Nu er vi endelig klar til at forlade La Paz og sætter kurs vestpå mod ruinerne Tiwanaku. Men inden vi når ud af byen rammes vi af endnu et par uforudsete forsinkelser.

Tro det eller lad være, vi bliver forsinket af et cykelløb. Det er således at trafikken ikke er ledt udenom, ad andre veje, men stopper lige der hvor cykelløbet er således at alle bliver fanget uden mulighed for at komme væk igen. Og så tilsat alles kamp mod alle for at slippe væk ved at køre imod trafikken m.m. så ender det i en stor fastlåst trafikprop. Ja sådan er det åbenbart i Bolivia. Vi er heldige at vi har mad med i køleren, og tager det hele med et smil medens vi spiser lidt mad og ser cykelløb. 

Efter en times tid kommer vi af sted. Men hvilken vej skal vi? Vi kan se at vi lige skal til højre af en mindre vej, inden vi kan komme på den store der forbinder Peru og Bolivia og det er heldigvis kun en kort vej. Men et er kort, noget andet er virkelighed. Da vejen pludselig stopper kan vi ane hovedvejen et par kilometer længere forude. Vi er kommet til en græsmark, og da vi ikke er interesseret i at vende om, og Mary jo er en 4x4 så er valget let.

Men men, det er ikke kun græs for nedenunder er der mudder, og med en kampvægt på 2,7tons, ja så kommer vi ikke langt. Vi sidder fast i stinkende mudder, og Mary graver sig bare længere og længere ned. Der er kun en kone med et par unger lige i nærheden, og hun kan ikke andet sprog end amaya.

Nå, vi må få Mary fri igen, og får skovlen under hende for at grave det værste væk. Derefter finder vi sten m.m. og ligger i hjulsporet. Det tager ikke mere end 10min, før vi er fri igen, og nu vælger vi at køre næsten samme vej tilbage igen. Vi finder den rigtige vej og kører af sted. Det er i mellemtiden blevet mørkt og store tordenskyer hænger overalt. Det er flot med mange lyn. Vi kommer også igennem et par tordenbyger inden vi omsider er fremme og vælger at overnatte på parkeringspladsen ved ruinen Tiwanaku.