af is styrte i søen. Det hele kan nemlig ses fra en bakke få hundrede meter fra gletsjerfronten. Det er nærmest som at stå og se Møns klint kælve. Vi mødte en pige, som har set gletsjerne på Grønland, og hun synes at Moreno gletsjeren var mere imponerende fordi man kunne se det hele på nært hold.

Juleaften blev holdt på maner. Vi havde sammen med en anden familie fra Odense (Lene, Peter, Lukas, Linnea og Rose) lejet et par dejlige hytter med flot udsigt ud over gletsjersøens blågrønne vand og knaldende solskin dagen lang. Flæskesteg fås ikke i Argentina, men til gengæld er de verdensberømte for deres oksekød, så Dennis og Peter grillede en ordentlig oksesteg over åben ild udenfor medens Frederikke, Birgitte og Lene lavede alt julemaden. Alt imens lavede børnene det flotteste juletræ i miles omkreds. Klippet ud af en papkasse og pyntet med gavepapir. Det blev en juleaften vi sent glemmer.

Vi fulgtes nu sydpå sammen med vores fynske venner. Målet var at krydse over til Chile og se en af Sydamerikas flotteste nationalparker, Torres de Paine. Det var det sydligste vi kom inden vi vendte næsen nordpå igen. Vores fynske venner fortsatte helt ned til sydspidsen af Sydamerika. Turen nordpå gik af Rute 40, en lang og støvet jordvej, som flere steder næsten kun er et hjulspor i ørkenen. Den går nærmest for foden af Andesbjergene. Vi havde hørt mange slemme beretninger om hvor slem vejen var og om at man stort set kun kan køre i sneglefart og at der er strækninger med 6-700km mellem tankstationerne. Det var ikke den bedste jordvej vi har kørt på, men Mary kunne sagtens køre 70-80km/t de fleste steder og vi fandt tankstationer med ca. 2-300km mellemrum, så det gik fint nok. Men støvet og kedelig var vejen. Et sted kommer vi til en meget lille landsby, som er beskrevet som værende ”et vejkryds af betydelig vigtighed for Argentinerne med mange veje som tilsyneladende fører ingen steder hen”. Vi må sige at stedet levede op til beskrivelsen.

På vejen nordpå laver vi nogle afstikkere. Den første er ud til byen El Chalten, som næsten ligger for foden af det flotte bjerg, Fits Roy, som er et af de flotteste bjerge i Sydamerika. Vi er heldige med vejret og har nogle dage herude med fantastisk solskin og ser disse flotte bjerge i alt sin pragt. Vi er på en 25km lang endags vandretur herude og ser de flotte bjerge i strålende solskin og knaldblå himmel. Det er også herude at Dennis præsterer at falde i vandet. Han skal lige krydse en lille bæk og på bedste ”falde på halen” komedie falder han bagover og ned i det kolde smeltevand. Han er våd helt op i nakken, men tørrer hurtigt igen. Herude møder vi også et ungt par fra Scotland, som er kørt herned fra Californien i en gammel Dodge. De fortæller om deres tur ned igennem Amazonas og Brasilien og vi overvejer herefter at ændre vores rejserute, således at vi kommer forbi de samme steder på vores tur nordpå, altså at køre hele vejen op langs østkysten af Sydamerika.

Den næste afstikker fra Rute 40 er ud til en slugt med gamle hulemalerier. Der er flere tusinde håndaftryk afsat for mange tusinde år siden på klipperne. Det skal vi selvfølgelig se og det er turen værd.

Turen går videre nordpå, men vi begynder at få problemer med Mary. Først går der et relæ til styringen af blæsermotoren ved køleren (men vi kan ikke lokalisere fejlen den første uges tid), så vi kan nu kun regulere denne ved at afmontere eller påmontere den store strømførende ledning og herved enten køre med en meget kold eller varm motor. Dennis prøver at fifle en løsning med at trække ledninger ind i kabinen og med en kontakt styre det indefra. Ideen er god nok, men modstanden er for stor og ledningerne brænder over. Vi kører så nogle dage uden blæsermotoren på og regulerer motorens temperatur via varmeapparatet inde i bilen. Det går meget godt og kræver et vågent øje med temperaturmåleren.

Så springer der en kølerslange. Den er flækket hele vejen på langs og der er over 80km til nærmeste bebyggelse. Slangen lappes sammen med gaffatape og det holder forbavsende godt, i hvert fald kommer vi helskindet til et sted hvor vi kan købe en anden kølerslange, som dog ikke passer ret godt, men det holder. I samme åndedrag opdager vi at en af de 3 bolte, som bærer motoren er knækket. Det har vi prøvet før og ved at vi hurtigst muligt skal få det lavet, for ellers taber vi motoren. Et par dage senere i Chile finder vi et traktorværksted som laver et nyt gevind i motorblokken og Mary er kørende igen. For en stund.

Mary lyder ikke så godt i motoren og det bliver værre og værre. Tæt ved Bariloche i Argentina går det helt galt. Ude midt i et øde bjergområde står motoren helt af. Den har tabt alt olien og selv med ny olie på vil den kun køre få sekunder, så stopper den igen. Vi slår lejr for natten og Frederikke ser en Puma liste omkring i buskene tæt ved Mary. Næste dag kan vi se pumaens fodspor rundt om bilen og den har sat sine spor oveni Dennis’s fodspor og Marys bilspor. Dennis begiver sig på vandretur for at få hjælp. Han må gå over 20km og skaffer en bjergningsbil, som tager os alle med på værksted. Her er dommen klar, motoren er kaput, og bundkaret hvor olien skal være er flækket. Heldigvis kan værkstedet skaffe alle stumperne og i løbet af kun 10 dage er vi kørende igen med en nyrenoveret motor og har fået ordnet alle de andre problemer vi lige har haft.

Så nu er det af sted til Brasilien. Og dog, for den ene spiralfjeder bagpå er brækket. Vi får lovet to nye på garantien, men de vil først være færdige om 2 uger. Vi har jo kørt et stykke på den brækkede fjeder uden problemer, så vi vælger at fortsætte til vi får de nye fjedre. Det går godt og vi kører over 5.000km med en brækket fjeder. Der har vi været heldige.

Medens vi fik motoren renoveret benyttede Dennis og børnene sig af ventetiden til at tage på en vandretur i bjergene. Eller rettere sagt, de legede bjergbestigere og besteg Cerro Lopez nær Bariloche. Det var en 3 dages vandretur. Først vandrede de op ad bjerget til snegrænsen og overnattede der i en hytte. 2. dagen brugte de til at klatre op ad klipperne og sneen for at nå bjergets top. Det var en stor præstation for børnene at klatre hele vejen til toppen af dette bjerg. Udsigten var fænomenal 360grader rundt. Dannebrog ( som vi fik af Gitte og Palle i Australien) blev selvfølgelig plantet på toppen. Turen til toppen overskred virkelig børnenes grænser for hvad de troede var fysisk muligt for dem. 3. dagen gik vi ned igen, og det var nogle stolte børn, der stod for foden af bjerget og kiggede helt op på den snedækkede top og vidste at der havde de lige klatret op. Det havde de ikke troet muligt 3 dage forinden.

Turen gik nu op til det nordligste af Argentina for at se et af verdens største vandfald Iguassu. Vi havde hørt at deroppe i denne del af Argentina er politiet meget korrupte, men så galt kunne det da ikke være, men vi blev klogere. Deroppe satte vi rekord i antal gange at blive stoppet af politiet på en dag. Hele 4 gange, og hver gang forsøgte de at presse penge af os. Den ene gang lykkedes det for dem, da vi blev grebet på fersk gerning uden kørelys. Æv, for det vidste vi godt, men hidtil har betjentene bare sagt en venlig bemærkning når vi havde glemt det. Men den gik ikke her. Vi fik dog bøden reduceret fra 2.000kr til 500kr da vi var turister og det var vores første forseelse. Medens vi stod og forhandlede pointerede vi hver gang de lod en lokal bil slippe forbi uden lys på. Så blev de jo nødt til også at udskrive bøder til de lokale og det var de ikke meget for da det nu var deres venner og bekendte, som fik de store bøder på 2.000kr. Så til sidst blev vi nærmest jaget væk af politiet. Vi nåede dog at få dokumentation for at børn over 10år kan sidde foran. For næste betjent, der stoppede os ville give os en bøde for at Magnus sad foran. Betjenten påstod at børn skal være over 12 år (og Magnus er 11). Da vi så kunne vise et papir fra hans kollega om at han havde uret, så vidste han ikke hvad han skulle sige. 4. gang vi blev stoppet forsøgte betjentene at få os til at give lidt penge, så de kunne få benzin på deres bil. Vi ville ikke lige sige vores ærlige mening om det, så vi svarede hele tiden i øst når de spurgte i vest (vi er jo ikke så gode til spansk). Til sidst blev vi igen bare jaget videre medens de rystede på hovedet af os.

Det sidste vi ser i Argentina er Iguassu vandfaldet. Det er flot og storslået. Noget af det flotteste vi har set på hele vores rejse. Vandfaldet er et par km bredt og består egentlig af utallige mindre vandfald der falder ud igennem træerne i skoven. Et utroligt smukt postkort syn. Vi kom også helt ud på kanten af den mest imponerende del af vandfaldet. Her stiger kaskader af støvregn op og man bliver konstant våd selvom man står ovenover vandfaldet. Man står på en platform ca. 1m over vandet, lige på kanten af vandfaldet og kigger ned i vandmasserne, der bare forsvinder under en. Det er ikke muligt at se bunden da himmel og hav står i et her. Det er noget af en oplevelse og larmen er enorm. Man kan ligefrem mærke at det hele rumler af vandets kraft.

Turen fortætter i Brasilien hvor det næste nyhedsbrev vil komme fra. Vi håber at dette nyhedsbrev har været interessant læsning, og du er velkommen til at besøge vores hjemmeside www.dennisbager.dk . Her kan du bl.a. læse vores rejsebeskrivelse i mere detaljeret form.

Med venlig hilsen

Familien Bager

 

Hovedet af verdens største kødædende dinosaurus
Aftenstund ved søen
Magellan pingvin
Den forstenede skov
Moreno gletsjeren kælver
Jule aften, med vores fine pap juletræ
Aftensol over pampasen
Rute 40 med hundredvis af km støvet jordvej
Udsigten over Llao Llao
Endelig på toppen
Vi besteg Cerro Lopez
Ved vandfaldet Iguassu