Dette er vores andet nyhedsbrev fra vores rejse jorden rundt og det omhandler vores tur igennem det øde Vest Australien.

Vi ankom til Perth en kold, blæsende og regnfuld dag i slutningen af juli. Det føltes ekstra koldt da vi lige havde opholdt os en måneds tid i det tropiske Malaysia og Singapore. Det store tema i Perth var at få fat i Mary og komme af sted nordpå til et varmere klima. Skibet med containeren var desværre forsinket 3 dage og dertil kom diverse dages venten med at få containeren losset af skibet, fragtet ud af havneområdet og få ordnet diverse obligatoriske tolddokumenter og karantænetjek m.m. Alt gik dog ret smertefrit i forhold til mange af de rygter vi havde hørt om fra andre rejsende og Mary var frisk som en kat da hun først fik lov til at spadsere nordpå med os.

Vest Australien er et meget anderledes landskab end vi er vant til hjemmefra. Først og fremmest er her plads, rigtig meget plads og rigtig store afstande imellem alting. Delstaten dækker ca. halvdelen af Europa og her bor 1,7mio mennesker hvoraf 1,4mio bor i Perth. Så i samme øjeblik vi forlod Perth var der virkelig mennesketomt og store øde strækninger. Disse store øde strækninger er på en gang både utrolig storslåede og utrolig skuffende. Det er muligt at køre i ugevis ude i outbacken uden at møde ret mange mennesker. På den anden side er det utrolig skuffende at køre den ene dag efter den anden uden at naturen ændrer sig. Vi har set rigtig rigtig meget bush herude. Stort set alle overnatninger er foregået i guds frie natur, hvor vi laver mad over bål og nyder en fantastisk storslået stjernehimmel inden vi går til køjs i Mary. Herude bruger vi ikke ur, vi står op ved solopgang og spiser aftensmad ved solnedgang og går i seng når vi er trætte.

Vores rute var lagt således at vi kørte efter de forskellige nationalparker på vores vej op langs vestkysten, og så her den ene flotte oase af lokalt specielt natur efter den anden. Landskabet her er skabt for rigtig mange millioner år siden og nogle af jordens ældste klipper og sten findes her. Vi har således set forstenede fodspor af de første dyr, der bevægede sig på land, for ca. 480mio år siden samt set forstenet sandbund i samme alder. Vi har set stomatolitter, der er den ældste forekommende livsform på jorden, og som man i mange år troede var uddød for ca. 2.000mio år siden. Disse bakterier har været på jorden i 3.500mio år og findes kun i meget få beskyttede lommer rundt omkring i verden. Vi har set mange hvaler fra kysten og vi har set delfiner komme helt ind til vandkanten for at blive håndfodret af børnene. Vi har været på fisketure på de enorme og øde strande her og har bl.a. fanget hajer direkte fra stranden.

Vores rute gik op langs vestkysten indtil vi nåede det store koralrev Ningaloo Reef ved byen Exmouth. Herfra kørte vi ind i landet til minebyerne Tom Pierce og Newman. I Tom Pice mødtes vi med Gitte og Palle, et ægtepar fra Brenderup, der er på rejse i deres Land Rover ved navnet, Barske Berta (se www.barskeberta.dk). De havde været flinke med informationer til os i planlægningen af rejsen og vi havde en reservedel med til deres Land Rover. Bedst som vi sidder og nyder aftensmaden sammen med Gitte og Palle, kommer der en familie på fire fra Hårby forbi, som vi sidenhen mødes med flere gange og slår følgeskab med.

I minebyen Newman er vi inde og se verdens største åbne mine, et kæmpestort hul i jorden og med noget af verdens rigeste jernmalm. Herfra går turen videre mod nord ad diverse jordveje til perlefiskerbyen Broome, hvor vi holder et længere hvil, pga. sygdom blandt familiemedlemmerne. Friske drager vi videre gennem den store sandørken ind gennem bjergområdet, Kimberley, som dog ikke var den store forventede naturoplevelse, bortset fra at vi her stiftede bekendtskab med de første ferskvandskrokodiller. De spiser ikke mennesker, men de er store nok til at gøre selv de sejeste mennesker bange når de jager nærgående turister væk fra deres territorier. Vi så Wolf Creek meteorkrater, det 2. største i verden, og mærkede virkelig hvor varmt det kan være her på kanten af ørkenen.

Turens højdepunkt i Vest Australien finder vi for enden af en 55km lang, snoet og meget humpet 4wd vej. Purnululu Nationalparken og bjergkæden Bungle Bungle. Dette regnes for værende noget af Australiens flotteste natur, hvilket vi er helt enige i. Gamle sandstensaflejringer fra Devoniatiden for 360mio år siden, som i dag er gennemskåret af slugter og kløfter af en sådan karakter at det er helt ubeskriveligt. Den ene kløft var stort set ikke bredere end at en person kunne gå ind i den, og alligevel er der omkring 200m op til overfladen. Og ikke nok med det, men sandstensklippen består af det fineste kridhvide strandsand, som det er muligt at pille ud med fingrene. Alt dette er selvfølgelig dækket af et beskyttende lag rød jernoxid. En del af Bungle Bungle er eroderet på en sådan måde at der står den ene røde og sortstribede top ved siden af den anden i et forunderligt fremmedartet landskab.

I Vest Australien er der vandmangel overalt, og alt drikkevand smager af klor. Overalt er der tørt, støvet og sandet, så det var en ren fornøjelse at komme til den store opdæmmede Ord flod og pludselig have oceaner af frisk ferskvand man kan svømme i og drikke af medens man svømmer. At vandet tillige er dejligt varmt gør det kun endnu bedre. Det er først når man har levet i ørkenen i ugevis at man for alvor erkender glæden og rigdommen ved at kunne bade i det lækreste ferskvand. Alle i familien ved nu at adgang til drikkevand er guld værd og en resurse vi skal værdsætte og passe på.

Mary har passet godt på os alle undervejs og har trofast fragtet os derhen hvor vi ville. Hun har også været udsat for en del, men det værste er nok alle de km på ”corrogated roads”. Det er en vejtype vi overhovedet ikke kender til i Danmark, men som bruges rigtig meget herude i outbacken. Det er kort og godt en bred grusvej, der bliver jævnet et par gange om året. I mellemtiden dannes der millioner af tværgående revler på vejen, som gør at man enten kører max 20km/t eller også sætter man farten op til 70-100km/t og nærmest rider hen over alle toppene. Vi gør det sidste, det er sjovt, men hold fast hvor det larmer og alt ryster. Det larmer så meget at ingen snakker sammen undervejs og alle ånder lettet op når vi kommer til asfaltvej. Der er således også rystet et par skruer løs her og der. Nogen gange gør det ikke noget, men andre gange har Mary tabt vitale dele herved, som f.eks. da den ene støddæmper faldt af og bankede hul i en brændstofslange. Vi har kørt over 1.800km ad disse veje.

Turen fortsætte ind i det Nordlige Australien, hvor næste nyhedsbrev vil være fra.

Vi håber at dette nyhedsbrev har været interessant læsning og du er velkommen til at besøge vores hjemmeside www.dennisbager.dk. Her kan du bl.a. læse vores rejsebeskrivelse i mere detaljeret form.

Med venlig hilsen

Familien Bager