Myanmar - det tidligere Burma - er beliggende mellem den tibetanske højslette og den malayiske halvø. Det er omkranset af bjerge mod øst, vest og nord. Dets centrale dalstrøg gennemkrydses af floderne Irrawady, Sittang og Salween. I dette område findes de bedste landbrugsjorde, hvor der dyrkes ris, og det er også her, størstedelen af befolkningen lever. Klimaet er tropisk med monsunregn mellem maj og oktober. En betydelig del af vegetationen er regnskov, men to-tredjedele af landets regnskove er hidtil faldet som følge af afskovning.

Folket: Burmesere (69%); shan (8,5%); karen (6,2%); Rakhine (4,5%); mon (2,4%); chin (2,2%); kachin (1,4%).

Religion: Buddhister (89,1%), kristne (4,9%), muslimer (3,8%); andre (2,2%).

Sprog: Burmesisk (officielt) samt hver af de etniske gruppers egne sprog

Politiske partier: Politiske partier og disses aktiviteter er generelt forbudte. Den nationale liga for Demokrati (NLD); Shan nationens liga for Demokrati; Arakan ligaen for Demokrati; Nationale Enhedsparti (NUP, Taingyintha Silonenyinyutye) dannet af militæret før valget i 1990. Burmas Nationale Koalitionsregering består af de partier, der vandt valget i 1990 med NLD i spidsen. Den eksisterer som regering i eksil og som landets vigtigste oppositionsbevægelse.

Sociale organisationer: Hele Burmas demokratiske Studenterføderation; Hele Burmas sammenslutning af unge Munke; Burmas faglige Føderation (FTUB) dannet i 1991; Føderationen af Fagforeninger - Kawthoolei (FTUK) dannet i 1998 af Karen Lærerorganisationen, Karen Sundhedsarbejderorganisationen og Karen Bondeorganisationen.

Officielt navn: Pyeidaungzu Myanma Naingngandaw

Hovedstad: Rangoon (Yangôn), 4.101.000 indb. (1999).

Andre vigtige byer: Mandalay, 1.037.300 indb.; Mawlamyine, 360.400 indb.; Pegu, 223.700 indb.; Akyab, 161.200 indb. (2000).

Regering: Than Shwe, præsident, stats- og regeringschef siden april 1992. Parlamentet har siden 1988 været opløst.

Nationaldag: 4. januar (Uafhængighed, 1948)

Væbnede styrker: 286.000 (1995).

Paramilitære styrker: 85.000 (Folkepoliti, Folkemilits)

Der eksisterer inskriptioner fra det 6. århundrede f.v.t. der er tegn på, at der allerede tidligt eksisterede avancerede civilisationer i landet. Imidlertid gør den konstante migration af folkeslag fra nord mod syd og fra bjergene mod kysten samt deres blanding og kampe, det vanskeligt at danne sig et billede af relationerne før det 11. århundrede e.v.t. På det tidspunkt besejrede burmeserne hmong folket i syd og kadu i nord, og oprettede kongeriget Pagan.

De to følgende århundreder var en sand «guldalder» for den burmesiske tænkning og arkitektur. Men mongolske grupper angreb fra nord med støtte fra den store Khan i Beijing. Mongolernes invasioner kulminerede i 1283 med Pagan rigets fald og fortsatte frem til 1301. Under denne invasion ankom Marco Polo til landet. Han var i Kublai Khans tjeneste og menes at være den første europæer der betrådte burmesisk jord.

Burma forblev opdelt i småstater baseret på etniske skel frem til det 16. århundrede, hvor de lokale konger i Toungoo atter formåede at forene landet. Den 2. af disse regenter, Bayinnaung udbredte sin magt til det nuværende Laos og Thailand. Under ham nåede landet sin største udstrækning og sin største pragt.

Men statens ødselhed underminerede landbruget og økonomien og medførte en omfattende udvandring af bønder til de omkringliggende lande. Opløsningsprocessen blev yderligere forstærket af tilstedeværelsen af europæiske handelsfolk og disses rivalisering.

I 1740 var det atter engang en konge fra Toungoo, der genetablerede landets enhed med støtte fra briterne, men da hans efterkommere fortsatte projektet for national genopbygning kom det i konflikt med de britiske interesser i Assam (Indien), og den tidligere europæiske allierede vendte sig nu mod burmeserne. Der fandt tre større krige sted i det 19. århundrede mellem Burma og England - i 1820-26, 1852-53 og 1885-86. Under den sidste krig blev kong Thibaw taget til fange og Burma lagt ind under det engelske vicekongedømme i Indien.

I 1930'erne opstod flere nationalistiske bevægelser: en ledet af buddhist-munken U Ottama, der var inspireret af Gandhi; Saya Sans forsøg på at genindføre monarkiet; og endelig de bevægelser der udsprang af universitetet i Rangoon og som forsøgte at kombinere buddhisme med marxisme. I 1936 udviklede en studenterstrejke under ledelse af Aung San sig til en national protest vendt mod briterne.

Den antikoloniale bevægelse var ikke kun udtryk for eliten i byerne. Det internationale rismarkeds kollaps i 1930 og de høje skatter sendte tusindvis af bønder ud i gæld og ruin i hænderne på de britiske banker og de indiske pengeudlånere. Utilfredsheden slog over i fremmedfjendtlighed og i folkelige oprør i 1938 og 39.

Ved udbruddet af 2. verdenskrig dannede en gruppe af antikoloniale folk - kendt som de «30 kammerater» - i Bangkok, Burmas Uafhængighedshær (BIA). Den kæmpede sammen med japanerne mod briterne og i fællesskab indtog de hovedstaden den 7. marts 1943. De etniske minoritetsfolk Karen, Kachin og Chin organiserede støttet af Storbritannien guerillaer, der bekæmpede BIA og japanerne.

1948 Selvstændighed

Japanerne gav den 1. august 1943 landet sin selvstændighed og udnævnte doktor Ba Maw til statschef. Hæren blev stillet under Ne Wins kommando, men der udbrød hurtigt stridigheder mellem japanerne og den socialistiske fraktion blandt de «30 kammerater». 27. marts 1945 erklærede BIA krig mod Japan og blev anerkendt af briterne som Burmas Patriotiske Hær. Den 30. maj marcherede de atter sejrrigt ind i Rangoon, men denne gang ved englænderne side. Aung San organiserede en overgangsregering, og i 1947 blev der udformet en forfatning. Den 19. juni blev Aung San og flere af hans medarbejdere dræbt af en militærenhed i paladset. U Nu overtog posten som premierminister, og den 4. januar 1948 erklærede landet sig selvstændigt.

Landets nye regering blev fra starten angrebet militært fra flere fronter: oprørene blandt de etniske minoriteter, tilstedeværelsen af kinesiske Kuomintang styrker i landet der var indblandet i narkohandel, samt Aung Sans hærs væbnede kamp. Den var blevet omdøbt til Organisationen af Folkets Frivillige og knyttet til kommunistpartiet.

Den 2. maj 1962 gennemførte general Ne Win et kup mod U Nu, der havde vundet valget i 1960. Ne Win nationaliserede bankerne, risindustrien (der var kilde til 70 % af landets valutaindtægter) og handelen der overvejende var på indiske hænder.

I 1972 fastslog en ny forfatning, at det regerende Burmas Socialistiske Programparti (BSPP) var landets eneste legale politiske organisation.

Ne Win regimet kom i stadig dybere krise efter udbruddet af verdenskrisen i 1973, og oppositionen kritiserede kraftigt den «burmesiske socialisme». I 1979 trak landet sig ud af de alliancefri landes bevægelse. I 81 udpegede Nationalkongressen San Yu til Ne Wins efterfølger. Win trak sig fra posten, men forblev formand for partiet, og bevarede således sin kontrol over landet.

I 1987 førte den stadig alvorligere socio-økonomiske krise til offentlige protester og krav om demokrati. I august indrømmede Ne Win, at der var fejl i de foregående 25 års økonomiske politik. En BSPP kongres udnævnte Sein Lwin til statschef, hvilket udløste en bølge af protester, i hvilken hundredevis af buddhistiske munke og studenter døde i gaderne. Lwin blev blot 17 dage efter sin tiltræden tvunget til at træde tilbage. Hans efterfølger Maung Maung liberaliserede regimet.

Oppositionen forberedte sig nu på de valg, der var udskrevet til afholdelse i maj 1990. Regeringen ændrede landets navn til Unionen Myanmar og afskaffede betegnelsen «socialistisk». Navnet Burma svarede kun til landets største etniske befolkningsgruppe.

Den nationale liga for Demokrati (NLD) fik en knusende sejr med 80 % af stemmerne, mens det regerende Nationale Enhedsparti (det tidligere BSPP) kun fik 10 ud af de 485 pladser i parlamentet. Imidlertid afviste regeringen at anerkende valgresultatet, forbød oppositionens aktiviteter, fængslede eller landsforviste dens ledere og slog hårdt ned på enhver demonstration.

I juli 1989 blev NLD's leder, Aung San Suu Kyi - datter af den heroiske antikoloniale helt, Aung San - dømt til husarrest og fik afbrudt kommunikationen til omverdenen. Hun modtog i 1991 Nobels Fredspris.

Oppositionen reorganiserede sig nu på basis af en aftale mellem studenter, buddhistmunke og en række minoriteter. I marts 1992 fordømte FN's Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, massakrerne mod de etniske minoriteter. Alle oppositionens partier blev opløst og erklæret illegale.

I april overtog general Than Swe magten. Han løslod 200 dissidenter og gav tilladelse til genåbning af 31 universiteter og skoler. Samtidig gik Myanmar atter ind i de Alliancefri Landes bevægelse. I september ophævedes krigsrettilstanden, men Amnesty International kunne fortsat berette om tortur i landet.

Med det formål at udarbejde en ny forfatning indsatte militærstyret i januar 1993 et Nationalkonvent. Ved slutningen af året var der efter Amnestys vurdering 1.550 politiske fanger i landet.

En artikel i den nye forfatning fra 1994 slog fast, at præsidentkandidater skulle have levet de forudgående 20 år i landet, ikke kunne være gift med udlændinge eller have børn med udenlandsk statsborgerskab. Artiklen var åbenlyst rettet mod Aung San Suu Kyi, der var gift med en englænder og havde boet udenfor landet i en længere årrække. Militærjuntaen havde et møde med hende i september 1994 - for første gang efter at hun var blevet arresteret. Der blev dog ikke opnået enighed om den nye forfatning.

I juli 1995 blev Aung San Suu Kyi løsladt fra sin husarrest, og hun opfordrede Rådet til genoprettelse af de statslige love og Orden (SLORC) til dialog. Det blev afvist, og rådet svarede igen ved at arrestere snesevis af dissidenter og ved at bevare forbuddet mod politisk debat.

I begyndelsen af året blev en partisanfæstning i Manerplaw indtaget af SLORC. Manerplaws fald var et alvorligt slag for oppositionen, for guerillabasen havde også været hjemsted for demokratiske aktivister og for flere folkelige organisationer, der var knyttet til de forskellige guerillaorganisationer. I januar 1996 fik regeringen en hemmelig aftale i stand om Khun Sa's overgivelse. Han var kendt som «opiumens konge» og leder af chan guerillaen.

Større folkemængder - nogle gange op til 10.000 - samledes i maj og juni regelmæssigt foran Aung San Suu Kyis hus for at udtrykke deres støtte til hende. I juni forbød SLORC udtalelser rettet mod regeringen, og truede med fuldstændig at forbyde NLD's aktiviteter og arrestere dens medlemmer for ulovlig sammenslutning. I juli kritiserede Amnesty regeringen for at tilbageholde hundredevis af NLD medlemmer. I nogle tilfælde for blot at have set videoer med Aung San Suu Kyis taler i deres private hjem.

Militæret søgte nu at udnytte NLD's svækkelse ved at indkalde til månedlige pressekonferencer for den nationale og internationale presse, som SLORC indtil kort tid forinden havde karakteriseret som tendentiøs. I 1996 søgte SLORC at fremme det offentlige byggeri og ejendomsmarkedet - der er centrum for hvidvaskning af narkodollars. Både statslige og udenlandske investeringer blev kastet ind i denne sektor.

Samme år beordrede militærjuntaen 250 NLD medlemmer arresteret for at have planlagt at festligholde partiets sejr ved valget i 1990. Regimet vedtog desuden en lov, der forbød NLD's politiske møder.

Alligevel fortsatte tusindvis af Aung San Suu Kyis tilhængere med at samles foran hendes hus. Det lykkedes endvidere NLD at udforme grundlaget for en ny forfatning, ifølge hvilken de væbnede styrker ikke ville kunne deltage i regeringsarbejdet. Militærjuntaen afviste imidlertid at indlede en dialog, og krævede at militæret fortsat skulle spille en fremtrædende rolle i landets politiske liv.

Arrestationerne af NLD medlemmer fortsatte i 1996, og regeringen nedlagde stadig flere restriktioner på Aung San Suu Kyis aktiviteter, indtil den forbød hende at anvende telefonen.

SLORC blev efterhånden udsat for et stigende internationalt pres - især fra USA og EU - og juntaen gav derfor i 1997 en række indrømmelser. I september tillod den NLD at afholde sin første kongres i 7 år, selv om kun halvdelen af de 600 delegater fik tilladelse til at deltage. Amnesty International opfordrede FN til at lægge pres på regimet for at få det til at løslade 90 samvittighedsfanger og omkring 1.200 politiske fanger.

I et forsøg på fornyelse, opløste juntaen sig i slutningen af 1997, og i stedet oprettedes Statsrådet for fred og Udvikling (SPDC). I juli samme år blev landet optaget i de sydøstasiatiske landes samarbejdsorganisation, ASEAN.

I begyndelsen af 1998 steg inflationen betydeligt som konsekvens af børskrisen i Sydøstasien. Samtidig blev rishøsten langt mindre end forudset. Ris er landets vigtigste forbrugsvare og eksportartikel.

I august 1998 indledte militæret en voldsom kampagne mod Suu Kyi, der var blevet tilbageholdt ved en vejkontrol, da hun for 4. gang forsøgte at forlade hovedstaden for at mødes med sine tilhængere. Juntaen karakteriserede Suu Kyi som «samfundets fjende nummer et». Regeringens aviser meddelte, at de der mødtes med hende «ikke vile komme til at leve længe».

Regeringens politiske chikane aftog ikke de følgende måneder. Under en festligholdelse for de væbnede styrker i marts 2000 erklærede Than Shwe, at oppositionen ville blive «elimeret», hvis den truede «landets stabilitet». Than Shwe opfordrede samtidig til national enhed og til at de partisaner der kæmpede ved grænsen undertegnede en våbenhvile aftale «og hurtigt slog sig sammen med hæren».

En demonstration mod militærjuntaen førte til, at Suu Kyi og flere medlemmer af hendes parti blev sat i husarrest. Internationale protester fik militærregeringen til at benægte, at dette skridt var blevet taget. Den erklærede i stedet, at de politiske ledere havde «bedt om tilladelse til at kunne blive i deres hjem», mens påstande om terrorisme i oppositionspartiet blev undersøgt. Efter nogle uger ophævede militæret i september restriktionerne rettet mod Suu Kyi og åbnede atter telefonerne til hendes hjem.

Chefen for efterretningstjenesten, major Khin Nyunt besøgte i september 2001 Thailand, hvilket han erklærede var udtryk for en forbedring af de bilaterale forhold. Han erklærede samtidig, at Burmas kamp mod narkotikaen ville fjerne landet fra den såkaldte «Gyldne Trekant» inden 2005. I begyndelsen af året var burmesiske og thailandske tropper stødt sammen ved grænsen, og de to lande havde gensidigt beskyldt hinanden for at støtte shan militsen, der er producent af opium. I maj var forholdet dog blevet forbedret som følge af et stigende antal nordamerikanske specialstyrker, hvis erklærede formål var at træne thailandske styrker i narkobekæmpelse.

Eftersom universitetet har været lukket siden 1988 i et forsøg på at hindre demonstrationer vendt mod regeringen, er der ikke siden blevet uddannet læger og andre højtuddannede. Antallet af burmesere er derfor nået op på 1 mio. og børnedødeligheden er nået op på 33%. Vestlige kilder hævder, at landets soldater ikke længere betales i penge men i narkotika, og at landets vigtigste indtægtskilde er det illegale salg af opium.

I november 2001 besøgte Kinas præsident Jiang Zemin landet - det første kinesiske statsbesøg siden juntaens magtovertagelse. I januar 2002 meddelte juntaen, at den ville igangsætte bygningen af et atomkraftværk med støtte fra Rusland. USA og EU fastholdt, at de ikke ville hæve de økonomiske sanktioner mod landet før der var sikre tegn på en demokratiseringsproces.

Efter 19 måneder i uafbrudt husarrest blev Suu Kyi den 6. maj løsladt og fik atter lov at deltage i politiske aktiviteter, hvilket blev tolket som begyndelsen på en demokratisk åbning. FN gik ind som mægler og foreslog som umiddelbart skridt løsladelsen af landets anslåede 1500-2000 politiske fanger. USA opfattede åbningen som resultat af de mange års embargo, der havde haft stor betydning for turismen og landets handel med olie, gas, tømmer og mineraler. Men juntaen mente åbenbart ikke, at dens åbning blev modsvaret fra udlandets side, og i april 2003 vedtog EU at forlænge sin stramme kurs overfor landet. I maj 2003 strammede juntaen derfor atter kursen overfor oppositionen: Suu Kyi blev tilbageholdt og sat i såkaldt «sikkerhedsforvarring» på ubestemt tid. Samtidig blev en NLD kortege angrebet, mindst 4 blev dræbt og 130 forsvandt. I juli blev 13 menneskerettighedsaktivister tilbageholdt efter at have overdraget en klage til myndighederne over begivenhederne i maj. Amnesty International erklærede sig foruroliget over, at de tilbageholdte blev udsat for tortur og mishandling af sikkerhedsstyrkerne.

En rapport fra FN's Menneskerettighedskommission fra december 2003 kritiserede omstændighederne ved den specielle rapportørs besøg i Myanmar i marts 2003, hvor der blev fundet beviser på aflytning af rapportørens samtaler med indsatte i Insein fængslet. Kommissionen fordømte i sin rapport forekomsten af henrettelser, soldaternes seksuelle overgreb, den konstante anvendelse af tortur, tilbageholdelse af politiske årsager, konfiskationen af jord og anvendelsen af børn til tvangsarbejde for militæret. Den kritiserede samtidig den manglende frihed til forsamling, forening, ytring og bevægelse. Unge, specielt unge kvinder under 25, har ikke lov til at forlade landet. Kommissionen opfordrede samtidig regeringen til at indføre et uafhængigt retsvæsen, genindføre demokratiet og godkende valgresultatet fra 1990.

Efter at være blevet udnævnt til premierminister i august 2003 fremlagde Khin Nyunt en række liberale forfatningsreformer, genåbningen af det nationale konvent der havde været suspenderet siden 1996 og fastlæggelsen af en køreplan for at nå frem til demokratiske principper.

Fra oprøret i 1988 frem til 2003 havde militæret indgået våbenhvileaftaler med over 20 etniske guerillagrupper. En af disse - Wa statens forenede Hær - har 20.000 under våben, hvoraf over halvdelen er under 12 år.

I januar 2004 indgik regeringen og Karenernes nationale Union en aftale om afslutning på den væbnede konflikt. I april var Suu Kyi fortsat i husarrest, selvom der var forhåbning om hendes løsladelse efter regeringens løfte om at ville nedsætte en forfatningsgivende kommission.

Efter 9 års pause mødtes det Nationale Konvent med 1000 delegater atter i maj. Det skulle udforme hovedpunkterne i en ny forfatning. Regeringen erklærede, at konventet var det første skridt frem mod en demokratisering af landet. Alligevel kritiserede NLD, at militærregeringen ikke tillod en fri debat om den ny forfatning og fortsat afviste af løslade Aung San Suu Kyi og Tin Oo. NLD's talsmand, Aung Shwe erklærede, at han ikke mente hans partis deltagelse i konventet ville gavne demokratiet, når militærregeringen fortsat afviste at løslade de tilbageholdte. Han tilføjede, at regeringen fortsat afviste at lade alle NLD kontorer åbne. Kun kontoret i Rangoon havde fået denne tilladelse. NLD besluttede derfor at boykotte konventet, og andre delegerede erklærede, at initiativet mistede enhver legitimitet uden NLD's deltagelse.

Samme måned rettede EU og USA fornyet kritik mod Myanmar for overtrædelsen af menneskerettighederne og den fortsatte tilbageholdelse af oppositionens politikere. EU forlængede sine sanktioner mod landet til 2005, og pressede samtidig på for at få regeringen til at løslade Suu Kyi. EU opfordrede dog samtidig NLD til at deltage i konventet. Dette blev dog fortsat afvist af NLD. Fra udlandets synsvinkel var det vitalt at få løsladt Suu Kyi for at sikre landets demokratiske genopbygning. Militærregeringen anså imidlertid ikke hendes tilsteværelse i den nye proces som vigtig, og holdt hende derfor fortsat fanget.

Den 17. maj gik konventet i gang. Den største kritik kom fra EU og USA, der erklærede at Myanmar var til fare for USA's nationale sikkerhed. Nabolandene i ASEAN var mere forbeholdning med kritik og nøjedes med at opfordre NLD til at deltage. FN's generalsekretær, Kofi Annan, erklærede, at konventet ikke havde nogen troværdighed uden Suu Kyis deltagelse.

Den 24. maj erklærede regeringen i Rangoon, at USA skulle høre op med at give råd om demokrati som system, eftersom begivenhederne i Afghanistan og Iraq havde vist, eftersom USA's invasioner i disse havde til formål at gennemtvinge forandringer i landenes indre anliggender udefra, uden hensyn til deres nationale suverænitet som stater. Regeringen erklærede at den var villig til at genindføre demokrati i Myanmar, men på sin egen måde. Den fortsatte sin kritik af USA ved at erklære at: «i Myanmar findes der ikke masseudryddelsesvåben, terrororganisationer, programmer for udvikling af missiler, ekspansionistiske planer eller fjendskab overfor USA» og at «de seneste erfaringer fra Afghanistan og Iraq er et klassisk eksempel på hvor galt det går, når et andet land med magt forsøger at introducere demokrati udefra». Militærregeringen fortsatte, at trods NLD's fravær fortsatte konventet sit arbejde med fastlæggelse af en valgdato og udarbejdelsen af en forfatning, der tillader Myanmar at udvikle sig til et stabilt og demokratisk land.

I juni rejste Khin Nyunt til Thailand på sit første besøg som premierminister. Han og hans thailandske kollega, Thaksin Shinawatra, diskuterede økonomisk udvikling, grænser og emigration. Besøget fandt sted i kølvandet på den internationale kritik og kort tid efter at FN's menneskerettighedsudsending Paulo Pinheiro i Rangoon havde udtalt, at konventet ikke var repræsentativt og derfor antidemokratisk. Diplomatiske kredse vurderede, at Myanmar havde valgt en ensom og vanskelig vej mod demokrati, men at landets nabolande ikke ønskede at blande sig i landets indre anliggender.

Samme måned erklærede ILO fra sit årsmøde i Genova, at Myanmar fortsat anvendte tvangsarbejde ved bygningen af veje, rekruttering til militæret, bygningen af boliger mm. ILO kritiserede endvidere, at regeringen havde dømt en dreng på 15 år til 4 års fængsel under anklage for desertering, efter at det var lykkedes ham at flygte fra flåden. Planerne om samarbejde mellem regeringen og ILO var ligeledes i fare efter arrestationen af 3 personer med falske identifikationspapirer fra ILO. De blev oprindelig alle 3 dømt til døden for forræderi, men efter appel blev straffen for den ene forvandlet til livsvarigt fængsel og for de to andre til 3 års fængsel. ILO erklærede, at det overvejede at trække sig helt ud af Myanmar.

I august indledte Rolls-Royce og Lloyd's samt 37 andre multinationale koncerner en international kampagne mod den «sorte liste» over koncerner, der er med til at financiere militærregeringen i Myanmar. Listen rummer 95 koncerner der direkte eller indirekte er med at opretholde diktaturet i Myanmar.