Dette er vores tiende nyhedsbrev fra vores rejse jorden rundt og det omhandler vores tur igennem Peru.

Ved ankomsten til Peru så vi i en turistfolder at Peru har næsten alle de forskellige slags biosfære som er på jorden. Lige fra tropiske regnskove til evig sne. Desuden havde vi hver især hørt lidt om Inkaerne, Machu Picchu, Nazca linjerne og at der skulle være mange andre glemte kulturer. Så vi var fulde af forventninger. Vi må sige at vores rejse igennem Peru simpelthen har været et eventyr på mange måder der virkelig har levet op til forventningerne og meget mere til. Vi har set mange gamle ruiner, fremmede og glemte kulturer, lært om arkæologi og potteskår, set storslåede bjerge, et landbrug som vi havde for tusinde år siden derhjemme, utallige forskellige ørkener og en meget meget afvekslende natur.  

Inden ankomsten havde vi hørt lidt om at folk her ikke var så venlige mod turister og kun tænkte på at tjene penge på os. Men vi oplevede heldigvis det stik modsatte. Overalt hvor vi kom frem, især i alle de små afsidesliggende bjerglandsbyer blev vi altid mødt af smilende mennesker der alle gerne ville snakke med os og lære os at kende.

Rejsen igennem Peru er gået fra nord mod syd. Vi har på denne tur krydset utallige bjergpas i de storslåede og fascinerende Andesbjerge. I Peru har vi i den grad været glad for at have Mary med. Vi har set utallige storslåede og spændende seværdigheder som turister normalt ikke har mulighed for at komme ud og se. Vi har virkelig haft friheden til at køre derhen hvor vi har fundet det spændende og interessant. Denne frihed giver os rigtig mange og uforudsete gode oplevelser som vi nødigt ville have haft undværet. Vi har kørt utallige km ad spændende, snoede og smalle småveje ude i bjergene og set den ene dejlige indianerlandsby efter den anden. I disse små landsbyer er der ikke sket mange forandringer i mange hundrede år og folk ser ud til at leve et dejligt fredfyldt liv. Herude er det ikke altid lige let at finde vej og vi har ikke altid været helt klar over hvor vi var. Ofte starter vi med vores landkort på byens torv og orienterer sig efter verdenshjørnerne. Så kigger man sig omkring og finder ud af hvilken dal eller retning man skal køre efter. Og så er det ellers bare at håbe på det bedste. Vi har således besøgt utallige små afsidesliggende bjerglandsbyer hvor der næsten aldrig kommer turister. Det er især herude at vi har de store eventyr og oplevelser. Naturen herude er betagende med utallige flotte bjerge og dale. 

Første store mål var Kuelap, den befæstede by på toppen af et bjerg. Til forskel fra de danske borge, der er bygget med en stor port hvor der kan komme en hel hær ind på kort tid, er indgangen til Kuelap bygget så snedigt at det næsten var umuligt at indtage byen. Indgangen er lang og smal og snævre til, således at de angribende soldater tvinges ind i en række medens forsvarerne kan beskyde dem ovenfra. Kuelap var en bjergtagende oplevelse og vores første møde med Perus mange forskellige kulturer. Her og mange andre steder nød vi fraværet at horder af turister, og kunne i ro og mag nyde de fascinerende ruiner.

Rejsen fortsætter sydpå ad smalle snoede jordveje i bjergene og vi ser den ene flotte forladte ruinby efter den anden. Alle disse kulturer har været specielle og højt udviklet på hver deres måde.

Næste store seværdighed ser vi ved Stillehavskystens ørken. Det er ruinerne af verdens største by bygget i mudder og soltørrede lersten, Chan Chan. I sin storhedstid boede her 60.000 mennesker og byen dækkede et område på ca. 28Km² En stor del er endnu ikke udgravet, men ligger bare som store tildækkede ruiner lavet at soltørret mudder. De udgravede områder viser så hvor flot dekoreret alle væggene har været. Desværre ødelægges disse bygninger hver gang det en sjælden gang regner. Tæt herpå ligger andre store templer bygget af mudder og her er sol og månetemplet vildt flot dekoreret. Men desværre har spanierne ødelagt store dele af disse templer pga. deres grådighed efter de enorme guldskatte dybt inde i templet.

Videre sydpå ser vi 5.000år gamle pyramider. De ligger ude i ørkenen og indtil for få år siden vidste ingen at i sandet herunder ligger en af verdens ældste byer. Vi ser også ruinerne af et meget makabert tempel. Det er dekoreret med utallige afhuggede hoveder.

Kort før Lima, dybt inde i bjergene, ser vi et rigtig spændende tempel, Chavin de Huántar. Det har i mange år været regnet som værende et af de ældste templer i Peru. Det er et spændende sted hvor en stor del af templets hemmelighed ligger i utallige gange under jorden. Her er vi så heldige at få en special rundvisning af selveste lederen af udgravningen. Vi får mulighed for at se interessante områder af templet, hvor der normalt er lukket for turister. Professor John tager børnene med ned i nogle nylig opdagede underjordiske gange. Ikke nok med det, så har Birgitte 2 trompeter lavet af sneglehuse med i bilen. Præsterne i Chavin kulturen anvendte netop disse trompeter i deres religiøse ceremonier, så derfor ville forskerne meget gerne bruge Birgitte og hendes trompeter i deres forskning. Birgitte fik så den store fornøjelse at gå og trutte en hel dag i trompeterne dybt inde i de mørke gange i templet. Lyden fra disse sneglehustrompeter har en helt speciel effekt inde i gangene, det gør folk meget bange pga. de dybe vibrationer og det lyder som en pumas brøl. Desuden er det umuligt at lokalisere hvorfra lyden kommer nede i de lange labyrintgange. De andre besøgende denne dag fik sig noget af en speciel og autentisk oplevelse. Flere spurgte til om det virkelig var de originale trompeter at der blev spillet på.

Efter at have set alt dette var vi meget spændt på hvordan de berømte ruiner fra Inkaerne og især Machu Picchu ville opleves. Cuzco var Inkaernes hovedstad og er centrum for de flotte ruiner fra Inkaerne. Det var virkelig en oplevelse at se de utallige bygninger bygget i flot og præcist tilhuggede sten. I Cuzco området brugte vi ca. 2 uger på bare at se den ene flotte ruin efter den anden, ligesom den ene var mere imponerende end den anden. Vores favorit er helt klart Saqsaywaman i Cuzco. Her så vi tons tunge sten meget præcis tilpasset. Flere af disse sten vejer over 120tons. Vi nød virkeligt det flotte syn og kørte ofte forbi for at se bygningsværket igen og igen. Selvom at spanierne har brugt Sagsaywaman som stenbrud har de også beskrevet templet som et mesterværk som de havde svært ved at forstille sig været lavet af mennesker. Vi kan kun give spanierne ret. Det er imponerende, og hvor er det en skam at spanierne har ødelagt dette bygningsværk for at bygge kirke og huse inden i centrum af Cuzco.

Vi afslutter området omkring Cuzco med et besøg på den berømte Machu Picchu. Mange turister går til Machu Picchu ad den berømte Inkatrail. Denne tur tager 3 dage. Vi  fravælger Inkatrail og kører i stedet derind ad bagvejen ad de små snoede bjergveje. Undervejs kommer vi igennem Inkaernes hellige dal. I denne dal ligger der flere flotte byer på toppen af bjergene. Den mest interessante var Inkaernes sted til udvikling af nye egenskaber ved planterne. Ruinerne i den hellige dal og omkring Cuzco var enormt interessante. Til sidst er vi kørt så tæt på Machu Picchu som det er muligt og er nødt til at gå det sidste stykke ad en gammel jernbane igennem junglen ind til bjergets fod. Denne tur gik vi om natten og den var flot igennem frodig jungle og med udsynet op ad de stejle klippesider. I godt vejr kom vi op på bjerget og så denne verdensberømte ruinby. Beliggenheden og omgivelserne er rigtig flotte. Historien om Machu Picchu er desuden en rigtig god historie om en opdagelsesrejsende der tror at have fundet Inkaernes sidste tilholdssted og historien om at spanierne aldrig fandt Machu Picchu. Begge dele passer ikke. Machu Picchu var ikke Inkaernes sidste tilholdssted, det var Vilcabamba dybt inde i bjergene. Spanierne har været i Machu Picchu, men de søgte kun efter guld og det fandt de ikke her, og drog så videre. Selve ruinerne på Machu Picchu er faktisk lidt af en skuffelse når man har set hvad Peru og Inka kulturen ellers har at byde på. Her på Machu Picchu er der kun få bygninger med de nøjagtigt tilhuggede sten og resten af bygningerne er meget dårligt og sjusket restaureret.

Efter Cuzco og Machu Picchu ser vi de verdensberømte Nazca linjer. Igen bliver vi benovet og forbløffet. Her i ørkenen er der mange hundrede forskellige linjer og figurer tegnet i ørkensandet. Det hele ses bedst fra luften og vi var med en propelflyver oppe og se de flotte linjer. Fra luften ser man tydeligt lange streger der peger mod forskellige steder med vand. Andre streger peger mod himmelfænomener såsom solopgang ved solhverv og så alle de sjove dyr og mennesker. Der har været fremsat mange fantasifulde teorier om hvorfor disse linjer er lavet. Mange tror de er lavet af eller for rumvæsner, men når man først har set linjerne, så er det tydeligt at de er lavet af et civiliseret folkefærd.

Sydpå ser vi flere enorme ørkenområder og vi ser en af verdens dybeste kløfter, Colcakløften. Her i nærheden ser vi også en af de flotteste ørkener vi har set på rejsen. Det er bunden af dalen til verdens dybeste kløft og her er sand i spandevis. Desværre har vi lidt vrøvl med vores gear og kommer ikke helt ud til verdens dybeste kløft. Men vi får set tusindvis af helleristninger og nogle forstenede fodspor af dinosaurus.

Det sidste vi ser af Peru er verdens højest beliggende sø, Titikaka søen. Her sejler vi ud til et helt lille samfund på flydende sivøer. Herude er der en fantastisk stille og afslappet livsstil. Tænk at bo på vandet, have blå himmel næsten hver dag og de høje snedækkede Andesbjerge i horisonten. Vi forstår godt at ingen flytter herfra.

Peru er et land med mumier. Vi har ikke helt tal på hvor mange mumier vi har set men det skal tælles i mange hundrede. Et sted i det nordlige Peru så vi over 200 mumier i et museum. Ved Nazca så vi mange mumier ude i ørkenen. I Arequipa har vi også set en frossen mumie. En helt fantastisk godt bevaret pige, der i sin tid har været specielt udvalgt og ofret til guderne. Dette har været en stor ære for denne pige, men meget skræmmende hvis dette skete i dag.

Vi har desværre også set flere døde mennesker på vejene. Den første vi så var en mand, der lå i en sæk i vejgrøften. Hovedet og fødderne stak ud. En anden var kørt ned af en bus. Politiet havde lige lagt et lagen over da vi kom forbi, men der stak både hænder og fødder ud og der var meget blod og mange tilskuere.

I Ecuador var der ofte meget svineri langs vejene og i landsbyerne. Det så vi heldigvis ikke så meget af her i Peru. Her er heller ikke så meget tiggeri. Ofte vinker alle de lokale til os, og i starten vidste vi ikke helt hvorfor. Men da vi så alle de lokale minibusser proppet med mennesker, vidste vi hvorfor, de ville gerne køre med. Trafikken er slem og rodet og rigtig mange kører med hovedet under armen. Der dyttes og båttes. Når man skifter vognbane, så rækker man bare armen ud af vinduet og drejer uden at kigge sig for. Ude på landet foregår rigtig meget trafik på hesteryg og vi ser ofte 10 til 50 heste "parkeret" langs vejen. Så ved vi at de lokale har redet ud til vejen og taget bussen eller lastbilen videre. Hestene står her så til man kommer tilbage igen.

Mary har efterhånden fået hårdt brug for at komme på værksted. Vi var så heldige at få kontakt til en dansker i Lima, som har været en uvurderlig hjælp med at skaffe kontakt til en god mekaniker og de rigtige værksteder. Vi er utrolig taknemlige overfor den gæstfrihed og hjælp vi fik.

Peru har været en lang rejse i natur, historie og kultur. Vi har alle lært ufatteligt meget om forskellige storslåede og veludviklede samfund og kulturer. Vi har også lært hvordan disse stolte og magtfulde indianere er blevet erobret af 160 spaniere, der bevæbnet med krudt, heste, held og snedighed samt en portion sygdomme hjemmefra var i stand til at erobre en af datidens supermagter og herved det meste af Sydamerika.

Så er der lige politiet her. Det er et helt kapitel for sig selv. Der er bevæbnet politi overalt på gaderne og vejene. Det danske politi ville blive grønne af misundelse hvis der bare var den halve politistyrke i Danmark. Men til forskel fra Danmark, laver politiet i Peru ikke noget fornuftigt. Mange politifolk sidder i deres biler for at holde øje med trafikken, men folk kører med hovedet under armen, overholder ikke de mest gængse trafikregler og politiet ser på uden at gøre noget.

Vi er blevet stoppet 59 gange. Rekorden er 3 gange på 30minutter. Af og til forsøgte betjentene at afpresse os lidt bestikkelse for at få tingene til at glide lidt lettere, for sådan gør de også mod lokalbefolkningen. Men hver gang de forsøgte dette, så lod vi som om at vi intet forstod og så kunne de ellers stå derude i den stegende sol og gentage sig selv indtil de blev trætte af det. De fleste gange fik vi dog en sjov lille snak med dem og de fleste betjente var tydeligt mere interesseret i at se hvem vi var end at lave numre.

En skræmmende, men god episode med politiet udspandt sig langt ude i bjergene hvor vi netop havde fundet ly for natten. Her stoppede pludselig en bil op og bakkede hurtigt tilbage mod os og inden vi fik set os om var Mary omringet af 3 mænd med maskingeværer og den fjerde stod på ladet af en pickup og lyste direkte på os med en stor projektør. Det var heldigvis politiet og da de så at vi bare var fredelige turister og ikke fra terrorgruppen ”lysende sti” fik vi os en snak med dem inden de kørte igen.

Trafikken er også et kapitel for sig selv. Ligesom Ecuador kører alle rundt med hovedet under armen og alle bilister opfører sig som små egoistiske børn, der kun tænker på sig selv og at komme først frem. Er der bare 20cm sikkerhedsafstand, så er der straks 2-3 biler der forsøger at mase sig ind foran fra begge sider. Der overhales både indenom og udenom hinanden på vejen. Kører man under 70km/t igennem landsbyerne (hvor hastighedsgrænsen er 35km/t) så båtter de bagvedliggende bilister og man bliver overhalet. Flere gange har vi passeret færdselspolitiet med over dobbelt fart af det tilladte, uden at der er sket noget. I byerne forsøger trafikpolitiet at dirigere den kaotiske trafik med deres rødglødende fløjter. Men ingen respekterer dem og alt er kaos. Vi har kørt rundt her i snart 3 måneder, og vi kan ikke sige hvilke regler der er for f.eks. at kører i en rundkørsel, da her ser ud til at være både højre og venstre vigepligt samt fremmasningspligt. Vi kan med lukkede øjne hører inden der bliver grønt i lyskrydsene, for så båttes der hvis man ikke kører med det samme. Men selvom der er grønt er det ikke sikkert at man kan komme over krydset, for de mange andre bilister der endnu ikke er ude af krydset. Blinklyset bliver ikke anvendt særlig meget, for her stikker man bare hånden ud af vinduet og vinker til den side man vil dreje til. Det er ikke fordi de så giver mere plads, men det virker bedre end blinklys. Lys på bilen er ikke altid nødvendigt. Hvis kun en forlygte virker, ja så kører man bare med langt lys på. Det mener de er bedre end halvt lys. Cykler har aldrig lys på. Gående har aldrig reflekser på. Nå, ja vi er ved at glemme det med hvor mange der må være i eller på en bil. Der er altid plads til en mere, og hvis der ikke er plads på sæderne er der jo meget plads i bagagerummet eller på taget. Folk sidder og står i lag af hinanden. En gang blev vi stoppet og fik at vide at vi ikke måtte side to på sædet foran. Det var lige til at grine af sammenlignet med de lokales opførsel. Det skal lige nævnes at vi har fået at vide at trafikreglerne er de samme som i Danmark. Med de dårlige vaner og maner vi har tilegnet os her i Sydamerika, er vi vist nød til et længer kursus i hvordan man køre bil når vi kommer hjem.

Som sagt har Peru været et langt eventyr og det har været umuligt at beskrive alt det vi har oplevet her i vores nyhedsbrev. Peru er virkelig et land der er værd at vende tilbage til, både for at gense og se mange af de utallige steder vi ikke nåede denne gang.

Turen fortætter i Bolivia hvor det næste nyhedsbrev vil komme fra. Vi håber at dette nyhedsbrev har været interessant læsning, og du er velkommen til at besøge vores hjemmeside www.dennisbager.dk . Her kan du bl.a. læse vores rejsebeskrivelse i mere detaljeret form.

Med venlig hilsen

Familien Bager