Dette er vores elvte nyhedsbrev fra vores rejse jorden rundt og det omhandler vores tur igennem Bolivia.

Det skal siges som det første. Bolivia har virkeligt overrasket os positivt. Det er det fattigste land i Sydamerika, men absolut et besøg værd. I vores guide bøger og på rejsebeskrivelsen på udenrigsministeriets hjemmeside, beskrives Bolivia som et være banditland og at man nærmest skal forvente at blive overfaldet på hvert gadehjørne. Det har vi overhovedet ikke oplevet. Tværtimod har vi oplevet et land med meget smilende, venlige og hjælpsomme mennesker overalt hvor vi kom frem.

Naturen her er meget anderledes end i Peru vi lige er kommet fra. Her er selvfølgelig de høje bjerge og regnskoven. Men her er også kæmpe øde områder med vidtstrakt ørken og højslette med røde klipper og rødt sand, ligesom i Australien. I den sydlige del af Bolivia bliver der bare mere og mere øde ude i de enorme højtliggende ørkenområder.

Det er utroligt hvor tørt her er, og der gror bare ingenting. Alligevel er der altid lige en lille landsby med huse bygget i soltørrede lersten og med små grønne marker hist og pist i det bare sand. Vi nærmer så stille og roligt regntiden, og vi har enkelte gange oplevet hvordan en enkelt regnbyge kan forvandle en grå og trist slette til at blive grøn og frodig på næsten få timer.

Før ankomsten troede vi at det ville være slut med ruiner og gamle kulturer. Men vi blev klogere. I det nordlige Bolivia så vi bl.a. flere ruiner der tydeligt har været inspiration for Inkaerne. Børnene syntes faktisk at disse templer og deres nøjagtig tilhuggede firkantede sten var flottere og endnu mere imponerende end Inkatemplerne i Cuzco området.

Vejene og trafikken er igen et kapitel for sig selv og vi er efterhånden blevet vandt til lidt af hvert, men at beskrive trafikken i La Paz lader sig gengive på tryk. En af vores første oplevelser var da Mary skulle sejles over Titikaka søen. Her brast hun igennem bunden af træbåden en mørk og kold nat. Det var ikke sjovt. Lidt øst for La Paz går den gamle hovedvej ned mod junglen. Den har i mange år været regnet for verdens mest farlige landevej pr. km med dødsfald stort set hver uge. Denne vej har vi også kørt på og sikke en oplevelse at køre på dette hjulspor, der nærmest er hugget ind i de lodrette klipper på vej ned mod regnskoven. Et sted går der et vandfald lige ud over vejen og kaskader af vand plasker ned på den smalle bjergvej. Heldigvis er der nu bygget en ny vej så vi mødte ikke alverdens lastbiler og busser på denne "dødens landevej".

Længere sydpå ligger nogle enormt spændende områder med tydelige spor af dinosaurus. I et område, som kun kan nås på en dags rejse ad snoede 4wd spor er bjergsiderne oversået med ufattelig mange forstenede fodspor af mange forskellige dinosaurusser. Disse spor er ofte så velbevarede at man næsten tror at mudderet ikke engang er tørt endnu. Vi har bl.a. set spor af samme art som både har gået og løbet, samt spor af de store planteædere. Det er fascinerende at kunne se nøjagtig hvordan deres gang har været. Ja, og så fandt Rasmus lige et stykke forstenet hud af en dinosaurus. En værdifuld souvenir.

Sidste del af rejsen i Bolivia er selvfølgelig blevet brugt i de enorme ørkenområder i syd. Her er der ingen veje og der kører kun firehjulstrækkere med god frihøjde og man kan køre mange tusinde km ad de forskellige spor. Eller rettere sagt, hvis man vil køre denne vej, så er der ikke andre muligheder end knap 1.000km 4wd. Vejhjælp findes der intet af, og man skal kunne bjerge sig selv i enhver situation da området er stort set ubeboet. Her er ingen vejskilte og alt navigation foregår med meget unøjagtige og dårlige kort og vores kompas. Ofte navigerer vi dog efter uret og ser på solens position på himlen og udstikker os en kurs i forhold til en vulkan eller et bjerg i horisonten og så går det ellers bare ud over stepperne.

Vi har overnattet på mange flotte og spændende steder i ørkenen og set mange flotte solnedgange medens vi har lyttet til pumaens brøl når den lusker rundt i nærheden. Den mest spektakulære overnatning havde vi ude på verdens største saltørken, Salar de Yuni. Den er egentlig er en kæmpe udtørret saltsø med et areal der er ca. halvt så stor som Danmark. Herude findes noget af det mest flade landskab i verden. Det er nærmest som at opholde sig på en frossen sø. Om dagen er lyset vildt skarpt af genskinnet fra den hvide salt og om natten er der totalt ro og ingen insekter. Et andet sted i dette øde område kører vi pludselig igennem en forstenet skov af koraller og der er i det hele taget mange spor af et forhistorisk hav.

Vi har desværre ikke mulighed for at blive så lang tid i Bolivia som vi gerne ville, hvis vi skal nå de andre lande her omkring. Men Bolivia er ligesom Peru et land vi gerne vil vende tilbage til.

Turen fortætter i Chile hvor det næste nyhedsbrev vil komme fra. Vi håber at dette nyhedsbrev har været interessant læsning, og du er velkommen til at besøge vores hjemmeside www.dennisbager.dk . Her kan du bl.a. læse vores rejsebeskrivelse i mere detaljeret form.

Med venlig hilsen

Familien Bager