| Torsdag d. 07.01.10: Cultural Cueva de Los Manos – Perito Moreno i Argentina
Kørt 171 km i dag. Ialt 62.412 km.
  I går Kalender I morgen  
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|

Vi er tidligt oppe for at komme på den første guidede tur ved Cultural Cueva de Los Manos, eller på dansk, grotten med hænderne. Det vi skal ud for at se er en bjergside i bunden af en flot slugt, hvor der er malet en del hænder for ca. 10.000år siden. Det er et af de bedst bevarede ”hulemalerier” i hele Sydamerika, og grunden til den gode bevaring er deres placering inde under et klippeudspring dybt nede i slugten hvor det sjældent regner og solen aldrig skinner direkte herpå. Slugten er rigtig flot med lodrette klippevægge og grønt i bunden med et lille vandløb. Det er et helt fantastik sceneri der er her omkring denne klippevæg af hænder og ovenover svæver der en condor.

Vi er med på den første guidede tur og alle andre taler spansk, men heldigvis er vores guide forholdsvis god til engelsk og taler først på spansk og derefter på engelsk. Det er en rigtig god tur og alle hænderne er flotte og interessante at se på. En af de særlige bemærkelsesværdige detaljer er overvægten af venstre hænder og så også lige en hånd med 6 fingrer. Det hele er negativer, dvs. man sætter hånden ind på klippesiden, og puster maling over hånden således at man har omridset af hånden. Der er flere af hænderne der er malet over hinanden. Farverne er også forskellige, der er rød, gul og blå/grøn. Den blå/grønne er fra kobbersulfat. Det er noget værre giftigt stads, som det nok ikke ville være tilladt at male med i dag, især når man tænker på at de har taget malingen i munden og spyttet den ud på klippen.

Efter rundvisningen, vil Dennis lige justere gearene. Her er nemlig en dejlig ren parkeringsplads med cement og et fortov at kører forhjulene op på så der er bedre plads under Mary. Desuden så er her ingen vind, hvilket gør arbejdet til en drøm. Derefter fortsætter vi nordpå ad jordveje mod den lille by Perito Moreno og vil sove lige inden grænsen til Chile. Men sådan går det ikke. Vi har kun kørt ca. 100km på jordvej, da Mary brokker sig over at der ikke er vand på. Vi må lige se nærmere på hvad der er galt. Da vi åbner motorhjelmen ser vi at en af kølerslange er helt revnet på langs i hele sin længde, og vi kan ikke køre videre før det er fikset. Dennis vil tage den på stop ind til byen der er ca. 80km væk og skaffe en anden slange, men Birgitte vil forsøge sig med gaffatape rundt om hele slangen, og se om det holder. Hele slangen får 2 omgange med gaffatape, og bliver sat på plads igen. Løsningen holder rimelig godt og Mary holder vandet i ca. 40km inden vi skal efterfylde med vand.

Vi kommer vel til Perito Moreno og vil finde en ny slange. Men det er ikke lige til, da der ikke er meget at vælge mellem. Her er kun to butikker med reservedele, og hvad den ene ikke har, ja det har den anden butik heller ikke. Den eneste slange vi kan finde er alt for stor og vi må lægge stumperne af den gamle slange indeni for at få det til at passe nogenlunde sammen. Men denne løsning viser sig at holde ganske udmærket de næste par tusinde km. Medens vi er ved at finde en slange møder vi vores gode venner fra Scotland endnu engang og vi har endnu en hyggelig aften sammen på en campingplads.

 

Cultural Cueva de Los Manos

Slugten ved Cultural Cueva de Los Manos

Sådan repareres en flækket kølerslange med gaffatape