Jorden rundt med 3 børn og 1 bil

 

Beskrivelse af udstyr og dagligdagen

 

Lektier

Vi er ansvarlige for børnenes skolegang, og har derfor en hel ”kuffert” med fuld af skolebøger. Oftest laves der lektier om morgenen eller hvis der lige byder sig en lejlighed. ½ time daglig er hvad der er nødvendigt for at følge med i fagene dansk og regning. Det kan dog ofte være svært at finde tiden til lektierne, da vi faktisk har ret meget at se til i løbet af dagen, og det ikke er muligt at lave lektier medens vi kører, simpelthen fordi de bliver køresyge af det. Men kommer der en bemærkning om at de keder sig medens vi kører, så bliver de straks bedt om at repetere de store tabeller, hvilke de snart kan udenad. Desuden fortæller vi meget om hvad vi ser og læser alt for børnene af informationer undervejs. Således kender de rigtig meget til den lokale historie, geologi og geografi i de områder vi besøger. De taler efterhånden flydende engelsk og er ved at lære spansk. Som forældre er det en stor glæde at undervise sine børn og se de daglige fremskridt de tager. 

 

 
Madlavning

Birgitte og børnene tager sig af madlavningen. Når der laves varm mad foregår det næsten altid udendørs på vores benzinkomfur eller over åben ild. Alle børnene er glade for at lave mad, og det går på tur at lave aftensmaden. Opvasken er der dog mindre rift om.

 

 
Køkkenudstyr

Vi har et benzinkomfur med, da benzin er noget nemmere at have med at gøre end gas. Forstået på den måde at vi jo rejser i mange forskellige lande, og hvert land har sit eget system for gas. Benzin derimod fås på alle tankstationer og det er bare at hælde på komfuret. Til vandreturene har vi et Tangia stormblus, der kører på sprit. Gryderne og stegepanden fra Tangiaen bruger vi til daglig. I Mary har vi et ”køkken” bestående af en bestikskuffe, en vask, to vandhaner og et par kasser med køkkentingene. Der er kun lige bestik, talarkner, kop til alle mand.

 

 
Køleskab

Det er en dejlig ting, som vi nødigt vil undvære. Modellen er en Waeco på 60L, der åbnes i toppen. Det giver en god udnyttelse af pladsen at putte kølevarerne i ovenfra. Vi købte det i Australien og det holder godt. Dog tapper det batteriet i løbet af natten, samt det giver en del varme, som vi ofte har rigeligt af om natten.

 

 
Bad og Toiletforhold

Vi har ikke toilet i bilen, og det klare vi os fint uden. Hvis der ikke lige et toilet i nærheden, så bruges feltspaden flittigt. Alle er så gode til det, at det stort set ikke er muligt at finde ”stedet” bagefter. Til nødstilfælde har vi også en spand med låg, men den har ikke været i brug endnu og kommer det nok heller ikke. I New Zealand prøvede vi at have en camper med indbygget toilet. Og sikke et svineri når det skulle tømmes, samt det lugtede bestemt ikke godt. Så efter den oplevelse er vi ekstra glade for ikke at have medbragt et transportabelt toilet.

Hver morgen vasker vi os på gammeldags maner med vaskeklud og vaskefad. Eller hvis vi har overnattet i nærheden af noget vand, så vasker vi os der. Vi har også en bruser med, der kan varmes op af solen. Den bruger vi dog ikke så ofte.

 

 
Tøjvask

En spand med et tætsluttende låg fungerer som vores vaskemaskine. Den fyldes om morgenen med tøj og vaskepulver samt vand fra en elv eller anden vandkilde og så rystes hele molevitten lidt inden spanden sættes i bilen og vi kører. Rystelserne fra kørslen vasker så tøjet i løbet af dagen. Vasketøjet hænges til dryptørring over vasken eller udenfor på sidespejlene og vinduesviskerne, derefter hænges tøjet ud på et par snore i bilen og tørrer færdigt. Et simpelt og effektivt system.

 

 

 

 

 

 

Vand og vandrensning

Rent drikkevand er livsnødvendigt og guld værd når man er tørstig. Under bilen har vi en vandtank på ca. 80L. Denne er forbundet med den ene vandhane i ”køkkenet”. Men vi kan ikke altid være sikker på at kunne få rent drikkevand fra de vandforsyninger vi finder undervejs. Derfor har vi et indbygget keramisk drypfilter, der filtrerer stort set alt forurening væk. Foran køkkenet og bag forreste passagersæde er der en vanddunk på 16L. I bunden af denne ligger der et keramisk drypfilter, hvorfra det rene drikkevand drypper via en slange ned i en anden vanddunk under køkkenet. Fra denne vanddunk pumpes det rene drikkevand op i vandhanen med drikkevand. Dette system giver rigeligt med rent drikkevand til hele familien. Og så er drikkevandet oven i købet gratis.

 

 

 

Ekstra tanke

Mary er forsynet med to ekstra tanke underneden. Den ene er en vandtank på ca. 80L og den anden er en dieseltank på ca. 80L. Dieseltanken er egentlig en vandtank, men heldigvis er diesel ikke så aggressiv som benzin og derfor kan vi nøjes med en noget billigere vandtank. Den ekstra dieseltank er forbundet med hovedtanken og via en pumpe pumper vi ekstra diesel over når det er nødvendigt. Herved har vi stort set fordoblet vores rækkevidde med brændstof til omkring 1.000km. Dette er en lækker detalje når man kører rundt ude i øde områder, og gerne lige vil tage et par ekstra ture eller har misset sidste tankstation. Vandtanken holder ca. til 4 dages forbrug, hvilket også er omkring hvad vi kan have frisk mad med til i køleren.

 

 
Strøm, batteri og solfanger

Mary er forsynet med 2 strømkilder. 12V og en omformer til 220V. Desuden er bilen forsynet med to batterier. Et startbatteri, kun til at starte bilen med og et marinebatteri til det daglige forbrug. Alt undtagen starteren er forbundet til et ekstra marinebatteri. Det bruges næsten daglig til opladning af diverse elektriske apparater vi har med såsom; tandbørster, barbermaskine, pandelygter, lygter, kamera, video, pc’er, samt lys i kabinen m.m. Køleskabet trækker en del strøm og kører ofte batteriet helt fladt i løbet af natten. Solfangeren giver næsten nok til at trække køleren, men virker af gode grunde ikke om natten. At vi er selvforsynende med strøm er en kæmpe fordel, som almindelige autocampere ikke har, og vi er helt uafhængige af strøm udefra.

 

 
Varme

Rejsen går både til varme og kolde lande og ofte overnatter vi ude på øde steder eller oppe i bjergene. Her kan det godt være koldt om natten og om morgenen og så er det rart at kunne starte oliefyret og få varmet kabinen op i løbet af få minutter. Fyret er et Vebasto diesel fyr og kører uafhængigt af motor m.m. Oprindelig havde vi ikke regnet med at have fyr i bilen, men efter en lille prøvetur hjemme i Danmark i påsken, hvor vi overnattede på den jyske højderyg i snestorm, så var der ingen tvivl om værdien af et fyr.

 

 
Air condition

Det har vi ikke, men til gengæld så er nedrullede vinduer herligt at køre med når det er varmt.

 

 
Gas alarm

En sikkerhedsforanstaltning som vi ikke har haft brug for endnu. Men skulle nogen forsøge at gasse os så vi vil sove fra et evt. tyveri, så alarmerer den os.

 

 
Tyverisikring

Et hemmeligt sted i bilen har vi anbragt en effektiv tyverisikring, som forhindrer bilen i at starte.

 

 
Tøj

Hver person har følgende tøj med: 2 par shorts, 2 par bukser, 3 T-shirts/skjorter, 2 par strømper (et par tykke til vandring), 5 par underbukser, 1 langærmet trøje, 1 varm udltrøje, 1 skijakke, 1 hue, 1 halsedisse, 1 par handsker, 1 varm ulden undertrøje, 1 par lange uldne underbukser.

Meget af tøjet er der blevet suppleret op med undervejs, især det varme tøj.

 

 
Soveandretning

Mary har 5 faste sovepladser, der til nøds kan udvides til 7. Under hævetaget sover oftest Birgitte og Dennis, eller Dennis og to børn. Bagsædet kan lægges ned og her er der plads til 3 børn, og i en snæver vending 3 børn og 1 voksen. På gulvet er der også plads til en sovende, hvis det bliver nødvendigt, ligesom forsæderne også kan bruges. Desuden kan Frederikke sove på det ekstra sede bag føren og over køleskabet.

 

 
Navigation

Vi har valgt ikke at have GPS systemer med, da de ikke er meget værd uden et ordentligt digitalt kortmateriale. I stedet bruger vi kort og kompas, samt orienterer os efter solen og månen. Dette gør os meget uafhængige. Især i Sydamerika har dette været en fordel, da her stort set ikke findes brugbart kortmateriale, og slet ikke elektronisk. Her navigerer vi ofte udelukkende efter hvad retning vi ved at vejen skal gå, og vælger så vejen ud af byen herfra. Dette går forbløffende godt. De eneste gange vi er kørt vild, er når vi har spurgt de lokale. Ofte kender de ikke andet end den by, de bor i, og sender os derfor i vidt forskellige retninger for ikke at vise deres mangel på viden. Vi har fundet ud af at især lastbilchauffører er rimelig pålidelige at spørge. Her får vi ca. 50% rigtige svar, så spørger vi 3-4 chauffører, så har vi en ide om den rigtige retning. Vi har et gammelt atlas med, og det er oftest rigeligt.

 

 
Fodtøj

Hver person har to sæt fodtøj med. Et par gode vandresandaler og et par gode vandrestøvler i læder. Det har udviklet sig lidt efterhånden til også at omfatte noget fodtøj til ”lige at stikke i når man skal ud et kort øjeblik”. Til dette brug har vi tre par fodtøj. Birgittes gamle udtjente vandrestøvler er blevet frarøvet deres snørebånd og bruges nu af hele familien samt Dennis’s udtjente vandresandaler er blevet syet om og han bruger dem daglig som ”sutsko”. Og et par klip klapper

 

 
Opbevaringskasser 

Til opbevaring af tøj, bøger og fiskegrej m.m. har vi 10 alubokse. De er på et hyldesystem bag bagsæderne, således at vi nemt kan stikke fødderne ind under dem når vi sover, uden at skulle flytte alverdens bagage. Aluboksene er både støvtætte og regntætte, samt de kan stables. Det var en dyr investering, men de har holdt alt støv ude og er nemme og holdbare at have med at gøre.

 

 
Tagboks

Den store hvide tagboks foran er boltet direkte på nogle skinner, der er svejset direkte på taget. Heri har vi alle de lette ting, som vi ikke bruger hver dag. F.eks. snorkeludstyr, redningsveste og rygsække.

 

 
Soveposer

I Australien havde vi vores soveposer med hjemmefra. I New Zealand købte vi nye dunsoveposer til alle i familien. Det er en model, der vil kunne holde os varm ned til omkring minus 30grader. De er også vandtætte på yderside, så et evt. vådt telt eller snehule er ingen problem. Når det er varmt folder vi soveposerne ud til dyner. Dun er en herlig ting, det er varmt når det er koldt og det er ikke ret varmt når det er varmt. Alle ligger i lagenpose. Enten tynde silkeposer eller en tykkere i bomuld. Dennis og Birgitte har en dobbelt i bomuld. Til vandreture har alle deres silkelagenposer med.

 

 
Markise og fortelt

Markisen på styrbords side af Mary er vi rigtig glade for. Den giver skygge i solskin og læ for regnen. Oprindelig havde vi også teltsider med til markisen, men efter New Zealand, havde vi kun brugt dem få gange, og så blev de sendt hjem igen. Grunden til at vi ikke har brugt teltsiderne ret meget er at vi sjældent ligger på samme sted mange dage i træk.

 

 
Fiskeudstyr

Røret på bagbords side af Mary er fyldt med diverse fiskestænger. Desuden er en af alukasserne også fyldt med fiskeudstyr. Især i New Zealand blev det brugt til at fange ørreder med.

 

 
Snorkel og strand udstyr

Alle har et sæt snorkel og maske med. Vi har også et surfboard og en surf våddragt. To redningsveste til de mindste. Alt dette opbevares i tagboksen.

 

 
Vandreudstyr

Et af vores hovedmål er at se meget forskelligt natur undervejs. Nogle gange kan det ses fra vejen og nogle gange må vi vandre efter det. Til det formål har alle en vandrerygsæk. Dennis og Birgitte købte nye i New Zealand. Børnene havde med hjemmefra. Vi har også to store dagstursrygsække, som ofte er i brug til vand, frokost m.m. Alle har et sæt vandrestave og alle har et par gode vandrestøvler i læder.

 

 
Reservedele og værktøj

Vi har en begrænset mængde reservedele med, da det stort set er umuligt at forudsige hvad der går i stykker. Men lidt ekstra kileremme, diverse filtre, en støddæmper, samt diverse skruer og bolte, spændebånd og gaffatape. Når noget går i stykker, laver vi en nødreparation på stedet og finder nogle brugbare reservedele når vi kommer til en større by. Værktøj har vi en del med af. Til bilen er der selvfølgelig fastnøgler, tænger, topnøglesæt m.m. med. Desuden en hammer, håndøkse, macheter, knive, dolke og et par save.

 

 
Nødhjælp

I modsætning til hvad man er vant til i Europa, er vi nødt til at kunne klare os selv. Her er ikke noget med et Falck abonnent eller vejhjælp. Derfor har vi medtaget udstyr til nødreparationer og bjergning af bilen.

Her er vores kompressor nok den vigtigste og mest brugte. Vi købte den i Australien til erstatning for den elendige kompressor vi havde med fra DK. Den sættes direkte på batteriet og kan pumpe et fladt dæk op i løbet af få minutter. Den kan sagtens pumpe alle fire dæk op uden at løbe varm. Især i Australien kørte vi meget i løst sand, og her justerer man dæktrykket efter forholdende. 55psi på asfalt, 35psi på ruflede grusveje og 18-20psi i løs sand. De flade dæk giver en fantastisk forøgelse af både bærefladen og ”trækkraften” i det løse sand. Faktisk er det muligt at komme fri, stort set, hver gang man er kørt fast i løst sand, bare ved at lukke luften ud af dækkene. Når vi punkterer er det også dejligt bare at kunne pumpe dækket op og kører videre indtil vi lige finder et egnet sted for en lapning.

Til punkteringer har vi selvfølgelig reservehjul og donkraft. Vores waffleboards er glimrende underlag til donkraften i sand m.m. Vi har også nogle træklodser med til at klodse op med. Til de mindre punkteringer har vi et reparationssæt.

To forskellige typer trækstropper har vi med. En ”elastisk” og en uelastisk. Det elastiske til når vi spændes efter en anden bil, og det uelastiske til når vi trækkes fri med spil eller skraldetalje. Vi har en håndbetjent skraldetalje med i stedet for et spil. Denne skraldetalje er både meget billigere end et spil og så kan den placeres lige der, hvor det er nødvendigt. Den tager dog noget længere tid om at få bilen fri end med et spil.

 

 
 
Cykler

I Australien og New Zealand havde vi 5 cykler med. Det var mountainbikes i alustel. De sad på et speciallavet cykelstativ bagbå. Desværre brugte vi cyklerne alt for sjældent og de blev sendt hjem efter New Zealand. Frederikkes cykel blev foræret væk til en maui familie

 

 
Kassen bagpå

Da cyklerne var blevet sendt hjem, fik vi bygget en kasse til at sætte på cykelstativet. Heri har vi nu vores waffelboards, bord, 5 stole, surfboard, støvler og benzindunk. Den er lavet i Ecuador og er lavet af aluminium. Der er 2 låse på bagklapperne bagpå.

 

 
Bord og stole

Vi har et campingbord med. Det er en type, der kan justeres individuelt på hvert ben, således at vi altid kan få bordet til at stå i vatter. Vi har også 5 klapstole med. Det er den type, som det engelske militær bruger. De er meget holdbare og man sidder meget bedre i dem end i almindelige campingstole.

 

 
Vaterpas Ja, nogle griner af os når vi med vaterpas finder det helt rigtige sted at placere bilen for natten. Men når man sover i bilen i 2 år, så er det utroligt behageligt altid at ligge plant frem for at hælde til den ene eller anden side. Vores bord sætter vi ligeledes op med vaterpas, af samme årsag. Vores første vaterpas var en rund type, som lynhurtigt gav indikation af bord og bilens position, men det gik desværre i stykker da vi overnattede i knap 5.000m højde. Vi har ikke kunnet finde et tilsvarende, så vi nøjes for tiden med et murervaterpas til at hænge på en snor.