Vi vågner op i rigtig landlig idyl. Et par indianere har allerede været ude at håndmalke kørerne og et æsel bærer mælken hjem i to mælkejunger. En pickup kommer og henter mælken og afregner direkte med indianerkonen.

Vi har i dag rejst i 400 dage og det skal selvfølgelig fejres. Vi tager en tur i de lokale varme kilder (vi trænger også gevaldigt til et bad). Det er nærmest som et opvarmet friluftsbad. Vandet er varmt men heller ikke rigtig varmt. Magnus og Frederikke får fundet ud af at få en arbejder til at tænde for de store vandrutsjebaner og straks stiger morskaben til nye højder. Hele formiddagen går med at lege i vandet.

Herefter kører vi ind og ser centrum af byen Cuenca. Den er berømt for sine bygninger fra den spanske kolonitid. Flot er det også, men vi er efterhånden lidt trætte af det og kører hurtigt videre, da vi gerne vil nå ned ad Andesbjergene i dag, således at vi kan krydse grænsen til Peru i morgen. Turen er flot ned ad bjergene. På nogle tidspunkter er bjergene helt golde og rigtig stejle. Det er ikke rigtige klipper, men mere sammenpressede aflejringer. Det gør dem ret ustabile og vi ser tusindvis af små og større bjergskred og overalt ligger der klippestykker på bjergvejen.

Mørket falder på og vi når ned til tågeskovene. Her bliver der pludselig frodigt og varmt. Vi kommer helt ned i lavlandet og finder os en tankstation hvor vi får lov til at overnatte. Vi skal ikke nyde noget af at overnatte i bjergene hvor der er så mange stenskred, så foretrækker vi varmen om natten.

Inde i kirken