Så var det tid til at forlade Aguas Calientes og komme ud til Mary. Planen var at spise morgenmad på det lokale marked, her koster det kun en brøkdel af prisen i restauranterne for turisterne. Men markedet var lukket, så vi måtte nøjes med frugt og gammelt brød.

Vi kunne nu vælge at gå ud langs med jernbanen eller vente til kl. 12 og tage toget. Vi valgte at gå ud og nyde turen igennem junglen når nu der ville være fred og ingen toge på skinnerne. Vi var dog dårligt nok kommet af sted før et tog kom imod os og der er ikke meget plads langs jernbanen. Heldigvis kører toget ikke så hurtigt og det var noget af en oplevelse at se og mærke toget passere på så tæt hold. Toget forsvandt og stilheden indtog igen junglen medens vi gik videre. Pludselig hørte vi igen et tog nærme sig. Denne gang var det et lokomotiv der kom kørende og der gik kun få minutter fra det havde passeret os til det kom tilbage igen. Sikke en trafik på en søndag morgen på en jernbanestrækning der ifølge togplanen skulle være øde.

Ca. halvvejs ude begyndte vi at møde en del turister på vej ind. Det var tydeligt at det var dem som har betalt omkring 500USdollar for en cykeltur ud i junglen og nu skal gå det sidste stykke ind til Machu Picchu, eller rettere sagt Aguas Calientes.

Vandreturen var flot og nu kunne vi for alvor se de flotte bjerge med Machu Picchu på toppen. På vej ud spurgte Magnus, Rasmus og Frederikke om at man kunne gøre mønter flade på togskinnerne når toget kom og de gik spændt og ventede på at der skulle komme et tog så de kunne afprøve det. Der kom bare ikke flere. Så ude ved endestationen og tæt på Mary var de lidt skuffede for de havde hver en håndfuld mønter parat. Derfor besluttede Dennis sig for at få et måltid mad ved en af de mange boder, der var sat op på indersiden af sikkerhedshegnet, medens Birgitte gik hen til Mary og gjorde hende klar. Medens Dennis og børnene sad og spiste en to-retters menu og tilhørende drikkevare til 7kr pr. portion, hørtes toget i det fjerne. Børnene blev ellevilde og da toget kom til syne blev mønterne lagt på skinnerne. Der var et skiftespor og to spor her ved endestationen. Toget kom kørende ganske stille ind medens ungerne ventede spændt på at se mønterne blive mast flade. Det blev de, men til børnenes store overraskelse stoppede toget lige ovenpå mønterne så de måtte vente på at alle passagerne steg af og toget kørte lidt væk inden de kunne samle de fladkørte mønter op. Det var simpelthen som at se små børn juleaften.

Nu kom så en anden speciel oplevelse. For toget og især lokomotivet skulle kører en del frem og tilbage på de to spor. Som sagt så var alle de små boder bygget op på indersiden af sikkerhedshegnet og man sad derfor næsten helt ude på sporet. Så hver gang lokomotivet kom kørende forbi, så måtte vi bøje os ind over bordet for ikke at blive ramt i nakken. En meget speciel oplevelse. Kogekonerne var ikke meget for når toget kom kørende, for de havde bundet diverse barduner fast til skinnerne, og de skulle selvfølgelig fjernes hver gang toget kom.

Mary blev pakket og vi begav os på vej ud af dalen mod Cuzco. Vi kendte vejen for det var samme vej som vi kom ind. Lige før mørkets frembrud hørte vi et knald, efterfulgt af en serie rytmiske pift. Vi kendte alt for godt til lyden af en frisk punktering og holdt straks ind. Det var bagdækket der endnu engang var punkteret. Vores helt nye terrændæk fra Dunlop har kun kørt omkring 2000km og dette er 4 punktering. Heldigvis er der en dækmand 500m længere henne ad vejen. Han kan godt lappe dækket, selvom det har fået en flænge på knap 5cm. Vi nåede ikke til Cuzco og valgte at overnatte på parkeringspladsen i Ollantataytambo, for foden af Inkaernes store fæstningsværk.