| Fredag d. 16.01.09: Waiau floden i New Zealand

  I går Kalender I morgen  
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|

Det er en rigtig dasedag i dag. Vi har valgt at blive samme sted et par dage, da her er rigtig flot og vi har stort set alt hvad vi behøver; godt fiskevand og en dejlig natur lige udenfor døren. Magnus og Dennis starter dagen med fisketur, mens Rasmus og Frederikke er i skole. Der går ikke længe før Magnus har en fisk med hjem, en ørred på ca. 3 pund og det er tid til at få flået fisken. Herefter er det skole for Magnus. Han har biologi og skal undersøge hvad en ørred spiser i denne flod på denne tid af dagen. Det vil sige at han får til opgave at sprætte mavesækken op på ørreden og se hvad den har spist. Det er vældig spændende. Mavesækken er fyldt med hylstrene fra vårfluelarver og nu forstår Dennis bedre hvorfor flere af ørrederne nærmest gik og græssede på sandbunden inde på det lave vand.

Herefter er det tid til de kreative fag. Medens vi nyder stilheden og den flotte natur, har Magnus, Rasmus og Frederikke fundet en masse sten, grene og siv, som de er i gang med at lave til stenøkser, reb, snor og ringe af. Der er gået sport i at finde materiale fra naturen, og lave de redskaber Maorierne lavede i gamle dage og som de har set på museum. Rasmus og Frederikke får hver lavet sig en flot kølle af en gren og en sten snurret fast heri. Magnus er gået i gang med at lave en boremaskine, som Maorierne brugte til at bore i grønsten med, men den når desværre ikke at blive færdig denne gang.

Senere på aftenen tager Dennis på fisketur mens der atter er skolegang, inden sengetid. Han har valgt at fiske ovre på en lille ø i elven og for at komme derover er han nødt til at vade over elven. Han har ingen vaders med (de er sparet væk af pladshensyn) så han tager sine gamle vandrestøvler og regnbukser på og vader over. Herovrefra ser han en del fisk og et par stykker napper på, men ingen bider rigtig på. Ved solnedgang vader han tilbage igen, vandet når ham til livet, så både bukser og det hele er vådt da han kommer over. Det våde tøj hænges til tørre under markisen inden han går ind. Inde i Mary er børnene allerede kommet i seng og hygger sig med godnathistorie, læst af Magnus. Da Dennis kommer ind med våde underbukser og våd trøje op til navnen, spørger Rasmus kækt, ”nå far, har du fået buksevand”?

 

Magnus med sin ørred

Magnus, Rasmus, Frederikke og Dennis i gang med at lave værktøj

Rasmus og Frederikke med deres hammer