| Onsdag d. 11.03.09: Skippers - Plesant Point i New Zealand
Kørt 388 km i dag. Ialt 28.563 km.
  I går Kalender I morgen  
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|

Vejret var stadig koldt og blæsende, men det gør ikke noget når man har gode soveposer, og varme i bilen til morgenmaden. Dennis var et smut nede og pande lidt mere guld inden vi pakkede sammen og kørte videre. Vel ude af Skippers Canyon, tog vi en lille afstikker op til et nærliggende skisportssted. Selvom vi ikke kom ret mange hundrede meter højere op, så kom vi alligevel op i snevejret. Så der var ikke noget at sige til at det var så koldt i nat. Alle var ude og fik sig en rask lille sneboldkamp.

Vi kunne mærke at vi var blevet lidt trætte af bjergene og besluttede os at køre mod Pleasant Point og besøge vores gode ven, kartoffelavleren Ian. På vejen gjorde vi holdt ved en af de gamle guldgraversteder og fik en fin guidet tur. Dette sted var ligesom så mange andre, et sted hvor de spulede de gamle istidsaflejringer igennem med vandkanoner. Guiden viste os brugen af denne store vandkanon og hvor hurtigt den kan vaske meget jord og sten væk. Guiden startede også den gamle vanddrevne ”stamper”. Dette er et vanddrevet maskineri til at knuse kvartssten for at få guldet ud. Til sidst demonstrerede han at pande guld og vi kunne se at vi egentlig havde gjort det rigtigt hele tiden. Han havde et godt lille trick til at se om man pander rigtigt. Han lagde to små blyhagl fra en haglpatron ovenpå det jord og sand han ville pande igennem. Hvis disse to små tunge blyhagl stadig var i panden når man var færdig, så gjorde man det rigtigt. Og det kunne vi godt.

Turen videre ville tage 3-4 timer alt efter forholdende, så vi ventede med at ringe til Ian, til vi var i Tekapo, ca. 1 time fra ham. Han blev rigtig glad for at høre at vi var på vej, og han fortalte at vi kunne bo i hans luksushytte frem til næste tirsdag hvis vi ville. Der var også et ungt tysk par, som hjalp ham for tiden, men de boede i hovedhuset.

Fremme ved Ian fik vi en dejlig varm velkomst. Alle vidste at dette var sidste gang på denne tur at vi ville komme forbi.