Dette er vores sjette nyhedsbrev fra vores rejse jorden rundt og det omhandler vores tur igennem Sydøen af New Zealand.

Sydøen af New Zealand har længe stået som et af de store mål for rejsen. Her findes så fantastisk natur at det er svært at beskrive i detaljer. Den lange bjergkæde går igennem hele øen, som en rygrad der i den grad adskiller vestkystens regnskove fra østkystens tørre højsletter og turkisblå smeltevandssøer. Midt i dette ligger så nogle af verdens bedste fiskevande efter ørreder og her er nok verdens bedste muligheder for vandreture med næsten 1.000 hytter spredt rundt omkring i bjergene. Og alt dette findes indenfor et område, der kun er ca. 4 gange større end Danmark.

Vi startede rejsen på Sydøen med en dejlig sejltur dertil fra Nordøen, igennem skærgården en dejlig sommeraften lillejuleaften. Juleaften holdt vi sammen med en anden fynsk familie, som vi havde mødt tidligere på Nordøen. Det var Mette, Claus, Laura, Mads og Anders, de havde lejet en rigtig dejlig lejlighed ned til det flotte Queen Charlotte Sound. Selvom vi nok er så langt væk fra lille Danmark som man overhovedet kan komme, så havde vi en rigtig hyggelig juleaften med både hjemmelavet flæskesteg, hjemmelavet rødkål, brune kartofler, juletræ, julegaver, juleknas og selvfølgelig dans omkring juletræet (som fortsatte ud på stranden).

Turen gik ned langs østkysten da vestkysten ville blive ramt af regnvejr i perioden mellem jul og nytår. Kort før kystbyen Kaikoura fik vi for alvor set dyrelivet her. Rasmus troede først at han så et gigantisk muldyr ligge på stenene nede ved vandet. Det viste sig at være en sælkoloni med pelssæler på op til 200kg stykket. Lidt syd for Kaikoura gik vi på jagt efter fossiler. Vi fandt et sted hvor forstenede knogler fra dinosaurer mildest talt lå og flød på stranden sammen med friske knogler fra hvaler og sæler. Her var godt at samle souvenirs selvom stranden var godt bevogtet af mange store sæler, som bestemt ikke altid brød sig om at blive forstyrret i deres søvn på stenene. Disse sæler kan bevæge sig næsten ligeså hurtigt som mennesker henover stranden og deres bid er fyldt med infektioner, som er svære at komme over, så der var lidt Indiana Jones over vores fossiljagt her.

Sydøens største by ligger ca. midtvejs nede ad østkysten. I Christchurch er der et glimrende museum om de tidligste ekspeditioner til Antarktis og vi så her en af de tre Massey Ferguson traktorer som Sir Edmond Hillary brugte, dengang han i 1957 kørte det første motoriserede køretøj til Sydpolen og tværs over Antarktis.

Dennis har været på New Zealand for 17 år siden. Dengang boede han en del på en gård knap 200km syd for Christchurch, nær byen Plessant Point (navnet siger det hele, som der står på byskiltet). Nytårsaftensdag kørte vi ud for at finde gården. Dennis kunne huske adressen og nogenlunde hvordan man kom dertil. Men vejen havde skiftet navn og gården var derfor svær at finde. Dennis kørte Mary op på gårdspladsen og hoppede ud. Inden han nåede at ringe på døren kom Ian Blakemore ud, kiggede 2 sekunder på Dennis og genkendte ham straks. Gensynsglæden var stor og vi havde nogle dejlige dage på gården. Ian er med tiden blevet en berømt kartoffelavler og børnene hjalp godt til med at grave nye kartofler op, som blev solgt til restauranter i miles omkreds.

I denne del af New Zealand holder mange bønder kronhjorte frem for køer. Ian har både køer, får og kronhjorte. Han havde skåret sin bestand af kronhjorte ned fra ca. 450 dyr til omkring 100 dyr. Men en nabo og god ven har rigtig rigtig mange kronhjorte og en af de største hanner var hans kæledyr, med navnet Rambo. Denne store kronhjort lå stille og roligt i græsset medens børnene på skift sad på dens ryg og betragtede det store flotte gevir.

Efter vores besøg hos Ian satte vi kursen ind i landet, ind mod de knastørre højsletter med deres turkisblå søer og bjergene i horisonten. Lake Tekapo er den mest berømte af dem alle. Fiskestængerne blev luftet og de første ørreder blev fanget. Herfra er der ikke langt til New Zealands højeste bjerg, Mount Cook, eller Aoraki som Maorierne kalder dette flotte store bjerg. For foden af Aoraki løber den enorme Tasman gletsjer, som skulle være den største på den sydlige halvkugle (bortset fra dem på Antarktis). Mary fik lov til at tage os en tur op langs denne enorme gletsjer ad et stenet 4wd spor med gletsjerens høje sidemoræne på den ene side og de store bjerge på den anden side. Heroppe slog vi lejr et par dage, spiste vores måltider med udsigten over gletsjeren medens vi kunne høre den konstante knagen og bragen fra de tusindvis tons is når de bevægede sig ned gennem dalen. Heroppe stiftede vi også bekendtskab med verdens eneste bjergpapegøje, Kea. Denne grønlige papegøje høres tydeligt på lang afstand med sit skrig ”keeaaaa, keeaaaa”. Da den første Kea havde spottet os svævede den hurtigt hen og satte sig få meter fra os, medens den meget nysgerrigt kiggede på os og gik med sin vuggende gang hen mod os for at se hvad vi dog var for nogle skabninger. Selvfølgelig havde dens skrig fortalt de andre Kea’er i nærheden, at der nu var noget spændende at se på, og inden længe kom flere kea’er svævende til. Søde så de ud, men hvor var de dog irriterende om natten når de bed både cykelsadler og cykelstyr i stykker med deres stærke og skarpe næb, samt de elskede at rutsje ned ad Mary’s hævetag, så vi slet ikke kunne få nattero.

Vejret i bjergene skifter hurtigt og efter et par dage med flot solskin kom regnen væltende indover og vi kørte ud til østkysten igen og fortsatte videre sydpå. Først til byen Omaru, der er kendt for sine mange flotte kridhvide bygninger i en blanding af kolonistil og søljer fra det gamle Grækenland. Her er der også to pingvinkolonier, en for den blåøjede pingvin en for den guløjede pingvin. Disse pingviner blev selvfølgelig betragtet på nær hold. Næste stop var Mouraki Boulders, en samling store runde sten midt på en sandstrand. Disse sten indeholder hver en eller flere forsteninger, men flotte og interessante er de. Videre til universitetsbyen, Duniden med verdens stejleste gade. Tæt herpå ligger verdens eneste fastlandskoloni af Kongealbatrosser. Flot er det at se disse kæmpe fugles elegante glideflugt i luften, medens deres landinger er direkte morsomme at se på. I et observatorium kunne vi på tæt hold se Albatrosserne på deres reder.

Tæt på det sydligste punkt af Sydøen ligger der en forstenet skov ude på stranden. Ved lavvande ligger de gamle træstammer nærmest og flyder hulter til bulter imellem hinanden i vandkanten. Et fantastisk syn. Denne skov er blevet dækket af aske fra et vulkanudbrud for ca. 180mio år siden og træerne er rigtig godt bevaret. På dette sted er der desuden en pingvinkoloni og et par søløver ligger også og soler sig imellem de forstenede træstammer medens at delfinerne svømmer rundt ude i havet.

Vi kører videre til New Zealands sydligste by, Invercargil. Der er der et terrarium til bevarelse af et meget besynderligt dyr fra fortiden. Turatara er navnet. Den ligner ved første øjekast en leguan på knap ½ meter fra snude til halespids, men er den sidste gren af en dyreart, som har levet på jorden i over 250mio år. Den har flere specielle træk, først og fremmest så har dette dyr 3 øjne. Det tredje øje sidder midt i panden og ingen ved hvad det bruges til. Et andet specielt træk er at dens æg ligger i en rede begravet i jorden i ca. 200 dage før de klækkes, det er det længste tid noget dyr har æg til at ligge i jorden. Vi var så heldige at være der lige akkurat på dagen hvor et kuld æg klækkedes.

Nu var vi efterhånden kommet så langt vestpå at vi mødte bjergene igen. Vi forlod kysten og kørte nordpå op langs foden af bjergene. Kort før byen Te Anau slog vi lejr tæt ved en flod og fiskede ørreder og nyd den flotte udsigt til bjergene. Når der ikke blev fisket blev der lavet køller af sten og grene. Fisk var der nok af, men de ville ikke altid bide på. Turen fortsatte nordpå langs med den største nationalpark i New Zealand, Fjordland nationalpark. Navnet siger næsten sig selv med den ene flotte fjord efter den anden imellem stejle bjerge beklædt med regnskov og sne på toppen. Den flotteste af disse fjorde hedder Milford.

Milford Sound er nok en af verdens flotteste fjorde med sine lodrette klippevægge og skovklædte bjergsider og opleves bedst fra båd. Vi sejlede en tur fra bunden af fjorden ud til det åbne hav. På vejen derud så vi tydeligt de lodrette klippevægge gå næsten 1.000m lodret op. Det bedste vejr at opleve Milford er selvfølgelig i solskin og meget gerne lige efter en af de ca. 200 årlige regnvejrsdage, for så er der vand i rigtig mange vandfald. Skipper sejlede båden helt ind til klippevæggen og de modigste stod helt henne i stævnen og fik et koldt styrtebad.

I fjordlandets flotte bjerge, dybe dale og tætte regnskove gik vi flere mindre vandreture og så flotte; vandfald, bjerge, dale og søer.

Turen fortsatte herfra til Queenstown, som er New Zealands ubestridte hovedstad for friluftsaktiviteter i alle mulige afskygninger og prisklasser. Mange kommer hertil for at; springe i faldskærm, bungyjump, sejle i jetbåd, rafte og meget meget mere. Ens feriebudget får hurtigt ben at gå på for de fleste turister. Flot er her som byen ligger ved en stor sø med flotte bjerge hele vejen rundt i horisonten. Vi brugte byen som base for ture og ekspeditioner ud i de omkringliggende bjerge.

Første ekspedition er en 5 dages vandretur ude i bjergene. Rasmus er helt vild med grønsten og selvfølgelig vælger vi derfor en vandretur der bl.a. går igennem Greenstone Valley. Selve vandreturen er i alt på ca. 60km og vi går fra hytte til hytte og med krydsning af et bjergpas ca. midtvejs. Vi skal selv bære alle forsyninger med ind. Det eneste her er, er hytterne vi kan overnatte i. Et godt system af rigtig mange jagthytter og vandrehytter gør bjergene i New Zealand til et eventyr for vandrere. Desuden kan man købe et pas til stort set alle hytterne for under 200kr og det gælder i 6 måneder. I disse hytter mødes alverdens vandrere, jægere og lystfiskere og udveksler diverse erfaringer og gode løgnehistorier. De heldige lystfiskere fanger altid flere ørreder end de selv kan spise, og mange hyttegæster er blevet tilbudt friskfanget stegt ørred, som smager himmelsk.

Livet på vandreturene og i hytterne er hårdt slid med en tung rygsæk, men også ren nydelse for krop og sjæl med utallige flotte naturscenerier. Man føler sig hurtigt hensat til forgangne tider og drømmer om at bo i en lille hyggelig pælsjægerhytte. En sådan fandt vi, en rigtig perle med akkurat plads til 3 overnattende. Alt nødvendigt udstyr som potter og pander m.m. er der også her og især børnene nød den specielle stemning og atmosfære i hytten.

Næste vandretur var den berømte Routeburn rute. Denne er en af de mest ”befærdede” vandretur i New Zealand. Vejret var ikke rigtig med os på denne tur, samt at Dennis havde forvredet sit ene ledbånd i foden på sidste vandretur. Så turen endte med at blive to nætter i en hytte oppe ved trægrænsen i tæt tåge. Men så blev der til gengæld også spillet mange slag Vest og drukket varm kakao foran pejsen.

For at Dennis kunne komme sig over sit dårlige ledbånd kørte vi herefter til Paradis og slog lejr et par dage ved Lake Diamond. Disse to lokaliteter ligger i nærheden af den flotte dal, som i filmen ”Ringenes Herre” satte rammen om ”Middelearth”. Skal det nævnes at der også blev fisket ørreder i Lake Diamond?

Næste ekspedition gik op til den legendariske gamle guldgraverby ved Skippers Canyon. Skippers Canyon er en rigtig dyb slugt med en brusende flod i bunden. Vejen derud er en gammel grusvej lavet af guldgraverne og er bestemt ikke for tøsedrenge. Flere steder var der kun lige akkurat plads til Mary mellem den lodrette klippevæg på den ene side af vejen og afgrunden på den anden side. Da vi kom til en over 100 år gammel hængebro af træ og med den brusende flod mere end 90m under os vælger vi ikke at køre længere. Vi slår lejr nede ved floden og pander guld i nogle dage. Alle pander guld og alle finder guld. Herude opdager vi at vi ligger på en anden berømt filmscene fra ”Ringenes Herre”.

Nu er vi efterhånden mætte af naturoplevelser og kører en tur tilbage til Ian Blakemore og bor ved ham i nogle dage. Medens vi bor her brækker der det største isbjerg af Tasman gletsjeren nogensinde En ordentlig moppedreng på 250m gange 250m og 80m højt ligger nu og flyder rundt i søen foran gletsjeren. Dette skal vi selvfølgelig op og se. Ian har en god kunde for sine kartofler på en restaurant deroppe, så Mary læsses med dyrebare økologiske kartofler til restauranten ”the old mountaineer”.

Efter at have set det store isbjerg og afleveret kartoflerne kører vi lidt nordpå mod Arthurs Pas og krydser over bjergene til vestkysten. Herovre er der stadig meget guld og livet foregår i et helt andet tempo. Man føler sig nærmest hensat til tiden midt i 1800 tallet hvor guldfeberen rasede. Vi slår lejr ved lille flod og graver guld i næsten en uge. Børnene er helt vilde med at vaske guld i floden og de elsker desuden eventyret i at vandre op igennem elven i sandalerne for at finde lige det helt rigtige sted at vaske guld. Herude på vestkysten er der også flere steder muligt at finde den dyrebare grønsten. Denne sten var meget værdsat af Maorierne da den var hård som stål. Den kan både bruges til redskaber og til de flotteste smykker. På en strand finder vi rigtig mange grønsten (tror vi nok).

Turen fortsætter ned langs vestkysten igennem flotte regnskove med bjergene bagved. Her er to gletsjere, der løber helt ned i den subtropiske regnskov og disse floder af is løber med op til 5m i døgnet. Vi tog her en tur i helikopter op over gletsjerne, op omkring Aoraki, New Zealands største bjerg og landede på sneen heroppe. Vestkysten er speciel, og her regner næsten konstant så vi fortsatte sydpå for at krydse over bjergene igen ved det flotteste pas, Haast Pas.

Lige inden vi forlader vestkysten for at krydse op i bjergene skal der selvfølgelig tankes brændstof og købes forsyninger samt tjekkes e-mails ved eneste købmand indenfor de næste mange hundrede km. Medens vi sidder her og læser mails kommer der pludselig nogle danskere og spørger om vi er familien Bager. Sikke en glædelig overraskelse det er at møde Inga, Verner og Pia herude midt i ødemarken. Inga er fætter til Birgittes far.

Vi kommer igennem det utrolig flotte bjergpas med flot solskinsvejr. Det er nu blevet tid for flere vandreture og Dennis kender nogle flotte dale her i området mellem Haast Pas og byen Wannaka. I stedet for at vandre i dagevis med tung oppakning og være nødt til at krydse smeltevandsfloder, flyver vi ind til Sibirien dalen med en lille propelflyver. Herinde bruger vi hytten som base i 3 nætter for vandreture op til flotte søer m.m. Vejret er meget skiftende herinde og veksler mellem flot solskin og tunge regnskyer. Men hvor er det dog dejligt med en varm hytte og ild i pejsen medens regnen pisker ned.

Næste vandretur foregår vest for byen Wannaka. Her ligger en af New Zealands flotteste dale, Matukituki. Herinde ligger den legendariske Aspiring Hut, som vi vælger at bruge som base i 3 nætter. Dennis får den glimrende ide at cykle ind til hytten i stedet for at vandre. Vi sætter af sted sent på eftermiddagen, da der kun er 8km cykeltur af en markvej op igennem en flad dal til hytten. Det kan vi sagtens nå inden solnedgang, mener han. Men det var nok noget af det dummeste at Dennis har fået os med på indtil videre. For det første er det svært at cykle med en tung rygsæk på ryggen. For det andet var det alt andet end en jævn markvej op igennem en flad dal. Turen endte med at tage over dobbelt så lang tid som at gå og inden vi fik set os om havde nattens mørke omringet os. Det tog dog ikke modet fra Dennis, som havde været her før og vidste at vi bare skulle holde floden på højre hånd og bjergene på venstre hånd, så skulle vi nok komme frem til hytten. Månen gik ned og vi havde den flotteste vandretur med de sneklædte bjerge som silhuet og det ene flotte stjerneskud efter det andet. Det er en nat alle vil huske. Vi fandt sikkert hytten og listede os stille ind, da alle andre lå og sov.

Næste morgen stod vi tidligt op da vi havde sovet i fællesrummet og derved blev vækket af de andre vandrere. Stor var deres forundring da de så at det var en børnefamilie, der var ankommet kort før midnat. Det endte med at vi blev interviewet af en amerikansk bjergforening. Nå, men vejret var strålende solskin og vi satte af sted fra hytten op igennem skoven op til trægrænsen og holdt frokost med en fantastisk udsigt over Matukituki dalen. Herfra kunne vi se over 15 forskellige gletsjere på bjergene omkring os. Dagen efter blev det til endnu en vandretur, denne gang op igennem dalen hvor vi blandt andet så flere flotte vandfald.

Nu var det efterhånden blevet omkring den tid at Birgitte og Dennis har været gift i 12½ år. Kobberbrylluppet skulle stå i Queenstown og bl.a. fejres med en jetbådtur i Skippers Canyon. En jetbåd er en lokal opfindelse som mest af alt kan sammenlignes med en kombineret speedbåd og en racerbil. Disse både kan sejle med 85km/t og på kun 6-7cm vand. De er desuden i stand til at dreje 360 grader nærmest på en tallerken uanset hastigheden. Behøves vi at sige at det var en fed tur.

Tiden begynder efterhånden at nærme sig afslutningen på Sydøen. Forinden er vi lige omkring vores gode ven Ian Blakemore endnu engang da der nok går mange år inden vi ses igen. Den sidste uges tid på Sydøen bruger vi i den nordlige del øen. Her er der mange flotte kyststrækninger og store skovområder. Heroppe går vi mange mindre vandreture. Bla. på Abel Tasman, Harewoods Hole, Heaphy Track, Queen Charlotte Track m.m. De er hver især flotte og har alle deres eget særpræg. Vi forlader Sydøen en dejlig solskinsdag og har igen en flot sejltur igennem skærgården i Queen Charlotte Sound.

Turen fortætter på Nordøen af New Zealand, hvor det næste nyhedsbrev vil komme fra. Vi håber at dette nyhedsbrev har været intersessant læsning, og du er velkommen til at besøge vores hjemmeside www.dennisbager.dk . Her kan du bl.a. læse vores rejsebeskrivelse i mere detaljeret form.

Med venlig hilsen

Familien Bager