Vi er tidligt oppe, og sikke et vejr. Det er solskin og ikke en sky på himlen. Området er flot med bjerge med sne på toppen, skove og søer. Vi kører hen og parkerer Mary på en overvåget parkeringsplads inde midt i skoven. Herfra er der så ca. ½ times vandretur ned til bådebroen. Det er en flot tur igennem skoven og over en hængebro og så til sidst er vi ved bådene, nærmest færger med plads til 70-80 personer hver. Alle bådene er fyldt helt op og en ranger fortæller en masse på spansk. Vi sætter os op på soldækket og nyder den flotte udsigt ud over det klare vand og med de skovklædte bjerge i baggrunden. Der er også flere gletsjere og alle bjergene har sne på toppen. Det er ren postkortidyl.

Vel fremme får vi at vide at man ikke må gå ud og ser træerne på egen hånd. Man skal følge en gruppe sammen med en ranger. Ok, det lyder fornuftigt med den måde at vi ser mange Argentinere behandle naturen på. Især er de meget bange for skovbrand. Vores ranger snakker kun spansk og fortæller rigtig rigtig meget om alt det vi ser. Heldigvis er der en flink ældre dame, som oversætter det til engelsk. Det gør hun godt og det viser sig at hun er engelsklærer, så vi har nærmest privatguide med rundt. Denne del af parken skal holdes helt i oprindelig stand, hvilket vil sige at der ikke må indføres andre planter m.m. Derfor får Magnus skæld ud af rangeren da han tager sig et æble, for så er der risiko for at en kerne slår rod og et æbletræ gror op. Ok, det er forståeligt nok, men rangeren siger ikke noget til de mange argentinere, som gør det samme.

Vandreturen er kun på 2km, men da rangeren skal fortælle rigtig meget, så tager turen to timer. Vi ser bl.a. de forskellige vegetationsformer her er i de forskellige vejrtyper. Her tæt på bjergene varierer regnmængden enormt alt efter hvor man er. Ved alercetræerne, hvor vi er nu, falder der omkring 4.000mm om året og 20km mod øst, hvor vi startede ud fra er regnmængden under 2.000mm om året. Det ses også tydeligt på skoven og især på skovbunden der her er dækket af mos og alt er fugtigt.

Vi er heldige med vejret, for det er en af de første solskinsdage i denne sommer, og det er den første solskinsdag med vindstille. Dette gør det muligt at høre et vandfald, igennem skoven, som man normalt kun kan høre få dage om året. Vi ser mange alercetræer. Så vidt vi kan forstå er det som en slags lærketræ, men de er i deres helt egen familie. De vokser meget meget langsomt, mellem 0,8 og 1,2mm i tykkelsen om året og når op i ca. 50-60m højde. Det er så langsomt at man dårligt kan tælle årringene uden brug af forstørrelsesglas. Den langsomme vækst er en af grundene til at de er truede, for de bliver udkonkurreret af mange introducerede træer. Enden af turen er ved et alercetræ, som er ca. 2.600 år gammelt. Det er ikke mere end 2,2m i diameter. Et flot gammelt træ.

Sejlturen hjem igen er ligeså flot som udturen og det er efterhånden svært at rumme så meget idyl. Vi kører hen på en nærliggende campingplads og får lov til at overnatte nede ved søen på en parkeringsplads for bådtrailere, da alt andet er udsolgt. Det gør ikke så meget og medens vi er ved at slå lejr kommer der en fransk familie i deres autocamper (en pickup med kasse bagpå). Stort set alle argentinere sover i telt herover, så campingpladserne er ikke egnede til biler. Den franske familie har en dreng på 8 år, så vi slår lejr sammen. Dennis får alle ned til søen for at vi skal bade, men vandet er koldt så vi nøjes med at solbade medens børnene leger. Hen omkring solnedgang har Magnus fundet fiskestang frem og er taget på fisketur. Da aftensmaden er klar kommer han stolt tilbage med en friskfanget ørred på ca. ½ m. Han vil også gerne selv rense den og undersøge hvad den har spist. Det bliver noget af et tilløbsstykke og han har konstant 2-5 andre børn fra campingpladsen omkring sig. Alle ser interesseret på, især da han sprætter maven op og det vælter ud med grønne biller.