Vi vælger at kører videre mod nærmeste by for at finde ud af hvilke muligheder der er herude. Det er en fantastisk køretur ad grusede bjergveje, og vi kommer til byen ved middagstid. Forinden har vi fundet os et dejligt vandfald og badet i poolen nedenunder. I denne pool var der en stor træstamme, som lignede en krokodille. Magnus var helt vild med at lege krokodilletæmmer og balancerede på stammen. Vi passerede også forbi rigtig mange marker på bjergsiderne og de er alle fyldt med coccaplanter. Deres forhold til cocca er meget frit hernede, så længe at det drejer sig om blade ”til eget brug”. I samme øjeblik at det raffineres til hvidt pulver så er det straks en meget alvorlig sag og man får både politi og militær på nakken. Men overalt går folk rundt med en pose coccablade og tygger lystigt på det. Coccablade er også fuldt ud gangbar valuta her i Andesbjergene.

I byen får vi os en snak med et par turoperatører, men finder hurtigt ud af at de ikke kan tilbyde noget interessant for sådan nogen som os, der har egen firhjulstrækker og for resten lige har kørt turen herud. Vi bliver tilbudt en tur ud til nogle vandfald, men der er ikke så meget vand i floderne, så de er ikke så store som de plejer at være, samt at vi jo lige har set dem på vejen herud. Vi sætter kursen mod en nærliggende nationalpark. Vi kan også fortsætte 500km længere ud i junglen til en anden og større nationalpark, men vejen derud er grusvej og det orker vi ikke lige nu.

Nå, men vi kører ud ad diverse stenede og smalle bjergveje. Turen er rigtig flot her sidst på dagen. Bag hvert et sving bliver udsigten bare mere og mere storslået. Bjergvejen stiger langsomt op ad en bjergside og på et tidspunkt kan vi se en lodret klippevæg et par km længere fremme. Denne klippevæg er flere hundrede meter høj og midt derpå er vejen hugget ind. Ikke nok med det, så er der også et vandfald ud over klippevæggen og ud over vejen. Vi var lidt skeptiske ved at fortsætte, men alligevel, vi er jo på eventyr.

Fremme ved den lodrette klippeside kunne vi tydeligt se vandfaldet komme ud over vejen. Det var både flot og imponerende at se. Vi er nu midt i tørtiden og hvordan vil dette sted ikke se ud i regntiden. Vejen er rigtig smal og der er bare langt ned mod afgrunden på den ene side og på den anden side går klippevæggen lodret op. Klippesiden er tæt besat med mos og andre planter som nyder godt af alt det vand, der kommer ned ovenfra. Vejen er i forbavsende god stand, når man tager i betragtning af alt det vand der falder ned på den. Vi kører forsigtigt videre ind under vandfaldet. Sikke en larm med alt det vand på taget og alle vinduer blev straks lukket for sikke det sprøjter ind.

Vi kørte næsten 100m under vandfaldet inden vi kom på tør vej igen. Her i næste sving var der en lille afsats med plads til 2-3 biler. Her valgte vi at slå lejr og overnatte. Det var umuligt at parkere Mary vandret så hun blev klodset godt op under et par dæk. Alle dæk blev desuden godt blokeret med sten for hvis hun af en eller anden grund begyndte at trille i løbet af natten, så var der rigtig rigtig langt ned i den dybe afgrund under os.

Vi havde en fantastisk flot solnedgang med udsigt ud over junglen på de stejle bjergsider i det fjerne. Sikke et flot sted at spise sin aftensmad. Vi var også et par ture henne ad vejen og inde under vandfaldet. Det var på en gang både fascinerende og skræmmende at stå her og kigge op på vandet, der væltede ud højt oppe over hovederne på os og det meste drønede helt ud over vejen og fortsatte ned i afgrunden. Man følte hele tiden at man faldt med ud over kanten af bjergvejen, og her er selvfølgelig ingen form for autoværn m.m.