Landet består af 4 geo-økonomiske zoner. Den østligste del består af New England staterne, Apalacher bjergene, dele af området ved de store søer og Atlanterhavskysten. Området er overvejende fladt og strækker sig fra Hudsonflodens udmunding i Atlanten i nord til Florida halvøen i syd. Regionen er rig på kul og jern, landets tættest befolkede og mest industrialiserede og her ligger dets vigtigste stålindustrier. Et højt mekaniseret landbrug forsyner byerne med fødevarer.

Den centrale zone strækker sig fra Lake Erie i øst til Rocky Mountains i vest, og er i syd afgrænset ved den mellemste del af Mississipi. Den er overvejende dækket af prærie - steppeland - og er USA's vigtigste landbrugsområde. Den nordlige del er overvejende præget af gartnerier og mælkeproduktion, mens der i syd findes udstrakte marker med majs og andre kornsorter. Endvidere opdrættes kvæg og svin. I omegnen af de store søer findes en række vigtige industricentre, der er lokaliseret der pga. de betydelige forekomster af kul og jern samt den lokale landbrugsproduktion.

Den sydlige zone består af den nedre del af Mississipi, Florida halvøen, Texas og Oklahoma. Der findes store marker med bomuld, sukkerrør og ris, og i Texas er kvægdriften meget udbredt. Der findes betydelige mineralressourcer i form af olie, kul, aluminium mv.

Den vestligste del af landet er bjergrigt, og også der findes der vigtige mineraler: Olie, kobber, bly, zink mv. I Californien findes der meget frugtbare områder i dalene, hvor floderne Sacramento og San Joaquín løber igennem. Der findes en betydelig produktion af grøntsager og vin. Langs kysten ud til Stillehavet findes der endvidere en række vigtige industricentre.

To af USA's stater befinder sig udenfor fastlandet: Alaska i det Amerikanske kontinents nordvestligste hjørne og hvor Nordamerikas højeste bjerg, Mt. McKinley ligger. Den anden stat, Hawaii ligger i Stillehavet.

Folket: USA's befolkning er dannet gennem indvandring fra alle egne af jorden. Blandt de indvandrede grupper er englændere, tyskere, irlændere og italienere de største. 11% af befolkningen har afrikansk oprindelse og 10% latinamerikansk. Endvidere er den oprindelige befolkning på ca. 1,9 millioner.

Religion: Protestanter (58%), katolikker (21%), andre kristne retninger (6,4%), jøder (2%), muslimer (2%).

Sprog: Engelsk, spansk, de indfødte folks forskellige sprog samt de sprog de forskellige emigrantgrupper bragte med sig.

Politiske partier: Det republikanske Parti. Det demokratiske Parti. Desuden findes der en lang række mindre partier på venstrefløjen samt en række voldelige grupper på højrefløjen.

Sociale organisationer: AFL-CIO (American Federation of Labor - Congress of Industrial Organizations) er Landsorganisationen med 13½ millioner medlemmer. Mange landarbejdere - især med mexikansk baggrund - er medlemmer af UFW (Union of Farm Workers) stiftet af chicanoen César Chávez. Fagbevægelsen organiserer kun 14% af arbejderklassen.

Officielt navn: United States of America.

Administrativ inddeling: Føderalstat med 50 delstater samt det føderale distrikt, Columbia.

Hovedstad: Washington D.C., 4.098.000 indb. (2003).

Andre vigtige byer: Los Angeles, 16.401.600 indb; New York, 8.056.200 indb; Houston, 4.596.000 indb; Chicago, 2.915.500 indb; Philadelphia, 1.520.300 indb. (2000).

Regering: George W. Bush, præsident siden januar 2001 - valgt af 5 højesteretsdommere mod 4. Valgt ved almindelige valg i november 2004. Præsident- og føderalt styre. Parlamentet har to kamre: Hver delstat sender 2 repræsentanter til Senatet og et antal repræsentanter til Repræsentanternes Hus - ifht. befolkningstallet. Udenrigspolitisk kan landet karakteriseres som en slyngelstat.

Nationaldag: 4. juli (Uafhængighed, 1776)

Væbnede styrker: 1.434.000 (2003)

Paramilitære styrker: 68.000 (1995)

De oprindelige folk

Den første indvandring til Nordamerika foregik fra Asien over Beringstrædet for over 20.000 år siden. Indvandrerne - forfædre til den oprindelige befolkning på det amerikanske kontinent - blev spredt over det meste af kontinentet, og blev opdelt i mange forskellige folkeslag eller stammer. Forskerne arbejder i dag med en opdeling af folkene i seks til ti hovedkulturområder, blandt dem de nordlige skovindianere (Canada-Alaska), prærieindianere i Midtvesten - der fulgte de store bøffelflokke -, puebloindianere i sydvest - boede i små landsbyer - og østkystindianere - som havde forskellige former for landbrug som næringsvej, og som også boede i små landsbyer. Men de udviklede også enkelte større samfund. Bl.a. havde byen Cahokia nær det nuværende St. Louis omkring 40.000 indbyggere i år 1000 e.v.t.

Hvert af kulturområderne var inddelt i en række mindre samfund. Blot i Nordamerika eksisterede der mindst 200 indbyrdes klart forskellige sprog. De vigtigste af folkene var: apache, arapaho, cherokee, cheyenne, chipewa, crow, comanche, hopi, irokesere, lakota, navajo, nez perce, sioux, pawnee, pueblo, seminole, shawnee, shoshone og ute. Skillelinierne mellem de forskellige livsformer, kulturer og sprog var imidlertid ikke altid sammenfaldende. Stammer med samme livsform kunne f.eks. have helt forskellige sprog. Dette er en af grundene til, at nogle forskere mener, at den oprindelige indvandringen er foregået over en vis tid, og at grupperne stammer fra en række forskellige sprog- og kulturgrupper i Asien.

De indfødte folks religiøse tro var baseret på en kosmisk opfattelse, i hvilken jorden ikke tilhørte noget menneske men derimod universet, der blev opfattet som et væsen med materielle og spirituelle magtbeføjelser. Lederne af de indfødte folkeslag - shamanerne - kunne hidkalde dette hellige univers' kræfter for at spå om fremtiden, lede folket og kurere sygdomme.

De norske vikingers korte koloniseringsperiode på østkysten omkring år 1000 efterlod sig ingen varige spor. Det gjorde derimod ankomsten af de spanske invasorer i 1492, og den senere omfattende indvandring fra andre europæiske lande. Spanierne grundlagde bl.a. byerne San Agustín i Florida og Santa Fe i New Mexico og nåede frem til Texas og Californien. I 1540 beskrev Hernando De Soto hvordan cherokee folket havde udviklet en avanceret landbrugskultur, og havde etableret kontakt med andre folkeslag - bl.a. aztekerne. På det tidspunkt var der endnu omkring 1,5 millioner indfødte i det nuværende USA, men de hvide introducerede skydevåbnet og det for de indfødte nye koncept, at slå sin modstander ihjel. De hvide erobrede stykke for stykke landet. Hundredetusinder af indianere blev dræbt, stamme efter stamme blev nedkæmpet, fordrevet og delvist deporteret vestpå. I 1830 vedtog den unge nordamerikanske forbundsstat en lov som fastsatte, at alle indianere skulle være bosat vest for floden Mississippi. Samtidig fortsatte indvandringen fra Europa.

I 1848-50 blev der fundet guld i Californien og Colorado. De hvide strømmede atter vestpå. Aftaler blev brudt og love blev glemt. Indianerne blev stadig forfulgt og systematisk forvist til stadig mindre reservater - fortrinsvis på områder hvor de hvide endnu ikke så nogen væsentlig mulighed for profitabel minedrift eller landbrug.

De sidste par århundreder er der indgået mellem 300 og 400 aftaler - formelle traktater - mellem forskellige indfødte folk og staten USA. Aftalerne er en efter en blevet brudt af kolonisatorerne - som oftest fordi de hvides økonomiske ekspansion gjorde det ønskeligt også at overtage aftalebeskyttede indianske områder.

Denne konflikt eksisterer fortsat i vore dage med fundet af uran, olieskiffer, vigtige brunkullejer og en række andre mineraler i en række af indianerreservaterne. De moderne indianerorganisationer - skabt af den nye aktivisme og Red Power bevægelsen i 1960- og 70'erne - har i dag som en af deres vigtigste opgaver at hindre, at også disse ressourcer bliver overtaget af myndighederne og forbrugt uden at indianerne selv har den afgørende indflydelse på forvaltningen af dem.

1776 Selvstændighed og aggressiv ekspansion

Omkring 1760 boede der ca. 300.000 i de 13 engelske kolonier på landets østkyst. Det var et langt højere indbyggertal end den franske befolkning i Mississipi området og den afroamerikanske befolkning på 90.000. De fleste af de britiske settlere var flygtet fra deres oprindelsesland pga. fattigdom, religiøs forfølgelse og politisk ustabilitet. Ved afslutningen af krigene mellem de rivaliserende stormagter i Europa i 1763 afstod Frankrig sine kolonier øst for Mississipi til England, men kolonierne vest for floden kom på spanske hænder.

Spændingen mellem kolonierne og kolonimagten i England tog imidlertid til, og i 1775 indledtes uafhængighedskrigen. Et år senere, den 4. juli 1776 undertegnedes den nye stats uafhængighedserklæring. Krigen fortsatte dog, men Frankrig støttede kampen for selvstændighed, Englænderne blev besejret og måtte i 1783 anerkende selvstændigheden. I 1787 udfærdigedes den nye stats første forfatning, der trådte i kraft i 1789. Landets første præsident var George Washington (præsident 1789-96), og under ham udfærdigedes 10 tilføjelser til forfatningen. Først og fremmest om de individuelle rettigheder og delstaternes rettigheder.

De første 100 år efter selvstændigheden var præget af en aggressiv kolonialistisk ekspansion mod vest og syd. I 1803 købtes Louisiana af Frankrig. I 1810-19 førtes krig mod Spanien, for at kunne annektere Florida. I 1836 gjorde den engelsktalende befolkning i den mexikanske delstat Texas oprør mod den mexikanske regering, grundlagde en republik, der i 1845 blev indlemmet i USA. USA erklærede Mexico krig og erobrede halvdelen af dette lands territorium. Californien blev erobret i 1850 og Oregon i 1853.

1861-65 Borgerkrig

Borgerkrigen i USA (1861-65) endte med nords sejr over syd og ophævelsen af slaveriet, men grundlæggende var det en kamp mellem de to økonomiske systemer, der indtil da havde udviklet sig side om side: Den industrielle kapitalisme der udviklede sig i nord havde behov for mere arbejdskraft, udvide og beskytte det interne marked, mens slaveejerne i syd havde brug for gratis slavearbejdskraft og adgang til markederne for bomuld og sukker i Europa. I 1850 havde der levet 6 millioner indbyggere af europæisk afstamning i syd, af hvilke kun de 345.525 besad slaver. Alligevel forsvarede de fleste slaveriet - opskræmte af slaveoprørene i South Carolina i 1822 og i Virginia i 1800 og 1831.

Valget af Abraham Lincoln til præsident i 1860 udløste en krise. Endnu før han blev indsat på præsidentposten erklærede staterne i syd, at de forlod unionen (USA). De nordlige stater indledte borgerkrigen for at besejre syden, holde sammen på unionen og de sejrede takket være en stærkere økonomiske basis, men først efter 1 million mennesker var blevet dræbt på begge sider. Slaveriet blev ophævet, kapitalismen udbredt til hele unionen, men racediskriminationen bestod. Samtidig fortsatte erobringen af de indfødte folks områder. Traktater fra 1851 og 1868 anerkendte sioux folkets ret til dets udstrakte jorde mod vest, men fundet af guld gjorde, at traktaterne blev ignoreret. Erobringen var tilendebragt i 1890, da den sidste modstand blev knust - ved Wounded Knee. Den indfødte befolkning var nu samlet i afsidesliggende og golde reservater, der ikke umiddelbart havde økonomisk værdi for europæerne.

Imperialistisk ekspansion

I perioden 1870-1920 voksede USA's befolkning fra 38 millioner til 106 og antallet af stater fra 37 til 48. Den hastige kapitalistiske udvikling havde i starten af det 20. århundrede forvandlet landet fra et landbrugsland til et industrisamfund. I slutningen af det 19. århundrede satte USA atter fart i sin imperialistiske ekspansion. I 1898 gik landet i krig mod Spanien, annekterede Puerto Rico og Philippinerne, og fik kontrol over Cuba, der formelt blev selvstændigt, men som samtidig fik en paragraf sat ind i sin forfatning, der til enhver tid gav USA lov til at gribe ind i landets interne anliggender. Denne såkaldte Platt Amendment blev ophævet i 1934. Samtidig overvejede USA at besætte de Dansk Vestindiske Øer. Besættelsen blev dog aldrig til noget - i stedet «købte» USA øerne af Danmark i 1917. I 1903 ansporede USA et oprør i den colombianske provins, Panama. Provinsen erklærede sig selvstændig, og USA havde dermed fået direkte politisk kontrol over det land, dens kanal - Panamakanalen - lå i. Samtidig gjorde opbygningen af en række nordamerikanske militærbaser i Mellemamerika dette område til et «vitalt område for USA's sikkerhedsinteresser - en slags protektorat». USA spillede allerede nu en afgørende rolle i de politiske anliggender på det amerikanske kontinent og legitimerede dets indgriben med «Monroedoktrinen», formuleret af daværende udenrigsminister Monroe i 1823. Doktrinen gik grundlæggende ud på, at sikre «Amerika for amerikanerne». Gennem det 19. århundrede blev Frankrig og England gradvist tvunget til et mindske deres interesser på det amerikanske kontinent, og i 1890 gennemførtes den første panamerikanske konference mellem staterne på kontinentet.

1. og 2. verdenskrig

USA holdt sig i første omgang neutral i 1. verdenskrig, og lod sig først trække ind i krigens slutfase i 1917. De europæiske stormagter var udmattede efter krigen, mens USA var økonomisk styrket. Den verdensøkonomiske krise der blev udløst med krakket på børsen i Wall Street i 1929 fik dog USA's førerstatus til at blegne. Mange virksomheder gik bankerot og arbejdsløshedstallet steg til 11 millioner. Først under præsident Franklin D. Roosevelt og hans New Deal politik kom den finansielle krise gradvist under kontrol. New Deal politikken var baseret på omfattende statsintervention i økonomien. Gennem omfattende offentlige investeringer skulle økonomien atter bringes på fode. Imens rykkede Europa gennem 30'erne stadig nærmere en storkrig. I 1935 vedtog USA's Kongres derfor en lov, der erklærede USA for neutralt. Stormagten blev derfor først draget ind i 2. verdenskrig, da Japan i 1941 angreb dets militærbase i Pearl Harbour på Hawaii.

Krigen var den endelige løsning på USA's økonomiske problemer. 15 millioner blev sendt til fronten, og i krigsindustrien steg antallet af arbejdspladser fra 46,5 millioner til 53. Samtidig blev kvinderne massivt hentet ind på arbejdsmarkedet for at fylde arbejdspladserne på fabrikkerne og afvandringen fra landbruget tog til. Under krigen herskede der formelt faglig våbenhvile. Alligevel blev der gennemført 15.000 strejker, hvilket fik Kongressen til at gennemføre indskrænkninger i strejkeretten.

Kold krig

Efter 2. verdenskrig var Europa for anden gang på 30 år lagt i ruiner, og USA fremstod som den kapitalistiske verdens ubestridte leder. Krigen havde ikke ødelagt supermagtens industri, men tvært imod bidraget til endelig at overvinde 30'ernes økonomiske krise. Landet talte 6% af verdens befolkning, men tegnede sig for 50% af industriproduktionen. USA's største rival var nu ikke længere at finde blandt de udviklede kapitalistiske lande. Sovjetunionen var den eneste stat, der kunne true USA's verdenshegemoni. Dette var baggrunden for udviklingen i USA af den kolde krigs strategi. I 1949 oprettede USA NATO, der var eksplicit rettet mod Sovjet og dets randstater i Østeuropa. Allerede i 1944 havde supermagten været drivende i oprettelsen af IMF og Verdensbanken, der skulle spille en central rolle i udviklingen af det kapitalistiske verdenssystem efter krigen. Et system hvor USA fik gjort sin egen valuta - dollaren - til global reservevaluta.

I 1950-53 gik USA aktivt ind i krigen i Korea. I 1952 blev general Dwight Eisenhower valgt til USA's præsident. Han havde været øverstkommanderende for supermagtens styrker i Europa under 2. verdenskrig og generalsekretær for NATO. I hans præsidentperiode gennemførtes under ledelse af senator John McCarthy et korstog mod enhver form for formodet eller indbildt kommunistisk infiltration af det offentlige liv i USA. Efter Frankrig i 1954 var blevet slået strategisk af befrielsesstyrker i Vietnam, optrappede USA sin bistand til regeringen i Sydvietnam. Supermagten var ved at blive trukket ind i det, der skulle blive til Vietnamkrigen - og et strategisk nederlag til et af jordens økonomisk fattigste lande.

Imens fortsatte den militære og politiske rivalisering med Sovjet. Efter 2. verdenskrig havde de to supermagter udviklet og afprøvet stadig kraftigere atomvåben, og i slutningen af 50'erne blev dette kapløb ført udenfor jordens atmosfære, da Sovjet opsendte sin første Sputnik satellit. Et møde mellem USA's præsident Eisenhower og Sovjets Kruschov gik i vasken, da det lykkedes Sovjet at nedskyde et nordamerikansk U-2 spionfly, der var på spiontogt over Sovjetunionen.

Eskalering af rivaliseringen under Kennedy

I 1960 blev den unge demokrat John F. Kennedy valgt til præsident. Mange nordamerikanere havde en illusion om, at den internationale spænding med ham ville blive reduceret. Alligevel var det ham, der i 1961 gav grønt lys for den CIA anførte kontrarevolutionære invasion af Svinebugten i Cuba. Samme år lancerede Kennedy Fremskridtsalliancen, der skulle bremse spredningen af den cubanske revolution i Latinamerika. USA havde traditionelt støttet reaktionære regeringer og diktaturer i Latinamerika. Som landets tidligere præsident Truman havde udtalt om Nicaraguas diktator Somoza: «Han er et svin, men han er vores svin». Den cubanske revolution skabte derfor i mange latinamerikanske lande håb om forandring. Det var disse revolutionære forandringer Kennedy vil hindre - gennem økonomisk og militær bistand. Samtidig blev indsatsen i Sydvietnam optrappet. Efter Kennedy var blevet dræbt ved et attentat i november 1963 fortsatte hans efterfølger, Lyndon B. Johnson den samme politik.

Johnson blev genvalgt til præsident i 1964 og fortsatte optrapningen af krigen, men samtidig undermineredes krigens politiske grundlag. Allerede i starten af 60'erne var der udviklet en stærk borgerrettighedsbevægelse blandt landets afroamerikanske befolkning. Trods det at det var 100 år siden slaveriet var ophævet, var diskriminationen og racismen fortsat totalt dominerende i USA's sydstater. Det lykkedes borgerretsbevægelsen at ændre denne situation, men samtidig skete der både en kvalitativ og kvantitav udvidelse af kampen. Den militante Black Power bevægelse brød med borgerrettighedsbevægelsen, i 1968 stiftede repræsentanter fra chipewa folket American Indigenous Movement (AIM), der året efter sammen med repræsentanter fra 50 andre etniske grupper besatte det tomme Alcatraz fængsel i San Francisco for at protestere mod overgrebene mod den indfødte befolkning og for at fremføre sine krav. Ungdommen udviklede den antiautoritære hippie kultur og begyndte at gennemføre stadig stærkere protester mod krigen i Vietnam. Nogle af de mest radikale grupper dannede guerillaenheder - som Weathermen - der dog var nedkæmpet af myndighederne allerede i starten af 70'erne.

Nederlag i Vietnam

Højrefløjen i USA reagerede voldeligt mod dette stigende pres fra venstre. I 1968 blev borgerrettighedsbevægelsens ubestridte leder, præsten Martin Luther King dræbt af en hvid attentatmand, og samme år blev afdøde præsident Kennedys lillebror dræbt ved et attentat, da han stillede op til præsidentvalget. I stedet valgte nordamerikanerne republikaneren Richard Nixon til præsident. I 1972 besøgte han henholdsvis Moskva og Peking i et forsøg på at skærpe modsætningerne mellem de to kommunistiske lande. Samme år blev han genvalgt for en ny 4 årig præsidentperiode, men efter at det blev afsløret, at han havde været dybt involveret i spionage mod det demokratiske partis valghovedkvarter Watergate i 1972, måtte han i 74 træde tilbage som præsident. I 1975 var USA's strategiske nederlag i Vietnam en realitet. Den 30. april blev de sidste soldater, CIA spioner og ambassadefunktionærer under kaotiske forhold fløjet ud af landet i helikoptere. Vietnam var frit og USA havde fået et Vietnamsyndrom.

Overgangsfiguren Ford blev på præsidentposten fulgt af Jimmy Carter (1977-81). Han havde været medlem af den trilaterale kommission og havde betydeligt kendskab til USA's geopolitiske interesser. Han skulle bl.a. reparere supermagtens blakkede ry efter CIA skandalerne og afsløringerne af den skjulte krig mod oppositionelle i hele verden. Som led i en PR offensiv opstillede han krav til overholdelse af menneskerettighederne overfor USA's allierede i bl.a. Sydkorea, Chile, Argentina, Israel, og Sydafrika. I slutningen af hans præsidentperiode blev USA's ambassade i Iran besat, og det lykkedes hans modstander op til præsidentvalget i november 1980, republikaneren Ronald Reagan at hindre gidslernes frigivelse. Forhalingen gjorde det muligt for Reagan at vinde valget, og gidslerne blev først frigivet samme dag, han blev indsat som præsident (1981-89).

1981-92 Konservativ offensiv

2. rangs filmskuespilleren Reagan blev båret ind i det Hvide Hus på en bølge af nykonservatisme og religiøs fundamentalisme. Han reducerede de riges skatter, statens sociale udgifter og øgede i stedet dramatisk supermagtens militærudgifter. Samtidig indledte han et ideologisk korstog mod Sovjet: «Ondskabens imperium». Med de massive investeringer i militært isenkram og massive underskud på statens finanser lykkedes det ham at få sat gang i USA's økonomi efter krisen i 70'erne. Samtidig blev USA's økonomi dog udsat for en stadig stærkere konkurrence fra Vesteuropa og Japan.

Supermagtens befolkning af latinamerikansk afstamning steg gennem 80'erne med 53%, og nåede op på 22 millioner. Det var et udtryk for den langt mere omfattende krise i Latinamerika - specielt krigene i Mellemamerika og krisen i Mexico. Den latinamerikanske befolkning måtte imidlertid leve under vilkår, der var endnu værre end den afroamerikanske befolkning. En stor del af dem måtte leve illegalt i USA, og FN opgjorde, at USA's hvide befolkning var verdens rigeste, den afroamerikanske befolkning kom ind på 30. pladsen, mens USA's latinamerikanske befolkning lå helt nede på 53. pladsen (sammenlignet med lande i resten af verden). For landet som helhed levede 15% af befolkningen i 1991 under den officielle fattigdomsgrænse.

Reagan blev i 89 fulgt på præsidentposten af sin vicepræsident, George Bush. Den tidligere CIA chef havde mest styr på udenrigspolitikken, og det var under ham USA endeligt overvandt traumet fra Vietnam. Invasionen af Panama i december 1989 og Golfkrigen i januar-februar 1991 viste, at USA's befolkning atter var villig til at lade supermagten spille rollen som «verdens politibetjent». Men supermagtens økonomi blev under Bush samtidig ramt af dyb krise. Ekspansionen gennem 80'erne var overvejende blevet financieret gennem offentlig låntagning. Administrationens retorik var liberal, men den økonomiske politik var militært-keynesianistisk. Allerede omkring omkring 1986-87 indførte kongressen skrappe budgetrestriktioner, for at bremse statsgældens udvikling, og da staten bremsede voldsomt op i sine udgifter, kom økonomien i dyb krise. Mens Bush koncentrerede sig om at positionere USA som verdens eneste tilbageværende politibetjent, blev han stadig mere upopulær blandt det stigende antal arbejdsløse nordamerikanere og i det kriseplagede USA generelt. I Los Angeles udløste krisen omfattende uroligheder i april 1992. Store dele af bykernen var i flere dage i undtagelsestilstand.

1993-2001 Demokraterne tilbage på magten

Krisen var den væsentligste årsag til, at en hidtil ukendt guvernør fra Arkansas i november 1992 besejrede Bush stort. Bill Clinton vandt præsidentvalget ved at love vælgerne jobs, økonomisk fremgang, mindske skattetrykket for lavindkomstgrupperne og gennemføre en sundhedsreform. Reformen blev dog stemt ned i Kongressen i 1994.

Med krisen øgedes også fremmedfjendtligheden i USA. I 1994 vedtog Californien ved en folkeafstemning, at børn af illegale indvandrere fremover ikke skulle have ret til uddannelse, og flere delstater besluttede i 1995-97 at ophæve minoritetsgruppers fortrinsret til ansættelse indenfor det offentlige og adgang til offentlige kontrakter - de såkaldte «Affirmative Action» programmer.

I samme periode skete der en drastisk udvidelse af landets fængselsvæsen. Krisen havde øget antallet af lovovertrædelser, fængslerne var overfyldte og der blev nu taget skridt til opførelsen af nye fængsler og udvidelse af de eksisterende. Omkring halvdelen af alle unge afroamerikanske mænd sad enten i fængsel, eller havde siddet inde. Straffene havde nemlig voldsom social og etnisk slagside. Den afro- og latinamerikanske befolkning var klart overrepræsenteret. Ialt 1,7 millioner nordamerikanere sidder netop nu i fængsel - og tallet er stigende.

Samtidig øgedes antallet af fanger på fængselsanstalternes dødsgange. Efter årtiers pause i eksekveringen af dødsdomme var USA i 1976 atter begyndt at henrette sine egne medborgere. I slutningen af 90'erne sad der knapt 3000 fanger på fængslernes dødsgange i afventen på myndighedernes endelige dom. Den mest prominente af disse var Mumia Abu Jamal. En afroamerikansk journalist der med sine reportager havde været en torn i øjet på myndighederne i Philidelphia, og som var blevet anklaget og dømt til døden for mordet på en politimand. Trods omfattende internationale protester og en kampagne fra Amnesty Internationals side mod USA's dødsdomme fortsatte henrettelserne, og nåede med 80 henrettelser i 1997 et foreløbigt højdepunkt.

Økonomien forbedredes og arbejdsløsheden faldt under Clinton første præsidentperiode (1993-97), men ikke uden betydelige sociale omkostninger. Arbejdstiden steg og lønningerne faldt drastisk blandt de lavtlønnede. USA udviklede et nyt begreb: «Working poor» (arbejdende fattige), der refererede til det fænomen, at selv ikke gennem arbejde kunne den fattigste del af befolkningen længere holde fattigdommen stangen. Samtidig reducerede Clinton administrationen drastisk statens sociale hjælpeprogrammer. Det var en af de medvirkende årsager til, at demokraterne for første gang i 40 år mistede flertallet i Kongressen ved midtvejsvalget i 1994. Samtidig øgede den ekstreme højrefløj sin organisering. Et udtryk for dette var terrorbombningen i 1995 mod en føderal bygning i Oklahoma, der kostede over 200 livet.

I en periode præget af stigende social turbulens internt i USA søgte Clinton at styrke sin position gennem udenrigspolitiske initiativer. Efter at have ladet borgerkrigen rase i det tidligere Jugoslavien i 4 år og ladet EU's udenrigspolitiske projekt lide skibbrud, greb USA i efteråret 1995 ind og tvang med Dayton aftalen i december de stridende parter til at slutte fred. I oktober 96 gennemførtes der forhandlinger mellem Palæstina og Israel i Washington med Clintonadministrationen som mægler, og måneden efter lod Clinton sig genvælge for en 2. præsidentperiode.

I januar 1998 brød den såkaldte Monica Lewinsky skandale ud, der som hovedpersoner havde præsidenten, en studenterpraktikant i det Hvide Hus og en cigar. Sexskandalen skulle være det vigtigste våben fra republikanernes side for at styrke deres flertal i Kongressen ved midtvejsvalget i november 98 og bane vejen for en republikansk præsident i 2001, men i stedet led republikanerne et sviende nederlag. De hævnede sig ved at stille Clinton for en rigsret, og Clinton forsøgte i sidste øjeblik med et raskt angreb på Iraq at afværge denne udvikling. Landets politiske establishment var i dyb krise og økonomien på vej i krise efter krisens udvikling først i Sydøstasien og siden i Rusland og i Brasilien.

Rigsretten der var sat i februar 1999 var dog ikke i stand til at dømme præsidenten. Anklagen for mened faldt med 55 mod 45 stemmer, og anklagen for obstruktion af retfærdigheden faldt med 50 mod 50 stemmer. For at afsætte præsidenten krævedes 2/3 flertal i senatat.

Konflikten med Cuba blussede atter op i november 1999 pga. drengen Elián González, der var eneste overlevende fra et skibbrud. Hans mor havde sammen med andre forsøgt at nå til Miami for at søge asyl. Det nordamerikanske retsvæsen og i sidste ende justitsministeren besluttede, at drengen skulle sendes tilbage til sin far i Cuba, men blev modarbejdet af eksilcubanere i Miami og republikanere under ledelse af Dan Burton, der havde været med til at skrive Helms-Burton loven, der udvidede blokaden mod Cuba. Burton stillede i Kongressen forslag om, at drengen blev tilkendt nordamerikansk statsborgerskab - for på den måde at hindre hans tilbagevenden til sin far.

I 2000 fortsatte den økonomiske vækst - den længst varende i USA's historie. I 1996 var der blevet indført et nyt socialt forsorgssystem, arbejdsløsheden faldt, lønningerne steg, og samtidig faldt antallet af familier, der var afhængige af bistandshjælp. Alligevel bidrog den økonomiske vækst ikke til at skabe større lighed eller mindske de sociale skel. Skellet mellem rige og fattige blev stadig større, og middel-indkomstgrupperne skrumpede stadig mere ind.

Præsidentvalget i USA den 7. november 2000 og de efterfølgende stridigheder om valgets afgørelse blev en af de mest omtumlede i landets historie. Vicepræsidenten, demokraten Al Gore fik flest stemmer, ca. ½ million flere end modparten, republikaneren George W. Bush, der var guvernør i Texas og søn af den tidligere præsident George Bush. Men pga. valgsystemet i USA får vinderen af en stat alle valgmandsstemmerne i den pågældende stat. Resultatet i én enkelt stat kunne derfor være udslagsgivende, og i Florida var der dødt løb mellem de 2 kandidater. Ud af 6 millioner stemmer var der kun nogle få hundredes forskel. Statens 25 valgmænd ville være afgørende for udfaldet af præsidentvalget.

Mens demokraterne søgte at få omtalt stemmerne i Florida, søgte republikanerne at få standset omtællingen, fordi Bush ved første tælling havde vundet valget. Valget udviklede sig til en juridisk og politisk farce, og i sidste ende besluttede USA's højesteret - der har republikansk flertal - at omtællingen skulle indstilles. Bush blev dermed vinder af valget.

USA's kolonisatorer

Indenfor vore dages USA regnes den første egentlige kolonisering med fast bosættelse at være foregået i Virginia i 1607. Det var især briter - men også en del hollændere og en gruppe svenskere - som koloniserede østkysten, og det nordlige område fik derfor navnet New England. Skotter, irere og tyskere fulgte, og fra begyndelsen af 1700 tallet begyndte indførslen af negerslaver fra Afrika, til det som nu var blevet en stadig mere blomstrende landbrugskultur i sydstaterne. Den virkelig store indvandringsstrøm fandt imidlertid først sted i 1800 tallet - fortsat især fra Nordeuropa, men også i stigende grad fra Syd- og Østeuropa.

Fra 1820 til 1877 indvandrede i alt 48 millioner mennesker til USA, iflg. den officielle statistik - det virkelige tal er sikkert højere - og 75,3% af disse kom fra Europa. 15% var tyskere, over 10% briter og næsten lige så mange kom fra Irland. Omkring 1,8% af alle USA's indvandrere - ca. 855.000 - kom fra Norge, og i forhold til folketallet i hjemlandet er det kun Irland som procentvis har afgivet en større andel af sin befolkning til koloniseringen af USA. Relativt få - 4,6% - kom fra Asien - primært Japan og Kina.

Indvandringen har også været stor fra andre lande i Amerika - Canada ca. 9% og Mexico 4%. Her er statistikken imidlertid ret unøjagtig. Det har f.eks. foregået omfattende illegal indvandring fra Mexico. Ikke mindst siden 2. verdenskrig er denne illegale indvandring blevet udnyttet af de store landmænd i det sydvestlige USA til at skaffe sig billig arbejdskraft fra folk, som ikke tør organisere sig eller stille andre elementære krav af rædsel for at blive deporteret.

De indvandringslove der blev gennemført i 1920'erne, havde klart til formål at bevare USA's nordeuropæiske præg og hindre fortsat indvandring af andre etniske grupper og farvede. Loven tog udgangspunkt i folketallet fra 1890 og satte kvoter for de enkelte lande i forhold til deres andel af USA's befolkning. Det medførte en drastisk nedgang i indvandring fra Asien og Syd- og Østeuropa. Kvoterne blev med visse ændringer opretholdt frem til 1968. Da gik landet over til et rammesystem, som fordelte et indvandringstal på omkring 300.000 pr. år på den vestlige og den østlige halvkugle - med særlige rettigheder for dem som allerede havde familie i landet.

Forskellige kategorier af politiske flygtninge er blevet en vigtig gruppe blandt de nye indvandrere. Bedst adgang har flygtningene fra Castros Cuba og USA's tidligere allierede i Sydvietnam haft. Haitianere som flygtede fra det USA-støttede Papa og Baby Doc diktatur i Haiti havde langt vanskeligere ved at opnå flygtningestatus og opholdstilladelse.

Den store indvandring har skabt forestillingen om det nye USA, som noget helt enestående, hvor alle nationens nye borgere kaster deres lokale baggrund af sig og går op i en ny enhed. «Tyskere, franskmænd, irere og englændere, jøder og russere - op i smeltedigelen med dem alle! Gud skaber amerikaneren», hed det i et nordamerikansk skuespil fra 1908 om indvandringen til USA. (Se Assimilation)

Denne smeltedigel forestilling fik fuld gennemslagskraft, efter at masseindvandringen fra Syd- og Østeuropa tog til i det 19. århundrede. Der var ingen tvivl om, at den nordamerikaner som skulle skabes i smeltediglen var en person, som lignede den hvide, angelsaksiske protestant (WASP). Det var den nordeuropæiske livsform, især briterne og tyskerne havde bragt med sig, og som var tilpasset de nye forhold i USA. Denne livsform havde domineret nationens udvikling med sin modvilje mod de gamle europæiske privilegiesamfund og med sin stærke tro på egen overlegenhed.

Masseindvandringen af russere, tjekkere, tyrkere, polakker, italienere og grækere blev en udfordring for den etablerede WASP kultur. Mange af indvandrerne talte ikke engelsk, men slaviske sprog, jiddisch eller romani. De var ikke protestanter, men katolikker eller jøder. De hyldede familiesolidariteten fremfor individualismen. De rejste ikke ud i «ødemarken» alene. De søgte kontakt med slægtninge og landsmænd og slog sig ned i grupper efter oprindelse og nationalitet. Disse nye uensartede indvandrergrupper var mindreværdige i forhold til WASP kulturen og måtte «smeltes om». Men USA's muligheder for at smelte dem om var begrænsede.

I dag har over 20 millioner nordamerikanere fortsat ikke engelsk som deres modersmål. Over halvdelen af disse er faktisk født i USA, og 15% af dem er født af forældre, som også er født i USA! Endnu i dag eksisterer der et tydeligt etnisk sammenhold i de amerikanske storbyers «Chinatowns», «Little Italys» og «Little Polands». Måske var dette sammenhold specielt tydeligt blandt jøderne, som systematisk slog sig ned i storbyerne, hvor de bevarede deres religion og stod sammen mod den diskriminering de mødte - også i USA.

USA's farvede befolkning har altid været placeret udenfor myten om smeltedigelen: Indianerne er overvejende blevet isoleret i reservater i USA's mest isolerede og fattigste områder. Som en del af den store interne folkevandring fra landbrugsområderne i syd, er USA's sorte indbyggere søgt ind til familie og venner i storbyghettoerne. De sidst ankomne fattige er altid havnet i storbyens slum. I 1963 var der f.eks. 70% hvide elever i skolerne i storbyen Los Angeles. Resten var sorte eller farvede. Ved indgangen til 1980'erne var den hvide andel reduceret til 28%, mens mexikansk-amerikanerne udgjorde 42% og de sorte 24% af eleverne. Resten var indvandrere fra Hongkong, Taiwan, Korea, Japan og Vietnam.

Blandt de senere indvandrere med stor etnisk solidaritet indtager jøderne en særstilling på grund af deres forholdsvis store politiske indflydelse - specielt ifht. USA's politik i Mellemøsten. Jøderne har traditionelt støttet det demokratiske parti og på de fleste punkter været liberale og radikale - bortset fra alt der har at gøre med Israel. Siden 1960'erne er middelklassejøderne imidlertid blevet mere konservative. De er kommet i større modsætning til de sorte grupper, som i 1960'erne var en naturlig samarbejdspartner i borgerretsbevægelsen, men som siden 1970'erne har stillet sig stadig mere positive overfor islam. Da de nordamerikanske jøder bor så samlet, udgør de en indflydelsesrig minoritet i nogle få nøglestater. I staten New York bor der f.eks. over to millioner nordamerikanske jøder.

Produktivitet og kreativitet

Den nordeuropæiske puritanske arbejdsmoral med en stærk understregning af, at enhver er sin «egen lykkes smed», har været en vigtig del af den nordamerikanske ideologi. Troen på kapitalismen som økonomisk system og profitten som en overordnet og berettiget drivkraft, indtager naturligvis også en selvfølgelig position i gennemsnitsamerikanerens ideologiske basis. Det vigtigste for den dramatiske og enorme økonomiske ekspansion i USA har været kombinationen af denne puritanske arbejdsmoral og adgangen til næsten utrolige jord- og råstofressourcer.

Erobringen af USA blev betragtet som et af menneskehedens mest noble eventyr - en folkevandring som erstattede barbari og vildmark med civilisation og industri. Immigranterne fandt en enestående rigdom af jord og skov, af vand, floder, søer, en relativ overdådighed af metaller, olie, kul og gas. Et land som var næsten ubrugt. Kun nogle få indianske og mexikanske miljøer måtte ødelægges. Det var alt som stod i vejen for rydningen og ekspansionen.

Først efter 2. verdenskrig er dette billede blevet noget mere nuanceret, fordi også en del af det nordamerikanske samfund har set omkostningerne tydeligere: Rovdriften på naturen, udbytningen af de sorte og andre minoriteter, korruptionen og spekulanterne. Det blev et land, hvor det meste var tilladt - og det var muligt, hvis man var dygtig eller heldig nok til at sikre sig byttet. Men nationen fik også de grundlæggende menneskerettigheder skrevet ind i sin forfatning, og med en stærk vilje til at skabe et retssamfund. Helt frem til vore dage har nationen været præget af konflikten mellem på den ene side den systematiske liberalisme og den stærkes ret, og på den anden viljen til lighed for loven, som forfatningen foreskrev og den antikoloniale fortid mindede om.

Politik og forfatning

USA's forfatning fra 1789 har kun gennemgået 13 formelle ændringer i løbet af de forgangne godt 200 år. Der eksisterer en meget restriktiv holdning til ændring af forfatningen. Kongressen - både Repræsentanternes hus og Senatet - må vedtage en grundlovsændring med to tredjedels flertal, og tre-fjerdedele af delstaterne - i dag mindst 37 stater - må acceptere grundlovsændringen gennem formelle vedtagelser i deres delstatsforsamlinger, før ændringen bliver gældende. Det sidste forsøg på at lave et tillæg til forfatningen - som formelt stadfæster kvinders ligeret i samfundet, Equal Rights Amendment (ERA) - er hidtil strandet på, at det ikke er godkendt af tilstrækkelig mange stater.

Den nordamerikanske forfatning blev til på grundlag af en kolonisituation, med en indgroet skepsis overfor stærke centralmyndigheder. Det resulterede i en forfatning, som i større grad end næsten nogle anden forfatning har fastlagt magtfordelingen mellem samfundets styrende organer. Samtidig indeholder den klare bestemmelser om religionsfrihed, presse- og mødefrihed og andre retsstatsprincipper - kombineret med en stærk beskyttelse af den private ejendomsret.

USA har ikke et parlamentarisk system. Præsidenten som selv vælger sin regering, har den udøvende og administrerende magt. Han er ikke afhængig af et flertal i Kongressen, og går ikke af som følge af et nederlag om vigtige forslag.

Præsidenten vælges ved et landsdækkende valg for en fireårig periode og kan genvælges én gang. Præsidentvalget er formelt indirekte, idet der fra hver enkelt delstat vælges et vist antal personer til et valgmandskollegium, som foretager det formelle valg af præsidenten. I realiteten er der imidlertid stort set tale om et direkte valg.

Kongressen

Kongressen har to kamre: Senatet med 100 medlemmer - to fra hver stat uanset statens størrelse. Vicepræsidenten er formand for senatet, og ved stemmelighed er hans stemme udslagsgivende. Repræsentanternes hus har 435 medlemmer - fra én til godt 40 repræsentanter fra hver stat, fordelt efter folketal. Alaska og North Dakota har én repræsentant hver, mens Californien har 43.

Valget til Kongressen foregår hvert andet år. Senatet vælger en tredjedel af sine medlemmer hver gang - for en periode af seks år - mens samtlige medlemmer af Repræsentanternes Hus er på valg hvert andet år. Den lovgivende magt er formelt placeret i Kongressen, og de fleste beslutninger skal gennem begge kamre. Visse sager - som f.eks. aftaler med fremmede magter - skal kun godkendes i Senatet. Dog med 2/3 dels flertal. Senatet har også en vis godkendende myndighed overfor præsidenten - i hans valg af regeringsmedlemmer, højesteretsdommere og ambassadører. Den første ret har været gennem en længerevarende udhuling fra en række præsidenters side - ved at aftalerne ikke længere bliver indgået som formelle traktater, men som uformelle underhåndsaftaler og som løsere aftaler, som kun præsidenten eller regeringsmedlemmerne undertegner.

I de senere årtier har Senatet dog vist en vis vilje til større kontrol med præsidentens udenrigspolitiske handlinger. Denne nye vilje til kontrol er delvist en konsekvens af Vietnamkrigen og det faktum, at en række af de afgørelser som gjorde USA stadig stærkere engageret i krigen, blev truffet af præsidenten uden formel godkendelse af Kongressen.

Højesteret

Højesteret er den tredje magtinstans i USA, og dens rolle er stærkere end i andre lande. De ni dommere er udnævnt af præsidenten på livstid, men udnævnelsen må godkendes af Senatet. Højesteret har hævdvunden ret til at prøve grundlovsgyldigheden af vedtagne love fra Kongressen og andre administrative eller private beslutninger. Forfatningen er på den måde i langt højere grad ændret gennem højesteretsdomme og lovfortolkninger end gennem formelle ændringer.

De klassiske eksempler gælder de sortes situation. Det var en højesteretsdom - Plessy versus Fergusson - som før århundredeskiftet bekræftede raceadskillelsespolitikken i sydstaterne som lovlig og forenelig med USA's forfatning. Og det var højesterets dom i 1954 - Brown versus Board of Education, Topeka - som erklærede raceadskillelsen i skolerne for forfatningsstridig, og som gav et slags klarmelding til den intense modstand som fulgte mod racismen i det nordamerikanske samfund.

Domstolen har spillet forskellige roller i nordamerikansk politik - afhængig af dens skiftende sammensætning. Under New Deal perioden var den domineret af konservativ forretningsideologi og kendte en række af præsident Roosevelts reformtiltag for grundlovsstridige. Roosevelt truede da med at udvide antallet af dommere og udnævne nogle nye mere progressive dommere. Det blev ved truslen, men havde nok en vis virkning, og da Roosevelt på almindelig vis fik lejlighed til at udnævne nogle mere liberale dommere, ændrede domstolen under og efter krigen karakter.

I 1950- og 60'erne var domstolen præget af højesteretsdommer Earl Warrens nærmest liberale juridiske syn, og stod bag mange afgørelser som beskyttede minoriteters rettigheder, og støttede reformer i kriminalsager. I 1970'erne fik domstolen atter et konservativt flertal, gennem dommere udnævnt af præsident Nixon og under ledelse af den konservative jurist, Warren Burger.

I december 2000 besluttede domstolens republikanske flertal, at George W. Bush havde vundet præsidentvalget i landet, trods det at modparten Al Gore havde fået ½ million flere stemmer.

Delstaterne

USA er en føderation af stater. Delstaterne har deres eget politiske system og særskilte ansvarsområder. Delstaterne har formelt set det samme system som føderationen. Den lokale «præsident» - som også vælges ved et særskilt, almindeligt valg - har titel af guvernør, og delstatsforsamlingerne - bortset fra Nebraska, som har ét kammer - er delt op på tilsvarende måde som Kongressen, med senat og et Repræsentanternes hus.

En bred vifte af sager - ikke mindst love omkring kriminalitet, lokalt næringsliv, udbygningsplaner o.l. - bliver vedtaget og sat ud i livet på delstatsplan. Guvernørerne for de centrale industristater har også en vis national indflydelse, og det gælder også i nogen udstrækning for borgmestrene i storbyer - især i byer som New York og Chicago.

Men de centrale føderale myndigheder bliver stadig vigtigere. Ikke mindst pga. den ret de har til at regulere al kommunikation og handel mellem delstaterne. De forskellige føderale ministerier og direktorater har på mange vigtige områder udstrakte beføjelser til at fastsætte regler og grænseværdier, som også gælder lokalt.

Det er imidlertid en vanskelig og underprioriteret opgave at håndhæve disse regler, og kontrollere at centrale beslutninger føres ud i livet. Forskellige profitinteresser går i retning af at sabotere sådanne regler. USA har i dag derfor på mange områder gode regler - som bare ikke virker effektivt.

Partierne

Partisystemet i USA har aldrig været særligt stærkt, og det er i dag på mange måder i færd med at bryde sammen som grundlag for valg og vælgerappel. Det er ikke mindst det kommercielle fjernsyn, som har bidraget til denne udvikling. Der appelleres til overfladisk at acceptere den mand - eller de få kvinder - som stiller op, og markedsføringen dirigeres af PR firmaer og andre mediespecialister.

Partierne i USA har i første række traditionelt været valgmaskiner som samles om den opgave at få deres kandidater valgt. Selv om der er store forskelle mellem de to store partier - Demokraterne og Republikanerne - både når det gælder historisk baggrund, social rekruttering og i en række politiske sager, er ingen af dem sammenhængende nationale partier, som vi kender det fra Europa. Der eksisterer store politiske forskelle mellem delstatspartierne og mellem partiernes kandidater i nordveststaterne og de tilsvarende i sydstaterne. En republikansk senator fra nordvest er gerne væsentlig mere «venstreorienteret» i sin opfattelse - både på udenrigs- og indenrigspolitiske spørgsmål - end en demokratisk senator fra sydstaterne.

Alligevel ligger tyngdepunktet i det republikanske parti uden tvivl politisk til højre, og de republikanske kandidater modtager relativt mere støtte fra storfinansen og de ledende forretningskredse. Demokraternes vælgergrundlag er i langt større grad arbejderklassen og de liberale dele af middelklassen, og partiets politik er mere aktivt reformrettet - f.eks. når det gælder social forsorg. Alligevel er der for tiden kun minimale forskelle i de to partiers politik.

Valg og deltagelse

Valgdeltagelsen er almindeligvis lav, og den er faldende. Den laveste valgdeltagelse var i 1942, da kun 32,5% deltog i valget til Repræsentanternes hus. I 1978 var procenten næst lavest, 37%. Det var endnu lavere end ved valget i 1974, som i høj grad var præget af efterdønningerne og afvisningen af politikerne efter Watergate skandalen. Deltagelsen ved præsidentvalget har været noget højere, men også den var lav i 1976 (54%). Jimmy Carter blev valgt til præsident med en tilslutning fra kun 28% af dem som havde stemmeret i USA.

Man regner i dag med, at USA har omkring 270 millioner indbyggere. Svagheden ved folketællingerne er, at de ikke medtager de mest ressourcesvage i det nordamerikanske samfund. I 1970 blev det beregnet, at statistikerne havde «mistet» omkring 2,5% af dem, som faktisk var i landet, og 7,7% af de sorte.

Den store og sammensatte befolkning er blevet til gennem en serie af indvandringer og vandringer vestpå. Siden 60'erne finder der en ny folkevandring sted i USA. Den går mod syd og sydvest, væk fra forureningen, overbefolkningen og kriseforholdene i de gamle storbyområder - eller de såkaldte metropolområder. I officiel nordamerikansk statistik regnes der med 288 metropolområder. Folkevandringen går mod bedre klima og nyere industri. Ikke mindst de store forholdsvis nye elektronikindustrier i Texas, Arizona og Californien.

Flytningen er et grundlæggende element i det nordamerikanske samfund, og kan bidrage til at forklare den lave politiske deltagelse i USA. Et andet element er den stærke sociale koncentration, som præger USA's politiske ledelseslag og eksperterne som er knyttet til statsadministrationen.

Statsadministrationen

Antallet af ansatte i statsadministrationen er ikke øget meget siden 1960'erne. Alligevel har staten udvidet sine aktiviteter og øget sin indflydelse betragtelig. Den store stigning i det amerikanske statsbudget peger i denne retning. Samtidig er der en klar tendens til, at statsbureaukraterne får mere og mere magt, mens statsbureaukratiet går i opløsning og uddelegerer denne magt på flere og flere eksperthænder. Disse eksperter sidder ofte ikke i staten, men i forskningsinstitutioner, non-profit-organisationer, interessegrupper og lokale foreninger.

Magten trækkes ud af den føderale regerings egne organer og ind i et netværk af sagsbevidste ekspertgrupper. Denne udvikling sammen med partiernes svage stilling i det politiske system, giver noget af nøglen til at forstå den specielle form for organiseret lobbyvirksomhed, som drives i den amerikanske magtelites korridorer i hovedstaden Washington D. C.

Ekspertgruppernes øgede indflydelse har ført til at såkaldte «think tanks», konsulentbureauer, nationale og multinationale selskaber, advokatkontorer, interesseorganisationer og andre pressionsgrupper flytter deres hovedkvarterer til Washington, til kulisserne for USA's magtpolitiske scene. I løbet af 1970'erne voksede tallet af interesse- og lobbygrupper i «downtown Washington» til omkring 2.000 med tilsammen 50.000 ansatte. Mange af disse gruppers eksperter har indflydelse på beslutningsprocesserne i Kongressen og Det hvide hus.

En forudsætning for denne indflydelse er den store åbenhed, som til trods for magtkoncentrationen råder indenfor statsadministrationen. Et vigtigt træk i dette billede er den udstrakte brug af høringer som en del af Kongressens sagsbehandling. Interessegrupper og enkeltpersoner inviteres ofte til åbne høringer om sager, som i det nordiske politiske system kun drøftes på lukkede møder. Høringerne kan også antage form af retssager, ved at de der afgiver forklaring er under ed. Til trods for den formelle åbenhed, er det dog i vid udstrækning «Tordenskolds soldatereksperter» der på høring efter høring får lov til at fremlægge deres holdninger.

Denne sammenhæng mellem interessegrupper, regering og nationalforsamling spinder USA's politik ind i et sagsnetværk, der består af personer med indgående sagkundskab på helt bestemte områder. Til forskel fra «almindelige» eksperter er disse personer endvidere politiske aktivister, som taler på vegne af deres gruppe. De er talsmænd for en ny sundheds- og socialpolitik, for natur- og miljøbeskyttelsesinteresser eller for øget udbygning af USA's strategiske atomraketter. De kræver at få lov til at sige deres mening i aktuelle spørgsmål, og de bliver ofte betalt for at give råd til både det demokratiske og det republikanske parti, til Kongressen og Det hvide Hus.

Hvert af de to store partier har et net af politiske eksperter knyttet til sig. Topeksperterne får ofte plads i statsadministrationen, når deres præsident indsættes i Det hvide Hus. At det drejer sig om en elite og et varigt netværk ses tydelig ved, at der findes en forholdsvis konstant kerne af eksperter, som altid - uanset parti - drages ind i regeringen eller blive rådgivere for præsidenten.

Kongressens og præsidentens behov for at administrere dette netværk gør, at det nordamerikanske statsbureaukrati i stadig større grad består af specialister, som ved hvor «de rette» eksperter er, hvad de gør, hvad de duer til, og hvornår de kan anvendes som konsulenter, sagsudredere eller vidner i høringer. Omkring to-femdele af mellemlagene i det nordamerikanske bureaukrati - USA's løntrin 16-18 - har en uddannelse som forskere, men spiller rollen som teknokrater: Som Science Managers. Den gammeldags all-round-politiker er ikke nødvendigvis på vej ud af politik i USA, men han bliver mere og mere afhængig af eksperter og specialrådgivere.

Siden 1960'erne har miljøbeskyttelses- og forbrugerorganisationer forsøgt at øge deres indflydelse i USA's sagsnetværk - men uden særlig held. De har derfor også satset på andre tiltag, som at gå i retten mod producenter af tvivlsomme varer, organisere boykots af varer og sende klager og appeller til pressen, politikere og præsidenten. Men de står overfor enorme opgaver: Det nordamerikanske handelskammer, som forbrugerbevægelsen f.eks. arbejder i forhold til, har 80.000 virksomheder som medlemmer, 1.200 ansatte over hele USA og et årsbudget på mange hundrede millioner kroner.

Ralph Nader har siden 60'erne været en central person i USA's forbrugerbevægelse. I bogen «Unsafe at any speed» - Usikker ved alle hastigheder - påviste han, hvordan den nordamerikanske bilindustri havde solgt biler med en svag eller direkte farlig konstruktion. Producenternes profithensyn gjorde, at de bevidst undlod at forbedre bilerne, skrev Nader. Bogen blev startskuddet på en forbrugerbevægelse, som siden midten af 1960'erne har forgrenet sig.

En af Naders senere organisationer er f.eks. «Congresswatch», som følger med i hvad Kongressen foretager sig for at kunne yde modstand mod forbrugerfjendtlige tiltag. En anden Nadergruppe er «Clean Water Action Project», som bekæmper udbygning og forurening af nordamerikanske floder og vandområder.

Den nordamerikanske kultur

Det findes ingen «typisk nordamerikansk kultur». Det er umuligt i generelle termer at beskrive kulturen i en indvandrernation, hvor afstanden mellem kulturcentrene New York og Los Angeles er større end afstanden mellem New York og København. Med en baggrund i nordamerikansk historie er det muligt at beskrive et system af generelle ideer, som kan kaldes «nordamerikanske», og som kan tjene som ramme for en kort beskrivelse af det moderne kulturliv i USA.

USA blev grundlagt af en separatistbevægelse, som betragtede USA som Europas modsætning. Indbyggerne i den nye verden udviklede deres egen forestillingsverden og dyrkede den ivrigere end de fleste andre nationer. De udformede efterhånden punkterne i en central forestilling om det at være amerikansk.

Især fire grundideer er iøjnefaldende: Den første er isolationismen; Nordamerikanernes traditionelle bestræbelser på at holde sig udenfor rækkevidde af de europæiske magters despoti og undertrykkelse. Isolationismen blev i bredeste forstand USA's sikkerhedspolitik de første 100 år af statens eksistens, for den værnede nordamerikanernes forsøg på at skabe et samfund, der var bedre end det europæiske. Den anden grundidé er troen på et næsten automatisk fremskridt, en tro som opfattede Europas problemer som et tilbagelagt stadium for USA. Nordamerikanerne så sig tidligt kaldet til at videreføre de europæiske idealer. Den tredje grundidé er forestillingen om, at alle gode ting hænger sammen, og ønsket om at udbrede den nordamerikanske version af demokratiet til gavn for hele verden. Den fjerde grundidé er troen på den personlige integritet eller karakter. Her er isolationismens frygt for bindende alliancer overført til det rent personlige og moralske plan: Dyrkningen af den personlige integritet var udslag af den nye verdens stærke krav om frihed fra indblanding.

I 1700- og 1800 tallet bidrog de store afstande og primitive samfærdselsmidler til, at det nordamerikanske samfund og kultur blev meget varieret - på en måde som let undervurderes i Europa. I denne periode udviklede de forskellige lokalsamfund økonomiske, sociale og kulturelle særtræk, der var store nok til at skabe en borgerkrig. De sidste hundrede år har samfærdselsmidlerne virket som en samlende kraft og bidraget med et element af enhed over det uensartede kulturliv. Det er denne iøjnefaldende forenende fernis af varer og tjenester som er serieproduceret til et massemarked, som ofte trækkes frem som «typisk nordamerikansk». Det er ikke helt sandt, som den franske statsmand Georges Clemenceau (1841-1929) sagde, at USA er historiens eneste eksempel på et samfund, som har udviklet sig fra primitivisme til dekadence uden at passere gennem et stadium af civilisation. For under den ofte smagløse overflade pulserer en rig og uensartet kultur.

Nutidens nordamerikanske kultur rummer to modstridende tendenser. Den ene er den moderne masse- og mediekultur, som er knyttet til mekaniske og elektroniske trykte-, lyd- og billedmedier, og som trækker samfundet i retning af større ensartethed. Specielt vigtige er de holdninger og værdier, som formidles gennem de mange kommercielle TV-stationer i USA. Den del af befolkningen som er vokset op efter 1950, har tilbragt mellem 25 og 50% af deres vågne liv foran TV-skærmen. Mange varer som er produceret til konsum på et massemarked, markedsføres på en pågående måde ved hjælp af USA's udviklede multimediestruktur.

Den anden tendens i nordamerikansk kultur er de mange modkulturer, som virker opsplittende på samfundet. Nogle af dem har ladet sig bruge af massemedierne og smarte fabrikanter, og er blevet markedsført som et af massekulturens modeluner. Modkulturernes rødder er imidlertid snarere at finde i 1960- og 70'erne politiske reform- og modstandsbevægelser.

Borgerretsbevægelsen tidligt i 1960'erne forgrenede sig snart i en række Black Power bevægelser, hvor nogle lagde vægt på kristne værdier og ikke-vold, mens andre gik ind for voldelige metoder. Gennem politisk aktivitet blev mange unge nordamerikanere politisk bevidstgjort. De protesterede mod regeringens politik og mod «systemet». De udviklede stærke modforestillinger til den traditionelle opfattelse af det nordamerikanske samfund og en markant afstand til forældrenes etablerede holdninger: «Never trust anyone over 30» (stol aldrig på nogen over 30). En række elementer i den hvide radikale bevægelse og i Black Power bevægelsen blev også indlemmet i massekulturen og produceret til unge og sorte forbrugere. Mod slutningen af 60'erne var betegnelsen «modkultur» i almindelig brug som et samlende begreb for de grupper, som præsenterede en varieret række alternativer til 1950'ernes konventionelle levemåde.

Mens massekulturen er domineret af Midtvestens hvide middelklasseværdier, er de moderne modkulturer stærkt etnisk orienteret. Tidligere alternative kulturer udviklede sig ofte til at blive intellektuelle elitegruppers forsøg på at modvirke de kommercielle kulturers banale budskab med en højere kunst. Men i dag får de dynamiske modkulturer stadig nye udtryk. Kravet om Black Power fra den afroamerikanske befolkning førte til slagord om Red Power fra den indfødte befolkning, Brown Power fra USA's latinamerikanske chicanos, Women's Liberation fra moderne feminister og Gay Liberation fra USA's homoseksuelle.

Men selv ikke modkulturerne har i fuld udstrækning formået at bryde med grundideerne i den nordamerikanske tankegang. Et træk som adskiller USA's modkulturer fra de europæiske, er nordamerikanernes skepsis overfor ideologier. «Den nordamerikanske strukturblindhed» var et af hovedpunkterne i den europæiske venstrefløjs kritik af reform- og oppositionsbevægelserne i USA: Amerikanerne elsker forandring, men frygter revolution.

Et andet vigtigt punkt som adskiller den nordamerikanske kultur fra den europæiske er, at kulturinstitutioner i USA traditionelt er privat finansieret. Siden 50- og 60'erne har lokale og føderale myndigheder spillet en stigende bevillingsmæssig rolle i den højere uddannelse i USA - i direkte forlængelse af det såkaldte «sputnikchok», da Sovjetunionen i 1957 sendte verdens første satellit i bane omkring jorden. For at kompensere for det forspring de antog Sovjetunionen havde, blev USA's universiteter og højskoler med ét udbygget og effektiviseret. Den offentlige støtte til skoler og universiteter steg fra 7 milliarder dollars i 1950 til 19 milliarder dollars i 1960 og til omkring 90 milliarder dollars i 1975. Denne stigning var af særlig betydning for medicin, naturvidenskab og samfundsforskning. Antallet af studenter blev brat fordoblet - 6-8 år før studenteroptøjerne var på deres højeste.

Museer, teatre og symfoniorkestre har traditionelt hentet deres penge og ledere fra den private sektor. Men også finkulturen nød godt af de øgede bevillinger i 50- og 60'erne. Mod slutningen af 60'erne udviste flere kulturinstitutioner imidlertid et øget engagement i de aktuelle samfundsspørgsmål. Statens kulturtilskud blev skåret ned og de livsvigtige private bidrag aftog. Endvidere udeblev publikum fra storbyernes museer og kulturinstitutioner, efterhånden som kriminaliteten steg. Og da dollaren blev devalueret i første halvdel af 70'erne, tørrede gavestrømmen yderligere ind. Museer, biblioteker og orkestre måtte skære deres budgetter ned, for at få økonomien til at hænge sammen.

Arbejderbevægelsen

USA er et samfundssystem, hvor alle trusler fra venstrefløjen er blevet knust i opløbet. Udfordringerne af den etablerede magtelite er kommet fra højre, der har modarbejdet «Big Government», «Big Business» og «Big Trade Unions». Magteliten har altid uden de store vanskeligheder formået at absorbere denne modstand.

Alligevel har der også eksisteret en radikal understrøm i protesterne mod de etablerede magthavere. Antitrustlovene var inspireret af en populistisk ideologi, der betragtede de store koncerner og de organiserede politiske og økonomiske interesser i Washington som sin naturlige modstander. Særlig omkring århundredeskiftet blomstrede populismen, og den har i perioder haft stærke antikapitalistiske undertoner.

Arbejderbevægelsen har aldrig stået stærkt, i den forstand vi kender fra Europa. Fagbevægelsen har rødder ganske langt tilbage. Allerede i 1790'erne blev der dannet arbejderforeninger i flere byer i USA. I 1827 dannede fagforbund i Philadelphia en fællesorganisation, og i 1830 etableredes der flere landsdækkende forbund. Disse forbund blev dog ikke permanente. En krise og en efterfølgende kraftig reformperiode passiverede bevægelsen. Først i 1850'erne kom fagarbejdernes organisationer stærkt igen, og i 1869 blev organisationen Knights of Labor dannet - delvist efter mønster fra de engelske chartister. Den organiserede håndværkere og fagarbejdere, den politiske tendens var antikapitalistisk, men også i nogen udstrækning anti-industriel. Organisationen organiserede udelukkende hvide og havde stærke racistiske træk.

I 1886 afholdtes der i Chicago den 1. maj en omfattende demonstration for 8 timers arbejdsdag. To dage senere var demonstrationerne steget til det dobbelte og blev nu angrebet af politiet. Da fagbevægelsen dagen efter holdt et protestmøde på Haymarket, blev der kastet en bombe, der kostede 7 politifolk og 4 arbejdere livet. Myndighederne dømte året efter 4 anarkister for attentatet og hængte dem - martyrerne fra Chicago. Den internationale arbejderbevægelse besluttede efterfølgende at gøre den 1. maj til arbejderklassens internationale kampdag.

Samme år - 1886 - blev der dannet et landsomfattende fagforbund i USA - American Federation of Labor (AFL). Forbundet var næsten enerådende i nordamerikansk fagbevægelse helt frem til slutningen af mellemkrigstiden. Blandt dens grundlæggere var Samuel Gompers og Adolph Strasser. De stammede fra England og Tyskland og kendte til den europæiske fagbevægelse. Begge var socialister, og forbundet markerede sig i sit program med radikale formuleringer om det amerikanske samfunds klassemodsætninger. Men til trods for den antikapitalistiske tendens førte forbundet en rent reformorienteret politik. Som Knights of Labor var AFL i stor udstrækning hvid og chauvinistisk. (Se Fagbevægelse).

AFL bestod af autonome fagforeninger, organiseret efter erhvervsgrupper. Forbundet fik gennemslagskraft i dele af industrien og opnåede store forbedringer i arbejdsforhold, arbejdstid og lønforhold for sine medlemmer. Men AFL begrænsede sin virksomhed til fagarbejdere - mest engelsktalende. De ufaglærte og de nye indvandrergrupper faldt udenfor deres faglige kampområde.

I 1905 blev der dannet et nyt revolutionært fagforbund - Industrial Workers of the World, IWW. Initiativet til dannelsen blev taget af lederne af den store minearbejderforening - Western Federation of Miners - som brød med AFL pga. forbundets reformistiske politik. Sammen med minearbejderne tog de to socialistpartier, Socialist Labor Party og The Socialist Party, og uafhængige syndikalister initiativ til stiftelseskongressen. Efter kort tid overtog syndikalisterne imidlertid ledelsen af forbundet.

IWW satte sig som mål at organisere ufaglærte arbejdere og indvandrere i de store industriområder. Forbundet havde i starten hen imod 100.000 medlemmer, og skal have haft op imod 200.000 i perioder med hårde strejker og aktioner. Da syndikalisterne overtog ledelsen i 1908, begrænsede de virksomheden til rent faglige aktioner og brød den direkte kontakt med de socialistiske partier. IWW blev aldrig medlemsmæssigt betydningsfuldt, men gennemførte en række store strejker og aktioner i perioden frem til 1. verdenskrig.

I slutningen af 30'erne blev AFL splittet. En ny lov gav arbejderne ret til at indgå overenskomster i virksomhederne. Lederne fra flere forbund indenfor AFL tog da initiativ til at organisere arbejderne direkte på virksomhedsniveau, men AFL ledelsen satte sig imod dette, fordi det brød med forbundets organisationsform. På trods af protesterne blev der dannet en række «Committees of Industrial Organization», som senere sluttede sig sammen til Congres of Industrial Organizations (CIO).

CIO slog især igennem i industri baseret på masseproduktion - særlig efter at have fået gennemført kollektivaftaler indenfor nogle af de største selskaber, som U.S. Steel og General Motors. Forbundet støttede det demokratiske parti og samarbejdede med den liberale fløj.

I slutningen af 30'erne blev medlemstallet i de faglige organisationer fordoblet fra 3 til 6 millioner. I 1943 var det steget til 12 og i 1953 til 17 millioner. Af de 17 var 50% medlemmer af AFL, 30% af CIO og 20% af jernbanearbejdernes og andre forbund. I 1955 blev AFL og CIO sluttet sammen (AFL-CIO), efter bl.a. at have samarbejdet mod den såkaldte Taft-Hartley lov fra 1948, som indskrænkede strejkeretten.

Socialistiske partier har aldrig formået at udvikle sig i USA i en udstrækning der kan sammenlignes med de europæiske lande. Det første socialistiske parti blev dannet i 1877 og blev kaldt The Socialist Labor Party. Partiet blev specielt præget af Daniel De Leon, som gik ind i det i 1890. Større betydning fik The Socialist Party, som blev dannet i 1901. Partiet fik i 1912 omkring 1 million stemmer ved præsidentvalget, eller 6% af det samlede stemmetal. I 1920 opnåede dets præsidentkandidat Eugene Debs en tilsvarende opbakning, til trods for at han på det tidspunkt sad fængslet som politisk fange.

Partiet indtog samme stilling til krigen som de europæiske socialdemokratier, og i 1921 brød venstrefløjen ud og dannede et nordamerikansk kommunistparti. Partiet fik aldrig fodfæste i nordamerikansk politik, men medlemmer af partiet kom ind i ledelsen af enkelte af fagforbundene. Socialistpartiet og en række forskellige antistalinistiske grupper arbejdede også indenfor fagbevægelsen - særlig i tilknytning til IWW og senere til CIO. Socialistpartiet blev under Norman Thomas' ledelse stærkt præget af kristne og pacifistiske strømninger. Det fik et opsving i 30'erne og opnåede ved præsidentvalget i 1932 atter næsten 1 million stemmer.

Efter 2. verdenskrig blev der indledt en omfattende kampagne for at fjerne kommunister fra alle stillinger i det nordamerikanske samfund. Kampagnen som blev ledet af af senator J. R. McCarthy, umuliggjorde næsten al socialistisk politik i den amerikanske offentlighed. Kommunister og socialister blev udrenset af fagbevægelsen, intellektuelle af alle socialistiske observanser blev gennem 50'erne mødt med mistænkeliggørelse, politisk forfølgelse og sortlisning, og al venstreorienteret radikalisme blev lammet.

Slutningen på denne lammelse indtrådte først i 1960. Det år demonstrerede flere hundrede studenter i San Fransisco mod den såkaldte uamerikanske komite (House of Un-American Activities Committee, HUAC). Samme år begyndte organisationen CORE - Congress of Racial Equality - at organisere såkaldte «Freedom Rides» til sydstaterne for at støtte de sortes kamp mod raceadskillelse og diskriminering. Med i denne bevægelse var også sorte og hvide studenter, som var organiseret i ikke-voldsorganisationen SNCC.

Kampen mod diskrimineringen af de sorte skulle blive en af de vigtigste bestanddele i en omfattende radikalisering af det nordamerikanske samfund i 60'erne. Sammen med racekampen bidrog først kampen mod USA's Cubapolitik og senere modstanden imod Vietnamkrigen til udviklingen af en ny venstrebevægelse - der fik efterdønninger i hele det nordamerikanske samfund. Særlig i studenter- og universitetsmiljøerne fik den nye bevægelse en socialistisk karakter. SDS (Students for a Democratic Society) med det fabianerprægede SLID (Students League for Industrial Democracy) og tilknytning til socialistpartiet, var i en lang periode den ledende organisation. Bevægelsen placerede sig i en tradition, der gik tilbage til førkrigstidens socialistiske strømninger. SDS var overvejende domineret af antiautoritære grupper med anknytningspunkter til det europæiske «nye venstre».

Mod slutningen af årtiet opstod der en række maoistisk inspirerede grupperinger og grupper, som udviklede forskellige former for voldelige aktioner. Indenfor de sortes bevægelse (se Black Power) brød forskellige grupper med det tidligere ikke-voldsstandpunkt, som især Martin Luther King havde stået for, og dannede forskellige «partiopbyggende» og guerillaorienterede organisationer. Samtidig opstod der en omfattende kvindebevægelse, som gjorde det nye venstres antiautoritære ideer til et af sine hovedprincipper, og søgte at organisere omfattende modbevægelser af og for kvinder på alle samfundsområder. Med USA's nederlag og tilbagetrækning fra Vietnam mistede bevægelsen en af sine vigtigste drivkræfter og støtten i den tværpolitiske modstand mod USA's krigførelse.

Det nordamerikanske velfærdssamfund

Det nordamerikanske økonomiske system har haft en voldsom dynamik, som har gjort USA til verdens rigeste og mægtigste land. USA har draget fordele, ikke blot af sine enorme ressourcer, men også af sin magt over den internationale økonomi. Alligevel har USA ikke formået at afskaffe den umiddelbare nød og fattigdom. I 1978 befandt 25 millioner nordamerikanere sig under den fattigdomsgrænse, som er officielt fastlagt. Inflationen har bragt stadig flere ældre nær eller under fattigdomsgrænsen, fordi pensionerne ikke er blevet reguleret.

Indtægterne er meget skævt fordelt. De rigeste 20% af befolkningen råder over ca. 50% af indtægterne, mens de fattigste 20% blot har ca. 4%. De sorte nordamerikanerne, især kvinder og børn, udgør en stadig stigende andel af de fattige. I 1970 udgjorde den afrikanske befolkning 22% af lavindkomstfamilierne. I 1978 var tallet steget til 28%.

Den økonomiske krise har ført til reduceret indflydelse for fagforeningerne. Tallet på fagligt organiserede i samtlige erhverv udenfor landbruget er sunket fra 35% i 1960 til 14% i 1998.

Øget kriminalitet er et andet resultat af krisen. USA har et større antal mennesker i fængsel end noget andet vestligt land - set i forhold til indbyggertallet. Der er i dag 1.700.000 indsatte i USA's fængsler. Samtidig sker der i disse år en privatisering af fængselsvæsenet for at skaffe plads til flere fanger.

Økonomisk udvikling

Efter århundredeskiftet var USA blevet en af verdens ledende industrinationer. Store formuer var grundlagt gennem erobringen af nyt land og gennem tilgangen til naturressourcer, nye råvarekilder og billig arbejdskraft. Toldmure havde især efter borgerkrigen beskyttet den nationale industri og skabt mulighed for hurtig ekspansion. En svag fagbevægelse og et relativt lavt lønniveau var medvirkende faktorer.

Værdien af industriproduktionen blev seksdoblet fra 1860 til 1890. Antallet af fabriksarbejdere steg fra 1,3 millioner til 5,3. Folketallet steg fra 31 millioner i 1860 til 50 i 1880 og 76 millioner i 1900.

Fra omkring 1870 blev monopoldannelser hovedtendensen indenfor industrien og i bankvæsenet. Store virksomheder begyndte at dele markeder mellem sig eller gik sammen i truster. Efterhånden blev stål- og olieindustrien samt jernbanen fuldstændig domineret af karteller og truster. Da denne udvikling vakte politisk modstand - særligt blandt bønderne - forsøgte myndighederne at hindre monopoldannelsen ved i 1890 at vedtage den såkaldte antitrustlov. Også på delstatsplan blev der vedtaget en række love, som skulle indskrænke muligheden for at danne sammenslutninger og truster. Det blev rejst retssager om lovenes gyldighed ifht. forfatningen. Det resulterede i, at der blev udformet nye love, men disse fungerede kun delvis. En højesteretsdom gjorde det f.eks. muligt at foretage sammenslutninger af industrivirksomheder - men ikke af handelsvirksomheder - og aktieselskaber var formelt ikke omfattet af loven.

I 1904 var 40% af kapitalen i USA's industri kontrolleret af 200 virksomhedssammenslutninger med kapital på over 1 million dollar. Vekslende konjunkturer og regeringen havde betydning for, hvor strengt loven blev håndhævet, men i hovedtræk er monopoldannelserne og udviklingen af dominerende storkoncerner gennem hele det 20. århundrede fortsat indenfor de forskellige industrigrene.

I 20'erne skete der en bølge af fusioner indenfor bilindustrien og den elektroniske industri - de to industrigrene som voksede hurtigst. I denne periode aftog modstanden mod monopoldannelsen, og lederne af koncernerne fik høj social og politisk prestige.

Krisen i 30'erne fremtvang en række reformer i USA's økonomi. Roosevelt rettede i første fase af sin «New Deal» politik angreb mod monopolerne, men i en senere fase blev der atter gode muligheder for storvirksomheder og sammenslutninger. Gigantkoncernernes rolle blev styrket.

Ved udgangen af 2. verdenskrig var USA verdens mægtigste industrination. Landet stod for 50% af verdens industriproduktion - med blot 6% af folkemængden. Efter krigen blev dollaren gjort til verdens reservevaluta. I de første 20 år efter krigen kunne USA pga. sin økonomiske og militære styrke dominere verdensøkonomien.

Krisen i 30'erne og 2. verdenskrig bragte for alvor staten ind i det økonomiske liv - også i USA. Den nordamerikanske forfatning er baseret på ideen om et samfund med rum til frit initiativ og med en meget svag statslig indblanding. Endnu er nordamerikanernes dagligliv, social- og sundhedsvæsen, deres forhold til administration og forvaltning præget af dette. I dag er statsbudgettet imidlertid nået op på næsten 2.000 milliarder dollar, og staten forvalter ca. 30% af nationalindtægten. Det betyder, at det er lige så vigtigt at have kontrol over statsindtægterne som at have kontrol over Wall Streets finansmarked.

Staten øver ved hjælp af penge- og skattepolitikken endvidere en stigende indflydelse på priserne og på beskæftigelsen. Statslige subsidieordninger har stor betydning for markeds- og produktionsreguleringen i landbruget. Store industrier som defineres som betydelige for statens sikkerhed får statsstøtte - ofte gennem store kontrakter med det offentlige. Staten yder f.eks. i mindre skala støtte til olieudvinding.

Stigningen i statens forbrug - ikke mindst gennem rustningsindustrien - var et af de vigtigste elementer i den økonomiske ekspansion, som bragte USA ud af 30'ernes krise. Sammen med krigen og den nye oprustning i den nordatlantiske forsvarsalliance, skabte dette en usædvanlig tæt forbindelse mellem staten og rustningsindustrien - både økonomisk og politisk. Forsvarets andel af nationalproduktet er i USA højere end i noget andet NATO land.

Tendensen til sammenvævning mellem de politiske, de militære og de økonomiske interesser blev for alvor tydelig i 50'erne. Fra den tid stammer udtrykket «det militærindustrielle kompleks». Det stammer fra præsident og tidligere general Eisenhower og henviser til etableringen af en magtblok med stærk indflydelse på statens politik.

Indflydelsen er ikke blevet mindre siden. Den blev frem til slutningen af 80'erne opretholdt gennem rustningskapløbet og foregår ikke mindst ved, at ledere indenfor rustningsindustrien i vid udstrækning rekrutteres fra militæret, samtidig med at rekrutteringen til de ledende stillinger i statsadministrationen sker fra den samme industritop.

Efterkrigstiden var i første omgang en periode med konstant ekspansion for nordamerikansk industri. USA blev verdens ledende industrination. Koncentrationen indenfor erhvervslivet fortsatte hurtigt og skabte en situation, hvor de 100 største industrivirksomheder kom til at stå for halvdelen af USA's industriproduktion, mens de 500 største dækkede ialt 75%. Den samme udvikling gjorde sig gældende indenfor landbruget og forædlingsindustrien. Dette indebar bl.a., at det især var de store koncerner, som kunne drage nytte af statens subsidieordninger.

Perioden frem til 1965 udviste dog samtidig træk, som truede USA's herredømme. Der blev uro omkring dollarens stilling. Hjemmemarkedet blev svækket pga. den valutapolitik som blev ført, og USA fik øget konkurrence udefra, særligt fra Japan. Vietnamkrigen og nederlaget der, sammen med Watergateskandalen, blev indledningen til en alvorlig svækkelse af USA's stilling - både økonomisk og politisk.

USA kom først over sin politiske og økonomiske svækkelse, efter at Ronald Reagan i 1981 var tiltrådt som landets præsident. Han gennemførte en militær-keynesianistisk politik, der gennem omfattende offentlige investeringer i militæret satte gang i landets økonomi. Konsekvensen var midt i 80'erne en anseelig økonomisk vækst, der trak resten af verden med. Strategien var dog kortvarig, da den byggede på massiv offentlig låntagning. Fra at være en kreditornation blev USA i løbet af 80'erne til verdens mest forgældede stat. Samtidig blev en stigende del af profitterne anvendt til spekulation, da de ikke kunne investeres produktivt. I 1987 bristede denne form for kasinokapitalisme, da Wall Street oplevede sit største krak siden 1929. Supermagten overvandt først efter 1992-93 denne krise.

Alligevel er USA's betydning på verdensmarkedet dalet drastisk siden 2. verdenskrig - i takt med genopbygningen af Europa og Japan samt den efterfølgende tiltagende industrialisering af dele af Asien og Latinamerika

Industriflugt fra USA har ført til tab af arbejdspladser, og service- og informationssektoren er ikke udviklet hurtigt nok til at absorbere ledigheden. Produktivitetstilvæksten har været lavere i USA end i de fleste andre industrilande. Den totale investeringsrate har i hele 60- og 70'erne været langt lavere end i lande som Vesttyskland og Japan

Nordamerikansk udenrigspolitik 1776-1950

Ved løsrivelsen fra England boede der næsten tre millioner hvide indbyggere i USA. I 1880 var indbyggertallet steget til over 50 millioner. Erobringen og opdyrkningen af det nordamerikanske kontinent blev foretaget på bekostning af den indfødte indianerbefolkning, der blev reduceret fra noget over 1 million i 1800 til omkring 340.000 i 1870. USA's anneksion af Texas (i 1845) og Californien (i 1850) fra Mexico udgør højdepunkter i denne ekspansion. I 1867 købte USA Alaska af Rusland. I 1898 annekterede supermagten Hawaii, og samme år gik USA i krig med Spanien og tog kontrollen over Cuba, Puerto Rico og Philippinerne. I denne lange periode kan USA's udenrigspolitik knapt skelnes fra indenrigspolitikken.

USA's oprindelse gav landets udenrigspolitik en række elementer af moralisme og en stærkt idealistisk retorik. Efterhånden som USA udviklede sig til en industriel stormagt med oversøiske interesser, fik udenrigspolitikken et dobbelt ansigt: En antikolonial tradition som særligt var rettet mod de gamle europæiske kolonimagter, og en nykolonial orientering som dels var baseret på økonomisk overlegenhed, dels på mere klassiske militære metoder som erobring og anneksion.

USA's udenrigspolitik har indeholdt to modstridende tendenser: Isolationisme - en trang til at lade de gamle kolonimagter ordne deres egne problemer - og globalisme - viljen og evnen til at engagere sig i de mest forskellige problemer over hele kloden. Fra og med 2. verdenskrig har USA's udenrigspolitik vist sig fra sin globalistiske side, fordi USA har påtaget sig rollen som «verdens politibetjent».

I de hundrede år der gik fra Waterloo (1814) til Sarajevo (1914) fik USA lov til at være i fred for ydre indblanding, takket være de forhold, at landet var omgivet af to verdenshave og svage naboer, og at magtbalancen i Europa blev opretholdt af den britiske marine. I denne periode blev USA - trods slaveri og borgerkrig - et fristed fra den europæiske undertrykkelse og magtpolitik. Den frihed blev en vigtig del af den nordamerikanske selvopfattelse. Men samtidig var nordamerikanerne blinde for magtbalancen i Europa og døve overfor det strategiske argument om, at USA's egen sikkerhed var i fare, hvis en enkelt magt dominerede det europæiske fastland.

USA gik først med i 1. verdenskrig, efter at tyske ubåde i 1917 var begyndt at sænke neutrale nordamerikanske skibe. Da fredsbetingelserne blev dikteret i Versailles, tog hverken Frankrig eller USA særlige hensyn til den europæiske magtbalance. Fredstraktaten havde i stedet til formål at straffe Tyskland som den skyldige i krigen. USA's præsident Wilson håbede, at Folkeforbundet skulle bevare freden, men organisationen fik ringe betydning for USA's udenrigspolitik, fordi Senatet stemte imod, at USA selv skulle blive medlem. Dette er måske det bedste eksempel på, hvordan de modstridende tendenser mellem isolation og globalisme har givet sig udtryk i en konflikt mellem en udadrettet præsident og en indadrettet Kongres.

Også i forbindelse med 2. verdenskrig var de isolationistiske kræfter i USA meget stærke. Selv om der eksisterede et omfattende britisk-nordamerikansk samarbejde - også før USA gik officielt ind i krigen - var det først efter det japanske overrumplingsangreb på Pearl Harbor i 1941, at det blev muligt for præsident Roosevelt at vinde tilslutning til en krigserklæring.

Både under og efter 2. verdenskrig kom den idealistiske retorik i USA's politik i konflikt med realpolitikerne i London og Moskva: Med Churchill som den der ville oprette indflydelsessfærer i Europa, og Stalin som krævede ret til at opbygge en zone af bufferstater til værn mod en ny invasion fra vest.

USA's idealisme kom til udtryk i FN og specielt i FNs særorganisationer for forskellige former for fredeligt samarbejde. De magtpolitiske realiteter kom snart til udtryk i blokpolitikken og i kaprustningen. Delingen af Europa var allerede et faktum, da Storbritannien i 1947 gjorde det klart, at landet ikke længere magtede at give Grækenland og Tyrkiet nogen sikkerhedsgaranti. USA måtte da overtage forsvaret af det østlige Middelhav. På kort tid blev USA's udenrigspolitiske doktrin ændret - med stærk vægt på antikommunisme og geopolitik (se Trumandoktrinen). I hjælpeprogrammet for Europa (Marshallplanen) - som blev fremlagt kort tid efter Trumandoktrinen - var både den idealistiske og den magtpolitiske side af USA's udenrigspolitik tydeligt til stede. I tiden 1945-50 stod Vesteuropa og dernæst Japan i centrum for USA's udenrigspolitiske interesse. Maos sejr i Kina (1949) og Koreakrigen (1950-53) drejede opmærksomheden mod Asien. Det var især det republikanske parti, der var talsmand for en mere aktiv politik i Asien. Under præsident Eisenhower kom der mere balance mellem det asiatiske og det europæiske engagement. Senere kom også Afrika i søgelyset for supermagtens udenrigspolitik.

Vor tids største kolonimagt. Udenrigspolitikken efter 1950

De store indvandringsbølger i sidste halvdel af 1800 tallet gav billig arbejdskraft til den hurtigt voksende nordamerikanske industri. USA var rigt på råvarer, men markedet var begrænset. Dette var baggrunden for erklæringen om «den åbne dørs politik» fra 1899. Landet ekspanderede både økonomisk og militært, og blev snart en verdensmagt med nykoloniale træk. Til trods for dette opfattede USA sig selv som en antikolonialistisk nation, som bekæmpede Englands og Frankrigs kolonisystemer.

Umiddelbart efter 2. verdenskrig kom denne antikolonialisme i konflikt med de stærke antikommunistiske strømninger, som kom til at dominere USA's politik: Selvstændighed til de britiske og franske kolonier ville betyde øget fare for kommunistisk indflydelse i den tredje verden. USA slog dermed ind på en politik, som tog sigte på at udvikle en «tredje vej» mellem kommunisme og kolonialisme: En politik orienteret mod dannelsen af USA-venlige, antikommunistiske regeringer.

Frem til slutningen af 1980'erne har USA's udenrigspolitik været fokuseret på at støtte liberale demokratiske bevægelser hvor det har været muligt - Costa Rica, Venezuela, Japan - og at støtte antikommunistiske regeringer, hvor det har været «nødvendigt» - Grækenland, Sydvietnam, Chile, Nicaragua, El Salvador, Sydafrika, Iran og Guatemala. Kommunistiske bevægelser er kun blevet tålt i de tilfælde, hvor USA har stået magtesløs - som i Kina og Sovjetunionen.

Denne strategi har gjort USA til vor tids største kolonimagt. Landet udøver økonomisk magt gennem sine multinationale koncerner og militær magt gennem tusindvis af militærbaser verden over. USA er tilsluttet følgende multilaterale militæralliancer: NATO, CENTO, ANZUS, OAS, RIO-traktaten og Manilatraktaten, og landet har bilaterale aftaler - forsvars- eller baseaftaler - med Antigua, Bahamas øerne, Bermuda, Philippinene, Grønland, Japan, Liberia, Marokko, Spanien, Sydkorea, Taiwan, Trinidad og Tobago.

En anden magtfaktor i USA's udenrigspolitik var, at dollaren efter nordamerikanske pres blev gjort til verdensvaluta (se IMF). Dette var vigtig så længe USA havde balance i udenrigsøkonomien. Men efterhånden som Europa og Japan blev genopbygget efter 2. verdenskrig og blev en alvorlig konkurrent til USA selv, begyndte dette system at revne. USA's rolle som verdens politibetjent førte til store udgifter, som overgik de indtægter USA fik fra udlandet. USA fik dermed underskud på betalingsbalancen - dvs. at nordamerikanerne brugte flere penge i udlandet, end de tjente.

USA forsøgte at dække underskuddet på betalingsbalancen ved at trykke flere pengesedler. Men dette undergravede dollarens værdi og bidrog til dollarkrisen, som prægede 1970'erne. Denne udvikling indebærer, at USA ikke længere er det naturlige økonomiske midtpunkt for den internationale kapitalisme: USA har fået stadig stærkere konkurrence fra EU og Japan, som konkurrerer om at sælge varer på verdensmarkedet og om adgangen til u-landenes råvareressourcer. Det er denne økonomiske konkurrence som bl.a. ligger bag krisen i NATO. USA søger at holde alliancen sammen ved ekspansion mod øst, optagelsen af nye medlemmer og indgåelsen af partnerskab for fred aftaler. Men samtidig fører USA en økonomisk politik, som uddyber spændingerne til dets allierede.

Samtidig er supermagten blevet stadig mere afhængig af import af råvarer fra den tredje verden. Specielt olieforsyningen er sikkerhedspolitisk bekymrende. Da shahen af Iran blev styrtet i 1979, mistede USA med ét sin vigtigste olieleverandør. Nordamerikanerne udviklede straks militære planer for at sikre, at andre oliekilder i Mellemøsten ikke skulle falde i antiamerikanske hænder. I 1980 udformede præsident Carter den såkaldte Carterdoktrin: USA ville opfatte alle forsøg på at opnå kontrol over området omkring Den persiske Golf som en trussel mod livsvigtige nordamerikanske interesser; USA ville slå ethvert erobringsforsøg tilbage - om nødvendigt med militær magt. Doktrinen kom til anvendelse i 1990, da USA samlede en enorm militærstyrke i Saudi Arabien, med det formål at smide Iraq ud af Kuwait (se Golfkrigen).

Mange betragter denne udvikling med uro, for USA har blandet sig i flere konflikter end noget andet land i dette århundrede: I årene 1945-76 blev der udkæmpet ialt 120 krige. Lidt over halvdelen af disse blev ført i den tredje verden og med indblanding af vestlige stormagter. USA blandede sig militært ind i 27 af disse krige. Denne politik førte til, at USA anskaffede sig klientregimer, som kom i stærk modsætning til de folkelige befrielsesbevægelser. Anvendelsen af hemmelige aktioner mod fremmede lande og bevægelser har gjort efterretningsorganisationen CIA til et symbol for den magtpolitiske side af USA's udenrigspolitik. USA's klientregimer har nydt godt af supermagtens gavmildhed og idealisme gennem programmer for udviklingsbistand, som i størrelse overgår alle andre landes. Men i de fleste tilfælde har disse regimer været korrupte og uduelige, når det gjaldt om at forvalte denne bistand på en måde, som kom befolkningen til gode.

Næsten halvdelen af de konflikter som USA har blandet sig i efter 2. verdenskrig, fandt sted i tiårsperioden 1964-74. Dette voldsomme engagement under præsidenterne Kennedy og Johnson havde en afgørende virkning på 1970'ernes politik. Vietnamkrigen førte til en krise for den nordamerikanske interventionisme, fordi den traditionelle udenrigspolitiske enighed i USA's opinion smuldrede bort. Det er overvejende præsidenten, som har været den udadrettede kraft bag nordamerikansk udenrigspolitik. Da Vietnamkrigen sammen med Watergateskandalen førte til, at præsidentens magt blev stærkt beskåret, blev USA's udenrigspolitik rodløs og selvmodsigende.

Først fra 1980 begyndte USA at genvinde sin udenrigspolitisk aggressive rolle. Det skete i første omgang efter den islamiske revolution i Iran i 1979 og den efterfølgende ydmygende besættelse af USA's ambassade i landet i november samme år. I april 1980 gennemførte supermagten en militær aktion ind i Iran i et forsøg på at befri gidslerne. Aktionen slog fejl, men viste samtidig villighed i den nordamerikanske befolkning til under bestemte forudsætninger at støtte militære aktioner. Lammelsen efter Vietnamkrigen - det såkaldte Vietnamsyndrom - var så små ved at være overvundet.

Efter Ronald Reagans overtagelse af præsidentposten i januar 1981 formulerede supermagten en aggressiv «Roll-back»-strategi (tilbagerulning) overfor den «internationale kommunisme». Det skete gennem massiv støtte til de kontrarevolutionære styrker i Afghanistan, Angola og Nicaragua. I 1983 var supermagten samtidig hurtig til at udnytte splittelsen i den progressive regering i Grenada. Under påskud af at ville redde nordamerikanske medicinstuderende i landet invaderede USA i oktober landet og installerede sit eget lydregime. Invasionen fik nogen international og indenrigspolitisk opbakning og gjorde det klart, at USA havde overvundet sit Vietnamsyndrom. Samtidig var invasionen en afprøvning af en ny strategi udviklet af USA's militær i perioden efter det forsmædende nederlag i Vietnam. Når og hvis USA militært skulle gribe ind militært skulle det ske i form af hurtige aktioner, hvor supermagten gennem en enorm militær overvægt skulle sikre sig sejr i løbet af få dage eller uger. Samtidig skulle medierne underkastes en skrap censur. I Vietnam var USA gennem 60'erne blevet trukket stadig dybere ned i et morads, hvor de uendelige TV rapportager af nordamerikanske soldater der blev sendt hjem i bodybags (ligposer) var med til at undergrave den indenlandske støtte til korstoget mod kommunismen.

Mediedækningen af krigen skiftede først kurs omkring 1968. Gennem 50'erne og 60'erne støttede medierne krigen, men i 68 havde USA's militær erkendt, at krigen ikke kunne vindes, og det samme havde landets erhversvliv. Mediernes kritik af krigen fra dette tidspunkt var derfor ikke udtryk for selvstændighed, men blot endnu et eksempel på, at de indrettede sig efter magthavernes ønsker. Samtidig var de udsat for et betydeligt pres fra anti-krigs-bevægelsen, der indtil da var blevet totalt ignoreret eller hånet som upatriotiske ballademagere.

Gennem 80'erne udvidede supermagten sin støtte til kontrarevolutionære bevægelser. Mest omfattende var den i Afghanistan, hvor afghanerne modtog træning og store våbenforsyninger til bekæmpelse af de sovjetiske invasionsstyrker i landet. Endvidere kanaliserede USA store forsyninger til de såkaldte contra'er, der fra Honduras bekæmpede den sandinistiske regering i Nicaragua. Forsyningen blev i stigende grad suspekt organiseret. Allerede i starten af 1983 havde USA organiseret den første store våbenforsendelse til contraerne. Det var våben Israel havde erobret fra palæstinenserne i Beirut, efter den israelske invasion af Libanon i 82. Da den demokratisk kontrollerede Kongres i 1985-86 lagde loft over omfanget af officiel bistand til contraerne, organiserede regeringen hemmelige forsendelser. Første fase bestod i at gennemføre hemmelige våbensalg til Iran - der officielt var en af USA's hovedfjender. Fra overskuddet ved dette salg blev der indkøbt våben, der blev overført til contraerne. Hele operationen blev koordineret af oberst Oliver North fra hans kontor i det Hvide Hus og i slutningen af 80'erne oprullet i medierne som Iran-contra skandalen. Regeringen havde brug for at aflede kritikken og organiserede i løbet af 1989 en hadsk kampagne mod sin egen tidligere CIA agent og daværende diktator i Panama: general Manuel Noriega. Kampagnen kulminerede i december 89 med nordamerikansk invasion af Panama. En invasion der samtidig havde til formål, at få afprøvet en række nyudviklede avancerede nordamerikanske våbensystemer, som laserstyrede «præcisionsbomber» og det «usynlige» B-1 bombefly.

Sammenbruddet i Østeuropa i 1989-90 skabte en ny geopolitisk situation, som drastisk styrkede USA på Sovjets bekostning. USA forcerede denne udvikling yderligere, da supermagten efter Iraqs invasion af Kuwait i august 1990 samlede den største militære alliance og styrke efter 2. verdenskrig. Da USA med sin enorme militære overvægt havde nedkæmpet de irakiske styrker og afsluttet krigen, lancerede USA's daværende præsident George Bush begrebet, «Den ny Verdensorden». For supermagten bestod det konkrete indhold af dette begreb i, at USA havde generobret rollen som verdens politibetjent, og havde vist både evne og vilje til at optræde således. Samtidig afslørede Golfkrigen dog også, at verdens politibetjent var blevet fattigere end i 50'erne og 60'erne. USA var nødt til at gå tiggergang til Tyskland, Japan og specielt de rige arabiske oliestater, for at få dem til at financiere politioperationen. At det politiske indhold ved demonstrationen var det vigtigste blev bekræftet af, at Bush i umiddelbar forlængelse af Golfkrigen skar drastisk ned i de nordamerikanske militærudgifter.

Efter paradeopvisningerne i 1989-91 var USA's militære aktioner betydeligt vanskeligere. Supermagten var økonomisk svækket ifht. Europa, hvor Tyskland blev sluttet sammen og i hastig vækst. Japan ekspanderede i samme periode hastigt på det nordamerikanske marked. Samtidig var de nordamerikanske vælgere mere interesserede i arbejdsløsheden og den økonomiske krise i USA, end i militære eventyr.

Efter at have tabt præsidentvalget i november 1992 - især pga. den fortsatte dybe økonomiske krise - sendte præsident Bush i december 28.000 nordamerikanske soldater til Somalia. En invasionsstyrke og et problem hans efterfølger Bill Clinton fik lov til at overtage. I modsætning til Grenada, Panama og Iraq var det i Somalia ikke muligt i løbet af få dage eller uger at besejre en identificeret fjende. Invasionen trak ud, de nordamerikanske soldater begyndte at vende hjem til USA i bodybags, og det vakte ikke begejstring blandt de nordamerikanske TV seere at se deres egne soldater blive slået ihjel og trukket bag en jeep gennem Mogadishus gader. USA blev i sidste ende tvunget til at trække sine tropper ud - uden at verdens politibetjent havde været i stand til at adskille de stridende parter eller løse konflikten.

1995- USA styrket på omverdenens bekostning

Først fra 1995 begyndte denne udvikling at vende. Tyskland var løbet ind i alvorlige økonomiske problemer som følge af genforeningen, og samtidig var dollaren blevet så svag, at Europa og Japan fik stadig vanskeligere ved at eksportere til USA. I 1995 gennemførtes derfor den såkaldte «omvendte Plaza-aftale», der skulle styrke dollaren, men samtidig forbedre Europas og Japans konkurrenceevne i USA. Den fik imidlertid den bieffekt, at bjerge af ledig kapital fra hele verden styrede mod USA, og blev grundlag for det børseventyr der varede frem til 2001.

I 1995 stod det endvidere klart, at NATO ville blive bevaret, skulle tildeles nye roller, og at det fortsat var USA der skulle spille hovedrollen. Det var derfor et økonomisk og militært styrket USA der i 1995 stillede sig i spidsen for NATO's bombekampagne mod Serbien. Der var dog fortsat tale om en udenrigspolitisk ageren, som USA søgte opbakning til i FN og verdenssamfundet. Men fra slutningen af årtiet begyndte USA at handle stadig mere unilateralistisk (énsidigt). I december 1998 beordrede USA FN's våbeninspektører til at forlade Iraq, og indledte derefter en større bombekampagne mod landet. I foråret 1999 blev denne linie fulgt op med NATO's krig mod Jugoslavien, hvor USA for første gang undlod at søge opbakning i FN. Der blev altså ikke vedtaget nogen resolution i FN's Sikkerhedsråd for krigen, der i NATO's nysprog blev kaldt for en «humanitær intervention».

2002 Ny national sikkerhedsstrategi

Tendensen i retning af militant unilateralisme blev kraftigt forstærket med udpegelsen af George W. Bush i januar 2001. Det skete på aftaleplan ved at USA:

• nægtede at ratificere Kyoto protokollen om begrænsninger i CO₂ udledningen
• opsagde ABM traktaten om antiballistiske missiler
• opsagde traktaten om begrænsning af og kontrol med biologiske våben
• sprang fra tidligere støtte til nedsættelsen af den Internationale Krigsforbryderdomstol (ICC) og i stedet valgte åbent at modarbejde denne

Indtil 11. september 2001 havde flere af disse tiltag dog mere karakter af isolationisme. Fra 11. september fra fik de et klart militant unilateralistisk træk. USA fik godt nok dagen efter terroraktionen i New York og angrebet på Pentagon i Washington NATO landene til at bekræfte NATO traktatens §5 - den såkaldte musketér ed - der forpligtiger landene til at bistå hinanden i tilfælde af angreb. Men dette papir brugte USA ikke efterfølgende. I stedet indledte USA i starten af oktober ensidigt krig mod Afghanistan, og installerede efterfølgende et lydregime, hvor over halvdelen af ministrene har nordamerikansk statsborgerskab. Krigen var en angrebskrig i strid med både folkeretten og FN's charter, men dels havde USA fortsat stor goodwill internationalt efter terroraktionen en måned tidligere, dels turde intet land tage sagen op hverken i FN's Sikkerhedsråd eller Generalforsamling.

Præsident udtalte kort tid efter 11. september, at «krigen mod terrorisme ville blive langvarig», og udnævnte dermed terrorismen som ny hovedfjende for USA, efter at kommunismen var forsvundet. Under sin tale til nationen 29. januar 2002 udpegede Bush de lande, USA ville rette sin militære aggression imod: Iraq, Iran og Nordkorea. De blev omtalt som «Ondskabens Akse» og «Slyngelstater». Viceudenrigsminister John Bolton skyndte sig at udvide listen over lande med Syrien, Libyen og Cuba.

Omsvinget i USA's globale strategi fortsatte, da Bush på sin tale på West Point Militærakademiet 1. juni 2002 fremlagde USA's nye Nationale Sikkerhedsstrategi:

«Under det meste af det foregående århundrede har USA’s forsvar været afhængig af den kolde krigs doktriner om afskrækkelse og omringning. I nogle situationer er disse strategier fortsat egnede, men nye trusler kræver samtidig nytænkning. Afskrækkelse – løftet om massiv gengældelse mod nationer – betyder intet mod skjulte terrornetværk, uden nationer eller borgere at forsvare. Omringning er ikke mulig når diktatorer der er ude af balance og som besidder masseødelæggelsesvåben kan sprede disse våben med missiler, eller i hemmelighed videregive dem til terrorist allierede.
Vi kan ikke forsvare USA og vore venner ved blot at håbe på det bedste. Vi kan ikke have tillid til tyranners ord, der blot underskriver ikke-spredningsaftaler for derefter at bryde dem. Hvis vi venter indtil truslerne er blevet til virkelighed, har vi ventet for længe (klapsalver).
Forsvar af hjemlandet (det nye store sikkerhedsministerium) og missilskjoldet udgør dele af et forstærket forsvar, og de er højt prioriterede opgaver for USA. Men krigen mod terror vil ikke blive vundet alene ved defensive midler. Vi må føre kampen over i fjendens lejr, ødelægge hans planer, og konfrontere de værste trusler, før de endnu er materialiseret (klapsalver). I den verden vi nu befinder os i, er den eneste vej til sikkerhed den vej der går over handling, og denne nation vil handle (klapsalver).»
(The National Security Strategy of the United States of America, sept. 2002)

I denne «Bushdoktrin» som en af regeringens talsmænd hurtigt døbte den, er den «forebyggende gengældelse» en integreret af den Nationale Sikkerhedsstrategi: «Selvom USA fortsat vil søge at få opbakning i det internationale samfund, så vil vi ikke vige tilbage fra at handle alene, når det er nødvendigt; til at udøve vores ret til selvforsvar ved at handle forebyggende». Militært forbeholder USA sig ret til at anvende enhver form for masseødelæggelsesvåben i disse fremtidige konflikter. Det gælder både biologiske våben - derfor er USA sprunget fra aftalen om kontrol med biologiske våben - og atomvåben som USA truede med at tage i anvendelse mod Iraq, hvis det «blev nødvendigt».

Bush var før sin udnævnelse til præsident guvernør i Texas og er ret uvidende om internationale forhold. Den nye Nationale Sikkerhedsstrategi er udformet af de folk, han bragte med ind i sin administration. Det gælder først og fremmest Dick Cheney, der var forsvarsminister i den foregående Bush regering, men ret isoleret pga. sine ekstremistiske synspunkter. Cheney var ansat i olieindustrien, og er dennes mest fremtrædende mand i regeringen. Cheney bragte sin gamle ven Donald Rumsfeld med, og denne er i dag forsvarsminister. Dertil kommer de endnu mere reaktionære Paul Wolfowitz (viceforsvarsminister), Condoleeza Rice (leder af det nationale sikkerhedsråd), John Bolton (viceudenrigsminister) og Richard Perle (leder af det Rådgivende råd for Forsvarspolitik). Perle måtte dog i marts 2003 trække sig efter anklager for korruption. Flere af disse figurer der i dag formulerer USA's udenrigspolitik, har tidligere måtte trække sig fra officielle poster, efter at det er blevet afsløret, at de har arbejdet for det israelske efterretningsvæsen Mossad, eller iøvrigt givet følsomme oplysninger til Israel. Dette er da også en del af forklaringen på, at USA siden sommeren 2002 har afbrudt alle forbindelser til palæstinenserne, og i dag fører en politik i Mellemøsten, der til forveksling ligner Israels.

Den centrale del af den nye Nationale Sikkerhedsdoktrin har et langsigtet og militært offensivt perspektiv, der strækker sig over 50 år frem. Wolfowitz var i 1997 forfatter til et essay, hvor han identificerede Tyskland og Japan som vigtige fremtidige modstandere for USA, men han koncentrerede sig derefter om Kina. Allerede i dag har landet verdens største militær (målt i soldater), og vil i løbet af 15-20 år kunne overhale USA økonomisk. Doktrinen har flere forskellige mål, der tilsammen skal sikre USA's fortsatte globale dominans i fremtiden:

• USA vil anvende doktrinen til at sikre sig adgang til nødvendige ressourcer. (Dette er bl.a. et af formålene med erobringen af Iraq i foråret 2003. Iraq råder over verdens næststørste oliereserver, og USA vil få brug for langt mere olie i fremtiden. I 2002 importerede USA 10 mio. tønder olie dagligt. Dette behov stiger til 17 mio. i 2020, og dette vil ske i konkurrence med andre store olieforbrugende lande).
• USA vil anvende doktrinen til at inddæmme potentielle modstandere. Det var ét af formålene med erobringen af Afghanistan i 2001. USA er i gang med at opbygge et net af militærbaser omkring den fremtidige største trussel - Kina - og baser i Centralasien og Afghanistan spiller her en vigtig rolle.

Den nye offensive militære doktrin er blevet udsat for skarp kritik fra mange sider - også tidligere republikanske ministre - og kritikken rækker helt ind i den siddende regering, hvor udenrigsminister Colin Powell markerer et yderpunkt, der ønsker samarbejde frem for konfrontation. Det var denne linie, der fik et vist råderum i efteråret 2002, hvor USA forfulgte det såkaldte «FN spor»: Med resolutionen 1441 fra FN's Sikkerhedsråd i november blev FN's våbeninspektører sendt tilbage til Iraq for at efterspore de «masseødelæggelsesvåben», USA påstod, at Iraq besad. Powells linie led imidlertid nederlag, da det mislykkedes for USA at overbevise FN's Sikkerhedsråd om, at der skulle indledes krig mod Iraq. Den hurtige sejr over Iraq har kraftigt styrket regeringens militant reaktionære fløj, og førte da også til øjeblikkelige slet skjulte trusler om krig mod Syrien og Iran. USA har på forhånd erklæret, at erobringen af Iraq blot er første skridt på vej mod en «ommøblering af Mellemøsten».

Men samtidig med at den militante højrefløj er blevet styrket, udsættes strategien for voldsom kritik fra mange sider. Både fra landene i Mellemøsten, hvor befolkningerne enstemmigt fordømmer USA, og deres regeringers ukritiske samarbejde med supermagten; fra Rusland hvor præsident Putin udtalte, at hvis man tager udgangspunkt i USA's retorik, må det antages at ville invadere 80% af verdens lande - alle de lande der ikke har styreformer, der svarer til det europæiske demokrati; fra Kina; fra de fleste lande i EU og fra næsten hele den 3. verden. Samtidig er den militante højrefløj ligeglad med FN. Meldingen fra Washington var meget klar efter sejren over Iraq: sejrherren bestemmer, og sejrherren er unilateralismens USA.

Doktrinen giver derfor nok adgang til ressourcer, men øger USA's diplomatiske isolering, forstærker modsætningerne til tidligere allierede, og det er - i modsætning til under Golfkrigen - USA der må bære næsten alle udgifter ved sine militære eventyr. USA's regering fik i april 2003 vedtaget en ekstrabevilling på 85 mia. US$ til krigen mod Iraq (svarende til ca. 1% af USA's BNP). Det sker i en situation hvor USA's økonomi er i stadig forværring. Den kan ses som et forsøg på - som i 80'erne under Reagan - gennem militær Keynesianisme at sætte gang i økonomien, men USA er i forvejen verdens mest forgældede land, og dollarstrømmene peger nu ud af USA. Den militante doktrin for at skabe sig et globalt og varigt hegemoni hviler således på et skrøbeligt økonomisk grundlag.

Massiv økonomisk kriminalitet

I 2002 brød USA's største energiselskab Enron sammen i en finansskandale af hidtil usete dimensioner. Enron havde sit hovedkvarter i Houston, Texas og havde været tæt knyttet til begge Bush præsidenterne, der havde modtaget økonomisk støtte til deres kampagner fra koncernen. Med i faldet tog den det internationale revisionsfirma Arthur Andersen, der indtil da havde revideret og sagt god for koncernens regnskaber. Med sammenbruddet gik pensionsopsparingerne for titusindvis af Enron ansatte samtidig op i røg - de havde været 100% investeret i Enron. Efter privatiseringen af el-sektoren i Californien, var det Enron der stod bag massive strømafbrydelser i delstaten med det formål at tvinge elpriserne voldsomt i vejret. Kollapset afslørede samtidig, at hverken velrenomerede revionsfirmaer som Andersen eller USA's Finansinspektion havde været tilstrækkelig stærke eller havde haft instrumenterne til at modstå Enrons massive svindel og enorme økonomisk magt. Gennem 2002 ramte lignende finansskandaler store koncerner som WorldCom, Xerox, Adelphia, Tyco, Global Crossing og Merrill Lynch. Hungeren efter profit og personlig berigelse havde drevet direktører og bestyrelsesmedlemmer langt ud af den økonomisk kriminelle løbebane.

USA nedlagde i juli 2002 veto i FN's Sikkerhedsråd mod forlængelse af FN's fredsbevarende mission i Bosnien. Det skete få timer før den Internationale Straffedomstol (ICC) formelt indledte sit virke i Haag, den 2. juli. Washington havde da i et år modarbejdet domstolen, forsøgt at få lande der havde skrevet under på dens oprettelse til atter at springe fra, eller i det mindste truet dem til at skrive under på aftaler om ikke at ville udlevere nordamerikanske statsborgere til domstolen. Der hersker ikke den store tvivl om, at skulle en nordamerikaner en dag blive udleveret til ICC, vil USA gennemføre en militæraktion mod Haag.

Hængedynd i Iraq

Fra slutningen af 2003 trak stadig flere lande deres tropper ud af USA's besættelseshær i Iraq. Det største slag var da Spanien efter terrorbomberne i marts, i april 2004 trak sine 1500 soldater ud af Iraq. Allerede inden bomberne havde 80% af spanierne støttet en tilbagetrækning, men det krævede en spansk regeringsændring at få dem trukket hjem.

I slutningen af april kom der billeder og vidnesbyrd ud om nordamerikanske styrkers tortur af fanger i Abu Ghraib fængslet syd for Baghdad. Der var ikke blot tale om tortur, men også om seksuel udnyttelse, nedværdigelse og overgreb. I maj kom der beviser om tilsvarende tortur begået af nordamerikanske styrker mod fanger i Afghanistan. Både på luftbasen Bagram nord for Kabul og i militærcentre i Gardez og Kandahar.

I juni pegede Human Rights Watch i en rapport på, at tortur og mishandling af irakiske fanger af nordamerikanske soldater var en direkte konsekvens af Bush regeringens beslutninger om at undgå international ret - både Genevekonventionen og torturkonventionen. Samme uge som rapporten blev offentliggjort lækkede der hemmelige dokumenter fra Pentagon og Justitsministeriet der viste, at regeringen havde søgt at finde veje omkring konventionerne for at kun torturere og mishandle - på samme måde som den i næsten 2 år havde gjort det i sin koncentrationslejr i Guantanamo på Cuba.

«Rædselsscenerne fra fængslet i Abu Ghraib er ikke isolerede handlinger begået af enkelte soldater», erklærede Human Rights Watch' direktør Kenneth Roth. «Torturen i Abu Ghraib findes fordi præsident Bush besluttede at overtræde de internationale konventioner». Iflg. Roth var det Washingtons holdning, at både Genekonventionerne og torturkonventionen måtte lægges til side efter terrorangrebet 11. september 2001. Washington benægtede dog fortsat, at USA har en politik for tortur eller mishandling af fanger. Human Rights Watch udfordrede dog Bush til at bevise dette, for de lækkede dokumenter fra regeringsadministrationen taler et helt andet sprog. Den nationale sikkerhedsrådgiver Condoleezza Rice forsikrede dog, at regeringen overholder USA's egne love og indgåede internationale aftaler.

I juli 2004 offentliggjorde 11. september kommissionen sin rapport efter 20 måneders undersøgelser af angrebet 11. september. Kommissionen rettede et hårdt angreb for «manglende fantasi» og for «alvorlige organisatoriske fejl» i forsvaret af landet. Rapporten slog fast, at «den mest alvorlige fejl var, at hverken Bill Clinton eller George Bush havde forstået alvorligheden af truslerne». Chefen for kommissionen, Tom Kean erklærede at angriberne var trængt gennem forsvarsværkerne hos verdens stærkeste militærmagt, og at angrebene havde forårsaget dybe traumer i den nordamerikanske befolkning.

I oktober udgav Amnesty International en rapport der konkluderede, at USA systematisk overtrådte fangers fundamentale menneskerettigheder i Iraq, Afghanistan og i Guantanamo. Iflg. Amnesty har regeringens dæmonisering af irakere, afghanere og formodede al-Qaeda medlemmer samt dens tilsidesættelse af egne og internationale retningslinier for behandling af fanger åbnet dørene på vid gab for tortur og mishandling. Amnesty anklagede dermed USA for at tolerere overgrebene og gjorde samtidig opmærksom på, at billederne af mishandlingerne af fanger i Abu Ghraib fængslet syd for Baghdad vil følge menneskeheden i mange år fremover.

Amnesty anklagede videre Washington for «at være slået ind på en rystende vej, hvor menneskerettigheder krænkes pga. statens påståede hensyn til den nationale sikkerhed og militære behov». Menneskerettighedsorganisationen opfordrede samtidig regeringen til at fordømme og forbyde anvendelsen af tortur og mishandling. Rapporten havde titlen: «Menneskelig værdighed nægtet: Tortur og ansvar i 'krigen mod terror'». Den udkom 6 dage før præsidentvalget i USA. Den nordamerikanske hærs egne undersøgelser af torturen i Abu Ghraib frikendte hæren selv: ingen officerer kunne gøres ansvarlige, men en række menige soldater blev stillet for retten. Hæren undlod at kommentere, at chefen for fængslet i Abu Ghraib 8 måneder inden afsløringerne af torturen havde overtaget denne post efter at have været ansvarlig for opbygningen af torturapparatet i Guantanamo.

I slutningen af oktober offentliggjorde forskere fra Johns Hopkins Bloomberg skolen for folkesundhed ved Baltimore universitetet en artikel i det ansete britiske lægetidsskrift The Lancet hvor de konkluderede, at de militære aktioner siden angrebet på Iraq i marts 2003 og den efterfølgende vold og sammenbrud i sundhed og hygiejne i landet havde kostet omkring 100.000 irakere livet. De fleste ofre var kvinder og børn, konkluderede forskerne.

I november 2004 blev George W. Bush genvalgt til en yderligere 4 årig præsidentperiode. Det skete efter en af de mest højspændte valgkampe i landets historie. Mod sig havde Bush de fleste af USA's kunstnere. Med sig havde han imidlertid højrefløjens stærke lobbyorganisationer, medierne - især Murdochs Fox News og omkring 1 mia. US$ til at føre valgkamp for. Hvor han faktisk tabte valget i 2000 lykkedes det ham denne gang at få 51% af stemmerne, og valgdeltagelsen på næsten 60% var i nordamerikansk sammenhæng rekordhøj. Republikanerne forstærkede deres kontrol over både senat og repræsentanternes hus. Da valgresultatet var klart gik Bush' modkandidat, John Kerry på skærmen og opfordrede amerikanerne til at stå sammen og bygge bro over de dybe kløfter valgkampen havde skabt.

Som ventet skildte Bush sig efter valgsejren af med udenrigsminister Colin Powell. De foregående 4 år havde været præget af dybe konflikter mellem udenrigsministeriet på den ene side og Pentagon, det Hvide Hus og det Nationale Sikkerhedsråd på den anden. De neokonservative fik nu fjernet Powell og erstattet ham med en af deres egne, den tidligere nationale sikkerhedsrådgiver Condoleeza Rice.

Med 5 stemmer mod 4 forbød Højesteret i marts 2005 dødsstraf til drabsmænd, der på drabstidspunktet havde været under 18. Kendelsen blev set som en sejr for modstanderne af dødsstraf.

Flere hundrede blev dræbt, da orkanen Katrina i september drog hærgende ind i USA. Digerne omkring New Orleans brød sammen og byen blev oversvømmet. Naturkatastrofen blev fulgt af en politisk katastrofe da det kom frem, at de statslige myndigheder ikke havde fået evakueret byens fattige befolkning og efterfølgende var særdeles langsom til at komme byen til undsætning. Flere hundrede tusinde fattige afroamerikanere havde ikke haft til busbiletten ud af byen og var derfor blevet fanget i vandmasserne. Indtil naturkatastrofen havde Bushregeringens parole mod statsintervention været: «det er ikke vores penge. Det er jeres». Kritikerne svarede nu, at regeringens parole åbenbart også var: «det er ikke vores orkan. Det er jeres». Et par dage efter orkanen erklærede Bush, at direktøren for den føderale kriseadministration (FEMA), Michael Brown, «havde gjort et glimrende arbejde». Bush havde selv udnævnt Brown, men da det i løbet af en uge kom frem, at de føderale myndigheders indsats havde været skandaløst begrænset, var det også Bush der måtte ofre Brown. Den politiske konflikt kom især til at stå mellem den føderale Bush regering, Louisiannas demokratiske guvernør Kathleen Blanco og New Orleans borgmester Ray Nagin. Katrina afslørede, at USA nok er i stand til at føre krig overalt i verden, men ikke er i stand til at tage vare på sin egen befolkning, og mens årsagen den 11. september 2001 kom udefra, skulle årsagerne i september 2005 søges hos de føderale myndigheder. Bush' popularitet styrtdykkede.

I april 2006 blev præsidenten tvunget til at omdanne administrationen i det Hvide Hus. Den vigtigste ændring var, at hans tætteste ven, Carl Rove røg ud. Rove havde i 2005 officielt fået ansvaret for lækken til medierne om, at Valerie Plame var CIA agent. Lækken der fandt sted i 2003 var Bush regeringens hævn over Plames mand, ambssadør Joseph Wilson, der i 2002 havde fået til opgave at bekræfte at Iraq forsøgte at skaffe sig uran fra Niger. Oplysningerne var en del af regeringens psykologiske krigsførelse i perioden op til starten på invasionen af Iraq. Men Wilson kunne ikke finde beviserne. De påståede dokumenter viste sig at være falske, og regeringen tog derfor hævn over Wilson ved at afsløre hans kone som CIA agent. Uheldigvis er der strenge straffe i USA for sådanne afsløringer, og sagen blev derfor kulegravet gennem 2003 og 04. Sporet endte hos Bush' stabschef i det Hvide Hus, Carl Rove. Det viste sig dog senere, at Bush selv var involveret i beslutningen om afsløringen af Valerie Plame.

Ligeledes i april indrømmede USA's øverste spionchef, John Dimitri Negroponte at USA torturerer og mishandler mistænkte terrorister, og rutinemæssigt flyver dem til tortur rundt omkring i verden. Et af redskaberne til at omgå torturkonventionen er at lade andre landes regeringer stå for torturen. EU har siden 2004 arbejdet på at kortlægge CIA's hemmelige flyvninger af fanger til tortur. CIA's fangefly har også mellemlandet i Danmark, med udenrigsministeriets vidende, men uden at de danske myndigheder har protesteret eller grebet ind. USA har rutinemæssigt sendt fanger til tortur i bl.a. Egypten, de centralasiatiske republikker, og bl.a. Syrien. Negroponte indrømmede nu denne praksis og erklærede videre at den vil fortsætte til «krigen mod terror er vundet». USA's åbne indrømmelse af tilsidesættelsen af internationale konventioner udløste forbavsende få internationale protester.

Ved midtvejsvalget i november vandt demokraterne flertal i begge kongressens kamre - for første gang i 12 år. Præsident Bush var dermed tvunget til at søge samarbejde de sidste 2 år af sin embedsperiode efter 6 års konfrontationspolitik. Republikanernes nederlag skyldtes især 2 faktorer. 2003-06 var præget af republikanske korruptions- og sexskandaler. Det fik mange fundamentalistiske kristne nordamerikanere til at undlade at stemme. Det var netop denne befolkningsgruppe republikanerne de foregående valg havde mobiliseret med stor succes. Den anden faktor var Iraq krigen, som var stærkt upopulær i den nordamerikanske befolkning. 60% af vælgerne ønskede USA's tropper trukket hjem umiddelbart. Snarere end politik blev valget derfor en folkeafstemning for eller imod republikanernes sex-, korruptionsskandaler og krig i Iraq.

Den første umiddelbare konsekvens af valgnederlaget var, at Bush fyrede sin forsvarsminister,  Donald Rumsfeld, som han indtil ugen forinden havde erklæret sin fulde tillid til. Han blev erstattet af bureukraten Robert Gates. Få dage senere stod det endvidere klart, at USA's stærkt upopulære FN ambassadør, John Bolton ville blive fjernet fra posten i januar 2007. Det lykkedes ikke Bush at få kongressens godkendelse af ham i 2005, og han blev derfor udnævnt ved dekret fra det Hvide Hus midt i kongressens sommerferie i 2005. Bush havde ingen chance for at Bolton godkendt i kongressen inden januar 2007, og Bolton var derfor færdig som FN ambassadør.

Trods stærke protester fra det demokratiske flertal i kongressens to kamre besluttede Bush regeringen i starten af 2007 at sende yderligere 30.000 soldater til Iraq. Faktisk lykkedes det USA det følgende at få reduceret volden i Iraq, men det skyldtes ikke så meget antallet af soldater som strategien overfor det sunnitiske mindretal i landet. USA gik nu over til at bestikke de sunnitiske klanledere, og fik på den måde kraftig reduceret sunniernes krig mod besættelsestropperne i landet.

I et sidste forsøg på at blive husket for andet end den mest upopulære præsident i landets historie søsatte Bush i efteråret en plan for fredsløsning i Israel-Palæstina konflikten. Der gennemførtes i november 2007 et topmøde i Indianapolis, men USA ønskede ikke at lægge pres på Israel for at få det til at gå i reelle fredshandlinger, og Israel ønsker ikke fred men «Lebensraum». Fredsinitiativet var derfor dødt både før og efter konferencen.

I foråret og forsommeren 2008 nomineredes John McCain som præsidentkandidat for det republikanske parti og Barack Obama for demokraterne.

I juni offentliggjordes hidtil hemmeligholdte rapporter skrevet af generalmajor Antonio Taguba efter afsløringen af USA's tortur i Iraq. Taguba blev afskediget fra hæren i 2003 efter færdiggørelsen af sin rapport, hvor han lagde ansvaret for torturen på daværende krigsminister Donald rumsfeld og i sidste ende George W. Bush. Efter Tagubas analyse var overgrebene så alvorlige, systematiske, og sanktionerede fra både rumsfeld og det Hvide Hus, at en række personer, herunder præsident Bush selv, gjorde sig skyldige i krigsforbrydelser.

Samme måned spændte USA's højesteret for 3. gang ben for statens illegale tilbageholdelse af fanger på Guantanamo basen. Efter 2. kendelse meddelte præsidenten, at fangerne kan blive stillet for specielle militærdomstole. Højesterets 3. kendelse giver fangerne adgang til at få deres sager prøvede ved civile domstole i USA, idet retten afviser det Hvide Hus' påstand om, at USA's lovgivning ikke gælder på Guantanamo basen.

Kolonier

USA har er række mindre egentlige kolonier: Amerikansk Samoa, Guam, Nord Marianerne, Mikronesien, Palau, Puerto Rico og US Virgin Islands.

Følgende øer er afhængige områder af USA: Johnston, Midway, Wake, Howland, Jarvis & Baker samt Palmira & Kingman

I november 2001 erobrede USA Afghanistan og indsatte Hamid Kazai på præsidentposten. Han har som flertallet af ministrene i regeringen amerikansk statsborgerskab. Koloniseringsprocessen fortsatte med erobringen af Iraq i april 2003.

Johnston Islands

Koral atol på 2,6 km² bestående af Johnston Island og småøerne Sand, East og North beliggende omkring 1150 km vest-sydvest for Honolulu (Hawaii). Øen rummer en luftvåbenbase, og dens 1000 mand store befolkning er udelukkende militærpersoner. Basen fungerer bl.a. som depot for brintbomber og giftgasser. Den var ubeboet da den britiske kaptajn Johnston opdagede den i 1807. England krævede overherredømme over øen i 1858, men det var nordamerikanske virksomheder der samme år begyndte at udnytte øens forekomster af guano. Siden 1934 har den været under administration af USA's marine, der ikke tillader civile at nærme sig øen. Den anvendes bl.a. til afbrænding af affald fra kemiske våben.

Midway Islands

Cirkulær koral atol, der bl.a. består af øerne Sand og Eastern på ialt 5 km² og en befolkning på 2300 (1985) - næsten udelukkende militærfolk. Øerne blev annekteret af USA i 1867, og de administreres aktuelt af supermagtens marine. De anvendes militært og var i juni 1942 scene for et vigtigt søslag mellem USA og Japan under den 2. verdenskrig.

Wake Islands

Sammen med de nærliggende øer Wilkes og Peale udgør den et areal på 6,5 km². Befolkningen er 1600 personer og overvejende militærfolk. Atollen er beliggende mellem Midway og Guam og blev besat af USA under krigen mod Spanien i 1898. Den rummer en lufthavn, der tidligere blev brugt til mellemlanding ved flyvninger over Stillehavet. I dag anvendes den kun til militære formål. Området har siden 1972 været under det nordamerikanske luftvåbens administration, og det anvender det bl.a. til missilafprøvninger.

Howland, Jarvis & Baker Islands

Beliggende i den centrale del af Polynesien lidt over ækvator. De blev besat af USA midt i det 19. århundrede og har siden slutningen af 2. verdenskrig været ubeboede. Der fandtes tydeligere store forekomster af guano, der nu er udtømte og på øen Howland er der et fyrtårn. Området administreres af USA's fiskeri og natur myndigheder.

Palmira & Kingman Islands

Øen Palmira er en koralatol omgivet af over 50 mindre koraløer dækket af tæt tropisk vegetation. Den blev annekteret af USA under krigen mod Spanien i 1898 og i dag privat ejet og underlagt USA's Indenrigsministerium. Kingman er et koralrev nord for Palmira og annekteret af USA i 1922. Begge øer dækker til sammen 7 km^2. Øerne er ubeboede, men et japansk-nordamerikansk projekt om at anvende dem til deponering af atomaffald udløste i starten af 1980'erne omfattende protester i Stillehavsområdet.

USA's fjender - fra Sovjetunionen til Islam

En vigtig komponent i udenrigspolitikken efter 1945 var terrorbalancen. USA har hele tiden ført an i atomkaprustningen, fra Manhattanprojektet under 2. verdenskrig der gik ud på at udvikle atomvåben til anvendelsen af disse mod Japan i krigens slutfase.

De første atombomber blev transporteret med langtrækkende bombefly. Først i slutningen af 1950'erne blev det praktisk muligt at anvende langtrækkende raketter som transportmidler for de strategiske atomvåben. I løbet af få år udviklede supermagterne raketter, som med stor nøjagtighed kunne træffe mål på modstanderens territorium. Både 1. og 2. verdenskrig var udholdenhedsprøver, som i vid udstrækning blev afgjort af deltagernes evne til at mobilisere deres ressourcer til krigsformål. En atomkrig vil derimod blive afgjort af de våben, som er umiddelbart tilgængelige ved krigsudbruddet. Supermagternes atomvåben stod derfor frem til slutningen af 80'erne altid i højt beredskab. Atomvåbenlagrene gjorde dermed de strategiske vurderinger til en central del af supermagternes udenrigspolitik i perioden efter 2. verdenskrig. Udviklingen af den strategiske balance mellem supermagterne kan sammenstilles i fem faser.

1. 1945-55. USA var i denne periode fuldstændig overlegen i kernefysiske våben. Men Sovjetunionen havde store konventionelle styrker, der blev opfattet som en trussel mod Europa. USA's sikkerhedspolitik bestod i denne fase af tre forholdsregler: Økonomisk genopbygning af Europa, militær oprustning af Europa og udvikling af langtrækkende bombefly til atomvåben for at give doktrinen om massiv gengældelse troværdighed: Dersom Sovjetunionen gik til angreb på USA eller nogle af USA's allierede, ville nordamerikanerne svare med fuld atomkrig. Da de nordamerikanske bombefly havde begrænset rækkevidde, var denne afskrækning afhængig af et omfattende netværk af udenlandske baser.

2. 1955-62. I denne fase udbyggede Sovjetunionen sine atomvåbenlagre, således at den kernefysiske trussel blev gensidig, og der udviklede sig en begyndende terrorbalance mellem supermagterne. Med russernes åbne trussel om at intervenere i Mellemøsten under Suezkrisen (1956) og den vellykkede opsendelse af Sputnik satellitten (1957), fik denne udvikling nordamerikanerne til at lægge større vægt på udviklingen af atomraketter. I denne fase blev doktrinen om massiv gengældelse stærkt kritiseret, fordi USA's atomvåben var udviklet på bekostning af de konventionelle styrker: Doktrinen gav kun USA valget mellem total atomkrig eller overgivelse, og var ubrugelig mod begrænset krigsførsel, hed det.

Præsident Kennedy fremsatte mod slutningen af denne fase doktrinen om fleksibelt svar. Den gik dels ud på at udvikle smidige interventionsenheder, som var tilpasset hele skalaen af begrænset krigsførsel, fra konflikter mellem nationer til guerillaaktioner. Dels gik den ud på at udkæmpe (og vinde) en atomkrig ved at rette angrebene mod modstandernes våben (counterforce strategy). Beredskabet blev skærpet med bombefly som altid var på vingerne og med udstationering af taktiske atomvåben i Europa. Da Sovjetunionen forsøgte at balancere styrkeforholdet ved at placere egne raketter med atomvåben på Cuba i 1962, blev verden bragt til randen af atomkrig (se Cubakrisen).

3. 1962-72. Efter Cubakrisen var USA ængstelig for, at russerne havde udviklet evnen til at vinde en atomkrig ved et overraskelsesangreb. USA forsøgte da at mindske sovjetledernes vilje til krig - ikke deres slagevne. Denne strategi forudsatte, at Sovjetunionen havde viden om, at USA kunne tåle et massivt overraskelsesangreb, og alligevel have atomvåben nok tilbage til at kunne rette et altødelæggende angreb mod Sovjetunionen. Denne evne blev kaldt for Second Strike Capability eller genslagsevne.

USA's atomforsvar består af bombefly, landbaserede interkontinentale raketter (ICBMs) og af ubådsbaserede interkontinentale raketter (SLMBs). Dette danner den strategiske triade, som er grundlaget for USA's genslagsevne. For selv om et ben i triaden bliver udslettet, har hvert af de to andre nok raketter til at sætte ind med et altødelæggende angreb. Den strategiske triade var det ultimative sanktionsmiddel i de to supermagters udenrigspolitik og grundlag for terrorbalancen.

4. 1972-91. I 70'erne indhentede Sovjetunionen noget af USA's forspring i strategiske våben. Præsident Nixons sikkerhedspolitiske rådgiver, senere udenrigsminister Henry Kissinger, gik ind for en politik, der blev kendt som detente, eller afspænding. Politikken bestod blandt andet i aftaler med Sovjetunionen om hvilke typer strategiske våben, der kunne tillades at blive udviklet, og hvor mange der skulle skrottes (se SALT). Kissingers centrale begreb var linkage: Sovjetunionen skulle spindes ind i et net af fordelagtig samhandel og samarbejde, som landet med tiden ikke ville have råd til at bryde med. Men samtidig fortsatte udviklingen af nye strategiske våbensystemer, og counterforce-doktrinen blev i 1974 atter lanceret.

For Kissinger og Nixon var SALT-aftalerne elementer i et større bygningsværk. Præsident Jimmy Carter løsrev SALT II aftalen fra dens sammenhæng og nedbrød store dele af Nixon-Kissingers udenrigspolitiske bygningsværk ved at boykotte vigtige dele af samhandelen med Sovjetunionen i protest mod indmarchen i Afghanistan i december 1979. Samtidig anerkendte Carter Folkerepublikken Kina og optrappede militærudgifterne.

Flere elementer fra Kennedy-periodens doktrin blev hentet frem igen af Carter. Ved indgangen til 80'erne var der udformet planer om at udvikle nye typer af langtrækkende transportfly, som lynhurtigt skulle kunne overføre specialstyrker - Rapid Deployment Forces, eller RDF - til urolige hjørner af verden. Planen om også at udvikle lastskibe fulde af våben - Maritime Preplacement Ships, eller MPS - som skulle udstationeres i Det indiske Ocean, Middelhavet og Den persiske Golf viste, at RDF blev udviklet særligt med tanke på at forsvare de olierige områder i Mellemøsten.

Den såkaldte Roll-back strategi (tilbagerulning) overfor Sovjet blev forstærket i løbet af 80'erne. Allerede i 79 havde NATO vedtaget sin dobbeltbeslutning som indebar udstationeringen af 572 Pershing II atombestykkede mellemdistanceraketter i Europa. Samtidig forstærkede USA sin støtte til kontrarevolutionære bevægelser rundt omkring i verden for at rulle Sovjets indflydelse tilbage. Specielt NATO dobbeltbeslutningen udløste en af efterkrigstidens stærkeste fredsbevægelser i Europa, men det var da først da Gorbachov kom til magten i Sovjet, at supermagten forstod at udnytte denne situation. Ved offensive nedrustningsudspil i 1986-88 lykkedes det Sovjet at sabotere Roll-back strategien. De politiske omkostninger ved at afvise de sovjetiske åbenlyst reelle nedrustningsforslag var for høje. USA blev på den måde tvunget til at gå med til en betydelig nedrustning, hvor Sovjet åbenlyst gav de største indrømmelser.

5. Siden 1991. Sovjet ophørte med at eksistere i 31. december 1991, og Ruslands forsvarsudgifter udgjorde i 1998 blot 5% af udgifterne i Sovjettiden. Truslen fra «ondskabens imperium», som USA's præsident i 80'erne, Ronald Reagan omtalte sin ideologiske modstander var stort set forsvundet. Det havde forskellige konsekvenser for USA. For det første at sikre, at de tilbageværende russiske atomvåben og våbenplutonium ikke faldt i de «forkerte» hænder. For det andet behovet for at udvikle en anden form for legitimering af NATO's eksistens. Warszawapagten blev opløst i 1991, og Sovjet var forsvundet. I et forsøg på at legitimere USA's fortsatte militære dominans i Europa og det Nordatlantiske område slog alliancen på en aggressiv inddæmning af Rusland gennem indgåelsen af såkaldte Partnerskab for Fred aftaler med Ruslands randstater og efterfølgende optagelse af en række af disse som egentlige NATO medlemmer - mhp. at provokere Rusland så kraftigt, at det kunne legitimere fortsat NATO eksistens. For det tredje havde USA behov for at udvikle et nyt fjendebillede, til erstatning for det kommunistiske spøgelse, supermagten siden 2. verdenskrig havde benyttet sig af. Den nye fjende som USA nu opfandt var islam.

Den religiøse fundamentalisme har uomtvisteligt været på fremmarch siden den aktuelle kapitalistiske økonomiske krise slog igennem i starten af 1970'erne. I USA er det især den kristne fundamentalisme, der har præget det fundamentalistiske landskab. Lige fra militante abortmodstandere der dræber abortlæger til kristne militser på den yderste højrefløj. I Israel har der primært været tale om jødiske fundamentalister - som Baruch Goldstein der i 1994 dræbte snesevis af palæstinensere i en moské i Hebron til drabet på landets premierminister Yitzhak Rabin begået af en fundamentalistisk jøde i november 95. I Indien har der primært været tale om hindufundamentalisme rettet mod landets muslimske og kristne mindretal. Blandt de forskellige fundamentalismeformer har USA udvalgt den muslimske - personificeret ved hele den arabiske verden. Det interessante er, at en række af de mest yderliggående grupper og personer, i 80'erne blev trænet og financieret af USA selv, da supermagten havde brug for dem i Afghanistan til kampen mod de sovjetiske invasionsstyrker.