Vi ville tidligt op for at komme af sted i god tid. Birgitte vågner og farer op med et sæt, for solen står højt på himlen og klokken er halv ti. Lynhurtigt får hun vækket alle og derefter bliver alle jaget i bad. Nu kigger Frederikke på sit ur og fortæller at klokken altså kun er lidt i 7. Godt gået Birgitte. Vi kører nu ned i byen for at få nogle gode informationer om verdens to dybeste kløfter, som vi vil ud og se. Desværre er det spildt arbejde, da den kompetente person i det anbefalelsesværdige trekkingselskab ikke var mødt på arbejde i dag. Så vi fik købt os nogle gode kort og så var det ellers af sted på egen hånd.

Solen skinnede fra en skyfri himmel og det var en fantastisk flot tur. Først kørte vi rundt om vulkanerne og kom op på højsletten. Her er altid flot oppe i omkring 4.000m højde. Heroppe så vi flere flokke Vicuña, det er en af de fire ”kamelarter” de har her i Sydamerika. Lama og Alpaca ser vi ofte da de er tæmmet og holdes som husdyr. Vicuña og Vacaña er sjældne og ses kun på højsletterne. De er lidt sky og de hyler som små børn når man nærmer sig dem, inden de løber væk. Vi så flere små flokke af Vicuña gå og græsse heroppe på højsletten.

Vi kunne også se den snedækkede vulkan, Ampato, hvor man fandt den nedfrosne mumie som vi så i går. Køreturen fortsatte nu over et bjergpas hvor vi kom op i 4.900m højde. Med vores nye kontakt til at tænde blæseren i køleren manuelt, så var vi i stand til at komme over uden problemer med at Mary løb varm. Den detalje er vi rigtig glade for. På den anden side åbner Colca dalen sig under os. En stor og flot dal med forbavsende mange terrasser bygget af Inkaerne. Solen var ved at nærme sig horisonten og vi fik noget varmt mad i dalens eneste ”by” inden vi kørte mod Colca kløften. Vi ankom til det mest populære af udsigtspunkterne lige efter mørkets frembrud og slog lejr på parkeringspladsen. Vi glæder os til at se morgensolen og udsigten.

 Colca dalen