| Mandag d. 14.09.09: toppen af en stor afgrund - på en græsplet langt langt væk i Peru
Kørt 142 km i dag. Ialt 43.077 km.
  I går Kalender I morgen  
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|

Dagens program stod egentlig bare på at køre videre mod Cuzco. I en lille by stopper vi og spørger om vej. Det viser sig at vi er kørt forkert og har spildt stort set hele formiddagen. Og hvad værre er, så er vi også lige punkteret med vores nye dæk. Så efter et dækskifte vender vi om og kører tilbage igen. Vi finder den rette vej og kører og kører.

I en lille landsby er alle indbyggerne ved at bygge et hus. Vi holder for at tage lidt video af det, men inden vi får set os om er bilen omringet af nysgerrige mænd. De tygger alle coccablade og ser forfærdelige og uhygiejniske ud, men de har det sjovt. Vi kører hurtigt videre. I næste landsby får vi endnu en punktering og får hurtigt lappet dækket.

Hen omkring solnedgang kommer vi til en nedkørsel til en dal. Vi har en flot udsigt til byen under os. Lige før nedkørslen er der en fin lille græsplet, lidt gemt væk fra vejen af nogle buske, så her vælger vi at overnatte. Mørket falder på og der er stadig lidt spredt trafik. Hver gang vi hører en bil nærme sig, slukker vi lyset, for ikke at tiltrække unødvendig opmærksomhed.

Da Birgitte er ved at putte børnene, hører vi igen en bil og slukker lyset. Bilen passerer, men bremser så op og bakker hurtigt tilbage. Det lyder ikke så godt. Inden vi får set os om stopper bilen på vejen foran os og 3 mænd springer ud med hver sit maskingevær i hånden. De løber hen og omringer Mary. Den 4 mand i bilen tænder nu en kraftig projektør og retter den direkte mod os. Vi kan se at det heldigvis er politiet og tænder derfor lyset inde i bilen, så de kan se hvem vi er. Politifolkene bliver glade for at se at vi bare er fredelige turister og ikke nogle slemme fyrer de måske skal i ildkamp med. Vi får en lille snak og de siger at vi trygt kan sove her, inden de kører igen. Da de er væk opdager vi 3 små børnehoveder komme frem dybt nede fra soveposerne.

Denne episode skal vi lige snakke lidt om inden vi alle lægger os til at sove.

 

En flok alpakka

Morgensol

Kaktus i blomst. Planten er næsten 10m høj