| Mandag d. 21.09.09: Cuzco  i Peru
Kørt 63 km i dag. Ialt 43.639 km.
  I går Kalender I morgen  
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|

Vi vågnede op til en dejlig solskinsdag på campingpladsen. I nat havde det regnet og været meget koldt, men lunt og godt i vores gode soveposer. På de omkringliggende bjergtinder var der nyfalden sne og snegrænsen var egentlig ret lav, max 1.000m over os. Formiddagen brugte vi til snak med de andre rejsende på den lille campingplads.

Over middag kørte vi ud til Tipón lidt udenfor Cuzco. Det er et dejligt fredfyldt sted, højt beliggende med en fantastisk panoramaudsigt. Der er mange gamle terrasser og systemer med vandkanaler med små vandfald over det hele. På toppen er der et soltempel, og vandtempel. Dette sted var Inkaernes ”kongelige haver” og de har tilbedt det livgivende vand. Endnu engang blev vi overvældet af deres utrolige byggekunst. Her var 12 store terrasser og en masse Inka mure med omhyggelig udhuggede sten. Små vandkanaler ledte vandet fra en kilde på øverste terrasse ned gennem alle terrasserne. Hver vandkanal var omhyggeligt udhugget i sten. Ved hver terrassemur blev vandet ledt ned ad et udhugget ”vandfald” i stenene.

På bjerget ovenover dette kompleks var, der bygget et tempel til tilbedelse af vandet. Vandet hertil kom fra en kanal med sit udspring langt oppe i bjergene. Kanalen løb i midten af en gammel Inkasti. Vi fulgte denne kanal og Inkastien et stykke op, men den så ud til at fortsætte helt op til bjergene med sne på og derfor valgte vi ikke at følge den helt til tops.

Flere steder gjorde børnene gode fund af potteskår med fine ornamenteringer på. Dette er et af de steder hvor vi har fundet flest flotte potteskår med tydelige Inka ornamenteringer på. Dennis satte en grænse på max 2 lommefulde fine potteskår pr person, men det grinte Rasmus bare af, for han havde allerede samlet nok til at have 3 lommer fulde plus hvad han havde i hænderne.

Herefter kørte vi tilbage til Cuzco og overnattede på campingpladsen.

 

Terrasser med trappesten ved Tipón

Vandfald ved Tipón