Vi vågner op til en rigtig kold og blæsende morgen med sneen fygende om ørene på os. Alt er hvidt udenfor selvom vi er mindre end 100km fra ækvator. Mary er totalt tiliset med ca. 1cm is og der hænger istapper overalt. Vi befinder os i 4.700m højde på verdens højeste aktive vulkan, Cotopaxi. Her har vi sovet i nat og sat ny højderekord for vores overnatning. Denne rekord har dog ikke været særlig sjov da vi alle har lidt af højdesyge og haft gevaldig hovedpine hele natten. Dennis begiver sig lidt op mod hytten der ligger ca. 100m højere end os. På vej derop møder han en gruppe, der har været halvvejs oppe på toppen i løbet af natten og som har været nødt til at vende op på grund af det dårlige vejr. De fortæller at der er to personer, der er meldt savnet oppe på den evige sne, men det ser ikke ud til at der bliver sendt et redningshold af sted pga. vejret.

Vi vil starte Mary og kører ned til bedre vejr, men heroppe i den tynde og kolde luft er det ikke muligt at få gang i hendes motor. Inden vi får set os om har vi brugt hele batteriet op. Vi vælger at ligge vejrlig og vente til solen forhåbentlig får magt til at varme det hele lidt mere op. Omkring middagstid er det stort set ikke blevet bedre. Vi vælger en anden løsning på Marys startproblemer, nemlig at løbe hende i gang. Dennis har ofte gjort dette som yngre med gamle traktorer derhjemme i Danmark ned ad en bakke. Men til forskel fra dengang er vi nu meget højere oppe, og sker der noget, så er der meget meget langt ned ad den stejle vulkanside.

Nå, vi får skubbet Mary ud over kanten af vores holdeplads og Dennis triller nedad med hende. Og det lykkedes at få hende i gang, men det er ikke med hendes gode vilje. Hele tiden forsøger hun at stoppe motoren men hendes tunge vægt og den stejle hældning holder hende i gang. På denne måde får vi tøffet os humpende nedad de snoede og hullede jordveje. Nede i ca. 4.000m højde er vejret lidt bedre og vi holder en pause og får lidt mad selvom højdesygen har frataget os appetitten.

Vi forlader Cotopaxi nationalpark og begiver os videre mod næste mål, Quilotoa. Dette er en sø i et gammelt vulkankrater på den vestlige side af Andesbjergene. Køreturen derud går igennem et særpræget landskab af den ene lille bjerglandsby efter den anden. I et område er alle husene lavet af strå og spredt ud over bjergsiderne med bittesmå marker omkring. Landskabet bliver mere og mere tørt at se på efterhånden som dagen går på held og solen forsvinder bag bjergene. Det er mørkt da vi ankommer til den lille landsby Quilotoa på kanten af vulkankrateret. Dette kan vi dog ikke se i mørket. Vi kører stille og roligt igennem den lille landsby og gør holdt hvor vejen ender. Her samler der sig straks en mindre flok indianere, der alle vil tilbyde os overnatning for en rimelig pris. Vi er egentlig mest interesseret i at overnatte i Mary og en flink indianermand på ca. 1,5m fortæller os at vi har parkeret lige udenfor hans hotel og at vi er velkomne til at sove i bilen og bruge hans toilet uden beregning. Dette er et godt tilbud. Mary bliver hurtigt rigget til og vi går en tur ind på indianerens hotel og får os en tiltrængt øl. At kalde stedet for et hotel er noget af en overdrivelse. Der er 5-6 små rum med 3-4 senge i hver. I midten er der et fællesrum med en lille brændeovn i midten. Dens varme gør den til det naturlige samlingssted for hotelfatter og hans familie, samt os.

Store dybe kløfter

På vej over til Quilotoa