Vi har sovet godt og er ikke blevet vækket mere af hverken røvere eller politi. Turen fortsætter ad den stenede bjergvej. På et tidspunkt kommer vi forbi et skilt, hvorpå der står noget om nogle ruiner ved navn Curabamba. Det må vi lige se hvad det er og vi kommer til en forladt ruinby på en bjergtop. Byggestilen er som Inkaerne lavede det med rækkehuse og en plaza i midten. Ved siden af plazaen er der en firkantet pyramide eller et tempel. Flot lille sted. Fra byen kunne vi se en gammel Inka sti gå langs bjergsiden. Her var tiden gået i stå. En familie var ved at ordne marken, som de havde gjort i århundreder og et par piger kom drivende med en flok dyr.

I en landsby ser vi en kone sidde og væve på traditionel vis. Det foregår ved at den ene ende er bundet fast til et træ eller en stolpe og den anden ende strammes op af en rem omkring livet. Dette vil Frederikke gerne se og vi stopper Mary. Alle de lokale kommer hen og giver hånd og vil gerne snakke. Efter nogle minutter går vi op til indianer konen og sætte os og iagttager hendes væveteknik. Først er hun lidt genert, men opdager hurtigt at hun er centrum for alle de tililende indianerkvinders opmærksomhed. De vil alle gerne se på os. Vi sidder alle og snakker lidt i det dejlige solskin medens der bliver kigget, grinet og vævet lidt. Konen med væven er helt vild med vores børn og tilbyder at vi kan få hendes dreng i bytte for en af vores. Hun vil også gerne røre ved vores lyse hår og lyse hud. Birgitte får hurtigt en ide, låner en saks og klipper en hårlok af Frederikke og giver til konen. Nu er der stor jubel blandt de knap 20 indianerkoner og indianerpiger omkring os og konen med væven bliver rigtig glad og stolt. Rasmus får også et par gode tilbud fra nogle af de giftemodne indianerpiger, men han er slet ikke gammel nok til den slags endnu.

Curabamba

En indianerkvinde i fuld gang med at væve