Dette er vores niende nyhedsbrev fra vores rejse jorden rundt og det omhandler vores tur igennem Ecuador.

Ecuador er et af de mindste lande i Sydamerika, men det er faktisk et af de lande på jorden med den største variation i både klima, vegetation og biologi. Ækvator går tværs igennem landet øst/vest og der er derfor selvfølgelig tropisk klima. Andesbjergene går også tværs igennem landet stort set nord/syd og deler landet dramatisk op. Det varme og tørre kystlandskab med endeløse bananplantager, tørre tropiske skove og ørkenstrækninger. Andes bjergene med toppe på over 6.000m over havets overflade har stort set alverdens klimazoner alt efter højden. I ca. 5.000m starter den evige sne og gletsjerne. Herimellem findes både de flotte tågeskove og højlandet med dets tørre sletter beboet af højlandsindianere. Mod øst ligger det vældige Amazonas med regnskoven, som befolkningen i Ecuador er i fuld gang med at rydde og man forventer at hele regnskoven i Ecuador vil være ryddet inden år 2020. De ryddede områder bruges til landbrugsjord i et par år inden de er for udpinte til noget som helst, og familierne rydder nye stykker skov længere inde. Ude i Stillehavet ligger øerne, der har deres helt egen specielle natur og dyreliv. Gallapagos er den kendte, men her er også andre øer med specielle livsformer tilpasset det tørre og varme klima.

Vi ankom til hovedstaden Quito i Ecuador efter en meget lang flyvetur fra Tonga på 30 timer. Vi boede 3 uger i Quito, medens vi ventede på at bilen skulle ankomme fra New Zealand. Tiden brugte vi bl.a. på sprogskole for at lære spansk. Quito er verdens 2. højeste beliggende hovedstad og ligge i 2.800m højde. Hvilket godt kan give lidt højdesyge ved ankomsten. Byen er bygget i en dal og strækker sig langt op ad en meget aktiv vulkan, som sidst var i udbrud i 1996. Centrum af byen består af mange flotte gamle bygninger og kirker fra den spanske kolonitid. Disse kirker er bygget i en tid hvor indianerne skulle omvendes og dette ses tydeligt i de utallige udsmykninger inde i kirkerne. De viser tydeligt paradis og helvede. Og sjovt nok er der mange hvide mennesker i paradis og mange brune mennesker i helvede.

Den største by hedder Guayaquil og har tidligere været udsat for adskillige piratangreb. Byen har ikke noget specielt at byde på, men vi var desværre nødt til at opholde os et par uger her for at få Mary ud igennem tolderne. Her så vi virkelig hvor stor en bananrepublik Ecuador i virkeligheden er, og det er ikke positivt ment. Det mest positive i Guayaquil var at vi kunne se utallige store leguaner i byens parker. Mary bliver til sidst frigivet men vi kan først starte vores eventyr, efter et par vigtige reparationer af hende. Hun havde bl.a. tabt motoren og fået en meget utæt dieselpumpe i slutningen af rejsen i New Zealand. Hun kan godt køre i denne tilstand, men det er tiltrængt at få hende ordnet.

Eventyret starter i den dejlige by Otavalo lidt syd for Columbia. Her er fyldt med små og smilende højlandsindianere, som laver de flotteste vævehåndværk i hele Sydamerika. Deres marked er virkelig et besøg værd og vi får købt en del souvenirs. Vi krydser ækvator en del gange og er også indenom det officielle sted for ækvator, der blev fastlagt tilbage i 1700 tallet i forbindelse med overgangen til det metriske system.

Højlandet er flot. Her er vidtstrakte sletter og vulkaner med evig sne på toppen. Vi besøger verdens højeste aktive vulkan, Cotopaxi på 5897m, hvor vi bl.a. overnatter tæt oppe ved den evige sne i ca. 4.700m højde. Næste morgen vågner vi op i en snestorm og Mary er overdækket af et centimeter tykt lag is selvom vi er under 100km fra ækvator. Her ser vi mange flotte vulkanske landskaber, bl.a. den store slette, der blev skabt af en flodbølge af smeltevand og mudder fra sidste udbrud for ca. 100år siden. Denne flodbølge løb hele vejen ud til kysten, en dagsrejse herfra.

En stor del af Andesbjergene i Ecuador er skabt af vulkaner og det præger landskabet. Den flotteste kratersø, Quilotoa ligger i et tørt og solrigt landskab, hvor alle lokale er klædt i flotte farvestrålende ponchoer og filthatte. Transporten foregår på lamaer, æsler og heste og vejene er ofte bare spor i sandet. Det er også heroppe vi får bildt indianerne ind at bilen kører på vand (se under de små sjove). Den største af alle vulkanerne, Chimborazo er 6.310m høj og på toppen af den er man faktisk mere end 2km længere væk fra jordens centrum end på toppen af Mount Everest. Heroppe på Chimborazo oplever vi for alvor højdesygen og alle dens symptomer. Udsigten er flot og vi ser mange vilde lamaer. Vi vil gerne se endnu en flot vulkan, Sangay 5.230m, som er konstant aktiv, men det lykkedes aldrig at finde den rigtige jordvej ind igennem bjergene til den. Til gengæld finder vi de termiske bade i byen Baños. Her bliver vi vasket og bader i gult vand og skyller os under iskolde vandfald, herligt. Baños ligger for foden af en anden aktiv vulkan Tungurahua på 5.016m. Ved sidste udbrud i 2006 blev flere landsbyer begravet. Vulkanen er rigtig flot og stejl og vi kører selvfølgelig et lille eventyr op ad ”floderne” af pimpsten m.m. fra sidste udbrud.

Amazon junglen besøger vi. Noget af den er ryddet og det er ikke et flot syn. Vi finder vej ud til en lille indianerlandsby og de er helt vilde med vores lyshårede børn. Vi bliver tilbudt at bytte med deres indianerbørn, men høvdingen ved godt at vi ikke vil nøjes med at bytte lige over, så vi kan frit vælge blandt stammens børn, hvilket vi pænt afviser. Herude i landsbyen viser indianerne os også et par anakondaslanger, men de bliver meget nervøse da vi finder en lille giftig edderkop. Ikke langt fra landsbyen er der en dejlig ren og vild flod igennem skoven. Der er vi på write water rafting. Det er skægt. Så skægt at vi ender med at være af sted på to ture. Vi overnatter et par nætter i junglen og den ene nat er der virkelig åbnet for vandet fra oven i regnskoven. I en lille by i regnskoven ser vi en lokal abe springe ind ad køkkenvinduet på en restaurant, og sikke et postyr det skabte. Vi var vilde med at se dens abekattestreger og hvordan den kunne svinge sig i halen medens køkkenpigerne forsøgte at jage den ud. Nå ja, vi havde bestilt vores mad så om vi spiste her eller der gør nok ikke den store forskel da aben nok også havde været inde ved naboen.

Vi har også været til tyrefægtning. Det er en af de ting vi gerne ville opleve. Det er en gammel tradition der er kommet fra Spanien, og man må sige der er fest i gaden når det foregår. Rasmus var den der glædede sig mest til at se det. Han havde fået fortalt af mormor at de slog tyren ihjel, men han troede ikke på at nogen kunne være så onde. Det var en oplevelse at se tyrefægtningen, men det var bestemt ikke sjovt at se tyrens lidelser.

Andesbjergene og ækvator er blevet krydset utallige gange. På kysten er vi ude på en bådtur og se pukkelhvaler, der er her for at yngle og pare sig. Det er flot at se disse store dyr på tæt hold springe ud af vandet og plaske voldsomt når to hanner kæmper om en hun. På øen ”Isla de plata” tager vi en vandretur på og ser bl.a. fergatfugle og blue footed boobies. Denne ø har lidt af samme dyreliv som Gallapagos, men til en helt anden pris, og derfor kaldes den også for ”fattigmands Gallapagos”.

Sidste by vi besøger er Cuenca med dens flotte bygninger fra kolonitiden og dens dejlige termiske bade. Herfra kører vi til Peru, og krydser faktisk grænsen ved en fejl ude midt i en bananplantage hvor vi er kørt vild. Selve krydsningen af grænsen gik forbavsende nemt. Der var selvfølgelig fyldt med ”flinke mænd” der vil hjælpe med alt muligt ved grænsen mod en god betaling. Der er også mange der vil veksle penge (og snyde med falske penge) samt de falske politibetjente. Alt dette tog vi som en sjov oplevelse og det sværeste ved grænsekrydsningen var faktisk at finde rundt i den kaotiske by og finde broen, der krydser grænsen.

Det at rejse i Sydamerika og i Ecuador, har været mere anderledes en at køre rundt i Australien, New Zealand og på Tonga. Det at køre er en oplevelse for sig selv. Godt nok køres der i højre side, men det med færdselsregler er vist en by i Rusland. Der bliver overhalet højre og venstre om hele tiden, medens båthornet bruges flittigt. Der er altid plads til et køretøj mere på vejbanen. Selv i sving hvor man ikke kan se en pind, bliver der overhalet. Vi har set en masse kors ved vejkanten, og det er helt forståeligt. De kører som død og helvede. Bilerne er gerne fyldt til bristepunktet, og når der ikke er plads til flere inde i bilen, brugs pickupladet til de sidste mange passagerer. Bilerne er et kapitel for sig selv og bare de kan komme frem, kan alt bruges. Der er flere gamle rustbunker der kører på vejene, og lastbilerne er ikke bedre, tværtimod. Rigtig mange lastbiler kører som busser, altså med ladet stuvende fyldt med mennesker. Mange kører pirat taxa og piratbus med deres lastbiler og pickups. Faktisk er det ”offentlige trafiksystem” meget bedre udbygget her end i Europa. Der er altid et køretøj, der kører i den retning man skal, og prisen er ca. 1 dollar pr time. Turistbusserne er ren luksus med liggesæder, og prisen er stadig 1 dollar pr time. De officielle dødstal for trafikofre er ca. 1.000 personer, om måneden, i et land med 13 mio. mennesker.

Vores investering i 3 ugers kursus i spansk har været en god investering. Vi er ikke gode til spansk endnu, men vi er langt bedre til spansk end de lokale er til engelsk og der er ikke ret mange der taler andet en indiansk eller spansk.

De folk vi møder i Ecuador er rigtig flinke, de fleste er smilende og meget hjælpsomme. Desværre er her også mange der gerne vil snyde og stjæle, og man ved aldrig hvornår man kan stole på folk. De rigtige indianere er næsten alle klædt i deres klassiske klædedragter, og har forskellige farver alt efter hvilken egn de kommer fra. Mange har deres lange hestehale holdt sammen med et flot knyttet bånd. Der er meget stor forskel på hvor høje de forskellige indianer er. Dem der bor oppe i højden, og i den nordlige del af Ecuador er generelt meget små. Hvorimod tættere på kysten eller ind i junglen bliver de samme højde som os. Vi ser dog overhovedet ikke den samme højde som mange skandinaver har.

Landbruget er et helt kapitel for sig selv. Hvor vi i Australien så store marker, maskiner og der nemt kunne være flere hundrede km til nærmeste nabo er det helt anderledes her. Her er fyldt med små familiebrug, selv de stejleste bjergskråninger er beklædt med et kludetæppe af små marker. Hele familien arbejder ude i marken, hvor de hakker med små hakker, og høster ved hjælp af sejl. Det er noget at den helt anden verden. Køerne bliver håndmalket, og mælken bliver transporteret på ryggen af et æsel eller lama. Rigtig mange af disse smålandbrug og landsbyer har ingen veje. Alt transport foregår til fods og på ryggen af pakdyr.

Turen fortætter i Peru hvor det næste nyhedsbrev vil komme fra. Vi håber at dette nyhedsbrev har været interessant læsning, og du er velkommen til at besøge vores hjemmeside www.dennisbager.dk . Her kan du bl.a. læse vores rejsebeskrivelse i mere detaljeret form.

Med venlig hilsen

Familien Bager