| Nyhedsbrev for Nord Australien
         
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|

Dette er vores 3. nyhedsbrev fra vores rejse jorden rundt. Det omhandler vores tur igennem den enorme og næsten mennesketomme delstat, Nord Territoriet, i Australien.

Nord Territoriet rummer nogle af Australiens mest markante naturfænomener og mest kendte landskaber, samtidig med at kontrasterne virkelig trækkes op her. Den største og mest iøjnefaldende kontrast omhandler vand. Vand i rigelige mængder og den totale mangel på vand.

Vi kom ind i delstaten en sen eftermiddag fra den nordlige del af Vest Australien og finder ud af at her er alting større: Roadtrainene er længere, de må være helt op til 54,5m lange og har lov til at køre 130km/t på landevejene og grusvejene. Krokodillerne er også større, her lever verdens største og farligste krybdyr, saltvandskrokodillerne som bliver over 6m lange og kan løbe over 50km/t oppe på land, og så spiser de meget gerne mennesker.

Vores første mål var nationalparkerne omkring delstatshovedstaden Darwin. Vi besøgte først Litchfield National Park. Her så vi de største termitboer vi endnu har set. 3-4m høje og flade som gravstene. De er orienteret nordsyd for minimal solbestråling og står ofte med kun 10m imellem hver, så det ligner en kæmpe kirkegård. For at komme ind i de bedste områder af denne park måtte vi køre ad diverse krævende 4wd veje og krydse flere vandløb. Normalt vader Dennis eller Magnus igennem vandet før vi kører igennem, men med saltvandskrokodillerne levende overalt i både fersk og saltvand, så blev denne sikkerhed droppet. Mary var i så dybt vand at gulvet inde i hende flere gange blev totalt oversvømmet, det sker ved ca. 70-80cm dybt vand. I denne park var der mange flotte vandfald og under et vandfald er der altid en god pool at svømme i. Nogle af disse pools var heldigvis fri for krokodiller og vi fik mange herlige svømmeture her.

Næste stop er delstatens hovedby, Darwin. Her bor over halvdelen af delstatens 200.000 indbyggere og herved er befolkningstætheden i resten af Nord Territoriet nede på 0,06 mennesker/km2, hvilket er næsten lige så lavt som Grønlands 0,03. Men i modsætning hertil, så er her enormt varmt. I Darwin møder vi Grant, der bor sammen med danskeren Trine og deres barn Noah. Vi bor ved dem et par gange. De bor i et typisk hus for Darwin, der udefra ligner et blikskur, men er som et almindeligt hus indvendigt. Alle bor i blik da det ikke bliver ædt af termitterne. Det er også i Darwin at vi oplever swimmingpools der er for varme at være i.

Fra Darwin drager vi ud i den berømte Kakadu Nationalpark, hvor filmen Crocodile Dundee er optaget. Vi forventer de store naturoplevelser herude, men bliver slemt skuffede. Det er tørtid og alt er udtørret og knastørt. Enkelte steder er der stadig vand, og her er naturen til gengæld overvældende med utallige fugle i alle størrelser og farver. Og selvfølgelig utallige af de store krokodiller. Vi husker alle den første store krokodille vi ser, men ingen kan huske hvor mange hundrede vi har set sidenhen. På en bådtur ser vi disse 5-6m store krokodiller springe over 2m op af vandet efter en luns kød på en fiskestang. På en anden bådtur ser vi to krokodiller parre sig. Inden vi forlader Kakadu Nationalpark ser vi en film om regntiden her i området. Når det regner her, så regner det i flere måneder og alt oversvømmes for en stund og naturen forvandles totalt til fra tørke til et mylder af liv.

Nu går turen sydpå til Alice Springs og Ayers Rock. Denne tur går igennem ørkener hvor der er intet vand. Vi er nu i det knaldrøde og knastørre centre af dette kæmpe kontinent. Her regner det sjældent og der er rødt sand overalt. Inden vi kommer ud til Ayers Rock er vi bl.a. forbi verdens ældste vandløb, Finke, der har løbet samme sted i over 200mio år. Ved dette vandløb har to forhistoriske arter af palmer overlevet uforandret siden dengang området var dækket af regnskov for over 100mio år siden. Dette har kunnet lade sig gøre på grund af særlige naturforhold her i denne varme og knastørre ørken. Vi kommer også forbi et forhistorisk meteorkrater, på ca. 25km i diameter samt flotte sandstenskløfter som Kings Canyon.

Herude i ørkenen lever der dog alligevel en hel del store dyr. I hvert fald at dømme ud fra mængden af påkørte døde dyr langs vejene. Intet sted på vores tur igennem Australien har vi set så mange døde kænguruer, køer, heste, æsler og dromedarer ligge langs vejkanten. Ingen fjerner dem, så de ligger og lugter fælt medens fluerne tager for sig af retterne. Legen ”gæt en lort” blev døbt om til ”gæt en lugt”, men det er umuligt at lugte forskel på en død ko, en død dromedar eller en død hest.

Sidste stop er den verdensberømte store røde sten her midt inde i Australien, Ayers Rock, der hæver sig ca. 350m i forhold til det flade landskab omkring sig. Det er en kæmpe oplevelse at se denne enormt store sten. Børnene er dog skuffede da de lynhurtigt opdager at det ”bare” er en sandsten, og en sandsten består jo af millioner af sandkorn, aflejret for mange millioner af år siden, så det er jo ikke en rigtig sten. Vi kan ikke komme op at klatre på Ayers Rock på grund af blæst, men til gengæld cykler vi en tur rundt om den, hvilket var dejligt frem for at gå i den stegende hede.

Ca. 45km vest for Ayers Rock ligger de ligeså flotte The Olgas, der engang har været en endnu større sandsten. Den er nu eroderet ned til 36 ”mindre enkeltbjerge” med flotte dybe slugter ind imellem sig. Herinde ser vi de store klippeblokke der er blandet med i denne sandsten og det er tydeligt at se at her engang har været en kæmpe bjergkæde lige ved siden af. Denne bjergkæde menes at have været større end Himalaya og er i dag er helt forsvundet.

Her ved Ayers Rock ændrer vi vores videre plan radikalt da vi får en mail fra Adelaide. Oprindelig ville vi køre østpå til Queensland og helt droppe det sydlige Australien. Men Mary har gjort nykker og trænger til lidt kærlig behandling og når vi så får en invitation fra en dansk mekaniker i Adelaide, der selv kører en syncro, så kører vi gerne over 1.500km for at komme til mekanikeren.

Hvordan det ender kan du læse i vores næste nyhedsbrev, der omhandler vores tur igennem det sydlige og østlige Australien.

Vi håber at dette nyhedsbrev har været interessant læsning og du er velkommen til at besøge vores hjemmeside www.dennisbager.dk. Her kan du bl.a. læse vores dagbog i mere detaljeret form.

Med venlig hilsen

Familien Bager

Road train med 4 vogne.

Teramitbo ved Litchfield National Park
Vandløb med fare for saltvandskrokodiller
En hoppene krokodille
Vel fremme ved Ayers Rock
Familien er samlet ved The Olgas