Disse dage har vi valgt at slå sammen, Vi venter fortsat på at få Mary, og vi syntes det går meget træt med at få hende ud af containeren. Dennis gør et godt stykke arbejde, med at komme kontakt til tolderne og de myndigheder der er, og vi andre er på hotel, parken, museum, handler ind, har ferie mave m.m. 

Byen Guayaquil er der ikke meget at skrive om. Den er kedelig og der er mange tiggere, der gør alt for at se ynkelige ud og vil have penge, af medlidenhed. Vi giver meget sjældent tiggere penge. Især ikke børn, da det bare vil være med til at fastholde dem i rollen som tiggere i stedet for at investerer i en uddannelse m.m. Vi har set mange tiggere rund omkring i verden. Tiggerne her er meget anderledes en de fleste. De har påtaget sig en helt anden rolle end i Asien og spiller en rolle, som om der ikke er nogen mulighed for dem for at ændre deres liv, og derfor er de tiggere. Vi har desuden set mange helt unge mødre, bære rundt på et eller to børn. Her i Ecuador får pigerne meget tidligt børn, og da de er meget troende katolikker, er det med prævention ikke noget de kender til, eller det er helt uhørt. Når man starter tidligt, resulterer det også ofte i mange børn. Og det er de børn vi ser som tiggere. De slæber ofte rundt på deres mindre søskende, eller lever i nærheden af parkerne. Mange sover på gaderne på et stykke pap. Så når vi ser folk gå rundt med et stykke pap under armen, ved vi at de er hjemløse.

Her er også en helt anden form for gadesælgere, som vi endnu ikke har set før. De går og sælger et glas vand eller glas sodavand. De går med en stor 3L Cola, Fanta eller vand som de holder op i luften, og råber cola, med deres hæse stemmer. Mange lokale køber et glas, hvilket er tiltrængt i denne varme. Her er væsentlig varmere her end i Quito. De går ofte i parken eller ved vejen, og betjener også bilerne i lyskrydsene. Na, ja så er der lige alle taxaerne. Der er en larm af dyttende taxaer hele tiden, og vis man drejer hoved, ser man lige ind i en bil, der derefter siger taxa. De fleste biler vil gerne køre som taxa. De originale taxaer er gule, men alt kan bruges. Ja, og taxameteret ”virker” ofte ikke og der skal pruttes om prisen. Ofte bliver vi ikke enige og må stoppe taxaen igen og hoppe ud igen for at finde en ny taxa.

Når man nu har så god tid, til at være i parkerne, begynder man betragte flere og flere mennesker. Der er f.eks. den blinde mand vi møder ved lyskrydset. Han har fart på hen ad fortovet langs vejkanten, først går han ind i en skrallespand, så en gadelygte, og da han kommer til 2. skallespand, ser det ud som om han ved hvor han er, og går resolut over vejen. Derefter gik det ellers hurtigt, ned igennem gaden, forbi de forskellige pæle og skraldespande.

Så var der den sælger, som solgte noget helt anden. Nemlig, man kan få vasket sine hænder. Med vand og papir bliver ens hænder rene. Billigt, og meget effektivt.

Der var også gaden med alle daglejerne og håndværkerne der tilbyder deres arbejdskraft. De sidder på fortovet med hver deres stykke værktøj, som beskriver hvad de kan. Her er en tømrer med sin hammer, en murer med murske, en rørlægger med en stump rør og vandhane. Efter mørkets frembrud fortsætter udbuddet af ydelser på denne gade. Her er det dog den lette påklædning der viser hvad man kan købe sig til.

Vi får set flere museer medens vi venter på at få Mary. Det flotteste er byens museum for brandbiler. Det mest skuffende er marinemuseet, der stort set kun er to børneværelser med et par billeder på væggene. Det viser sig at byen Guayaquil har en meget spændende historie. Indianerne boede her i 420 generationer inden Spanierne kom. Navnet, Guayaquil kommer fra to indianere, der ikke ville overgive sig, Manden Guaya og konen Quil. Heromkring var hvad der kan kaldes civilisationens vugge for både nord og Sydamerika blandt indianerne. Spanierne lavede Stillehavets største skibsværft her og brugte stedet som administration pga. den strategiske beliggenhed med floden der muliggjorde sejlads langt ind i junglen, helt ind til foden af Andesbjergene. Af samme årsag var byen et eftertragtet mål for pirater. Hele 6 gange blev byen angrebet af piraterne, røvet og plyndret og brændt ned til grunden. Da denne tid var overstået ramtes byen af en epidemi af gul feber og en storbrand. Det var i denne by at de første frihedskampe mod spanierne blev udkæmpet og de var også den første by i Ecuador til at løsrive sig fra Spanien. Herfra kæmpede de for friheden for byerne Quito og Curenca for til sidst at kunne blive en del af ”Stor Columbia” der indeholdt Ecuador, Columbia og Venezuela. Byen har været grueligt meget igennem og var indtil for 5-10år siden et meget ubehageligt og snusket sted. Igennem de sidste par år har byen gjort meget for at rejse sig fra forfald. Det er lykkedes på flere områder og sikkerheden er forbavsende god. Dog har byen lang vej endnu inden der er noget som helst at tilbyde turister.

Midt i det hele er det også Magnus fødselsdag. Ja, men hvor kedelig en dag, ingen fødselsdaggaver, ingen kager, ingen fest. Kan det snart blive værre. Udover at Dennis arbejder på at få Mary frigivet, så har vi andre brugte tiden på lektier og gåture. Fødselsdagsgaven, ja, Magnus ønsker sig en panfløjte, og gerne en han selv har lavet. Det er just ikke lige det der hænger på træerne her i byen. Lego er der ikke meget af og alt det Kina skrammel er der ingen af børnene der gider at ønske sig i gave. Men med en tur på restaurant om aftenen, is til dessert, en god film, tips og cola redede vi dagen lidt. Vi havde ellers håbet på at vi kunne holde Magnus fødselsdag på Isla de Plata, også kaldet fattigmands Galapagos.

Nå ja, så er der jo lige det med Mary. Det er noget af et projekt at få hende frigivet af tolderne. Magen til skrankepaveri og papirnusseri skal man se længe efter. Det er så omfattende at det ville kunne gøre enhver betonkommunist grøn af misundelse. Vi har efterhånden fået en stor stak af forskellige dokumenter med en masse flotte stempler på, men Mary står stadig stille og fredeligt i sin container på havnen. Heldigvis har vi på intet tidspunkt været udsat hverken for afpresning eller krav om penge under bordet. Vi har lidt på fornemmelsen at alt dette papirarbejde er indført for at komme korruptionen til livs da rigtig mange forskellige instanser skal tjekke hinandens arbejde. Og som sådan er det jo godt nok. Vi håber også på en dag at kunne se tilbage på denne tid og trække på smilebåndet.

Nu har vi efterhånden fået Mary ud fra containeren, men, men det er så ikke ensbetydende med at alt papirarbejde er færdigt. Vi mangler lige originale papir på vores køretilladelse, udstempling af det gamle Carnet de Passage, bilens pas. Og så skal hun jo lige en tur på værksted, for motoren er jo faldet ned, og det fik vi ikke lavet ordentlig i New Zealand. Vi har fundet værkstedet, men det tager nok 1 hel dag at motoren ud, og fået det brækkede gevind ud fra motorblokken, derefter ind med motoren igen, og skifte de andre skruer og bolte.