Det var en fantastisk morgen at vågne op til. Udsigten var flot til alle de flotte formationer i sandstenene der omgiver os. Det var lidt køligt da vi lå i skyggen, men ude i den udtørrede flodseng skinnede solen og sandet var fantastisk dejligt at lege i. Efter morgenmaden var der tid til en lille gåtur for at udforske området. Lige pludselig finder Dennis en flot lille pilespids af sten. Sådan en har han aldrig fundet før, og nu gik jagten ind på at finde flere. Frederikke og Rasmus vil gerne vise en gammel fold, lavet af opstablede sten, som de lige har fundet. Deroppe finder vi først skelettet af en hest og kort tid efter finder vi både potteskår og noget der ligner forstenede knoglestumper. Det ligger i et lille udtørret vandløb og vi vandrer op igennem vandløbet for at finde ud af hvor det kommer fra. Vi finder stedet og fylder lommerne med flotte potteskår og knoglestumper af noget som nok har været lamaer.

Efter et par timer kører vi videre mod syd, ned til Salar de Uyuni, der er den største saltørken i verden. Vejen, eller rettere sagt hjulsporet bliver dårligere og dårligere med flere og flere huller m.m. Det er meget anstrengende at kører under disse forhold, og det er umuligt at tale til hinanden. Ja og hvis man begynder at læse går det rigtig galt.

Vi ankom til ”byen” Uyuni ved middagstid, og fik en dejlig pizza. Det er skønt med lidt afveksling af maden. Derefter fik vi de fornødne informationer om forholdende på saltsøen, og så var det ellers om at komme af sted. Men først skulle vi lige forbi den lokale togkirkegård. Sikke et syn. Ude i ørkenen er der flere km lange rækker af udrangerede togvogne og lokomotiver. Det var på en gang et imponerende og et sørgeligt syn. Der stod gamle rustne vogne, lokomotiver og damplokomotiver så langt øjet rækker. Der er over 20 damplokomotiver. Det er utroligt at det ikke kan betale sig at smelte alt det jern om, med de stålpriser der er i dag. Men vi er langt væk for alting, så det kan nok ikke betale sig. F.eks. er der ca. 200km til nærmeste asfaltvej mod nord og sydpå, ja, der er der absolut intet i de næste 1.000km.

Efter dette besøg gik turen ud til Salar de Uyuni. Det er verdens største saltørken og dækker et areal på ca. halvdelen af Danmark. Egentlig er det ikke en ørken men en sø og man skal ikke mere end 10cm ned under den hårde saltoverflade før det salte vand pibler frem. Det er resterne af et enormt stort indlandshav som tørrede ud for ca. 10.000år siden og efterlod ufattelige mængder salt. Selve saltsøen er nogle steder over 250m dyb. Overfladen af søen ligger i 3653m højde og solen er skarp heroppe og med genskæret fra salten er den rigtig skarp.

Det er et flot syn der møder os, da vi står ved kanten af søen, det er ikke helt hvidt, da der blæste en støvstorm ud over søen i går med rødt støv, men der er salt over det hele. Vi kører ca. 10km ud på søen og slår lejr for natten. Her er ingen veje og man kører bare af sted i en eller anden retning. Frederikke mener at vi lige skal holde ind til siden for at slå lejr og at vi skal huske at bruge vatterpasset så vi ikke ligger skævt, hvilket vi griner meget af.

Den ene støddæmper er gået så Dennis ligger og skifter den medens Frederikke laver mad. Det er dejligt at kunne ligge under bilen på dette hårde salt frem for i støv og jord. Solen går ned og vi har en fantastisk solnedgang. I det fjerne er der flere tordenskyer og den aften ser vi utrolig mange flotte lyn. En dejlig detalje herude på salten er at der er totalt livløst, så det er muligt at sidde med lyset tændt inde i bilen og skydedøren åben uden at der kommer insekter ind.

Solnedgang ved Salar de Uyuni