Dette er vores femte og sidste nyhedsbrev fra ”rejsen ud i det blå”. Heri kan du læse om to ting: Først vores få dage på Ko Tao og de sidste 2 uger på Ko Samet inden hjemrejsen til Danmark. Herefter om hvordan det er at komme hjem til hverdagen igen, og hvad vi som familie har fået ud af at rive 5 måneder ud af kalenderen for at rejse sammen.

Efter vores eventyrlige tur i Myanmar tog vi ned til den sydøstlige del af Thailand, her ville vi tilbringe de sidste uger på Ko Tao. Denne ø er meget kendt for sine flotte dykkersteder, og vi havde desuden fået den anbefalet af flere rejsende. Ko Tao var desværre lidt af en skuffelse. Dykkerstederne var fine og vandet meget klart når man kom et stykke ud. Men der var ingen strande med det dejlige koralsand, som vi så godt kan lide. Rasmus og Frederikke foretrækker at lege på stranden så derfor betyder det meget for vores valg af pladser at der er en god strand. Dette fandt vi ikke på Ko Tao. Her var stranden enten mudret eller kunstig med skærver. Efter få dage valgte vi at forlade øen og drage til Ko Samet, øen med strande af knust koral, lige det vi søgte. Desværre var vandet ikke så klart at snorkle i på Ko Samet, men man kan ikke altid få alt. Ko Samet har desuden den fordel at det kun tager et par timer i taxa, så er man i Bangkok, hvorfra vi flyver hjem. Børnene var glade for at komme tilbage til Ko Samet og der blev leget i sandet og i vandet dagen lang. Så vores rejse startede og sluttede med to uger på Ko Samet.

Hvordan har det så været at rejse så lang tid med 3 børn? Dette spørgsmål er vi tit blevet stillet, både før vi tog afsted, undervejs og efter vi kom hjem. Svaret må helt klart være at det er nemt Børnene følger med i tykt og tyndt og de tager hver dag som en ny oplevelse og de nyder det. Det er selvfølgelig ikke som at rejse alene eller som et par. Det er anderledes og der er andre hensyn at tage. Tempoet er nødt til at være lidt langsommere og det er vigtigt at være samme sted flere dage i træk, således at børnene kan nå at tage stedet til sig. Undervejs er det også vigtigt hele tiden at have lidt proviant med, for når børn først bliver sultne, vil de have noget mad her og nu. Desuden er kravene til boligen ofte lidt højere end ellers. F.eks. har vi undgået alle de steder med fest og farver, og søgt mere rolige steder. Hvilket vi bestemt ikke har lidt under.

At rejse med børn sætter også oplevelserne i et andet perspektiv. Børn er nysgerrige af natur og vil gerne høre om det de ser. Desuden lægger de mærke til helt andre ting end voksne, så vi har bestemt også fået noget ud af at have børnene med. I Vietnam rejste vi på et tidspunkt igennem et bjerglandskab ude i havet, som virkelig inspirerede børnenes fantasi, det var et rigtigt ”sørøver” område. Så her blev der fortalt mange sørøverhistorier ude på stævnen af de træskibe vi sejlede med. Det var også en god anledning til historieundervisning om både vikingerne, tiden for de store opdagelsesrejser og sørøverne. Og børnene, ja de slugte hvert et ord, og ville hele tiden høre mere.

Magnus, som er den store, er virkelig blevet stor. Han tager ansvar og hjælper til så hverdagen kan fungere. Han har en fantastisk hukommelse, og kan fortælle historier igen og igen. Desuden er Magnus rigtig god til engelsk. Han kan forstå en masse ord og sætninger, og den sidste måned blev der rigtig lukket op for det talte sprog. Han er godt klar over at han er nød til at få det lært, således at han kan kommunikere med andre. Mht. skole har det til tider været umuligt for ham at koncentrerer sig om lektierne. Men det er jo helt forståeligt, f.eks. når man sidder på verandaen under kokospalmerne og har den dejligste udsigt ud over det turkisblå hav med de hvideste sandstrande, ja så vil han hellere ned og lege. Magnus kan svømme i åbent hav, og har han først snorkeludstyret på, så svømmer han som en fisk i vandet. Desuden elsker han at springe i vandet fra sin fars skuldre.

Rasmus har virkelig udviklet sig. Selvtilliden har i den grad fået et løft, især når han som den eneste evnede at finde vej igennem junglens mørke og fører familien sikkert hjem. Rasmus har desuden en sans for detaljer. Han kan huske små finesser, former og farver på de ting vi ser. Han er god til at huske hvad vi har set hvor. Han har været god til at kunne beskæftige sig med det få legetøj vi har haft med. F.eks. har han daglig bygget nye ting af sine 12 legoklodser. Desuden har han været god til at finde på ny lege, med det materiale der var i nærheden, især pinde. Hans fantasi har virkelig fået frit spil på vores tur. Rasmus er blevet god til engelsk. Han forstår en masse, og vil gerne anvende den nye viden. Rasmus svømmer også som en fisk i vandet med sit snorkeludstyr på. Desuden elsker han at springe i vandet fra sin fars skuldre.

Frederikke er naturligvis også blevet større. Hun følger med Magnus og Rasmus så god hun kan. Hun var ikke bange for at tage kontakt med andre, og få dem til at le sammen med hende, både voksne og børn. Hun er god til at sætte sig selv i centrum. Mange på vores vej ville give hende et kram, men det var ikke alle der fik lov. Hun havde sin egen mening om, hvad hun ville være med til. Frederikke har øre for sprog, hun har været hurtig til at prøve at tale med alle. Hun talte på dansk, og forventede selvfølgelig at alle naturligvis kunne forstå hvad hun fortalte. Frederikke har lært meget og er blevet rigtig god til engelsk.

Hvad har været godt og hvad har været skidt? Det allerbedste har været at vi har været sammen døgnet rundt og at vi har haft noget at være sammen om. Det har bundet os sammen i en grad vi ikke havde forventet. Vi har oplevet meget sammen som vi kan snakke om i mange år fremover. Vi har nydt børnene og børnene har nydt os. Som forældre er det altid dejligt at se hvor gode ens børn bliver til at lege sammen (de havde ofte ikke andre alternativer). Vi har også fulgt børnenes udvikling og kan virkelig se at de hviler i sig selv.

Af negative ting er der ikke det store, det meste har vi allerede glemt og resten er til at overkomme.

Vi har haft savnet familien, og da oldemor virkelige var dødssyg, var det ikke sjovt at være på den anden side af jorden, hvor man hverken kan gøre fra eller til. Magnus har lidt mest af hjemve og savnede sine venner. Han vidste dog også at det var prisen for sådan en lang rejse.

Hvad har vi lært? Vi har lært at vi skal passe på hinanden, og tage livet med ro samt at nyde livet nu og her. Magnus, Rasmus og Frederikke har desuden fundet ud af hvor vigtigt det er at lære at læse og skrive, regne og at kunne tale fremmedsprog. Altså at få sig en god uddannelse. Det har de især lært af at se fattigdom og slum. Desuden har vi lært hvor få ting man kan klare sig med i hverdagen. Det er en vild luksus vi lever i herhjemme i forhold til vores to rygsække. 8kg tøj til 5 personer gik fint, lige med undtagelse af en god jakke, som det ikke var til at opdrive derude, da vi manglede det.

Vi har lært at se de små ting i hverdagen og sætte pris på at være sammen. At sætte pris på det vi har, og glæde sig over det. At være sammen med hinanden er det der har talt allermest og nyde hinandens selskab. Børnene har virkeligt nyt at være sammen som en familie.

Nu, 1 måned efter hjemkomsten, er hverdagen ved at forme sig igen. Magnus er startet i skole og Rasmus og Frederikke i skovbørnehave. Det var overvældende at se hvor savnet de var af deres kammerater. Det var tydeligt at de ikke var glemt, men husket daglig. Dennis og Birgitte er begge tilbage i deres job og travle hverdag. Når hverdagen virkelig bliver travl og stresset mærker vi tydeligt at vi traf det rigtige valg i at rejse ud med børnene. Magnus, Rasmus og Frederikke spørger ofte om ikke vi vil spare samme til endnu en tur. De vil virkelig gerne afsted igen.

Vi er ofte blevet spurt, om vi kunne finde på at rive ½ år ud af kalenderen igen. Svaret må være ja. Men det skal lige siges at en sådan tur naturligvis ikke er gratis, heldigvis har orlovsydelsen betalt for alt undervejs, børnepengene har betalt for huset derhjemme og flybilletten måtte vi spare sammen til.

Vi håber at dette sidste nyhedsbrev har været ligeså interessant læsning at læse om de andre. Der kommer ikke flere dagbøger og nyhedsbreve for denne gang. Tak for alle de mail og opmuntringer vi har fået under vores 5 måneder tur i asien.

Med venlig hilsen

Familien Bager

Magnus, Rasmus, Frederikke, Dennis og Birgitte.