Vores lærer på sprogskolen i fredags havde tegnet et kort til os om hvordan vi kom op til toppen af vulkanen Pichincha, som Quito er bygget på foden af. Med dette håndtegnede kort begav vi os af sted i Mary sydpå igennem Quito og drejede af mod en lille landsby Lloa. Denne landsby ligger under 10minutters kørsel fra Quito men det er som at komme 150 år tilbage i tiden. Folk lever af simpelt landbrug og her bruges heste til transport. Herude er der ingen vejskilte og vi spurgte et par gange om hvilken jordvej vi skulle tage.

I bilen har vi desuden Sebastian, en ung tysker, der også bor ved madmor. Han var meget fascineret af Marys egenskaber på disse stejle og snoede jordveje op mod vulkanens top. Udsigten var flot op af de stejle vulkansider. Vejen blev stejlere og stejlere. Over os svævede af og til en Kondor. I det fjerne kunne vi se den snedækkede top af vulkanens højeste top, Guagua på 4.794m. Vel oppe for foden af toppen parkerede vi ved en lille hytte og fortsatte til fods. Der var ca. 100 til 150 højdemeter tilbage til toppen. Vejret skiftede meget. Det ene øjeblik skinnede solen og i næste øjeblik var vi indhyllet i tætte skyer. Heroppe er det ikke bare koldt og blæsende. Det er også svært at få vejret i den tynde luft.

Oppe på kraterkanten oplever vi noget meget specielt. På ydersiden er det solskin, skyfrit blæsende og koldt, men på indersiden, kun få meter væk, er det tætte skyer, vindstille og noget varmere. Vi går kun få meter ned i krateret da vi kun kan se få meter frem for os og det går meget stejlt nedad. Her på læsiden lugter der af svovl og Magnus finder ud af at stenene er varme. Vi holder et hvil på de varme sten medens Rasmus får lavet sig en god snebold. Her er meget specielt at opholde sig. Tanken om det store vulkankrater i den tætte tåge bidrager til stemningen. Krateret er ca. 700m dybt og knapt 2km bredt. Sidste udbrud var i 1999 hvor en 18km høj askesky rejste sig.

Vi gik tilbage til Mary og holdt frokost samt fik skrevet os ind i hyttebogen. Vi har alle sat højderekord i dag. Vi har været oppe i ca. 4.750m over havet og Mary har været oppe i ca. 4.650m over havet. I denne tynde luft var det svært at få liv i Mary igen og hun osede som et ondt år. Men vi kom alle sikkert ned igen ad de stejle og snoede jordveje. Vel nede i Quito ville vi hente kassen ved pladesmeden. Men ak og ve, alle hans folk havde været syge i dag og selvom han tydeligvis havde arbejdet hårdt var han ikke blevet færdig. Han lovede højt og helligt at have kassen færdig i morgen formiddag.

Mary oser i den tynde luft. Hendes højderekord her er ca. 4.650m

På hjemturen var der 3 trætte børn, der nød turen sovende