Vi er nu kommet til det punkt hvor vi nu gerne vil videre. Vi er ved at være trætte af Sydamerika og specielt lige nu Brasilien. Vi har kørt i flere dage. Nogle gange både dag og nat. Vi kan ikke portugisisk så vi kan ikke snakke med dem. Men det værste er Marys fælge. De flækker og flækker for os og vi har daglig flade dæk og skal således daglig finde en svejser, der kan svejse det sammen igen, hvilket ikke er ligetil. Ofte skal der svejses 3 og 4 gange før fælgen igen er tæt. Alle svejserne vil gerne svejse med dækket på fælgen for at spare tid til af og på montering af dækket, men det går ikke, for så smelter dækket. Det er dog svært at overbevise de fleste svejsere om vigtigheden af at dækkene ikke smelter. Desuden kan de ikke forstå hvorfor vi ikke bare køber nogle nye fælge. Det har vi forsøgt længe, men vi har endnu ikke kunnet finde nogen her i Sydamerika der passer til Mary. De kan ej heller forstå hvorfor vi ikke bare lægger en slange i dækket. Det tør vi ikke af den simple årsag, at så opdager vi ikke når fælgene flækker før det vil ende med en stor skade og det tør vi simpelthen ikke. Så hellere daglige flade dæk, det er til at forholde sig til.

Vi havde håbet på at kunne sejle til Manaus med Mary og køre herfra op igennem Venezuela og til Columbia og sende Mary til Mellemamerika, men med udsigten til meget få byer langs vejene igennem Amazonas, hvor vi kan få svejset fælgene er det ikke en god ide. Vi har indtil nu kunne få svejset fælgene, men hvordan det vil gå videre ved vi ikke. Derfor beslutter vi os for at afslutte vores rejse i Sydamerika her i Belem og så shippe Mary til USA, hvor vi også kan få nogle nye fælge og så bruge resten af rejsen i USA og Canada. Vi har været meget heldige undervejs i hele Sydamerika, og har mange gode stunder at se tilbage på. Vi vil helt sikkert gerne tilbage hertil, når vores spansk er bedre. Vi startede med ingen spansk, og kan nu snakke og forstå sproget rimeligt godt.

I Belem bor vi på et dejligt lejligheds hotel med pool medens vi arrangerer shippingen og klargøringen af Mary til forsendelse i containeren. Her er rigtig varmt døgnet rundt da vi er tæt på ækvator. Hver dag omkring kl. 2 kommer der pludseligt et kraftigt regnvejr, hvor himmel og hav står i et. Der bliver helt mørkt og derefter lyser det hele op med sol igen. Regnen er så kraftig at telefon og internet ikke virker når det regner.  Magnus, Rasmus og Frederikke nyder når det regner. Mens alle andre søger ly under halvtage m.m. er de ude og lege i regnen. Det er nemlig ikke koldt men behageligt med regn til at køle en ned med. Man bliver helt gennemblød på meget få sekunder. Det er også sjovt at være i poolen når det bare stå ned i stænger.

Under vores ophold på hotellet, er vi kommet i meget god kontakt med de forskellige medarbejdere. Vi har fået en invitation af Paulo til at besøge hans far, der bor ude på landet og har sit fristed der. Paulos far er en meget flink og rar mand. Han viser os de mange forskellige planter, træer og dyr han har, og hvad de kan bruges til. Der er flere fugter vi ikke har set og kender til, og dem smager vi på. Ja, nogle smager bedre end andre, desværre er det ikke tid til mango, for der er mange mango træer her. Af dyr er der høns og skildpadder. Det bedste er dog et par vandløb som alle boltre sig i. De synes selv at vandet er koldt, men det er vi ikke enige i og der bruges flere timer i vandet. En af naboerne er også troppet op. Det er en ung kvinde på 15 år sammen med hendes søn hun fik da hun var 11 år. Magnus, Rasmus og Frederikke er helt målløse over at hun ikke er ældre, og Magnus kan overhovedet ikke forstå har hun var på hans alder da hun blev mor. Det er ikke det han har sine tanker på lige nu. Vi havde en uforglemmelig og meget inspirerende dag, tak til Paulo og hans familie.

Vi havde også tid til at komme en tur til stranden. Det er et sted ved Amazonas flodens udmunding så vandet er dejligt ferskvand og med store bølger. Der er ikke mange steder hvor ferskvandet har så store bølger og hvor der er en tidevandsforskel på et par meter. Vi fik badet i ferskvand der var rigtig kaffefarvet. Der var en del strøm og bølger, og langt ude i horisonten var der store skibe der sejlede. Amazonas floden er meget bred her, det tager mere end en dag at krydse over på den anden side af vandet i skib, så det er ikke noget med at tage en svømmetur fra bred til bred. Vi har en dejlig dag inden vi skal tilbage til Belem og aflevere vores lejebil.

Lige inden vi skal aflever bilen, får vi besked på at møde op på shipping selskabets kontor. Til vores skræk er Mary ikke send af sted med det skib hun skulle, og de annullerede det hele uden at fortælle det til os. Der var nemlig sket en misforståelse og toldagenten var overbevist om at vi ville importere bilen permanent til USA, hvilket ikke er muligt da vi ikke er fastboende der. I stedet for at kontakte os, ja så annullerede han bare forsendelsen. Det er noget rigtig møg. Vi har flybilletter til USA om 2 dage så det er ikke sjovt. Vi får fat i agenten i USA og på under 2 timer har vi udredet det hele således at Mary sagtens kunne have været med på skibet. Men skibet er jo sejlet for flere dage siden. Så de sidste dage her i Brasilien har været meget hektiske og faktisk ikke spor sjove, for kommer Mary nu med på det næste skib? Tør vi tage flyveren til USA og stole på at alt er i orden med shippingen? Alle de involverede parter siger at vi trygt kan tage af sted og Mary selvfølgelig vil komme med på næste skib, der ankommer om ca. 10 dage. Vi vælger at tage af sted og håber på det bedste, men sådan skulle det desværre ikke gå.